Borgerkrigen i Frankrig (Karl Marx 1870/71)

Anden adresse fra generalrådet om den fransk-tyske krig


Skrevet af K. Marx og godkendt på et møde i Den internationale arbejderassociations generalråd den 9. september 1870. Samtidig trykt som flyveskrift på engelsk, fransk og tysk. Efter det engelske flyveskrifts tekst.

Noter


Til medlemmerne af Den internationale arbejderassociation i Europa og De forenede Stater

I vort første manifest af 23. juli sagde vi:

"Dødsklokken over det andet kejserdømme har allerede lydt i Paris. Det vil ende, som det et begyndt: med en parodi. Men lad os ikke glemme, at det var regeringerne og de herskende klasser i Europa, der gjorde det muligt for Louis Bonaparte 18 år igennem at spille det andet kejserdømmes grusomme farce."

Altså allerede før krigsoperationerne var begyndt, behandlede vi den bonapartistiske sæbeboble som noget, der tilhørte fortiden.

Vi tog ikke fejl af det andet kejserdømmes levedygtighed. Vi havde heller ikke uret i vor frygt for, at den tyske krig ville "miste sin strengt defensive karakter og udarte til en krig mod det franske folk". Forsvarskrigen endte faktisk med Louis Napoleons overgivelse, kapitulationen ved Sedan og republikkens proklamering i Paris [10]. Men allerede længe før disse begivenheder, allerede i samme øjeblik som den bonapartistiske militarismes fuldstændige råddenskab blev tydelig for alle, havde den preussiske militærklike besluttet sig til at føre erobringskrige. Kong Wilhelms egen proklamation i begyndelsen af krigen lå ganske vist i vejen som en ubehagelig hindring. I sin trontale til den nordtyske rigsdag havde han højtideligt erklæret, at han kun førte krig med franskmændenes kejser og ikke med det franske folk. Den 11. august havde han udstedt et manifest til den franske nation, i hvilket han sagde: "Kejser Napoleon har til lands og til vands angrebet den tyske nation, der ønskede og stadig ønsker at leve i fred med det franske folk; jeg har overtaget kommandoen over den tyske hær for at tilbagevise hans overfald, og jeg er af militære begivenheder blevet tvunget til at overskride Frankrigs grænser." Ikke tilfreds med at hævde at krigen var af "rent defensiv karakter" ved at meddele, at han kun havde taget overkommandoen over de tyske hære, "for at tilbagevise overfald", tilføjede han yderligere, at han kun "ved militære begivenheder var blevet tvunget til" at overskride Frankrigs grænser. En forsvarskrig udelukker naturligvis ikke angrebsoperationer, dikteret af "militære begivenheder".

Ifølge dette havde denne gudfrygtige konge altså overfor Frankrig og verden forpligtet sig til en ren forsvarskrig. Hvorledes skulle man løse ham fra dette højtidelige løfte? Sceneinstruktørerne måtte fremstille ham, som om han modvilligt gav efter for den tyske nations uimodståelige bud; de gav straks stikordet til det liberale tyske bourgeoisi med dets professorer, dets kapitalister, dets byrådsmedlemmer og dets avisredaktører. Dette bourgeoisi, der i sine kampe for borgerlig frihed fra 1864 til 1870 havde frembudt et mageløst billede af ubeslutsomhed, uduelighed og fejhed, var naturligvis henrykt over at kunne betræde den europæiske scene som den tyske patriotismes brølende løve. Det tillagde sig et skær af borgerlig uafhængighed for at anstille sig, som om det påtvang den preussiske regering – hvad? - netop denne regerings hemmelige planer. Det gjorde bod for sin årelange og næsten religiøse tro på Louis Bonapartes ufejlbarlighed, idet det højlydt krævede den franske republik sønderlemmet. Lad os et øjeblik høre på disse stovte patrioters fromme påskud!

De vover ikke at påstå, at befolkningen i Elsass-Lothringen længtes efter den tyske omfavnelse. Tværtimod. For at tugte dens franske patriotisme blev Strassburg, en by, der beherskes af et selvstændigt beliggende kastel, seks dage i træk formålsløst og barbarisk bombarderet med "tyske" granater og stukket i brand, og et stort antal værgeløse indbyggere dræbtes. Javel! disse provinsers jord havde for lange tider siden tilhørt det for længst afdøde Tyske rige. Derfor, lader det til, skal jorden og menneskene på den konfiskeres som umistelig tysk ejendom. Hvis Europas gamle kort skal omarbejdes efter arkivarers smag, så må vi absolut ikke glemme, at kurfyrsten af Brandenburg i sin tid for sine preussiske besiddelsers vedkommende var den polske republiks vasal.

