Rudi Dutschke

Forsøg på at stille Lenin på benene

Om den halvasiatiske og vesteuropæiske vej til socialismen. Lenin, Lukács og tredie internationale

1974


Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen - Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin, Lukács und die Dritte Internationale".
Offentliggjort: Ffg 1974
Oversættelse: Christian Hjorth, Inger Rasmussen og Hans Jørgen Thomsen
Digitalisering: Jonas Holmgren
Korrektur: -


Indholdsfortegnelse:


Bolsjevikkernes magtovertagelse og
det gamle og dog så nye problem om
det russiske bureaukrati

Lenin havde udleveret løsningen i april 1917: "Al magt til sovjetterne". De oprørske masser var på ny kommet de revolutionære partier i forkøbet, og Lenin tilpassede sig dem smidigt. Dermed var begrebet om rådene som klasseorganisation og ikke partiorganisation rykket i centrum for den russiske revolutionsproces. Lenin og bolsjevikkerne havde erkendt, at det russiske 'bourgeoisi', som i februar 1917 havde overtaget den politiske magt og derved ganske vist afsluttet zardespotismen, men ikke ødelagde det herskende statsapparat og de asiatiske landkapitalisters magt, at dette 'bourgeoisi' var udueligt og kunne styrtes. Bolsjevikkerne benyttede så Kornilov-Kuppet[1] til med medlemmer og sympatisører at kæmpe mod putschisterne ligesådan som Kerensky-armeen og alligevel samtidig ikke understøtte Kerensky-regeringen. Det vil sige, bolsjevikkerne talte for en subtil dobbelt kamp: at bekæmpe Kornilov og at afsløre politisk regeringens fejl og modsigelser. Målet for og resultatet af oktoberrevolutionen var at ødelægge det ærkereaktionære statsapparat[2] og dets institutioner, som i århundreder havde hæmmet samfundets udvikling, at kunne jage de asiatiske agrar- og industrikapitalister bort, at bønderne kunne få land, mere præcist at kunne optage bøndernes spontane opstande i bolsjevikkernes politiske linie i byerne.[2a]

De politiske klasseforskydninger mellem juli 1917 og september havde videre overbevist Lenin om at bruge klasseorganisationen gennem rådene som revolutionært instrument. Men der bliver ikke givet afkald på politikkens primat, på bolsjevikkernes avantgarde-krav om at oplyse og lede masserne politisk.

Kort før magtovertagelsen siger han: "Nu står ikke det tiltvungne spørgsmål på dagsordenen, men spørgsmålet om det frivillige kompromis. Vores parti stræber efter den politiske magt, ligesom ethvert andet parti. Vores mål er det revolutionære proletariatets diktatur".[3] For Lenin drejer det sig om det politiske diktatur til avantgarden i den russiske arbejderklasse: "proletariatets diktatur" og "bolsjevikkernes diktatur" som befriende opdragelses-diktatur er identiske kategorier. Deres emancipative forhold til den undertrykte klasse af industriproletarer havde bolsjevikkerne udviklet illegalt under zarismens samfundsmæssige trælle-forhold. Avantgardens holdning over for den klasse, som skulle befries, var pædagogisk-elitær, den var præget af den stagnerende almen-karakter ved det russiske samfund, som altid må tages med i betragtning. Således er det forståeligt, at for Lenin og bolsjevikkerne forblev sovjetterne,[3a] arbejdernes, de fattige bønders og soldaternes revolutionære klasseorganisation, altid politisk vigtige 'biorganisationer', som partiet endnu ringeagtede i revolutionsprocessen i 1905, men i 1917 havde lært at benytte. Som klassernes relativ selvstændige instans, som understøtter og kontrollerer partiet, har bolsjevikkerne - for slet ikke at tale om mensjevikkerne - aldrig forstået sovjetterne! Forholdet mellem revolutionært parti og revolutionære klasseorganisationer er intet mekanisk forhold, men må bestemmes i sammenhæng med de til enhver tid givne magt- og klasseforhold. Begreberne "proletariatetsdiktatur" og "avantgardensdiktatur" må ikke bruges uproblematisk.

At Lenin og bolsjevikkerne umiddelbart før magtovertagelsen har forstået "proletariatets diktatur" som "partiets" diktatur understøttet af "sovjetterne" bliver særligt tydeligt godtgjort i det supplementbind (!) til "Staten og revolutionen",[4] som er relateret konkret til Rusland, i "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?": "Rusland blev efter revolutionen i 1905 regeret af 130.000 godsejere og netop i kraft af endeløs vold og plage mod 150 mill. mennesker, hvoraf det overvejende flertal blev tvunget til tugthusarbejde og til en hungertilværelse. Og så skulle 240.000 medlemmer af bolsjevik-partiet ikke være i stand til at regere Rusland og regere i de fattiges interesse og mod de rige".[5]

Det drejer sig om partiets opdragelsesfunktion. Vi har forsøgt at forstå, at den leninske parti-type ikke kan adskilles fra zarismens system, hverken formelt eller indholdsmæssigt.[6] I denne konkrethed lå dens subversive karakter som revolutionær parti-type - på trods af de påviste fejl. Idet Lenin henviser til den "ene million stemmer", som bolsjevikkerne havde fået til rådsvalgene - for det meste i byerne -, drager han den bombastiske slutning: "Der har vi altså allerede et statsapparat på en million mennesker, som følger den socialistiske stat af overbevisning".[7] Her drejer det sig for ham om bolsjevikker og sympatisører, som ikke kommer fra det zaristiske bureaukrati. Den nye stat skal også have en ny substans. En optimistisk forståelse af arbejdernes og bøndernes lære- og kampevne bryder i dette historiske øjeblik igennem hos Lenin, for eksempel helt i modsætning til "Hvad må der gøres?"

