Rudi Dutschke

Forsøg på at stille Lenin på benene

Om den halvasiatiske og vesteuropæiske vej til socialismen. Lenin, Lukács og tredie internationale

1974


Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen - Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin, Lukács und die Dritte Internationale".
Offentliggjort: Ffg 1974
Oversættelse: Christian Hjorth, Inger Rasmussen og Hans Jørgen Thomsen
Digitalisering: Jonas Holmgren
Korrektur: -


Indholdsfortegnelse:


De specifikke kvaler for
et kommunistisk parti i eksil

Efter de alvorlige nederlag i Ungarn var Landler, Hirossik, Révai, Lengyel, Lukács (efter hans løsladelse fra fængslet), Rudas etc. i Wiener-eksilet begyndt at udgive kommunistisk agitationsmateriale for de ungarske arbejdere og partimedlemmer. Det skete i det ungarske tillæg "Vörös Ujság" (Den Røde Avis) til "KPÖ's "Rote Fahne"; i "Kommunismus" som teoretisk forum; og i det ung-kommunistiske meddelelsesblad "Ertesitö" (Anmelderen). I de første måneder af 1920 blev der opbygget en "ungdoms-agitationsskole", hvor Landler og Lukács var særligt aktive.

Allerede den 2. april 1920 vendte Béla Kun sig - i et brev fra forvaringsanstalten og fængslet Steinhof i nærheden af Wien til den provisoriske centralkomit i eksil - mod den "Røde Avis" og bebrejdede Rudas, Révai, Lengyel og Lukács, at de skrev "verdensfremmede", "delvist anti-bolsjevistiske" artikler, som "afveg fra nutiden" og indskrænkede sig til "historiske dokumenter".[1]

Efter ugelange opgør skete genopbygningen af UKP i eksil i juni 1920. Dette opgør med Kun og Pogány førte til ny-oprettelsen af "Proletár" - ledet af Pogány. Den provisoriske centralkomité på den anden side blev sammensat af Béla Kun, Jenö Landler, Lukács, Janos Hirossik og Béla Szántó. Der var opstået et kompromis mellem de potentielle fraktioner, en relativ ligevægt i partiet: "Der blev udarbejdet organisationsstatutter, som blev offentliggjort i Proletár: partiet blev erklæret for at være et sluttet, centraliseret parti med aktive og sympatiserende medlemmer".[2]

Det illegale partiarbejde i Ungarn blev i midten af 1920 ledet af Béla Szántó: "Han indførte det såkaldte lavinesystem. Enhver kendte kun den næstfølgende, denne den næste osv. ... Béla Szántó blev understøttet af en af ham udvalgt organisationskomité, som bestod af forbryderiske elementer".[3]

Da - ifølge Rudas -, som Kun øjensynlig og tvungent har været enig med, de illegale kadre-grupper blev stadig mere ødelagt af kontrarevolutionen, så centralkomitéen sig nødsaget til "at skride energisk ind og sætte en anden kammerat ind i det illegale sekretariat. Man må slå fast, at dette skete i slutningen af august 1920, og at det hidtidige arbejde foregik under Béla Kuns direkte protektorat, i overensstemmelse med hans ordrer. Han var jo dengang endnu i Wien".[4]

Op mod disse historiske fakta må man se de indre partimæssige opgør, ligeledes de ved første øjekast så abstrakte Lukács-artikler om "Legalitet og illegalitet" og "Putschisme og opportunisme". KPU måtte begynde helt forfra med deres illegale arbejde i Ungarn: "Arbejderstandens stemning, som i lang tid havde været fjendtlig sindet overfor kommunisterne"[5] skabte særlige hindringer, som krævede særlige adfærdsmåder. I lang tid kunne agitations- og propagandaarbejde kun gennemføres på "personligt grundlag og gennem personlige forbindelser" "Ligesom tilfældet bragte medlemmer sammen, konstituerede de sig planløst ..." under disse terroristiske forhold.