De mere snedige patrioter vil imidlertid have Elsass og den tysktalende del af Lothringen som "materiel garanti" mod overfald fra fransk side. Da dette foragtelige påskud har forvirret mange svage hoveder, føler vi os forpligtet til at gå nærmere ind på det.

Der er ingen tvivl om, at Elsass' hele form, sammen med den form, den modsatte Rhinbred har, og med en stor fæstning som Strassburg omtrent midtvejs mellem Basel og Germersheim, i høj grad begunstiger et fransk indfald i Sydtyskland, mens et indfald fra Sydtyskland i Frankrig støder på særlige vanskeligheder. Der er endvidere ingen tvivl om, at anneksionen af Elsass og den tyske del af Lothringen ville give Sydtyskland en langt stærkere grænse; det ville så være herre over Vogesernes kam i hele dens længde og over de fæstninger, der dækker Vogesernes nordlige passer. Hvis Metz også blev annekteret, så ville Frankrig ganske vist for øjeblikket være berøvet to vigtige operationsbaser mod Tyskland, men det ville ikke hindre det i at oprette nye ved Nancy eller Verdun. Tyskland har Koblenz, Mainz, Germersheim, Rastatt og Ulm, hver især en operationsbasis mod Frankrig, og har i denne krig i rigt mål gjort brug af dem; med hvilket skær af ret kan det misunde franskmændene Metz og Strassburg, de eneste to betydelige fæstninger, det har i denne egn? Oven i købet truer Strassburg kun Sydtyskland, så længe dette er en fra Nordtyskland adskilt magt. Fra 1792 til 1795 blev Sydtyskland aldrig angrebet fra denne side, fordi Preussen deltog i krigen mod den franske revolution; men så snart Preussen i 1795 sluttede sin separatfred og overlod Sydtyskland til sig selv, begyndte angrebene mod denne del af landet, med Strassburg som basis, og vedvarede til 1809. I virkeligheden kan et forenet Tyskland gøre Strassburg og enhver fransk armé i Elsass uskadelig, hvis det koncentrerer alle sine tropper mellem Saarlouis og Landau, således som det er sket i denne krig, og rykker frem eller tager imod et slag på vejen fra Mainz til Metz. Så længe tyske troppers hovedstyrke står dér, er enhver hær, der rykker ind i Sydtyskland fra Strassburg, omgået og dens indre forbindelseslinjer truet. Hvis der er noget, det nuværende felttog har vist, så er det den lethed, med hvilken man kan angribe Frankrig fra Tyskland.

Men ærlig talt, er det ikke i og for sig en meningsløshed og anakronisme, hvis man ophøjer militære hensyn til det princip, efter hvilket de nationale grænser skal bestemmes? Hvis vi ville følge denne regel, så ville Østrig endnu have krav på Venetien og Minciolinjen og Frankrig på Rhinlinjen for at beskytte Paris, der afgjort er mere udsat for angreb fra nordøst end Berlin fra sydvest. Hvis grænserne skal bestemmes ud fra militære interesser, ville kravene aldrig tage ende, fordi enhver militær linje nødvendigvis er mangelfuld og kan forbedres ved at annektere endnu et område; og yderligere kan den aldrig blive definitiv og retfærdig, fordi den altid påtvinges den overvundne af sejrherren og følgelig allerede bærer spiren til en ny krig i sig.

Det er noget, al historie lærer. Det går med nationerne som med den enkelte. For at fratage dem enhver mulighed for at angribe må man berøve dem alle forsvarsmidler. Man må ikke blot gribe dem ved struben, men også dræbe dem. Hvis en erobrer nogen sinde har taget "materielle garantier" for at bryde en nations kraft, så er det Napoleon I med hans fredstraktat i Tilsit [11] og den måde, hvorpå han gennemførte den mod Preussen og det øvrige Tyskland. Og alligevel brast hans gigantiske magt nogle år senere som et råddent siv i kampen mod det tyske folk. Hvad er de "materielle garantier", som Preussen i sine vildeste drømme kan eller må påtvinge Frankrig, i sammenligning med dem, som Napoleon I aftvang det selv? Resultatet vil denne gang ikke være mindre ulykkesvangert. Historien vil ikke måle sin gengældelse efter, hvor mange kvadratmil man har fravristet Frankrig, men efter den store forbrydelse, at man i det 19. århundredes anden halvdel på ny har kaldt erobringspolitikken til live.

