Paul Mattick

Ernest Mandels "Senkapitalisme"

1973


Originaltitel: "Ernest Mandels 'Spätkapitalismus' "
Offentliggjort: i "Kritik der Neomarxisten", Frankfurt a.M., 1974, s. 132-188
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren


I.

Inden for vor tids marxisme spiller Ernest Mandel en forende rolle. Hans flid, der er præget af stor ærgerrighed, har frembragt et helt lille marxistisk bibliotek, som selv den borgerlige økonomi ikke kan sige sig fri for at respektere. I sit sidste værk "Der Spätkapitalismus",[1] over Mandel dog en slags selvkritik mod sine tidligere arbejder, i særdeleshed mod sin "Marxistische Wirtschaftstheorie".[2] For det første på grund af dens "overdrevent deskriptive karakter" og for det andet på grund af en "alt for ringe indsats for at aflede kapitalismens nuværende historie ud fra kapitalens immanente bevægelseslove". (s. 7)[3] Da den nye bog indeholder korrektioner af de tidligere arbejder, må "Senkapitalismen" anses for Mandels vel ikke afgørende, så dog aktuelle opfattelse, som for det meste gør det overflødigt at referere til hans "Wirtschaftstheorie".

1 løbet af sine forskellige arbejder kom Mandel til den konklusion, som egentlig på forhånd var selvfølgelig, nemlig "at en forklaring pa den kapitalistiske produktionsmådes historie kun er mulig ved en formidling af bevægelseslovene for "kapitalen i almenhed" og "de mange kapitalers konkrete fremtrædelsesformer". (s. 7) Den nuværende konkrete fremtrædelsesform sammenfatter Mandel under begrebet "senkapitalisme", skønt han ikke foler sig ret godt tilpas derved, at da det ikke drejer sig om en ny form for kapitalisme, men kun om en "utilfredsstillende kronologisk" betegnelse. "Senkapitalismen" har ikke på nogen måde forældet den marxske "Kapitals" analytiske resultater og Lenins "Imperialisme". (s. 8)

Da også Lenin foregav at holde sig til den marxske "Kapitals" analytiske resultater, kan man ikke tale om analytiske resultater fra den leninske "Imperialisme": Det drejer sig her kun om Lenins interpretation af en given situation, nemlig den første verdenskrig, på grundlag af en - ganske vist forkert forståelse af de marxske bevægelseslove for kapitalen. Derfor kan Mandel kun støtte sig uhyre lidt til Lenin, selv om hans politiske indstilling tvinger ham til at sidestille Lenin med Marx, og det skønt Lenin "ikke har efterladt sig nogen færdig teori om modsigelserne i den kapitalistiske udvikling", hvilket Mandel selv fremhæver. (s. 36)

Forholdet mellem kapitalens historie og dens bevægelseslove er ifølge Mandel ikke blevet forklaret tilfredsstillende indtil nu. Denne mangel vil han afhjælpe, hvilket automatisk bringer ham i et modsætningsforhold til alle tidligere interpretationer af den kapitalistiske bevægelse. Forst benytter Mandel de sædvanlige indledende sider til den efterhånden "trivielle" "dialektiske analyse" - som traditionelt bliver sat foran alle forklaringer på udviklingen - for at betone, at man ringeagter mangfoldigheden i den marxske dialektiske metode, hvis "man reducerer den til 'opstigningen fra det abstrakte til det konkrete' " (s. 11). Det konkrete skal være det virkelige udgangspunkt og endemål for erkendelsesprocessen. Beviset for de udviklingslove, som er nået ad teoretisk vej, må tilvejebringes empirisk. Selv om man ikke kan kritisere dette, er det dog et åbent spørgsmål, hvorledes man når frem til det empiriske bevis.

Mandel kritiserer dem. der mener, at den kapitalistiske produktionsmåde står i vejen for en direkte empirisk verifikation af den marxske teori, og som derfor begrænser sig til abstrakte udviklingstendenser. Modsat dem vil han ikke blot fremstille de "tendenser", som kan uddrages af en abstrakt analyse, men også den kapitalistiske udvikling i den empiriske udfoldelse, fordi Marx "kategorisk og bestemt ville have forkastet et kvasi totalt brud mellem teoretisk analyse og empiriske data" (s. 18). I denne forbindelse er der faktisk kun lidt at finde hos Marx. det skulle da kun være, hvis man så det empiriske bevis for kapitalteorien i den kendsgerning, at den isoleret betragtede produktionsproces i første bind af "Kapitalen" bliver fremstillet som total fremstillingsproces, i den konkrete fremtrædelsesform i tredie bind. Men selv som totalproces, trods de mange eksempler fra virkeligheden, kan man ikke tale om et kvantitativt-empirisk bevis på gyldigheden af den marxske udviklingsteori, da de data, som er nødvendige, hverken kan ses eller forudses i kapitalismen.

Men, indvender Mandel: "I første bind af "Kapitalen" beregner Marx merværdimassen og merværdiraten på et engelsk spinderi, og han støtter sig til de eksakte data, som F. Engels har givet ham fra fabrikanter i Manchester" (s. 19). Det er ganske klart, at man kan fremstille processen for merværdiproduktion for ethvert kapitalistisk foretagende på grudlag af de data, som refererer til priser. Graden af kapitalisternes udbytning af arbejderne fremgår af disse data. Den organiske sammensætning af de forskellige kapitaler lader sig ligeledes se af deres investeringer, uden at man i de to tilfælde har sagt noget om kapitalens udviklingstendenser. Og det er det, som det drejer sig om; ikke om en eftervisning af, at kapitalproduktion er merværdiproduktion eller beror på en udbytning af arbejdskraft - en erkendelse, som eksisterede længe før Marx og som enhver arbejder mærker på sin egen krop. Men en empirisk-statistisk eftervisning af værdi- og merværdiproduktionens ødelæggende virkninger kan ikke gives, sålænge kapitalen formår at overvinde sine immanente modsætninger ved øget akkumulation.

Hvad Mandel foregiver at tilstræbe, nemlig hvorledes "de sidste hundrede års virkelige historie kan fremstilles som den fortløbende udfoldelse af de indre modsigelser i denne produktionsmåde" (s. 20), indskrænker sig for ham, som for alle andre, til akkumulationsprocessen selv, og den dermed forbundne koncentration og centralisering af kapitalen, og dens tendens til krise. Kriselovmæssigheden er en følge af kapitalens nødvendige valoriseringsbehov, som er forårsaget af den blinde markedsmekanisme. Værdiloven som "regulator" for den kapitalistiske økonomi udelukker, at kapitalens modsigelsesfyldte bevægelse fortløbende kan forfølges bevidst og direkte i sine konkrete fremtrædelsesformer. Hvis det sidste var muligt, havde man ikke behov for værditeorien for at forstå de sidste hundrede års historie.

Mandel forstår ikke værdiloven som en nøgle til forståelse af den kapitalistiske udvikling, men som en slags naturlov, der også må tilskrives en førkapitalistisk gyldighed. Han støtter sig her til Engels, som i et brev til Werner Sombart[4a] og også i anden sammenhæng har udtalt, at i førkapitalistiske perioder, i "begyndelsen af varebyttet", blev varerne handlet i forhold til deres arbejdstidsværdi, hvorved værdien besad "en umiddelbar real eksistens", som først blev vidtgående modificeret i kapitalismen, så den ikke længere kan erkendes i priserne. Det drejer sig her om en misforståelse, både hos Engels og Mandel, og den kan heller ikke ophæves af den marxske henvisning til, at der til det teoretiske værdibegreb knytter sig et historisk element. Det er fuldstændig ligegyldigt, om varerne i førkapitalistiske perioder blev byttet i overensstemmelse med deres arbejdstidskvantiteter eller ikke. I kapitalismen er dette i ethvert tilfælde udelukket, da arbejdskraften her er en særlig vare, som ikke blot producerer værdi, men merværdi. Værdi- og merværdiproduktionen opstod naturligvis af førkapitalistiske bytterelationer, og indeholder i denne betydning et historisk-empirisk element, som fremgår af det alment nødvendige hensyn til den arbejdstid, som indgår i produktionen. Men arbejdstid og værdi er to forskellige ting; byttet af arbejdstidsækvivalenter kan have fundet sted eller ikke - det har ikke noget at gøre med den kapitalistiske produktions værdikarakter, som stammer fra de samfundsmæssige relationer.