Det var vel med rette, det zaristiske "uhyre" var styrtet, den 'borgerlige regering' uden borgerlig produktions- og kulturarv viste sig på ny som uduelig. Bolsjevikkerne kunne og måtte gribe magten, det var en historisk mulighed, som er givet i imperialismens tidsalder. De behøver ganske vist særlige politiske og organisatoriske ændringer for ikke selv at geråde ud i den samfundsmæssige rolle, som bolsjevikkerne historisk havde anvist det russiske 'bourgeoisi' nemlig at udvikle produktivkræfterne og at udbytte arbejderne og bønderne. "Styrken i byerne" og "svagheden på landet" bliver særlig tydelig i "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?". Lenin forsøger her at nærme sig de faktiske forhold i Rusland: "Hovedproblemet for den proletariske revolution ligger i virkeliggørelsen af den mest nøjagtige og mest samvittighedsfulde regnskabsføring og kontrol, som bæres af hele folket, af arbejderkontrollen overfor produktionen og fordelingen af produkterne".[8]

Fordi Lenin ikke stiller forholdet mellem industrien i byen (proletariatet) og agrikulturen på landet ("folket") i samfundsmæssigt centrum, fordi han betragtede den "industrielle, kommercielle og finansielle overbygning" (Marx), stillet ovenpå agrikulturen af zarismen - som progressiv virkelighed og ikke som samfundsmæssigt skær af en vesteuropæisk industrialisering i et halv-asiatisk agrarland, så må, de teoretiske, de politiskorganisatoriske fejl hos Lenin, således som jeg har rekonstrueret dem for tiden før revolutionen i 1917, så vidt jeg kan se, gentage sig videre. Det er påfaldende, at Lenin relativerer sovjetternes historisk-konkrete funktion i revolutionsprocessen. Næsten formelt nævner han endnu deres nye kvalitet: negation af den stående hær; knyttet sammen med masserne; et nyt statsapparat som let kan kontrolleres af "folket"; negation af den bureaukratiske maskine, fordi den er valgbar og afsættelig; sovjetapparatet forbinder i sin ansats de forskelligartede erhverv, og dette bliver gjort lettere gennem den ubureaukratiske gennemførelse af de forskellige reformer; sovjetterne er "avantgardens organisationsform" i arbejderklassen og bondestanden, hvorved avantgarden bliver sat i stand til at "løfte, at opdrage, at skole og at føre den hele gigantiske masse i disse klasser, som hidtil stod fuldstændig udenfor det politiske liv, udenfor historien"; sluttelig er sovjetterne for Lenin i Verdenshistorisk målestok gået ud over den borgerlige parlamentarisme, fordi den "valgte folkerepræsentant" (sovjetterne) i sig forener "både den lovgivende funktion såvel som lovenes fuldbyrdelse".[[8a]] Men han henviser allerede til, at de blev prostitueret i de sidste måneder, dvs. mellem februar/marts og oktober 1917. Uden en fuldstændig gennembrydning af den gamle statsmaskine kan en virkelig ny maskine ikke stabiliseres. Det er interessant, hvad han siger kritisk i forhold til den emfatiske interpretation af sovjetterne: "Sovjetterne har endnu ikke erstattet det gamle 'væv', og dette gamle 'væv' er ikke statsvæsenet i det gamle regime, men såvel zarismens som den borgerlige republiks statsvæsen".[8b]

Lenin indrømmer her, at den "asiatiske statsordning" (Lenin) lever videre med en borgerlig overbygning. Men han ser ikke, at den så forhadte zaristiske statsmaskines videre eksistens, som så også er skjult bag en pseudoeuropæisk republik, bag et vesteuropæisk demokrati, er udtryk for en uforandret produktionssammenhæng, udtryk for den agrikole strukturs dominerende rolle på landet. Idet han betragter den "borgerlige republik" som et kvalitativt højere trin i statsspørgsmålet, men ikke snarere ser dette trin som den asiatiske statskapitalismes sidste trin, får det bemyndigede "moderne" statsapparat en positiv rolle for Lenin indenfor rammerne af bolsjevikkernes magtovertagelse.