Den teutonske patriotismes ordførere siger: Men I må ikke forveksle tyskerne med franskmændene. Vi ønsker ikke hæder, men kun sikkerhed. Tyskerne er i grunden et fredselskende folk. Under deres besindige varetægt forvandler selv en erobring sig fra en årsag til kommende krige til et pant på evig fred. Selvfølgelig var det ikke Tyskland, som i 1792 faldt ind i Frankrig med det ophøjede formål at slå det 18. århundredes revolution ned med bajonetter! Og det var ikke Tyskland, der besudlede sine hænder ved at underkue Italien, ved at undertrykke Ungarn og ved at sønderlemme Polen! Dets nuværende militærsystem, der deler hele den våbenduelige mandlige befolkning i to dele – en stående hær, der gør tjeneste, og en anden stående hær, der har orlov, og som begge i lige grad er forpligtet til passiv lydighed over for regenterne af guds nåde -, et sådant militærsystem er naturligvis en "materiel garanti" for verdensfreden og tilmed civilisationens højeste mål. I Tyskland som alle vegne forgifter den bestående ordnings lakajer den offentlige mening med virak og forløjet selvros.

De ser indignerede ud, disse tyske patrioter, ved synet af disse franske fæstninger Metz og Strassburg, men de ser ikke noget uretfærdigt i det uhyre system af moskovitiske befæstninger omkring Warszawa, Modlin og Ivangorod. Mens de gyser for et bonapartistisk angrebs rædsler, lukker de øjnene for det tsaristiske protektorats skændsel.

Ligesom der 1865 blev udvekslet løfter mellem Louis Bonaparte og Bismarck, således blev der også i 1870 udvekslet løfter mellem Gortjakov og Bismarck. Ligesom Louis Napoleon smigrede sig selv med, at krigen i 1866 ville føre til gensidig udmattelse af Østrig og Preussen og derved ville gøre ham selv til øverste voldgiftsdommer over Tyskland, således smigrede Aleksander sig selv med, at krigen i 1870 på grund af Tysklands og Frankrigs gensidige udmattelse ville ophøje ham til øverste voldgiftsdommer i Vesteuropa. Ligesom det andet kejserdømme anså det nordtyske forbund for uforeneligt med sin eksistens, måtte det selvherskerlige Rusland tro, at det blev truet af et tysk rige under Preussens førerskab. Det er loven for det gamle politiske system. Dér, hvor den gælder, betyder gevinst for den ene tab for den anden. Tsarens overvejende indflydelse på Europa har sin rod i hans traditionelle overhøjhed over Tyskland. Nu, da vulkanske sociale kræfter i selve Rusland truer med at ryste selvherskerdømmet i dets dybeste grundvold, kan tsaren da finde sig i et sådant prestigetab overfor udlandet? Allerede nu bruger aviserne i Moskva det samme sprog, som de bonapartistiske aviser førte efter krigen i 1866. Tror de teutonske patrioter virkelig, at Tysklands frihed og fred er sikret, når de tvinger Frankrig over i Ruslands arme? Hvis våbenlykken, sejrens overmod og dynastiske intriger forleder Tyskland til at røve fransk område, står der kun to veje åbne for det. Enten må det, uanset hvad følgen heraf bliver, blive den russiske ekspansions åbenbare redskab, eller også må det efter en kort pause ruste sig til en ny "defensiv" krig, ikke til en af disse nymodens "lokaliserede" krige, men til en racekrig, en krig mod slavernes og romanernes forbundne racer.

Den tyske arbejderklasse, der ikke var i stand til at hindre krigen, havde energisk understøttet den som en krig for Tysklands uafhængighed og for Frankrigs og Europas befrielse for det andet kejserdømmes knugende mareridt. Det var de tyske industriarbejdere, der sammen med landarbejderne gav sener og muskler til heltemodige hære, mens deres familier sad sultende hjemme. Decimerede af slagene i udlandet vil de endnu en gang blive decimeret af elendigheden hjemme. De forlanger nu på deres side "garantier", garantier for, at de ikke forgæves har bragt deres uhyre ofre, at de har erobret friheden, at de sejre, de har tilkæmpet sig over de bonapartistiske hære, ikke forvandles til et nederlag for det tyske folk ligesom i 1815. Og som den første garanti forlanger de en ærefuld fred for Frankrig og anerkendelse af den franske republik.

Det tyske socialdemokratiske arbejderpartis centralkomité offentliggjorde den 5. oktober et manifest, i hvilket den energisk fastholdt disse garantier. "Vi protesterer", hedder det her, "mod anneksionen af Elsass-Lothringen. Og vi ved, at vi taler i den tyske arbejderklasses navn. I Frankrigs og Tysklands fælles intetesse, i fredens og frihedens interesse, i det vesteuropæiske civilisations interesse mod østligt barbari vil de tyske arbejdere ikke tålmodigt finde sig i anneksionen af Elsass-Lothringen ... Vi må stå fast side om side med vore arbejderkammerater i alle lande for proletariatets fælles internationale sag!"