Værdien regerer ikke i kapitalismen, fordi den er bestemt af arbejdstiden, men fordi arbejdernes udbytning bliver fuldbyrdet gennem byttet. Uden denne samfundsmæssige relation fandtes der vel en produktion, som var bestemt af arbejdstiden uden at den skulle fremstilles som værdirelation. Hvis man siger, at værdien af varen arbejdskraft er bestemt som enhver anden vare, viser dette allerede merværdien (eller: ekstraarbejdet for kapitalisten). Varemarkedet består af produktionen i den brugte totalarbejdstid, men et bytte af ækvivalenter finder ikke sted, fordi kapitalisten ikke har noget at bytte med, men blot approprierer en del af totalproduktionen. Værdiloven kan hverken have en "umiddelbar" eller "middelbar" real eksistens i byttet.

Værdiloven sætter sig ikke igennem i virkeligheden, sådan som den for forståelsens skyld er blevet udviklet i teorien. Den refererer til arbejdets dobbeltkarakter, inklusive varen arbejdskraft, som brugs- og bytteværdi. Med den voksende arbejdsproduktivitet, forøgelsen af forbrugsgoder, synker dens bytteværdi; et værditab, som atter bliver ophævet af den samme produktivitet på grund af en større mængde af forbrugsgoder. Derfor har den tiltagende arbejdsproduktivitet en akkumulation af kapitalen til følge, og den modsat rettede bevægelse af brugs- og bytteværdiproduktionen ingen mærkbar ødelæggende indflydelse på den kapitalistiske udvikling.

Akkumulationen af kapitalen udtrykker den stigende arbejdsproduktivitet, og ophobningen af den produktive kapital forbedrer på sin side igen arbejdsproduktiviteten. Denne proces påviser, at kapitalens ekspansion er forbundet med forandringer i arbejdstidsrelationerne. Mere totalarbejdstid, udtrykt i produkter, eller flere produkter, udtrykt i arbejdstid, er nødvendige for at nå det kapitalistiske produktionsformål, forøgelse af kapitalen. Hver kapital forsøger at udvide produktionen for at opnå den største profit, og det samlede resultat af disse bestræbelser er den akcelererende akkumulation, som ophæver faldet i bytteværdien ved en hurtigere forøgelse af brugsværdierne.

Den tiltagende arbejdsproduktivitet implicerer, at brugsværdien for varen arbejdskraft udvikler sig hurtigere end uens bytteværdi for kapitalisterne; med andre ord: produktiviteten iler foran lønningerne. Udtrykt i arbejdstidsrelationer betyder dette, at en større del af totalarbejdstiden i et eller andet foretagende eller i hele samfundet - må tjene akkumulationens formål, og at en stadig ringere del optræder som bytteværdien arbejdskraft. I praksis betyder dette, at en mindre del arbejde må valorisere en større del kapital, at den organiske sammensætning af kapitalen ændrer sig, dvs. at der står mere konstant kapital over for variabel kapital. I denne betydning er kapitalismen kun en fortsættelse af den almene samfundsmæssige udvikling, nemlig udviklingen af produktivkræfterne, skabelsen af større produktion med mindre arbejde; på grund af de specifikke samfundsmæssige forhold, som nødvendigvis fremkalder akkumulationen, sker det nu i et ikke tidligere kendt tempo og omfang.

I forandringen af kapitalens organiske sammensætning, som kun er et andet udtryk for den voksende arbejdsproduktivitet, viser den modsat rettede bevægelse af bytte- og brugsværdier sig som en modsat rettet bevægelse af akkumulation og profit. Profitratens tendens til fald, eller bytteværdien der forringes i forhold til brugsværdien står overfor arbejdskraftens tiltagende brugsværdi eller stigningen i merværdiraten, på grund af kapitalens forandrede organiske struktur.

Men også her drejer det sig om tendenser, der gensidigt ophæver hinanden. Sålænge merværdiraten kan forøges hurtigere end profitraten falder, er disse tendenser de drivende faktorer bag akkumulationsprocessen, uden at de kommer adskilt til syne i den.

Bortset fra, at markedsøkonomiens prisrelationer og den tendens til dannelse af en gennemsnitlig profitrate - der formidles via konkurrencen gør det umuligt at eksakt-empirisk bestemmer de forandringer i arbejdstidsrelationerne, der er grundlæggende for denne proces, producerer også kapitalen dens økonomiske data ud fra kapitalens standpunkt og ikke ud fra den marxske værditeori.

Disse data lader sig ikke oversætte direkte til de marxske kategorier, skønt de sidstnævnte bliver bekræftet og kommer til syne i markedsfænomenerne, som f.eks. i produktionsprisernes fald og gennemsnitsprofitratens højde i løbet af den kapitalistiske akkumulation. Selv om det var muligt at forvandle alle de foreliggende data til værditeoriens kategorier, er det dog ikke muligt at fastslå mere end, at kapitalen akkumulerer ved tilstrækkelig merværdi, og det modsatte ved manglende merværdi; en erkendelse, som også kommer til udtryk i bourgeoisiets data, og som ved den faktiske krisecyklus uden videre trænger ind i bevidstheden.

Det er ikke den marxske værditeoris funktion, men udgangspunkt at eftervise, at varepriserne nødvendigvis bliver afledt af arbejdstidsværdierne. Det er snarere værditeoriens opgave, at man får et indblik i kapitalens bevægelseslove. I alle prisrelationer afspejles kun bytterelationen, ikke de produktionsrelationer, som ligger under dem. I et system som det kapitalistiske er den fortløbende og akcelererende akkumulation forudsætningen for en progressiv udvikling. Kan udbytningen ikke forøges hurtigere end profitraten falder, så bliver den kapitalistiske dynamik til statik og ødelægger dermed det specifikke ved den kapitalistiske produktionsmåde, nemlig produktionen af kapital.

Arbejdskraftens bytteværdi er nødvendigvis den arbejdstidsækvivalent, som er udtrykt i produkterne med hensyn til deres produktion og reproduktion, hvilket heller ikke tidsbetingede og partielle afvigelser fra normen modsiger. Arbejdskraftens brugsværdi frembringer ligeledes profitten, den kapitalistiske andel af totalarbejdstiden, i form af produkter. Hvis vi tænkte os det eksempel, at arbejdernes antal var konstant, så kunne akkumulationsprocessen kun fuldbyrdes ved hjælp af en fortløbende udvidelse af udbytningen, enten ved en forlængelse af den absolutte arbejdstid eller ved den forkortelse af arbejdstiden, som er nødvendig for at sikre arbejdernes eksistens. Er den ene foranstaltning blevet udtømt på grund af akkumulationen, så bliver den anden mulighed nødvendigvis også udtømt, da den nødvendige arbejdstid ikke lader sig reducere til nul. Kan udbytningen ikke øges mere, så er også afslutningen på akkumulationen nået. Antallet af arbejdere må derfor øges absolut, for at gøre akkumulationsprocessen kontinuerlig, og den akkumulerende kapital har selvfølgelig brug for et voksende antal arbejdere, medens den samtidig i tiltagende grad opbruger udbytningsmulighederne af den anvendte arbejdskraft.

Denne indsnævring af grundlaget for akkumulation fremtræder som en stadig forandret organisk sammensætning af kapitalen. Medens der bliver indlemmet stadig flere arbejdere i produktionsprocessen, synker antallet af arbejdere relativt til den voksende kapitalmasse, hvilket kun udsiger, at der bliver brugt mindre arbejde til at producere en større varemasse. Derved bevæger merværdidannelsen sig i retning af sin formindskelse, da brugsværdien af arbejdskraften ikke kan udstrækkes til totalarbejdstiden, men ville finde sin grænse på det punkt, hvor den ville bringe værdien af arbejdskraften under dens reproduktionsbehov. Modsigelsen i den kapitalistiske akkumulation består således i, at den selvsamme proces, som forøger antallet af udbyttede arbejdere og dermed profitmassen, bringer fortsættelsen af en progressiv akkumulation i fare, fordi arbejdets tiltagende produktivitet formindsker mængden af den anvendte arbejdstid i forhold til den voksende kapitalmasse og dermed merværdien, hvilket udtrykker sig i den profitratens fald, som kan måles ud fra totalkapitalen.