Dette synes mig at være punktet, hvorigennem en konkretisering af bolsjevikkernes forhold som avantgarde og arbejder-, bonde- og soldaterdeputerede (rådene) bliver lige så lidt mulig som udviklingen af en arbejderkontrol i Ruslands få storbyer, for ikke at tale om en bondekontrol i dette kæmpemæssige område af landproletarer. Lenin vil konstituere sovjetterne som politisk-organisatorisk løftestang for det nye samfund efter bolsjevikkernes magtovertagelse og begriber ikke den uopløselige modsigelse mellem bevarelsen af dele af den påduttede "moderne" statsmaskine og sovjetternes nye konstitutionssammenhæng. Lenin forsøger derfor ikke engang at adskille præcist mellem en sovjet-organisation som klasseorganisation og en bolsjevik-organisation som avantgardeorganisation (bolsjevistiske parti). I det "moderne" statsapparat mødes disse samfundsmæssige kræfter, mere præcist: de smelter sammen til en vanskabning, hvorfra så en arbejderkontrol er lige så lidt mulig som et proletarisk-plebejisk demokrati i byen og på landet. Bolsjevikkerne vil opdrage, skole osv. de "gigantiske masser" fordi de hidtil har stået "udenfor historien" sagt mere præcist, var 'uciviliserede' ud fra den leninske kulturforståelse. Men bolsjevikkernes tragedie bestod i, at opdrageren ikke ville forstå, at også han må opdrages: og endda lige netop af disse 'uciviliserede'. Først da havde historisk passende egalitet, produktivitet og "kultur" kunnet bestemmes konkret for ikke at løbe ind i nederlag for revolutionen gennem et vesteuropæisk mønster. Hvortil kommer, at det russiske industriproletariat, et tal på cå. 2,5 millioner lønarbejdere, jo ikke længere var vokset i tiden mellem 1900 og 1917, men tværtimod var blevet hårdt ramt gennem krigen. Ligeså svært som det var af kunne afsløre det vesteuropæiske bedrag i den kapitalistiske produktionsmåde i Rusland, ligeså svært var det for Lenin, efter at sovjetterne allerede var blevet relativeret som grundlag for det socialistiske statsapparat, umiddelbart at stille "arbejderkontrollen" i fabrikkerne og bankerne i centrum for hans forandrede statskonception efter magtovertagelsen. Den står altid "ved siden af proletariatets diktatur, altid i forbindelse til det".[9] Således fremtræder ved siden af proletariatets diktatur, der alment skal lære, lede og føre masserne, arbejderkontrollen som arbejderklassens kritisk-socialistiske instans i den nye produktions- og fordelingsproces. Arbejderklasse og arbejderparti kolliderede senere ved første lejlighed i dette det mest svage led i den almene produktionskæde, hvilket Lenin endnu ikke ser på nogen måde. Men på den anden side ser han netop i spørgsmålet om arbejderkontrol et særlig vigtigt aspekt. "Siger man ganske simpelt ... statslig kontrol, så kommer der en borgerlig-reformistisk frase frem, en ren kadet-agtig formel, thi i sammenligning med arbejdernes deltagelse i en 'statslig' kontrol har kadetterne intet. Kornilov-kadetterne ved meget vel, at en sådan deltagelse er det bedste middel for bourgeoisiet til at snyde arbejderne, det bedste middel i en forfinet politisk korrumpering"[10] af arbejderførerne i virksomhederne.[11]

Alligevel foreslår han, yderligere fascineret af teknikken som produktivkraft, fuldt ud at benytte sig af "regnskabsføringen i samme skikkelse som bankerne, syndikaterne, postvæsenet, konsumfællesskaberne og arbejdsgiverforbundene": "Dette apparat må og skal ikke ødelægges. Man må befri det fra underordningen under kapitalisterne, må fravriste kapitalisterne det og afskære, afslå, afhugge alle tråde til deres indflydelse, må underordne det under de proletariske sovjetter og stille det på et bredere mere omfattende grundlag, forbinde det med hele folket".[12] I stedet for primært at problematisere den agrikole basis, at drive den russiske bondestands selvvirksomhed overfor staten fremad, roses i særlig grad det "moderne apparat".

Fascinationen over regnskabsføringen etc. er ambivalent: "Foruden den stående hærs, partiets og embedsmændenes i overvejende grad 'undertrykkende' apparat" - hvilket må ødelægges - "findes der i den moderne stat et apparat, som er særlig snævert forbundet med bankerne og syndikaterne, et apparat, som yder et stort arbejde på regnskabs- og registreringsområdet, hvis man kan udtrykke sig sådan".[13] Ja, det er det afgørende spørgsmål. Det Rusland, som er anderledes udviklet, men ikke underudviklet, som forføjer over en uformidlet påsat "moderne" overflade, som handler ud fra specifikke opgaver og muligheder for revolutionen og videreudviklingen efter magtovertagelsen, er stadigvæk ikke 'europæiseret'. På trods af alle modifikationer efter 1861 forblev det et land med stat og klassestruktur, som havde fået sine adfærdsmåder og anskuelser i en ganske bestemt kapitaliseringsproces af en 'vis form'. På trods af sit lands specifikke agrarbetingelser forsøger Lenin ikke at afskaffe den tilsyneladende 'moderne stat' med dets 'store apparat' for virkelig som en proces at kunne anskaffe en emancipativ ny stats-type. Den kunstige "for tidlige" (Marx) "industrialisering" gennem zarismen, som opløste agrarstrukturen uden at sætte udviklingen af produktivkræfterne i gang, forhindrede en historisk-tilpasset balance mellem industriel overbygning og agrikulturel basis, fremtræder for Lenin på dette tidspunkt af revolutionen ikke som problem. Den specifikke særegenhed i det russiske samfunds halv-asiatiske struktur, dens dialektik mellem politisk centralisering og økonomisk decentralisering som samfundsmæssig omgangsform for de klasser, som befries, forbliver for Lenin i "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?" en politisk-økonomisk og organisatorisk gåde. En gåde, som begyndte med "Hvad må der gøres?" og som er forbundet med hadet mod zarismen og med håbet om udviklingen af Vesteuropas kapitalistiske produktionsmåde i Rusland. Dette falske håb om den preussiske vej i Rusland indskrænker og forkorter permanent de revolutionsstrategiske begreber om planlægning, centralisme, effektivitet, specialisering, arbejdsdeling etc., hele strukturen i den leninske partitype og dermed også hans statsbegreb. Planlægning og centralisering reflekteres af Lenin - uden betragtning af dialektikken i den russiske egenart - strengt 'europæisk' i borgerlig forstand, den politiske klassekamp i storbyerne bliver begrebet som samfundsmæssig totalitet, totaliteten på landet bliver afvist som småborgerlig.

Allerede før magtovertagelsen indfører Lenin den gamle og dog så nye bureaukrati-problematik i spørgsmålet om den nye stats-type. De forkortede afskaffelser bliver til skæbnesvangre anskaffelser!

