Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling

Individualisme og kollektivisme

Antonio Gramsci (1918)


Artikel i Il Grido del Popolo, 9.3.1918. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre. Artikler, s. 32-35, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3

Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1998.


Borgerskabet har befriet sig fra det feudale slaveri ved at hævde individets ret til frihed og til at tage initiativer. Proletarklassen kæmper for sin befrielse ved at hævde fællesskabets og det kollektive arbejdes rettigheder, og i stedet for den individuelle frihed og det private initiativ kræver det, at friheden og initiativet sættes i system og organiseres.

Logisk set er princippet om organisation højere end princippet om ren og skær frihed. Det er den modne alder over for barnealderen, men historisk har den modne alder brug for barndommen for at udvikle sig, og kollektivismen forudsætter nødvendigvis den individualistiske periode, under hvilken individerne erhverver sig de nødvendige færdigheder til at producere uafhængigt af ethvert pres fra den ydre verden ved på egen bekostning at lære, hvorledes intet er mere reelt og mere konkret end pligten til arbejdsomhed, og hvorledes tilskyndelsen til at begå overgreb og den brutale og ubegrænsede konkurrence skal erstattes af organisation og metode, som tildeler hver enkelt en specifik opgave at løse, og som sikrer frihed og eksistensgrundlag til alle.

Ved at efterfølge feudalklassen i produktionsdiktaturet, har borgerskabet modificeret privatejendommens form. Den var uafhændelig og blev overdraget i direkte linie fra far til søn, og den var bundet af uøkonomiske bånd, der udelukkede den fra en hurtig vækst. Dette gjorde en grov udbytning af det store flertal nødvendig, samtidig med at enhver konkurrence fra arbejdskraftens side var udelukket takket være livegenskabet og håndværkerkorporationerne.

Borgerskabet ophævede det feudale kasteprivilegium og gjorde arbejdsinstrumenteme, jord, maskiner og arbejdskraft omsættelige. Det sikrede sig ejendomsretten til de naturlige og mekaniske redskaber samt frihed til at producere, og det sikrede arbejdskraften konkurrencefrihed, hvorved den kunne forbedre sine levevilkår.

Privatejendommen, der var gjort omsættelig, begyndte at cirkulere ansporet af konkurrencen; samfundet baseredes på individualismen, som fik sin største filosofiske forkæmper i Herbert Spencer og sine økonomiske forkæmpere i den engelske skoles liberalister.

Konkurrencefriheden blev stadig større takket være forbedringerne af den industrielle og landbrugsmæssige teknik. Borgerskabet splittedes i lag og grupper, der gik ind i en kamp om det politiske herredømme; de repræsenterede mere eller mindre udviklede produktionsstadier; og de der er sikre på udfaldet af konkurrencen ønsker frihed for at kunne eliminere modstanderne; mens andre, der er svage og uvisse for hvad fremtiden vil byde, ønsker at bevare de restriktive love, som begrænser den politiske og økonomiske frihed, og de går ind for beskyttelse og ønsker et minimum af sikkerhed for ikke at gå under, for ikke at bukke under i kappestriden.

På denne måde har kapitalismen udviklet sig mere eller mindre intenst alt efter de enkelte nationer og efter de enkelte landes naturlige og historiske betingelser. Hvor den er ældst og har nået et meget højt produktionsniveau, har den på det politiske plan opnået at begrænse statens funktioner til et minimum, at bevare en udbredt forsamlings-, presse- og propagandafrihed, at beskytte borgerne imod myndighederne, og at udbrede idealerne om fred og international forståelse. Man skal ikke tro, at disse principper er blevet til af sentimentale grunde. De er den nødvendige garanti for den individuelle aktivitet i samfund med fri konkurrence. For at varetage sine forretninger har individet brug for, at administration og retsvæsen fungerer smidigt, og derfor er det nødvendigt, at staten giver afkald på en stor del af sine beføjelser til fordel for det lokale selvstyre, som får det bureaukratiske maskineri til at fungere hurtigt og letter kontrollen. Individet har brug for også i fremtiden at kunne udfolde sin aktivitet m.h.t. indgåelse af kontrakter og leje af arbejdskraft, og derfor skal der naturligvis findes den videst mulige frihed og den størst mulige sikkerhed mod en vilkårlig og ubegrænset berøvelse af den personlige frihed; straffeloven forenkles og forbrydelsernes og straffenes betydning formindskes. Idet muligheden for en tilbagevenden til magten af de mest tilbagestående og parasitære grupper stadig består, forudsætter denne konkurrence mellem disse forskellige lag af borgerskabet, at der findes den størst mulige presse-, forsamlings- og propagandafrihed, gennem hvilken man kan opdrage den offentlige mening til at afvise enhver reaktionær udvikling.

Den økonomiske frihed viste sig hurtigt at være klassebestemt. Skønt produktionsinstrumenterne cirkulerede, forblev de et mindretals ejendom; og også kapitalismen blev et privilegium for nogle få, som tenderer mod at blive færre ved at undgå konkurrencen gennem at koncentrere rigdommen i monopoler. Det besiddelsesløse flertal søger da ved at slutte sig sammen at opnå et middel, der gør det muligt at gøre modstand og at forsvare deres interesser. Friheden skal fra kun at gælde for individet kapitalisten udvides til at omfatte alle. Og konkurrencen udvides til foruden at foregå mellem borgerlige individer og grupper også at omfatte klasserne. De proletariske sammenslutninger opdrager individerne til at finde jeg'ets og produktionsegnethedens største udvikling i solidariteten. For proletarklassen erstatter organisationen således nødvendigvis individualismen ved fra denne at overtage det, der er evigt og rationelt: ansvarsfølelsen, initiativlysten, respekten for de andre, overbevisningen om at frihed for alle er den eneste garanti for den enkeltes frihed, at overholdelsen af aftaler er en nødvendig betingelse for et civiliseret samkvem, og at svindel og humbug i sidste ende går ud over alle. Men sammenslutningen har det særlige formål at opdrage til uegennytte: hæderligheden, arbejdet, initiativlysten bliver mål i sig selv og giver individerne intellektuel tilfredsstillelse og moralsk glæde, ikke materielle privilegier. Den rigdom, hver enkelt kan producere udover hans umiddelbare livsfornødenheder, er kollektivitetens, samfundsrnæssig ejendom. Arbejdsinstrumenternes omsættelighed er ikke længere nødvendig for at skabe evner og initiativlyst, idet arbejdet er blevet en moralsk pligt, og aktiviteten er blevet glæde, ikke grusom kamp.

Den borgerlige individualisme skaber således nødvendigvis en tendens til kollektivisme hos proletariatet. Overfor individet som kapitalist sættes individet som sammenslutning, og overfor kræmmeren kooperativet; og fagforeningen bliver et kollektivt individ, der modemiserer den fri konkurrence og tvinger den til nye former for frihed og aktivitet. Flertallet af individerne organiserer sig, udvikler deres egne love om et nyt forhold mellem mennesker, skaber sagkundskab, vænner til ansvarlighed og til initiativlyst uden et umiddelbart mål af personlig vinding. Og således udbredes de ideale og moralske betingelser for kollektivisrnens indførelse, for samfundets organisering; og man skaber den moralske atmosfære, i hvilken det nye styre ikke bliver de dovnes og de uansvarliges triumf, men et virkeligt historisk fremskridt, realiseringen af et liv, der er højere end alle de foregående.