Den til enhver tid gældende akkumulationsrate bestemmer samtidig væksten og fjernelsen af arbejdskraften ved udvidelsen af produktionen og forøgelsen af udbytningen. Forøgelsen af udbytningen er imidlertid en forudsætning for en udvidelse af produktionen, og sålænge den førstnævnte ikke støder på objektive grænser, er der intet i vejen for at den sidstnævnte kan finde sted. De objektive grænser er betinget af arbejdstidsrelationerne, nemlig af forholdet mellem værdi og merværdi, løn og profit. Kan merværdien ikke forøges ved en given mængde af arbejdskraft, så forsvinder muligheden for udbytning af yderligere arbejdskraft, som nødvendigvis er forbundet med yderligere produktionsmidler, der er frembragt af akkumulationen.

Disse sammenhænge skal nok gøre det klart, at konsekvenserne af den kapitalistiske akkumulationsproces kun kan beskrives abstrakt, dvs. ved hjælp af en analog model, som henføres til de grundlæggende kapitalistiske relationer. Skønt hele den kapitalistiske udvikling ifølge værditeoriens logik skal fores tilbage til kapital-arbejdsrelationen, skaber den nuværende kapitalistiske verdens uhyre mangfoldighed en uigennemtrængelig ophobning af tilsyneladende usammenhængende fakta, som ikke kan begribes praktisk for at tjene den abstrakte teori som empirisk bevis. Hvis dette er en "mangel", så deler den marxske teori den med den borgerlige "økonomiske videnskab", som på trods af, at den kun betragter priserne, ligeledes er henvist til modelkonstruktioner for at kunne gøre sig forståelig; hvilket økonometriens moderne apparatur ikke formår at ændre hverken i sin teoretiske eller praktiske anvendelse.

Der ligger i kapitalismens væsen, at den kvantitative tilknytning af markedsfænomenerne med de marxske fundamentalkategorier, som Mandel hævder at have bestræbt sig på, ikke kan fuldbyrdes, alene af den grund, at de dater, som vi har fra markedsfænomenerne heller ikke kan gå for at være nøjagtige. Skønt den økonomiske statistik har udviklet sig meget, drejer det sig her om upålidelige og utilstrækkelige indicier, som ikke tillader nogen alvorlig tilbageslutning til kapitalens bevægelseslove. Det partielle kendskab til produktions- og vareprisernes udvikling, investeringer og beskæftigelse, indkomsten og dens fordeling, handelsforhold osv. giver ingen indsigt i værdilovens virkninger pa den kapitalistiske akkumulation.

Kapitalen producerer for markedet, som får overladt reguleringen af den samfundsmæssige produktion, som sker på grundlag af merværdiproduktionen. Den har dermed hverken indsigt i den allokation af totalarbejdet. der er nødvendig for at tilfredsstille de samfundsmæssige behov, der er ejendommelige for kapitalismen eller indsigt i de valoriseringsproblemer, som opstår på grund af akkumulationsprocessen. Uden hensyn til de samfundsmæssige følger, som i forvejen ikke er tydelige, søger enhver kapital at fastholde den maksimale profit, som skal realiseres over markedet; og søger til det formål at reducere sine produktionsomkostninger til et minimum. Denne generelle bestræbelse forandrer relationen mellem den samfundsmæssige merværdimasse og massen af den eksisterende kapital og øver negativ eller positiv indflydelse på den videre akkumulationsproces. Negativt, hvis det viser sig, at den forandrede organiske sammensætning af kapitalen, som er forårsaget af akkumulationen, ikke forøgede profitten tilstrækkelig til at fortsætte akkumulationen under de givne produktionsbetingelser. Denne kendsgerning tyder på, at der ikke blev produceret tilstrækkelig merværdi, eller hvilket er det samme, at der blev akkumuleret for megen kapital i forhold til den eksisterende udbytningsrate.

Denne tilstand, som fremgår af de forandrede arbejdstidsrelationer, fremtræder ikke som et merværdiproblem for kapitalen, men som et markedsfænomen, da dette ikke blot bliver anset for økonomiens regulator, men faktisk som dens eneste regulator. På markedet må det vise sig, om den forudgående produktion var tilpasset "de samfundsmæssige behov" eller ikke, og om denne produktion avlede merværdi, som tillader en profitgivende ekspansion af kapitalen. Hvis markedsfænomenerne kunne føres tilbage til værdiloven, så ville det vise sig, at relationen mellem arbejde og merarbejde ikke svarer til kapitalens valoriseringsbehov, og, da de almene samfundsmæssige behov er behov inden for rammerne af de kapitalistiske valoriseringsbehov, så ville det vise sig at diskrepansen mellem merværdi og kapital angår alle økonomiske relationer. Da markedet er kapitalens virkelige økonomiske regulator, sætter ændringerne af arbejdstidsrelationerne, som finder sted i produktionssfæren, sig igennem som markedsfænomener, skønt det i virkeligheden er værdirelationerne, som behersker markedsrelationerne. Værdilovens bestemmende virkning åbenbarer sig først i den virkelige verden som en økonomisk krise, der bliver oplevet i markedets former, ikke som overakkumulation af kapital, men som en manglende efterspørgsel og overproduktion af varer. Viser værdilovens realitet sig i den kapitalistiske krise, så betyder dette, at den blev progressivt krænket i den forudgående produktionsperiode, indtil arbejdstidsrelationerne med hensyn til merværdien og dermed med relation til kapitalvaloriseringsprocessen og den dermed forbundne allokation af den samfundsmæssige totalarbejdstid, objektivt udelukkende en uforstyrret fortsættelse af akkumulationen. Pa samme måde som værdiloven sætter sig igennem som krise, så er overvindelse af den ikke andet end genetableringen af arbejdstidsrelationerne, som finder sted i produktionssfæren, men fuldbyrdes over markedet, og som resulterer i en profitmasse, der er adækvat for den videre akkumulation.

 

II.

Mandel afleder ikke bestemmelsen af krisecyklussen og den kapitalistiske udvikling af værdiloven, men omvendt: han søger i den kapitalistiske akkumulations ydre fremtrædelsesformer efter en bekræftelse af værdiloven. Han begrunder sin fremgangsmåde med, at historien ikke lader sig reducere til teori. Skønt den kapitalistiske historie uden tvivl er mere end værditeorien, har historien trods dette brug for dem for at kunne erkendes i sin almene udviklingsretning. Ifølge Mandel var alle hidtidige marxistiske udviklingsteorier ikke nået til noget gyldigt resultat, fordi de uberettiget forsøgte, at "reducere problemet til en enkelt faktor (s. 32), mens efter hans mening "samspillet mellem samtlige grundlæggende udviklingslove er nødvendigt for at kunne komme til et bestemt resultat om udviklingen" (s. 39). Ud fra denne erkendelse opponerer han først mod Rosa Luxemburg,[4] Henryk Grossman,[5] Nikolai Bucharin[6] og Rudolf Hilferding,[7] som udelukkende har afledt deres akkumulationsteorier ud fra de marxske reproduktionsskemaer i andet bind af kapitalen, hvorved deres arbejde var dømt til at mislykkes.

Hvis denne bebrejdelse passer på Luxemburg, Bucharin og Hilferding, så gælder den ikke Grossmann, som udledte den kapitalistiske tendens til sammenbrud ud fra værdiloven og akkumulationen. Skønt Mandels afvisning af de udviklingsteorier, som bygger på reproduktionsskemaerne, må bifaldes, så peger udredningerne med hensyn til disse dog på en manglende sagkundskab, som ikke kan ophæves med en påberåbelse af Roman Rosdolsky.[8] Det er aldrig faldet Marx ind at bevise eksistensmuligheden af den kapitalistiske produktionsmåde overhovedet ved hjælp af reproduktionsskemaerne, sådan som Mandel mærkværdigvis påstår. Af den simple grund at ingen tvivlede på kapitalismens eksistens. Eksistensmuligheden lå for Marx, ifølge Mandel, i en ligevægt af bytteforholdene mellem produktionsmiddel- og konsumtionsmiddelproduktionen, skønt det ved kapitalistisk produktionsmåde i virkeligheden drejer sig om "en dialektisk enhed af periodisk ligevægt og periodiske ligevægtsforstyrrelser" (s. 24). For Mandel er de marxske reproduktionsskemaer en ensidig, udialektisk betragtning af den kapitalistiske reproduktion, som ikke giver noget indblik i kapitalens udviklingslove.