Hvordan kan den politisk betydningsfulde, socialøkonomisk betydningsløse russiske arbejderklasse, hvorledes kan det russiske 'folk' ville kontrollere det kunstigt plantede 'europæiske' "moderne statsapparat" (Lenin)? Hvor dog i zarismens historie dette apparat var det politisk beherskende, økonomisk udbyttende modstykke til den "asiatiske statsordning" (Lenin), som klarede sig og som opløstes. Hvis afskaffelserne er de faktiske frigørende anskaffelser, så har Lenin ikke betragtet den vigtigste afskaffelse, nemlig afskaffelsen af det "moderne apparat" som en frigørende opgave. Han har ment, at den russiske socialistiske udvikling ved siden af en nødvendig understøttelse gennem den vesteuropæiske revolution kun kan ske via den "moderne stat" (Lenin) som er befriet fra "kapitalismen". For at planlægge samfundsmæssigt. En falsk præmis, som henviser til, hvorfor Lenin kort før magtovertagelsen lader den "demokratiske centralismes" borgerlige "stats-type" gå over i hænderne på bolsjevikkerne på ny, i stedet for at formidle den gamle parti-type med den nye situation, med det nye forhold mellem parti og statsmaskine; mellem parti og klasser; i særdeleshed mellem parti og sovjetter. Med stats- og samfundskompleksets funktionelt uforandrede partiføring følger konsekvent modsætningen mellem statslig "regnskabsføring" og proletarisk "arbejderkontrol" i det industrielle område. Fejlen i "énmandsledelse" i virksomhederne er en samfundsmæssig-logisk videreførelse af den første fejl.[14]

At den socialistiske revolutions emancipative fornuft derved kan udslukkes i et halvasiatisk land med europæiseret overflade, er ikke straks tydeligt for Lenin, som er fikseret på "Europa". Zarismens "asiatiske statsordning"[15] hindrer den 'gnidningsfrie' omgang mellem "lønarbejde" og "kapital" i de få byer, og forhindrede på landet kapitalforholdets dominans som vesteuropæisk produktions- og kulturform; den afgørende basis for den zaristiske maskine var naturligvis den agrikulturelle struktursammenhæng. Et socialistisk alternativ kan ikke lade denne specifikke omgangsform i revolutionsprocessen upåagtet. At Lenin som socialrevolutionær, mere præcist: med det socialrevolutionære partis agrarprogram, kunne vinde bønderne for bolsjevikkerne, udtrykker bolsjevikkernes taktiske styrke og deres teoretiske, politisk-organisatoriske svaghed.

Overleveret naturaløkonomi (uden et særligt kommunikations- og produktionsinstrument til vandregulering, hvilket adskiller et asiatisk[16] fra et halv-asiatisk samfund); russisk-"asiatisk kapitalisme"; et skatte-system å la den zaristiske statsmaskine - af disse ting var Rusland bestemt indtil februarrevolutionen i 1917. At stagnationen så varede til oktober, har vi hørt af Lenin.

Sikringerne såvel som tilsløringerne gennem den borgerlige (forligs-)ret, som i Vesteuropa gnidningsfrit 'garanterede' og muliggjorde akkumulationsforholdene, dvs. den historisk-samfundsmæssige udvikling af produktionskræfterne, findes ikke i Rusland og konstituerede modsætningen: den almene opløsnings-stagnation. Den zaristiske stat havde historisk-samfundsmæssigt ikke kun udviklet sig som alment udbytningsinstrument, men også som udtryk for den samfundsmæssige ufornuft.

At udråbe den 'proletariske revolution', 'regnskabsføringen' og 'arbejderkontrollen' under disse betingelser og med kategorier og mål fra 'europæiske' samenhænge kunne ganske vist hjælpe med til at erobre den politiske sejr - hvilket også skete -, men var ikke egnet til at opvise en kontinuitet og perspektiver for det russiske demokrati af proletarer og bønder og for massernes selvvirksomhed. Dette mener jeg, især fordi bolsjevikkerne lod parti-typens struktur og dens klasseorientering forblive uforandret efter magtovertagelsen! Ligesom de også positivt understregede aspekter af det "moderne" borgerlige statsapparat! "Demokratisk centralisme" og "moderne" apparat - således som det forstås vesteuropæisk af borgerskabet - passer til hinanden, men de passer hverken til proletarerne og bøndernes revolution i den asiatiske zone eller til den proletariske revolution i de kapitalistiske lande af vesteuropæisk tilsnit. Det emancipative "redskab",[17] forsøget på at ville inddrage arbejderne og den fattige befolkning "til virksomt arbejde i forvaltning af staten",[18] måtte svigte, fordi den "nye statstype" ikke skulle skabes ud fra de samfundsmæssige forhold i Rusland, ikke skulle skabes plebejisk og i overensstemmelse med masserne via revolutionsprocessen, men var tænkt som socialistisk modificeret "moderne statsapparat" af europæisk tilsnit.[19]

At Lenin i "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?" på denne måde stiller centralismen i midtpunktet for stat, parti og sovjetter, må ikke ses adskilt fra hans "middelalderlige" Rusland. Derved er han spærret for tilgang til den føderative-decentraliserede struktur i centralisationen; derfor kommer han ikke frem til den russiske agrarstruktur som plebejisk basis for opbygningen af socialismen.