Denne planløshed forsøger Lukács - som vi snart skal se - at give en vis plan i "Legalitet og illegalitet". Han har en rent ud filosofisk tilgang, for at kunne reflektere grundsammenhænge, som igen blev aktuelle i etappen, hvor der bryder en "apati" og "ydmygelse" igennem i arbejderklassen. "Opløsningen af den kontrarevolutionære enhed" mellem storgodsejere, kapital, småborgerskab og kirke[6] bliver i midten af 1920 betragtet som begyndelse til den nye klassekamp i Ungarn.

Henimod juli og august 1920 tog Kun, Pogány og Szánto med til Moskva, hvor Kun jo følte sig hjemme. Hermed begynder allerede spaltningen af eksil-UKP'et, uden at dette træder officielt frem. På initiativ af Kun og hans folk finder der kort tid efter, den 26. september, en konference sted for de næsten 3500 ungarske kommunister i Sovjetunionen, mest emigranter fra råds-tiden. For Kun-gruppen var dette ganske åbenlyst et forsøg på at betone deres selvstændighed overfor central-komitéen i Wien. Ifølge Rudas kom der "21 arbejderrepræsentanter og 22 intellektuelle-repræsentanter" til konferencen.[7] Konferencen besluttede at give 3000 kommunister deres ungarske statsborgerskab igen, hvilket i sidste ende kun kunne betyde at udlevere dem til kontrarevolutionen og til fængslet. "Man besluttede sig egenmægtigt for disse foranstaltninger, uden så meget som at spørge UKP's centralkomité i Wien, om de var indforstået hermed".[8] Og Rudas skildrer noget, som senere - i Komintern og først rigtigt i de efterfølgende staliniserede organisationers historie, Kominform-historien, - blev "selvfølgeligt": Direkte fra Moskva fik de instrukser for deres arbejde, og de måtte kun adlyde disse".[9] Rudas drager en slutning, som i virkeligheden var bestemmende for de nærmeste år i UKP: at "et illegalt arbejde, som bliver ledet af to, hinanden uafhængige centre, på forhånd er dømt til at mislykkes".[10]

Landler-centralkomitéen reagerede først efter åbningen af fraktionskampen gennem Kun-fraktionen.[11] Hvad var der sket? Intet ringere end offentliggørelse af artikler mod Landler, Lukács og andre, og dette ville i sidste instans sige starten på en kampagne fra det sikre Moskva mod en usikker eksil-organisation. Parti-ledelsen i Wien blev af Moskva-fraktionen frakendt ledelsesevnen. Hertil erklærede UKP's centralkomité: "I Moskvas 'Vorös Újság' fra en 15. og 23. januar offentliggjorde kammeraterne Andreas Rudnyánski og Béla Kun to artikler under titlen 'Uopsættelige opgaver' og "Spørgsmålene om partiorganisationen'. UKP's centralkomité fastslår enstemmigt, at de to artikler behandler organisatoriske spørgsmål på en måde, som ikke er tilladelig i et illegalt parti, hvorved bevægelsen bliver ufordelagtigt påvirket. Andreas Rudnyánski er delegeret for partiet i eksekutiv-komitéen; Béla Kun er medlem af central-komitéen. Deres artikel skaf derfor på det kraftigste tilbagevises ikke blot på grund af sit subjektive indhold, som savner ethvert objektivt grundlag, men også på grund af sin form. Centralkomitéen vender sig derfor mod 3. Internationales eksekutiv-komité for at få oprejsning. UKP's centralkomité".[12]

Dette domument på uselvstændighed overfor KI-eksekutiv-komitéen forsøger overhovedet ikke at spørge om, hvorledes der da kunne opstå en sådan kampagne i KI-eksekutiv-komitéens umiddelbare nærhed, og bestemt ikke uden at informere den. Landler-Lukács-centralkomitéen kræver "oprejsning" og bemærker i sin autoritetstro ikke, at en sådan protest var et udueligt middel. Endelig havde de som den valgte centralkomité f.eks. også haft den mulighed at ekskludere Moskva-opponenter af UKP. I stedet for stoler de på eksekutiv-komitéens "klogskab" og benægter således ufrivilligt den "materialistiske" side i relationerne, nemlig Kun-fraktionens bedre forhold til medlemmer af SUKP's centralkomité eller til "højere" repræsentanter for sovjetiske institutioner, hvilket fra begyndelsen begrundede deres "fordelagtige situation" overfor Wien.