Dette vil Mandel afhjælpe med et ikke indløst forslag om andre skemaer "som fra begyndelsen netop skal tage hensyn til tendensen til den uensartede udvikling af de (produktions)afdelinger", i hvilke de "marxske reproduktionsskemaer kun udgør et særligt tilfælde - ligesom den økonomiske ligevægt kun er et specielt tilfælde" (s. 25). Nu har Rosa Luxemburg imidlertid, i modsætning til Bucharin og Hilferding, aflæst en permanent ligevægtsforstyrrelse af de marxske reproduktionsskemaer, men dette er også forkert ifølge Mandel, da det her drejer sig om en dialektisk enhed af ligevægt og uligevægt. For Mandel er den ene et resultat af den anden, og begge refererer til reale tilstande. For Marx var imidlertid enhver ligevægt, om det var mellem produktionssfærerne eller markedsrelationerne, et rent tilfælde, som stod over for uregelmæssigheden som hovedregel. Det hindrer dog ikke, at man kan gå ud fra antagelser om ligevægt for at kunne udskille de væsentligste træk i den kapitalistiske produktion og akkumulation, som f.eks. ligevægten af udbud og efterspørgsel, for at blotlægge de bevægelseslove, som ligger til grund for konkurrencen.

I denne betydning er reproduktionsskemaerne antagelser, som ganske vist modsiger virkeligheden, men dog kan tjene til at tydeliggøre den. Produktionsprocessen er samtidig reproduktionsproces, som må fuldbyrdes via cirkulationen. Til anskueliggørelse af denne proces er det tilstrækkeligt at dele den samfundsmæssige totalproduktion i to afdelinger for at fremstille betingelserne for et tænkeligt gnidningsløst bytte. Skønt den kapitalistiske produktion er frembringelse af bytteværdi, forbliver den bundet til brugsværdien. Medens den enkelte kapitalist kun stræber efter at forøge sin kapital, kan han dog kun gøre det inden for rammerne af en samfundsmæssig produktion, der samtidig er et samfundsmæssigt stofskifte, der er baseret på brugsværdier. Inden for samfundsmæssige rammer forudsætter en i tankerne mulig ligevægt i dette kapitalistiske bytte en ligevægt i de brugsværdier, som er nødvendige til reproduktion.

Hvis konkurrencen ikke kan forklares ud fra konkurrencen, så kan cirkulationsprocessen heller ikke forklares ud fra cirkulationen. Den har bestemte arbejdstidsrelationer som forudsætning, som værdi- og brugsværdirelationer, og en bestemt fordeling af selvsamme for at gøre den simple og udvidede reproduktion mulig. Dermed er reproduktionsskemaernes opgave udtømt. De refererer ikke til den reelle reproduktionsproces, men derimod til nødvendigheden af samfundsmæssige reproduktioner, der ligger til grund for denne proces, og som kommer til udtryk i kapitalistiske kategorier; disse nødvendigheder bliver ladt ude af betragtning i kapitalismen, men er en proces, som i virkeligheden er gennemsyret af disproportioner og kriser. Reproduktionsskemaerne er hverken en ligevægts- eller uligevægtsmodel, men en simpel påvisning af, at også akkumulationen er bundet til en bestemt proportionalitet, som indfinder sig via markedet, men er bestemt af værdiloven. Reproduktionsskemaerne er for Mandel dog kun et middel til ligevægtsanalyse, som han gerne vil supplere med et sæt redskaber til uligevægtsanalyse. Han går her i Rosdolskys fodspor, for hvem reproduktionsskemaerne på den ene side er et "heuristisk" princip, men som på den anden side også har en real eksistens. Rosdolsky skriver f.eks., at i den kapitalistiske produktionsmåde "sætter den proportionelle udvikling af forskellige produktionsgrene og ligevægten mellem produktion og konsumtion sig kun igennem med stadige vanskeligheder og forstyrrelser. Dog må denne ligevægt opnåes engang imellem, for ellers ville det kapitalistiske system ikke kunne fungere. I denne betydning er de marxske reproduktionsskemaer på ingen måde udelukkende en abstraktion, men et stykke økonomisk realitet, selv om proportionaliteten mellem produktionsgrenene, som er postuleret i dette skema, altid kun er midlertidig og kun kan fremstilles som "en stadig proces af disproportionalitet'."[9]

Der eksisterer altså, ifølge Mandel og Rosdolsky, perioder med ligevægt og perioder med uligevægt, og kapitalen er ikke i stand til at overleve uden den førstnævnte tilstand. De immanente modsigelser i kapitalen optræder altså kun periodisk, og man må spørge, hvorfor de er til stede på et tidspunkt og forsvundet på et andet? Rosdolsky svarede, idet han refererede til Marx, at der var "pauser" i akkumulationen, nemlig "hvilepunkter og kun kvantitativ udstrækning på et givet teknisk grundlag", som reproduktionsskemaerne havde gyldighed for, fordi de viste muligheden for udvidet reproduktion ved en gensidig tilpasning af produktionsmiddel- og konsumtionsmiddelindustrien, og dermed muligheden for at realisere merværdi."[10] Med dette har man sagt, at det kapitalistiske system kun kan fungere ved en langsom akkumulation, og enhver akceleration må optræde som krisetilstand. Og Rosdolsky forklarer faktisk, at hvis man inddrager det tekniske fremskridt i reproduktionsskemaerne, må "reproduktionens ligevægtsbetingelser slå om i betingelser for forstyrrelsen af ligevægten",[11] hvorved ligevægtsskemaerne må kompletteres med den marxske krise- og sammenbrudsteori.

Det er naturligvis rigtigt, at kapitalen kan akkumulere uden tekniske fremskridt ved en simpel udvidelse af produktionen. Kun når den grænsen for akkumulationen hurtigere, hvis den under sådanne betingelser kun kan holde sig til den absolutte merværdi. Men bortset fra, at det ifølge Marx - og også uden ham - er klart, at den kapitalistiske produktionsmåde forøgede produktivkræfterne på en hidtil uanet måde på grund af akkumulationstvangen, og til dette formål lagde hovedvægten på den relative merværdi og først på denne måde kom til sin fulde udfoldelse. Det er akcelerationen, og ikke forsinkelsen af akkumulationsraten, som har gjort kapitalen levedygtig, og giver den lov til at overvinde sine immanente modsigelser, før den påny frembringer dem på et højere akkumulationsniveau.

Rosdolskys og dermed også Mandels mærkelige opfattelse af reproduktionsskemaerne kan føres tilbage til deres kriseteori, skønt Mandel er af den formening, at man ikke kan aflede nogen kriseteori af ligevægtsanalysen. Det modsatte tilfælde forekommer ham imidlertid muligt. Begge, Rosdolsky og nu for nylig også Mandel,[12] påhæfter krisen en underkonsumtionsteori. som skal forklare denne, og det sker med den primitive opfattelse, at arbejderne ikke kan købe det tilbage, som de har produceret af merværdi, hvorved realiseringen af merværdien vanskeliggøres. Ud fra denne opfattelse er det forståeligt, selv om det er forkert, at antage, at kapitalen akkumulerer bedst, når den akkumulerer mindst, og at den ved begrænset akkumulation nærmer sig en ligevægtstilstand, hvor konsumtion svarer til produktion; for. som Rosdolsky siger, "sålænge akkumulationen skrider frem og en del af den akkumulerede merværdi bliver anvendt til at beskæftige flere arbejdskræfter, ville disse ved afgivelsen af deres lønninger til stadighed hjælpe med til at realisere den merværdi, som er tilvejebragt i den forrige produktionsperiode".[13] Skønt merværdien også for Rosdolsky er den del af det samfundsmæssige produkt, som bliver taget fra arbejderne, kan denne kun realiseres ved kapitalisternes akkumulation og konsumtion. Men hvorledes realiseringen af merværdien ved akkumulationens hjælp kan formindske forskellen mellem produktion og konsumtion, forbliver hans hemmelighed.