At den "demokratiske centralisme" i eklatant grad er forældet for Vesteuropa ligger i, at med denne skulle den borgerlige revolution 'gentages' hos os. For at give kapitalismen en ny mulighed for kapitalkoncentration. For agrarlandene i den asiatiske produktionszone ligger sagen så fuldstændig anderledes, fordi der hos dem fandtes og findes en direkte overgang fra borgerskabets til proletarernes og bøndernes revolution (som Vietnam for eksempel viser). Den "demokratiske centralisme" har ikke her den funktion at udvikle kapitalismen, men at opbygge socialismen ud fra den asiatiske struktur efter fordrivelsen af de imperialistiske erobrere og uskadeliggørelsen af deres tilhængere, (dvs.) at vende tilbage til deres egen historie for social-økonomisk at kunne udvikle et socialistisk perspektiv.

Men også i landene med konkurrencekapitalisme, hvor kun den proletariske revolution står til diskussion, drejer det sig om en ny bestemmelse af føderalismen, af rådene og af det revolutionære parti; for at kunne realisere afskaffelsen af lønarbejdet og afskaffelsen af den repressive statsmaskine. Vi går ikke fra en borgerlig revolution til den proletariskborgerlige, den borgerlige revolution er bag os, den proletariske revolution står til debat. Lenin var imod føderation og decentralisation, fordi han mente, at Rusland kun kunne tage skridtet til kapitalisme som forudsætning for socialisme via den centralistiske statsform. Men han er ligeledes imod Ruslands agrikole struktur. Han argumenterer med sine fordomme overfor Asien, med forudsætningen om den russiske tilbageståenhed, med et vesteuropæisk orienteret produktions- og kulturbegreb. Det er ikke vores problemer, og det var heller ikke problemerne for den russisk-asiatiske kapitalisme. Derfor var vejen til masserne, især til bonde-masserne så ekstremt svær for bolsjevikkerne. Forholdet mellem parti og klasse forbliver hovedspørgsmålet. Især også i bureaukratikomplekset. I hovedsagen betragtede bolsjevikkerne ikke genopstandelsen af bureaukratiske strukturer som et problem fra den russiske tradition. Ud fra deres vesteuropæiske orientering kunne de ikke engang se det således. Fordi de ikke søgte deres antibureaukratiske basis hos dem, ved hvis hjælp de var kommet til magten, hos de fattige bønder og middelstands-bønderne, men søgte den i den "industrielle overbygning", som i særlig grad var svækket genem krigen, måtte bolsjevikkerne snart råde ud i konflikt med arbejderne og bønderne. Proletarernes og bøndernes sovjetdemokrati kunne ikke engang ansatsvis realiseres, følgen var en selvstændiggørelse af parti- og statsmaskinens ledelsesfunktioner. Der opstod en misk-mask type statsapparat, som især var og forblev uegnet for oktoberrevolutionens hovedopgave, for afskaffelsen af zaristisk-bureaukratiske strukturer. Anskaffelsen af arbejdets samfundsmæssiggørelse og tilbageføring af staten til samfundet var ikke med i perspektivet for det konkret-utopiske program for den sociale befrielse af de "undertrykte og lidende".

Begrænsningen i tilgangen, den messiansk-pædagogiske holdning hos opdrageren Lenin synes at være tydelig for os: "Organiseringen af regnskabsføringen, kontrollen over storindustrien, forandringen af hele den statslige økonomiske mekanisme til en eneste stor maskine, til en økonomisk organisme, der arbejder således, at hundrede millioner mennesker retter sig efter en eneste plan - det er den gigantiske organisatoriske opgave, som er tilfaldet os".[[19a]]

Dette kommer mistænkeligt i nærheden af en tankegang, hvor arbejderkontrollen og bøndernes selvvirksomhed kun kunne finde lidt rum, men hvorudfra sovjet-apparatets kunne blive til et bureaukratisk apparat. Især fordi Lenin ikke er klar over, at et preussisk statskapitalistisk mønster passer lige så lidt til Sovjetunionen som til Rusland før 1917. Den vesteuropæiske og den asiatiske vej til kapitalismen og socialismen må adskilles strengt fra hinanden.

Bolsjevikkerne - storbyernes illegale parti og kadreparti - kunne ikke mobilisere masserne i byen og på landet, de kunne ikke forstå massernes frigjorte behov og kræfter efter magtovertagelsen, og de kunne ikke tilpasse sig disse. Især ikke, fordi de aldrig ville anerkende Ruslands landlige struktur som fundament. Bureaukratiets genopståen under politisk forandrede betingelser blev til et 'socialistisk' problem for overgangssamfundet: nemlig den ofte utilsigtede boykot af de frigjorte massers selvvirksomhed, en boykot som var virksom gennem det herskende parti.

Lenin kan tydeligt se det nye bureaukrati, som konsoliderer sig efter magtovertagelsen: "Disse gamle bureaukratiske elementer har vi jaget fra hinanden, omplaceret, og så er vi igen begyndt at stille dem på nye pladser. Zaristiske bureaukrater (fremhævet af R.D.) begyndte at gå over til sovjetmyndighederne (fremhævet af R.D.) og at indføre bureaukratiet der, begyndte at fremstille sig som kommunister og at skaffe sig en succesrig karriere på grund af RKP's [Ruslands kommunistiske Parti] medlemsbøger ..."[20]

Hvori ser Lenin en væsentlig årsag til bureaukratiet? Hans svar er det gamle: "Manglen på kulturelle kræfter får her alvorlige konsekvenser. Disse bureaukrater kunne man kassere, men på én gang kan man ikke omskole dem. Her fremkommer der for os i første række organisatoriske, kulturelle og opdragelsesmæssige opgaver".[21]