Kun-Rudnyánskis hoved-bebrejdelse mod wienerne var den anti-intellektuelle-hetz, som allerede var startet i sommeren 1920 af Béla Szántó: "Partiet må proletariseres" vekselvirkningen mellem proletariat og intelligens bliver likvideret. Rudnyånski udskældte Landler-partiet, erklærede det for at være en "litterær klub". Men væsentlig baggrund for fraktioneringen var, at Kun ikke kunne sætte sig igennem i Wien, at Landler-ledelsen udviklede sig dér, og at en politisk modstander af Kun fra rådsdiktaturet, E. Bettelheim, var blevet medlem af centralkomitéen i slutningen af 1920.

Kominterns eksekutiv-komité løste problemet på sin måde; idet de mæglede autoritært fra "oven" undertrykte de ungarske fraktioneringer ved et forbud og afskar diskussionerne, hvorved en løsning på modsigelserne så blev utænkelig. En "oprejsning" fik centralkomitéen i Wien ikke. Fraktionskampene blev tildækket på overfladen, KI's 3. kongres skulle i sidste instans træffe afgørelsen herom, Béla Kuns sejr - "lederen" af rådsrepublikken og ven med Bucharin og Sinoviev - var sikker.

I denne historiske situation må den lukács'ske holdning til martsaktionen i Tyskland reflekteres i forhold til den ungarske fraktionskamp. Béla Kuns rejse fra Moskva til Berlin, som fandt sted henimod februar 1921, havde to funktioner: for det første skulle Kun efter ordre fra Sinoviev øve indflydelse på KPD i deres revolutionsplanlægning; og for det andet ville Kun ud fra denne stærke tyske position afgøre sine egne sager, nemlig endelig vinde fraktionskampen mod Landler-centralkomitéen. Kun-Rudnyánski-artiklerne er set på den måde en plan for spaltning af partiet, for med "hjælp" fra KI-eksekutiv-komitéen at tilkæmpe sig sejren.

 

Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse

 


Noter:

[1] Kun, Brev fra Steinhof den 2. april 1920 til centralkomitéen. Offentliggjort et år senere i serien "Bolsjevistiske flyveblade" af den "partiopbyggende fraktion": Kun-Pogány, som hæfte 1: "Wir wollen eine Partei" [Vi kræver et parti]. På tidspunktet for de åbne fraktionskampe var sproget skarpere: "Denne redaktion (med Lukács etc.) ... forvekslede - og forveksler endnu i dag - det at analysere ... med det at onanere ..., denne gruppe havde allerede dengang vundet et sådant mishag indenfor arbejderstanden, at bladet måtte indstilles efter alment ønske, efter at enhver læser havde ladet bladet ligge. Og dengang var Landler og Szántó fra centralkomitéen enige med os".

[2] Rudas, op. cit., s. 99.

[3] Rudas, op. cit., s. 105. Sproget i fraktionskampene i 1921-22, som genspejler sig i denne bog af Rudas, overdriver virkeligheden og fører til at solidariteten forsvinder, noget som viste sig endnu mere intensivt hos Kun-Pogány.

[4] Rudas, op. cit., s. 105.

[5] Ibid.

[6] Ibid., s. 106.

[7] Ibid., s. 129. Modsat Kun-gruppens stadige påstande var arbejderne altså heller ikke blandt deres tilhængere på nogen måde i overvægt.

[8] Ibid., s. 129.

[9] Ibid., s. 130.

[10] Ibid.

[11] Ibid., s. 8-9. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]

[12] Dette brev blev også offentliggjort i "Proletár", se Rudas ibid., s. 158.

 


Last updated on: 8.22.2008