Kan kriselovmæssigheden hverken bekræftes eller dementeres af reproduktionsskemaerne, så refererer skemaerne dog til værdiloven som den immanente modsigelse i den kapitalistiske produktion og akkumulation. Man behøver ikke skemaerne til at påvise kapitalens modsatrettede bevægelser; de er allerede givet af værditeorien. Pa grundlag af denne er det fuldstændigt ligegyldigt, om akkumulationen foregår langsomt eller hurtigt, om kapitalen befinder sig i en "hvileperiode" eller i hektisk ekspansion, da akkumulationen under alle omstændigheder må kræve en del af det producerede totalprodukt som merværdi for at kunne finde sted. Ellers ville der kun finde simpel reproduktion sted, som modsiger den kapitalistiske produktionsmåde og implicerer en krisetilstand. Det er naturligvis rigtigt, at akkumulationen kræver øget arbejdskraft og dermed yderligere forbrug, uden at den dermed rammer realiseringen af merværdien. Den absolutte vækst af konsumtionen svarer til dens relative aftagen i forhold til udvidet produktion.

Det. som foresvæver Mandel og Rosdolsky, er naturligvis den rapide forhøjelse af kapitalens organiske sammensætning, som er forårsaget af teknikken, og som også formindsker konsumtionen ved fordrivelsen af arbejdskraften. Men da akkumulationen kun kan finde sted ved en relativ reducering af konsumtionen, har dette ikke noget at gore med problemet om merværdiens realisering, men er simpelthen den tilstand, som karakteriserede kapitalismen fra begyndelsen, og som den ikke kan blive fri for uden at ophæve sig selv. Det er Rosdolskys og Mandels underkonsumtionsteori, som har forledt dem til at projicere en foreløbig teoretisk antagelse om reproduktionsprocessen over på den virkelige cirkulationsproces. De kunne have sparet sig denne misforståelse ved en værdianalyse af akkumulationen.

 

III.

Medens Marx førte alle væsentlige kapitalistiske fremtrædelsesfænomener tilbage til værdiloven, udgår Mandel fra seks særlige udviklingslove, eller grundvariabler, af det kapitalistiske system. Han betoner, "at til et vist punkt kan alle grundvariabler i denne produktionsmåde delvis og periodisk spille rollen som uafhængige variabler - naturligvis ikke på en fuldstændig autonom måde og ikke totalt uafhængige af hinanden, men i et stadigt artikuleret sammenspil ud fra udviklingslovene i den kapitalistiske produktionsmåde" (s. 37). Ved grundvariabler forstår Mandel kapitalens organiske sammensætning i almenhed, og i begge afdelinger (produktionsmidler og konsumtionsmidler ligesom i reproduktionsskemaet) i særdeleshed; fordelingen af konstant kapital mellem den fikse og den cirkulerende kapital i almenhed, og for de to afdelinger i særdeleshed; udviklingen af merværdiraten; udviklingen af akkumulationsraten; udviklingen af kapitalens omslagstid og de to produktionsafdelingers bytterelationer.

Kapitalens historie og lovmæssighed kan ifølge Mandel "kun begribes og forstås som en funktion af disse seks variables sammenspil" (s. 37). Det falder ham ikke ind, at han så kun siger, at kapitalens historie og lovmæssighed kun kan forstås ud fra kapitalens historie og lovmæssighed kun kan forstås ud fra kapitalens historie og lovmæssighed. Resultaterne af værdi- og merværdiproduktionen viser sig blandt andet i de akkumulationsfænomener, som også Mandel har fremhævet, og som alle bliver bestemt af værdiloven, og svarende hertil udtrykker profitratens fluktuationer. For Mandel er disse fluktuationer imidlertid "kun resultater, som må forklares ud fra sammenspillet af variablerne" (s. 37). Og igen falder det ham ikke ind, at han forklarer profitraten ud fra profitraten - og at han forklarer pa kapitalens historie og lovmæssighed ud fra dennes historie og lovmæssighed.

På denne måde vil Mandel slå bro over kløften mellem teori og virkelighed. I den abstrakte teori findes alle kapitalens væsentligste fænomener følgerigtigt ud fra værditeoriens betingelser. Men i virkeligheden, mener Mandel, kan de aspekter af den kapitalistiske akkumulation, som skyldes værdiloven, i hvert tilfælde midlertidigt have selvstændige funktioner, der på sin side kan øve indflydelse på helhedsprocessen. Derfor må man vie disse aspekter særlig opmærksomhed, og deres virkninger må undersøges empirisk. Det forudsætter naturligvis et kriterium, der gør de empirisk givne kendsgerninger forståelige og påviser deres sammenhæng med andre givne kendsgerninger. For kapitalismen er værditeorien kriteriet, da den gælder for de grundlæggende kapitalistiske produktionsrelationer. Hvis det var muligt, ved hjælp af værdianalysen at slutte sig til de til enhver tid gældende bevægelser af de mandelske variabler med hensyn til kapitalens almene udviklingstendens, så giver denne isolerede betragtning af disse variabler ingen forklaring på udviklingens retning, men bliver udelukkende en beskrivelse af de faktiske tilstande.

Mandel giver nogle eksempler på rigtigheden af sin tese. Han påpeger, at merværdiraten til enhver tid er en funktion af klassekampen. "Ser man den som en mekanisk funktion af akkumulationsraten, så forveksler man de objektive betingelser, som kan føre til et bestemt resultat /.../ med dette resultat selv. Om en merværdirate i virkeligheden stiger, afhænger bl.a. af graden for arbejderklassens modstand, som denne sætter mod kapitalens bestræbelser" (s. 38). "Bl.a." refererer til den industrielle reservearmes indflydelse på merværdiraten. Der er således "mange variationer" for Mandel til bestemmelse af merværdiraten, hvilket "arbejderklassens historie de sidste 150 år" også demonstrerer. Men denne historie viser også, at akkumulationen, trods afbrydelse af kriser, var en kontinuerlig proces, der havde en adækvat merværdirate som forudsætning, og dermed bekræftede Marx' diktum, at "størrelsen af akkumulationen er den uafhængige variable, og lønstørrelsen den afhængigt variable, ikke omvendt".[14]

Da kapitalismen eksisterer den dag i dag, har de "mange variationer" af merværdibestemmelsen åbenbart ikke skadet den særlig meget i løbet af de sidste 150 år, i hvert tilfælde ikke med hensyn til den udviklingstendens. På trods af alle klassekampe har merværdiraten været tilstrækkelig over for akkumulationen. Som en "relativt selvstændiggjort grundvariabel" er merværdiratens udvikling forblevet uden indflydelse. Alt hvad Mandel kan opnå med sin betragtning er en undersøgelse af klassekampens historie inden for rammerne af merværdiproduktionen, som ikke peger på grænserne for akkumulationen, men på grænserne for klassekamp inden for det kapitalistiske system.

Det var ikke kun fordi merværdiraternes kvantitative bevægelse og den empiriske indvirkning af disse på akkumulationsprocessen ikke kunne begribes i den uigennemsigtige markedsøkonomi, at Marx udviklede sin akkumulationsteori ud fra den antagelse, at værdien af arbejdskraften til stadighed bliver bestemt af produktions- og reproduktionsomkostninger. I virkeligheden kan lønnen godt ligge under eller over værdien af arbejdskraften, men den kan aldrig - uden at bringe det kapitalistiske system i fare - tvinge merværdien under kapitalens akkumulationsbetingelser. Denne grænse for lønudviklingen er ikke blot betinget af arbejdskraftens udbud-efterspørgsel-relation, og dermed sat af akkumulationen, men også af det kapitalistiske herredømme over produktionsmidlerne. Derfor kan man også se bort fra "de mange variationer" af merværdiudviklingen, som er opnået ved klassekampens hjælp, i en fremstilling af akkumulationsprocessen, uden at denne ville miste i realitetsværdi.