Hvorledes forestiller Lenin sig den succesrige kamp mod den zaristiske arv indenfor de givne regeringsrammer? Han siger: "Bureaukratiet kan kun fortrænges, hvis proletariatet og bondestanden organiseres i meget større omfang end hidtil, og hvis samtidig forholdsreglerne til uddannelse af arbejderne til forvaltningsvirksomhed virkelig bliver gennemført".[22] Lenin angriber problemet på samme måde som i illegalitetens tid under zaristiske forhold, nemlig teknisk-organisatorisk. Den afgørende forudsætning for en ny stats-type, som ledes af bolsjevikkerne: funktionsændringen og indholdsforskydningen i kadrenes illegale parti, det fuldstændigt nye forhold mellem "bevægelse" og "organisation" mellem parti og klasser etc., bliver der ikke sigtet mod under betingelserne i avantgardens russiske diktatur. Derfor er det ikke muligt at erkende massemobiliseringen og aktiveringen af arbejderklassens og de fattige og sympatiserende bondestænders interesser og behov og at give plads for nye samfundsmæssige adfærdsformer og relationer. Bolsjevikkerne har aldrig anerkendt, at udviklingen af den asiatiske kapitalisme på landet må frembringe et asiatisk landproletariat. Georg Lukács siger rigtigt, at "proletariatets egentlige produktive energi" først kan udvikle sig "efter overtagelse af statsmagten".[23] Men hvad er der tilbage, når det førende revolutionære "arbejderparti" gennem falske organisatoriske principper forsinker, ja forhindrer en kontinuerlig mobilisering af arbejderne og bønderne?

For Lenin fremtræder det samme problem på en anden måde: "For øjeblikket er bureaukratiets forsvarsborge, som altid og overalt, i monarkiet såvel som i den demokratiske borgerlige republik forbandt statsmagten og godsejernes og kapitalisternes interesser med hinanden, fuldstændig nedlagt i Rusland".[24] Dette var udryddelsen af zar-despotiets sociale rødder. De asiatiske agrarkapitalister var blevet styrtet: "Dog er kampen mod bureaukratiet hos os endnu langt fra til ende. Bureaukratiet forsøger at genvinde en del af dets tabte positioner, hvorved de benytter sig af på den ene side befolkningsmassernes kulturniveau og på den anden side den kendsgerning, at de mest udviklede dele af arbejderne yder den yderste, næsten overmenneskelige kraftanstrengelse i militærar-bejdet. Derfor er det for resultatet af en videre socialistisk opbygning ubetinget og påtrængende nødvendigt at fortsætte kampen mod bureaukratiet".[25]

Væsentlige momenter i Lenins asiatiske konception dukker op igen i det zaristiske bureaukratibegreb. Det bliver klart, at den "næsten overmenneskelige kraftanstrengelse ydet af de mest udviklede dele af arbejderne i militærarbejdet" og uden at der tages hensyn til den nye parti-type endnu ikke kan forklare væsnet bag bureaukratiets fremtrængen i den 'nye stats-type'. I den socialøkonomiske baggrund står den gamle leninske jammer: "Her lider vi under, at Rusland ikke var tilstrækkeligt kapitalistisk udviklet",[26] da vi styrtede zarismen og bourgeoisiet. De traditionelle tankeformer i 2. internationales marxisme fortsætter i denne henseende også efter magtovertagelsen. Den strengt negative vurdering af den asiatiske produktions- og kulturarv dominerede fortsat. Lenins forudindtagethed i Preussen forbliver konsekvensen: "Tyskland bliver åbenbart hurtigere færdig" med bureaukratiproblemet, "thi det bureaukratiske apparat har der gennemgået en dygtig skole, det presser det sidste ud af en, der består også tvangen til virkelig at arbejde og ikke kun at varme lænestolen, således som det plejer at være i vores kontorer".[27] Lenin foregriber "en ny statstype', som ikke mere bliver båret af en "demokratisk republik", men af "sovjetisk og proletarisk demokrati".[28] Hvilken stor fordring! Det er mere end demokratisk centralisme!

Den 'demokratiske centralisme' hos det bolsjevistiske socialdemokrati samlede sig nu under navnet Ruslands kommunistiske parti. Dette organisationsprincip, som var ved at blive "gammelt" blev som tilsyneladende ubrudt 'nyt' overtaget i det politisk forandrede samfund. Mens dog overgangen til den førende og planlæggende ledelse af et tendentielt associeret samfund, hvor dette parti vil handle emancipativt i forbund med arbejderklassen og bondestanden, havde måttet trække en kvalitativ komplementær forandring af parti-typen og dens forhold til masserne med sig. Ikke som et abstrakt "skulle" men som udtryk for massernes nød og som muligheden for at vende denne nød emancipativt, og for som revolutionært parti i proletarernes og bøndernes offentlighed at kunne komme nærmere til masserne og til de principper om egalitet, som skulle realiseres som grundlag for socialistisk solidaritet.

Hvorledes kan et parti, der forstår sig som avantgarde og er rettet mod opdragelse, forbinde sig med "folket"?[29] Dvs. gøre det, som efter narodnikerne, "folkestormerne"[30] ikke var videreført dialektisk. Hvorledes kunne bolsjevikkerne, som var vokset op i storbyerne, i illegalitetens opklaring og tågeslør, som ikke var planmæssigt-organisatorisk forankret i det russiske 'folk' mere præcist i bondestænderne, hvorledes kunne de dér vække "lidenskaben for politiske afsløringer"?[[30a]]

Alle disse kritiske bemærkninger må imidlertid ikke lade det blive glemt, at oktoberrevolutionens sejr var en sejr, som indledte en ny epoke i arbejderklassens og bondestandens kamp mod undertrykkelse og udbytning og for socialisme. Oktoberrevolutionens sejr betød enden på den russiske stagnationsepoke, enden på zarismens despotiske statsform og dens reaktionære udenrigspolitik.