Uheldigvis kan vi ikke regne med, at de umiddelbart har held med sig. Når de franske arbejdere midt i fredstid ikke kunne standse aggressoren, har de tyske arbejdere da mere udsigt til at kunne standse sejrherren midt i våbengnyet? De tyske arbejderes manifest forlanger, at Louis Bonaparte, som en almindelig forbryder, skal udleveres til den franske republik. Men deres herskere gør sig al mulig umage for at genindsætte ham i Tuilerierne som den bedste mand til at ruinere Frankrig. Hvad det end bliver til, så vil historien vise, at de tyske arbejdere ikke er af samme bøjelige materiale som det tyske bourgeoisi. De vil gøre deres pligt.

Ligesom de hilser vi republikkens oprettelse i Frankrig, men samtidig tynges vi af bekymringer, der forhåbentlig viser sig at være ubegrundede. Denne republik har ikke styrtet tronen, men kun indtaget dens ledige plads. Den er ikke blevet proklameret som en social erobring, men som en national forsvarsforanstaltning. Den er i hænderne på en provisorisk regering, der dels er sammensat af notoriske orleanister, dels af bourgeoisrepublikanere; og blandt dem er der nogle, som junioprøret i 1848 har brændemærket for evigt. Arbejdsdelingen mellem denne regerings medlemmer synes ikke at spå noget godt. Orleanisterne har bemægtiget sig de stærke stilinger – hæren og politiet -, mens man har overladt de såkaldte republikanere snakkestillingerne. Nogle af deres første handlinger beviser temmelig tydeligt, at de ikke blot har arvet en ruinhob fra kejserdømmet, men også dets frygt for arbejderklassen. Når der nu med umådeholdne udtryk loves umulige ting i republikkens navn, sker det så ikke for at fremlokke kravet om en "mulig" re gering? Mon ikke visse af republikkens borgerlige herskere spekulerer i, at republikken skal tjene som en simpel overgang og bro til en orleanistisk restauration?

Den franske arbejder bevæger sig derfor under vanskelige forhold. Ethvert forsøg på at styrte den nye regering, nu hvor fjenden næsten banker på Paris' porte, ville være fortvivlet dårskab. De franske arbejdere må gøre deres pligt som borgere; men de må ikke lade sig beherske af de nationale minder fra 1792, således som de franske bønder lod sig bedrage af de nationale minder om det første kejserdømme. De skal ikke gentage fortiden, men opbygge fremtiden. Måtte de roligt og beslutsomt udnytte de midler, som den republikanske frihed giver dem til grundigt at gennemføre deres egen klasses organisation. Det vil give dem nye herkuliske kræfter til Frankrigs genfødelse og til vor fælles opgave – proletariatets befrielse. Af deres kraft og klogskab afhænger republikkens skæbne.

De engelske arbejdere har allerede gjort skridt til at udøve et sundt tryk udefra for at bryde deres regerings modvilje mod at anerkende den franske republik [12]. Når den engelske regering i dag tøver, skal dette sandsynligvis gøre bod for anti-jakobinerkrigen i 1792 og for det uanstændige hastværk, med hvilket den i sin tid billigede statskuppet. De engelske arbejdere kræver desuden af deres regering, at den af al magt skal modsætte sig Frankrigs sønderlemmelse, hvad en del af den engelske presse er skamløs nok til at forlange. Det er den samme presse, som tyve år igennem forgudede Louis Bonaparte som Europas forsyn og hilste de amerikanske slaveholderes oprør [13] med rasende bifald. I dag går den ligesom dengang slaveholdernes ærinde.

Den internationale arbejderassociations sektioner må i alle lande rejse arbejderne til aktion. Hvis arbejderne glemmer deres pligt, hvis de forholder sig passive, så vil den nuværende frygtelige krig kun være forløberen for endnu frygteligere internationale kampe og vil i hvert land føre til, at arbejderne lider nye nederlag i deres kamp mod kårdens, jordens og kapitalens herrer.

Vive la république!

London, den 9. september 1870.

 

Noter

10. Den 4. september 1870 blev republikken proklameret i Frankrig, og en ny regering, den såkaldte "nationale forsvarsregering", blev dannet. – Red.

11. Tilsittraktaten blev indgået i 1807 mellem Frankrig og Rusland efter Preussens militære nederlag over for Napoleon I's tropper. – Red.

12. Der sigtes til den bølge af møder, som de engelske arbejdere på initiativ af Marx og I. Internationales generalråd afholdt for at fremme anerkendelsen af den franske repulblik. – Red.

13. Under den amerikanske borgerkrig (1861/65) mellem de industrielle nordstater og sydstaterne, som opretholdt slavesystemet på plantagerne, støttede den engelske presse sydstaterne, d.v.s. slaveriet. – Red.