For at gå ind på endnu et af Mandels eksempler:

"Vækstraten i kapitalens organiske sammensætning kan, ifølge Mandel, ikke bare defineres som de tekniske fremskridt, der betinger konkurrencen. Det tekniske fremskridt medfører ganske vist, at det levende arbejde bliver substitueret af det døde, for at omkostningerne skal blive mindre /.../ Men den konstante kapital består /.../ af to dele /.../ en fiks og en cirkulerende del. En hurtig vækst af den fikse kapital og den hurtige vækst af den samfundsmæssige arbejdsproduktivitet, som denne vækst forårsager, siger ikke noget endegyldigt om udviklingstendenserne i kapitalens organiske sammensætning. Hvis arbejdsproduktiviteten vokser hurtigere i den sektor, som producerer råstof, end i den, som producerer konsumvarer, så kan der finde en relativ billiggørelse af den cirkulerende konstante kapital sted i forhold til den variable, der så har den følge, at trods den accelererende merværdiakkumulation i den fikse kapital vokser kapitalens organiske sammensætning langsommere end før" (s. 39).

Hvad siger Mandel egentlig her? Begrebet "konstant kapital" omfatter både den fikse og den cirkulerende kapital. Kapitalens organiske sammensætning refererer ifølge Marx, til "dens værdisammensætning, for så vidt den bestemmes ved den tekniske sammensætning og afspejler dennes ændringer".[15] Det er klart, at billiggørelsen af de råstoffer, som indgår i den konstante kapital - formidlet af en højere arbejdsproduktivitet - kan ændre værdirelationen mellem konstant og variabel kapital og kan sinke væksten af den organiske sammensætning. Men det gør ikke den organiske sammensætning til en "delvis selvstændig variabel", men det betyder kun, at kapitalen akkumulerer, hvis den har en gunstig organisk sammensætning. Da dette er tilfældet, sålænge kapitalen overhovedet akkumulerer, så siger Mandel i virkeligheden slet ingen ting.

 

IV.

Disse uforståelige øvelser er ifølge Mandel nødvendige for at komme til den rette forståelse af den kapitalistiske udviklings "tredie fase": "senkapitalismen". Først "de selvstændige variationer af de store variable i den marxske koncept" (s. 40) vil være i stand til at give en forklaring på de hinanden følgende faser i kapitalismens historie. For Mandel er "det kapitalistiske verdenssystem i høj grad en funktion af den universelle gyldighed, som loven om den uensartede og sammensatte udvikling har" (s. 21). Det er naturligvis rigtigt, at kapitalismen først kom til udfoldelse i bestemte lande og dermed på forhånd underkastede verdensøkonomien en uensartet tilblivelseshistorie. Den kapitalistiske "internationale arbejdsdeling", i forbindelse med akkumulationens koncentrations- og centraliseringsaspekter, delte og sammenføjede verden i lande, der var kapitalistisk udviklede og underudviklede. Men denne konstatering betyder kun, at "loven om den sammensatte og uensartede udvikling" faktisk ikke er andet end den kapitalistiske udvikling.

Efter et overblik over verdenskapitalens udvikling indtil nu, som forårsagede afbrydelsen af kapitalistisk udvikling i de beherskede lande og de imperialistiske landes profit- og akkumulationsbehov, kommer Mandel til den slutning, at vor tids kapitalisme "ændrer formen for udviklingens og underudviklingens samtidighed; /.../ at der udvikles en ny kapitalakkumulations-, produktivitets- og merværdirateforskel, der er endnu mere prononceret end den, der fandt sted i den "klassiske" imperialistiske periode, selv om den er af en anden beskaffenhed" (s. 62). I senkapitalismen formindskes de underudviklede landes andel af verdenshandelen, således at de forarmes relativt i forhold til de imperialistiske nationer.

Denne omstændighed skyldes ifølge Mandel imperialismens afhængighed af de råstoffer, som de fattige lande eksporterer, og formindskelsen af de priser, som bliver betalt for disse råstoffer, altså et relativt "svind i råstofværdien". Da de underudviklede landes andel af verdenshandelen ifølge Mandel formindskes, må dette betyde imperialismens relativt aftagende afhængighed af de fattige landes råstoffer og dermed udtrykket sig i råstofprisernes fald. Men Mandel er så ærgerrig, at han ikke lader det blive ved dette. Han tilstræber at udarbejde værdilovens virkning på verdensmarkedet, og årsagen er, at Marx "ikke systematisk" analyserer dette problem i "Kapitalen" (s. 66).

På grundlag af den marxske logik påpeger Mandel, at ud fra den kapitalistiske produktionsmådes betingelser kommer det "kun på det nationale marked til en dannelse af ensartede priser. (Det vil sige til en vidtgående udligning af profitraterne.)" (s. 67) Og først "når den almene internationale udligning af profitraterne har fundet sted, fordi kapitalens mobilitet er blevet fuldstændig og fordi den er blevet fordelt over alle verdensdele /.../ vil værdiloven fore til ensartede priser overalt" (s. 67). Men Marx' forvandling af værdierne til produktionspriser refererer hverken til et aktuelt nationalt eller til et internationalt marked, men til hans abstrakte model af en lukket kapitalistisk økonomi. Kapitalisterne ser ikke værdier over for sig, men kostpriser, som udelukkende henviser til de ubekendte kvanta af betalt arbejde, som de indeholder. Produktionsprisen afviger fra værdien, da den kun refererer til det betalte arbejde, altså omkostningsprisen, plus den samfundsmæssige gennemsnitsprofitrate. Tingene kompliceres yderligere ved, at priserne indeholder den allerede realiserede profit, således at en industrigrens produktionspriser er indeholdt i en andens omkostningspris, hvorved prisernes værdibestemmelse bliver endnu mere udviskede.

At bevise værdibestemmelsen pa trods af dette, kræver et ræsonnement, som fører de infiltrerede prisrelationer tilbage til totalproduktionens tvedeling i værdi og merværdi. Ved en betragtning af den samfundsmæssige produktion er de forskellige organiske sammensætninger, enkeltkapitalernes og industrigrenenes merværdi- og profitrater uden betydning. Totalproduktionen har en bestemt størrelse, som er bestemt af totalarbejdstiden. Den har reproduceret den forbrugte værdi og givet en bestemt masse merværdi. Opdelingen af denne merværdi mellem de forskellige kapitaler kan hverken formindskes eller forstørres. Profitratens størrelse afhænger af den totale merværdimasse i forhold til totalkapitalen og dermed af dennes organiske sammensætning. Denne organiske sammensætning, som fremkaldte den almene profitrate, er dannet af gennemsnittet for de forskellige kapitalers forskellige organiske sammensætning. Hvis en enkeltkapitals organiske sammensætning var den samme som totalkapitalens gennemsnitssammensætning, så ville dens profit svare til dens merværdi. Hvor dette ikke er tilfældet, må profit og merværdi være forskellige.

Da profitten bestemmer kapitalens bevægelse, bevirker den kapitalistiske konkurrence, at kapitalen vandrer fra de profitfattige industrigrene til de profitrige, hvilket bevirker tendensen til dannelsen af en gennemsnitsprofitrate. Og dette betyder i praksis, at mange varer bliver solgt over deres værdi og andre igen under deres værdi. Dermed ændres der intet ved, at enhver vares værdi er bestemt af den arbejdstid, som medgår til at fremstille den. Men opdelingen af totalværdien, som er forårsaget af markedsmekanismen, og som bestemmer gennemsnitsprofitraten, forandrer arbejdstidsværdierne til produktionspriser. Uden at gå yderligere ind på de komplicerede relationer med hensyn til gennemsnitsprofitratens dannelse,[16] bliver det dog sagt, at denne proces, som er fremstillet i den marxske model, i virkeligheden "kun gør sig gældende som en herskende tendens på et yderst kompliceret og ikke helt præcis made, som et aldrig fastslået gennemsnit af stadige svingninger." [17]

De afvigelser fra værdien, som er udtrykt i produktionspriserne, ophæver hinanden gensidigt, således at alle produktionspriser er lig totalværdien for totalkapitalen. Sammenblandingen af produktionspriser og kostpriser ændrer ikke noget ved den kendsgerning. Ved tankemæssigt at udsondre kostpriserne fra de produktionspriser, som indgår i dem, får man totalkostprisen, som nu står over for totalprofitten. Selv om dette er en praktisk umulighed, så kan man dog forestille sig det, netop fordi kostpriser plus gennemsnitsprofitrate tilsammen giver produktionspriserne, altså er to forskellige ting. Hvorledes den totale merværdi, som er frembragt af totalkapitalen, end fordeler sig, så kan den ikke frigøres fra merværdiproduktionens arbejdstidsrelationer ligeså lidt som fra den produktionsproces, der er bestemt af arbejdstiden.