Begrebet om det halvasiatiske despoti som marxistisk kategori i den asiatiske konception kan ikke mere efter februarrevolutionen og slet ikke efter oktoberrevolutionen anvendes på Rusland, dvs. på Sovjet-unionen.[31]

Efter dette forsøg på at udarbejde den leninske revolutionsforståelse i oktoberrevolutionens etappe går vi videre i teksten med Georg Lukács. Vi spørger om, som lovet, hvilke politiske lidenskaber, der bevægede Lukács i tiden under oktoberrevolutionen, vi spørger, hvorledes det kunne ske, at han blev aktiv socialist, kommunist.

 

Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse

 


Noter:

[1] Den udtrykte den russiske kontrarevolution før oktoberrevolutionen, det, som Kapp-kuppet (1920) gør i vores land efter den ikke gennemførte revolution. Savel den første som den sidste var en brat vending, kun bolsjevikkerne drog de revolutionære konsekvenser.

[2] At Lenin, Trotzki, Bucharin etc. delvist igen har revet problemet om den marxistiske stats-teori, mere præcist: om den marxistiske teori for afskaffelse af staten, ud af 2. internationales tage slør, synes mig primært at komme af, at de havde zarismens "asiatiske statsordning" for sig som fjende. Men at de på den anden side (for Ruslands vedkommende) af orientaliserede og "internationalistisk europæiserede" den Marx-Engels'ske "Statsteori" må ikke overses, også dette har at gøre med deres eksilsituation. Det var kun muligt, fordi Ruslands "asiatiske statsordning" (Lenin) blev forstået som en statsordning for 'privatejendommen', der er kapitalistisk 'europæiseret'.

[2a] Se LW, bd. 25, s. 326. Den revolutionære proces' dynamik fortsætter politisk-økonomisk i by og pa land såvel som i hæren. Parolen om "fred, brød og frihed" driver situationen fremad i socialistisk retning.

[3] LW, bd. 25, s. 314. For os er det ikke opstandens direkte forløb, den politisk-organisatorisk-militærisk-tekniske form, som står til debat, det drejer sig alene om det konkrete leninistiske perspektiv, om bolsjevikkernes samfundsmæssige plan efter den politiske magtovertagelse.

[3a] En dokumentarisk værdifuld sammenfatning er lavet af Ernest Mandel i: Arbeiterkontrolle, Arbeiterråte, Arbeiterselbstverwaltung [Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderselvforvaltning], Frankfurt 1971. E. M. Arbetarkontroll, arbetarråd, arbetarstyre, Partisanbiblioteket 7, Halmstad 71. Problematikken om Ernest Mandels position synes mig at ligge i, at han på den ene side teoretisk forarbejdede de historiske forandringer i den kapitalistiske produktionsproces - som næppe nogen anden revolutionær kommunist, der forstår sig ud fra 3. og 4. internationale -, men på den anden side - indtil nu - lige så lidt som vi andre har draget de politisk-organisatoriske konsekvenser for bestemmelsen af et parti af ny type for vores tid!

[4] LW, bd. 25; forbliver "Staten og revolutionen" abstrakt-ortodoks, så er denne artikel et forsøg på at konkretisere.

[5] LW, bd. 26, s. 95.

[6] Men så ikke længere forbliver bundet til den russiske specificitet, men tværtimod som resultat og politisk-organisatorisk arv kan ophæves i de højtudviklede kapitalistiske-samfunds klassekamp.

[7] "Arbejderråd som statsapparat", det vil altså sige "staten som våben i proletariatets klassekamp" (Lukács, Lenin..., ibid., s. 61). Lukács ringeagter dialektikken mellem 'arbejderkontrol' og statslig 'regnskabsføring' etc. under russiske forhold. Idet han tager fejl af det specifikke i den russiske arv, er det ham ikke muligt at benævne vekselvirkningen mellem parti, klasseorganisation og fagforeninger efter magtovertagelsen.

[8] LW, bd. 26, s. 86f.

[8a] Ibid., s. 87.

[8b] Ibid.

[9] Ibid., s. 88.

[10] Ibid.

[11] Noget, som alment berører den nuværende medbestemmelses'debat' i BRD.

[12] Ibid., s. 89.

[13] Ibid., s. 89. Det var afgørende om vekselvirkningen mellem bolsjevik- og arbejderkontrollen - båret og unerstøttet af de fattige og mellemste arbejder- og bondelag på landet - er i stand til at udvikle sig, at holde bank-, syndikats- etc. - ansatte, som tilhørte den zaristiske tradition, under kontrol og bestemmelse, samt at tildele dem en ægte samfundsmæssig funktion. Thi i overgangsperioden mellem kapitalistiske og kommunistiske forhold ligger der en lang politisk etappe, "hvis stat ikke kan være andet end et proletariatets revolutionære diktatur". (MEW, bd. 19, s. 28) Dette siger Marx om det "moderne borgerlige samfunds" opløsningsproces. For Rusland gjaldt det, som gælder for enhver revolutionsproces i imperialismens tidsalder i førkapitalistisk-kapitalistiske produktionsforhold, at arbejdernes og bøndernes revolutionære diktatur er nødvendigt, en kollektiv oplæring til, at producenterne går oprejst i deres samfundsmæssighed. Og igen er det et spørgsmål om forholdet mellem bolsjevik-arbejderklassen og alliancepartneren bondestanden.

[14] En fejl, som udvidede SUKP og arbejderklassens etc. statsliggørelse af forholdene, og som besværede tilgangen til samfundsmæssiggørelsesprocessen, og som tendentielt begyndte at reducere den revolutionære, dvs. emancipative side af det bolsjevistiske "proletariatets diktatur".

[15] Problemet om det "moderne statsapparat" kunne Mao og KKP vanskeligere opdage, fordi de gennem den revolutionære praksis i den kinesiske revolutions permanens i forbund med bondestanden i mindre grad end Lenin kunne ligge under for et asiatisk agrarlands bymæssige skær. Hvorvidt personkulten omkring Mao besidder en emancipativ funktion fra Kinas asiatiske arv (ikke halvasiatiske som i Rusland), dette spørgsmål ville kræve en problematisering af den asiatiske produktionsmåde ud fra lærestykket Kina - hvilket ikke skal gøres her. Under Ruslands halvasiatiske arv har Stalin bevist "personkultens" samfundsmæssigt destruktive funktion. At den sovjetiske "personkult" er forbundet med den "demokratiske centralismes" historie, skal senere blive klart for os.

[16] Til et meget interessant studie af personlighedens rolle i denne produktionszone, se Lily Abegg, Ostasien denkt anders [Østasien tænker anderledes], München 1970.

[17] LW, bd. 26, s. 95.

[18] Ibid.

[19] De russiske revolutioner i 1905 og 1917 var ud fra deres væsen og som følge af den derværende "kapitalismes" asiatiske stagnationsudvikling ikke sociale omvæltninger i f.eks. den franske revolutions forstand, som udtrykte modsætningen mellem de samfundsmæssige produktivkræfter, som var hæmmet i deres udvikling, og de hæmmende produktionsforhold. Tværtimod var det politiske revolutioner i epoken for den nedgående imperialisme. Derved fik de en specifik verdenshistorisk funktion. Ln politisk omvæltning slår ganske vist tendentielt om i en social, men den sejrrige revolution går en fuldstændig anden vej end i Vesteuropa. Revolutionen i den asiatiske zone går på en vis måde tilbage for at kunne skride fremad. Lenin har ikke forstået, at oktoberrevolutionens politiske fremskridt kun kunne holdes ved et "tilbageskridt" til landets agrikole væsen. Efter begyndelsen på fasen for den Nye økonomiske politik (NEP) kommer han i nærheden af det store asiatiske politiske fremskridt gennem et økonomisk "tilbageskridt", han bliver tendentielt klar over, hvorledes en asiatisk statskapitalisme under bolsjevikkernes ledelse kunne slå om i (stats)socialisme. At hans vesteuropæiske orienterede tænken også her sætter skranker for ham, skal vi se. Det afgørende skridt i den sociale emancipation ville have været agrikulturens befrielse fra statens udbytning og magt.

[19a] LW, bd. 27, s. 76-77.

[20] LW, bd. 29, s. 168. Udvalgte værker bd. 10, s. 182. At den lethed, hvormed zaristiske bureaukrater kunne få fodfæste i sovjetmyndighederne, har at gøre med, at den statslige struktur fra begyndelsen blev udsat for en utilstrækkelig forandring, det kan Lenin ikke se.

[21] Ibid.

[22] Ibid., s. 169.

[23] Lukács, Lenin..., ibid., s. 65.

[24] LW, bd. 29, s. 93.

[25] Ibid.

[26] Ibid., s. 162.

[27] Ibid. Som om det var problemet. DDR er et godt eksempel på et progressivt antikapitalistisk overgangssamfund, som slæber rundt med bureaukratismens preussiske "arv", som ikke har overvu ndet den socialistisk.

[28] Ibid.

[29] Eller overhovedet revolutionært komme i kontakt med arbejderklassen i de højtudviklede kapitalistiske lande?

[30] "Semljaj i Wolja" (Land og frihed) var et hemmeligt forbund af unge adelige og studenter fra det uddannede småborgerskab, det var grundlagt 1876 i Petersborg og var imod zarismens repression og stod for "folket". De begyndte at agitere på landet, overfor bønderne - for at kunne styrte zarismen. To forskellige socialverdener skulle forenes. Fiaskoen var uundgåelig. Udholdenheden og omskolingen, analysen af bøndernes problemer kom ikke i stand. Følgen var en afvigelse til terrorismen, som foragtelig afviste massearbejdet hhv. en venden sig mod arbejderklassen, som fornemmede bøndernes fraktioner som en historisk plage. Det er betegnende, at den russiske marxisme officielt begyndte 1883 i udlandet, fjernt fra den russiske virkelighed og bondemasserne: med gruppen "Arbejdets befrielse" omkring Plechanov, Axelrod, Sassulitsch, Deutsch, Ignatow.

[30a] LW, bd. 5, s. 435.

[31] Også Stalin-tidens despotiske fremtrædelsesformer har en anden politisk og social-økonomisk basis. Det er overgangen fra den halv-asiatiske stats-kapitalisme til den halv-asiatiske stats-socialisme med et stats-maskineri, som indskrænker og udbytter arbejderne og bønderne. Socialismens afgørende konkret-utopiske punkt, afskaffelsen af dette apparat, som i Rusland er bebyrdet med en despotisk tradition, bestod og består som en socialistisk-kommunistisk opgave. Jeg er enig med Helmut Fleischer, når han siger: "Vi går (med Isaac Deutscher) ud fra, at balancen i denne 'ufuldendte revolution' er yderst modsætningsfyldt, at der ved siden af en prægtig opbygnings-præstation på den bredeste basis har fundet frygtelige ødelæggelser sted, og at rehabiliteringen af revolutionen kun skrider langsomt fremad. Den negative side af denne balance opkaster problemer, som man ikke må gå så let henover ..." (H. Fleischer, Marxismus und Geschichte Marxisme og historie, Frankfurt 1969, s. 166).

 


Last updated on: 8.22.2008