Kapitalen "er i og for sig ligegyldig overfor den enkelte produktionssfæres specielle art; det er den enkelte produktionssfæres manglende eller gode muligheder for at sælge, der afgør, hvor og hvordan kapitalen investeres, i hvilket omfang den bevæger sig fra en produktionssfære over i en anden, samt hvordan den fordeler sig blandt de forskellige produktionssfærer".[18]

Ved disse vandringer dannes gennemsnitsprofitraten bag kapitalisternes ryg som et udtryk for den totalproduktion, de ikke kender, og den totalmerværdi, som de har frembragt. Selv om værdiloven ikke er direkte gældende for varen, så bliver den dog senere bestemmende, selv om det er på en indirekte måde, pa grund af merværdiproduktionens samfundsmæssige karakter. Dette viser sig i forhold til kapitalen i et fald af gennemsnitsprofitraten, hvis den samfundsmæssige merværdi ikke svarer til akkumulationens krav. Det ytrer sig i almindelighed ved at produktionspriserne stiger og falder på grund af tiltagende eller aftagende arbejdsproduktivitet. Det fremtræder imidlertid på markedsniveau i den overfladiske form af udbuds- og efterspørgselsrelationer og må også på grund af de kapitalistiske relationer på disse markedsfænomener blindt føres tilbage til de værdirelationer, som ligger til grund for dem, for at kunne indvirke på den erkendelige verden.

Selv om udviklingen af gennemsnitsprofitraten svarer til virkeligheden, så gælder dette dog kun, fordi enhver kapital må bestræbe sig på at forøge sin kapital for at kunne blive ved med at være kapital; den må derfor forsøge i det mindste at nå gennemsnitsprofitraten. Gennemsnitsprofitraten forudsætter eksistensen af forskellige profitrater, der i praksis fremtræder som ekstraprofit og profitter, som ligger under gennemsnittet. I løbet af udviklingen forsvinder ekstraprofitterne på grund af konkurrencen, og kapitaler, som viser sig at være urentable, forsvinder, kun for at frembringe nye forskellige profitrater, som igen er underkastet tendensen til udligning. Der er også "hvilepauser" her, i løbet af hvilke gennemsnitsprofitraten stabiliserer sig og synes at fa en vis størrelse.

Det skulle allerede være fremgået af denne proces, at dannelsen af gennemsnitsprofitraten og produktionspriserne ikke har noget at gøre med det "nationale" eller "internationale" marked, men at den slet og ret refererer til den kapitalistiske produktionsmåde. For Mandel er det imidlertid en "kendsgerning, at der ikke finder nogen udligning sted af profitraten på verdensmarkedet, dvs. at forskellige nationale produktionspriser (gennemsnitsprofitraten) forbliver uændrede ved siden af hinanden og bliver pa grund af verdensmarkedet forbundet med hinanden pa en særlig måde" (s. 325). De ensartede produktionspriser, som kun findes på "nationale" markeder fremstiller ifølge Mandel "den specifikke virkning af værdiloven på internationalt niveau", "da den hviler pa national forskellig arbejdsproduktivitet og -intensitet, pa national forskellig organisk sammensætning af kapitalen, nationalt forskellige merværdirater osv.

Da det kapitalistiske marked er verdensmarkedet, er det svært at indse, hvorfor dannelsen af gennemsnitsprofitraten skulle standse ved de nationale grænser, således at hver nation må danne sin egen gennemsnitsprofitrate. Den kendsgerning, at de nationale sammensætninger af kapitalen, dens udbytningsrater er forskellige osv., ændrer intet ved den anden kendsgerning, at verdensproduktionens merværdi er opdelt pa nøjagtig samme made af verdensmarkedsrelationerne. som det er tilfældet med den nationale økonomi, nemlig ved hjælp af konkurrencebestemte prisformationer, som finder deres grænse i den producerede ubekendte totalmerværdi. Og ligesom det på nationalt plan er muligt midlertidigt at undgå en lav eller faldende gennemsnitsprofitrate ved hjælp af den monopolistiske frigørelse fra konkurrencen, er det også muligt pa internationalt plan at imødegå de prisrelationer, der er dannet af konkurrencen, ved at gå ud af den internationale konkurrence. I begge tilfælde drejer det sig imidlertid om forholdsregler, der allerede i sig selv peger pa tendensen til dannelsen af en international gennemsnitsprofitrate.

Da Marx i sin kritik af den klassiske værditeori stillede det spørgsmål, hvorledes det til trods for værdibyttet var muligt at skabe profit, fandt han svaret i arbejdskraftens dobbeltkarakter som brugs- og bytteværdi. Det viste sig dermed, at profitten ikke stammer fra cirkulationen eller handelen, men fra produktionen på basis af kapitalistiske produktionsrelationer. Dette må også gælde for verdensmarkedet. De her skabte profitter må afledes objektivt fra arbejdstidsrelationerne. På samme made som profitten pa "nationalt" plan fremkommer af merværdien, fremkommer verdenshandelens profit kun af verdensproduktionens merværdi. Men hvorledes er det muligt, trods lavere arbejdsproduktivitet i de kapitalistisk-underudviklede lande, at tjene den samme eller en større merværdi end i de kapitalistisk-udviklede lande, der er karakteriseret ved en større arbejdsproduktivitet?

Svaret er, at her byttes mere arbejde med mindre, således at det udviklede land afleverer en mindre værdi til det underudviklede land, der afgiver en større til gengæld. Dette bliver også påpeget af Mandel, men det bliver fremstillet på en sådan måde, at det er, som om det ulige bytte henviser direkte til de forskellige arbejdstidsrelationer, hvor det i virkeligheden først formår at sætte sig igennem over markedet og således er underkastet konkurrencen og dannelsen af en international gennemsnitsprofitrate. Gennemsnitsprofitraten, som alle profitter indgår i, bestemmer de produktionspriser, som bliver dannet af konkurrencen. Dermed fordeles den totale merværdi uden hensyn til bestemte produktionssfærer på "nationalt" plan og inden for verdensøkonomien - ikke i de samme proportioner, som bliver frembragt af enkeltkapitalerne, men i proportioner, som er betinget af kapitalens eksistens og akkumulation. Netop fordi tendensen til dannelsen af en gennemsnitsprofitrate gælder for verdensmarkedet, fremkommer den ulige merværdifordeling og det ulige bytte inden for den nationale økonomi og i verdensmålestok.

Ifølge Mandel modificeres værdiloven pa verdensmarkedet af de forskellige vareværdier, som beror på forskellig arbejdsproduktivitet. Lande med lavere arbejdsproduktivitet udviser andre vareværdier og andre gennemsnitsprofitrater end lande med højere arbejdsproduktivitet, og det tillader de sidstnævnte at opnå surplusprofitter i handelen med de førstnævnte. Denne særlige udbytning fuldbyrdes, ifølge Mandel, pa denne made: de forskellige vareværdier medfører, at produktet af en arbejdsdag i en udviklet nation byttes med "et produkt, som det har taget mere end en dag at fremstille i den underudviklede nation" (s. 67). Da produktiviteten i de to lande er forskellig, kan en arbejdsdag selvfølgelig ikke byttes med en anden, uden at det mere uproduktive land ville udbytte det produktive. Trænger kapitalen ind i kapitalistisk-underudviklede lande, så byttes produkter med lavere arbejdsproduktivitet med produkter med højere arbejdsproduktivitet, hvilket kun kan betyde, at der må leveres mere levende arbejde i forhold til en mindre del levende arbejde for at de byttende kan tilfredsstilles. Men dette bytte betyder endnu ikke, at det udviklede land udbytter det underudviklede.

Det betyder blot, at den relative merværdi er forskellig fra den absolutte, da den tillader at indbringe en højere merværdi med mindre direkte arbejdstid. Denne højere merværdi bundfældes i produktionspriserne og bestemmer de arbejdstidsækvivalenter, som er udtrykt i den absolutte merværdi, og som de må byttes med. Men da produktiviteten er mange gange højere i de udviklede lande end i de underudviklede, må de førstnævnte fortrænge enhver konkurrence i de underudviklede lande, som går dem imod, hvilket kommer til udtryk i ødelæggelsen af de små industrier og håndværket i disse lande. Dette implicerer endnu ikke udbytningen af tilbagestående lande, men den skærpede udbytning i de udviklede lande, hvis høje merværdirater tillader dem at slå de underudviklede landes konkurrence af marken eller hindrer disse i at komme frem, og de skaffer sig således supplerende afsætningsmarkeder.

Da værdibestemmelsen på grund af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid sætter sig igennem over verdensmarkedet, må de underudviklede lande i byttet med de udviklede give mere brugsværdi for mindre bytteværdi, flere produkter for færre produkter eller mere arbejdstid for mindre arbejdstid. I varer fra lande med lavere arbejdsproduktivitet ligger arbejdstid, som ikke svarer til den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, men som alligevel indgår i byttet. Der behøves derfor ikke nationale vareværdier, gennemsnitsprofitrater og produktionspriser for at forklare det ulige bytte, da der på grund af værdiloven ikke kan finde noget andet bytte sted.

Da de tilbagestående lande ikke havde nogen industri, udgjordes byttet mellem dem og de vestlige industrilande på forhånd af levnedsmidler og råstoffer. Den udviklede industris fremtrængen i de underudviklede lande udelukkede muligheden for at oprette egne industrier og bevarede dermed de førkapitalistiske sociale relationer. Konkurrencen mellem kapitalistiske lande viser sig ved en reduktion af produktionsomkostningerne, således at ethvert land er interesseret i billige råstoffer og levnedsmidler. Skønt den landbrugsøkonomiske produktivitet er lavere i de tilbagestående lande end i de kapitalistiske, gør prisforskellen mellem færdigvarer og råstoffer det dog rentabelt at købe en større del af de levnedsmidler, som er nødvendige i de kapitalistiske lande, i kolonierne eller halvkolonierne. For så vidt de importerede råstoffer og levnedsmidler formindsker produktionsomkostningerne bidrager de til kapitalens akkumulation.

Da produktionens brugsværdiside ikke lader sig fornægte, vil kapitalen også købe råstoffer og levnedsmidler af de tilbagestående lande, selv om de er dyrere end dem, der bliver produceret i de kapitalistiske lande selv. Landbrugsproduktionen går tilbage i takt med industriens vækst, og der er lande, som ikke kunne eksistere uden import af råstoffer og levnedsmidler. Da den kapitalistiske efterspørgsel kan forhøje priserne på disse varer, viste verdensmarkedets ekspansion sig som en kolonisationsproces, der underkastede prisdannelsen en monopolistisk kontrol. De koloniserende lande forsøgte ikke blot at unddrage deres egne afsætningsmarkeder den internationale konkurrence, men de forsøgte også at tilpasse prisdannelsen af de koloniale eksportvarer til deres egne akkumulationsbehov. De måtte på den ene side forhindre den industrielle udvikling i kolonierne og på den anden side forsøge at gøre det monopolistiske bytte så indbringende som muligt ved en nedsættelse af priserne på de varer, som bliver produceret i kolonierne.

Det drejede sig om indgreb i den kapitalistiske markedsmekanisme for at unddrage konkurrencen en del af totalmerværdien. Men den merværdi, som blev trukket ud af kolonierne, indgår i de imperialistiske landes profitrater og bliver der et element, der er bestemmende for udviklingen af gennemsnitsprofitraten. De underudviklede lande bliver først inddraget i den kapitalistiske konkurrence og verdensmarkedet, når de har gået omvejen over de udviklede landes økonomiske relationer. Heraf ses det klart, at størstedelen af produktionen i de tilbagestående lande skete uden for det kapitalistiske system, og den havde kun lidt at gøre med markeds- og pengeøkonomi, hvis det overhovedet var tilfældet, men tjente disse landes selvforsyning. Men der, hvor der ikke bliver produceret nogen merværdi, kan man heller ikke tale om dannelsen af en gennemsnitsprofitrate. Disse lande bliver kun langsomt inddraget i verdensmarkedets hektiske liv, men for så vidt det sker, så vil de også være underkastet betingelserne for totalkapitalens udvikling og den kapitalistiske konkurrence.

Bortset fra det simple røveri, som de imperialistiske udplyndringer i kolonierne var, og hvis resultater indgik i den kapitalistiske akkumulation, så var den af Mandel beklagede værdioverflytning fra kolonierne til de kapitalistiske lande - et forhold, der skyldtes den udtalte lave arbejdsproduktivitet i kolonierne - nødvendigvis meget begrænset. Dette søgte kapitalen at afhjælpe ved at indføre kapitalistiske produktionsmetoder, udviklingen af plantageøkonomi, indførelse af lønarbejde og modernisering af råstofudvindelsen og dette krævede kapitalimport til kolonierne. Men disse foretagender forblev konklaver inden for den koloniale totaløkonomi, og de viste, at det ikke lønnede sig for kapitalen at gennemføre en vidtgående kapitalisering af de koloniale besiddelser, og at kapitalinvesteringer i de hjemlige eller andre kapitalistiske lande var mere indbringende. Denne omstændighed pegede ligeledes på, at den merværdi, som kunne kapitaliseres, ikke var stor nok til at kunne bringe akkumulationen ud over alle grænser. Kapitalen stillede sig tilfreds med en indskrænket kapitaleksport, fordi en større ikke var objektiv mulig, og fordi en placering af investeringerne i de tilbagestående lande ville have forringet merværdien, ikke forøget den.

Men "mange bække små ...", og den lave udbytningsrate i de tilbagestående lande hindrede ikke kapitalen i at udbytte dem. Dermed beskar den de allerede meget indskrænkede akkumulationsmuligheder i de beherskede lande, men den gjorde det også muligt ved en stigning af produktiviteten i verdensøkonomien at forhale gennemsnitsprofitratens fald. Er profitratens fald en konsekvens af kapitalens højere organiske sammensætning, så skulle inddragelsen af kapitaler med lavere organisk sammensætning på verdensmarkedet sinke profitratens fald. Praktisk betyder dette, at hvis merværdien fra områder med lavere organisk sammensætning kan overføres til områder med større organisk sammensætning, står kapitalens totalsammensætning over for en gunstigere profitrate. Om denne bedre profitrate er tilstrækkelig til at valorisere totalkapitalen kan ikke beregnes, men viser sig i kapitalens faktiske akkumulation. Falder akkumulationsraten, så viser det sig, at totalkapitalens organiske sammensætning - på trods af de forskellige kapitalers forskellige sammensætning, som indgik i dem - resulterede i en ugunstig profitrate for den videre akkumulation. Denne situation kan kun afhjælpes ved den modsigelsesfyldte videre forhøjelse af kapitalens organiske sammensætning eller, hvilket er det samme, en forhøjelse af arbejdsproduktivitet, som ikke blot vil finde sted i udviklede lande, men også i de underudviklede lande; eller også ødelæggelse af kapital på verdensøkonomisk plan, som fordeler en givet merværdimasse på en ringere totalkapital. Skønt hverken den ene eller den anden proces kan organiseres, så fuldbyrdes den dog som fredelig eller krigerisk konkurrence mellem de enkelte kapitaler og de kapitalistiske lande. I denne betydning behersker værdiloven den kapitalistiske verdensøkonomi, da dennes ekspansion bliver bestemt af processer i produktionssfærerne, og disse igen af værdiens relation til merværdien og merværdiens relation til totalkapitalen.

Da kapitalens således på den ene side har en direkte interesse i forøgelsen af totalmerværdien, kan på den anden side denne nødvendighed kun tilfredsstilles gennem en ekspansion af enkeltkapitalerne. Enhver kapital stræber efter de mindste kostpriser og den højeste fortjeneste uden hensyn til samfundsmæssige følger, både på nationalt plan og i verdensmålestok. At akkumulationen af en kapital kan forhindre akkumulationen af en anden, at ekspansionen af en kapitalistisk nation ødelægger muligheden for en anden, ændrer dog intet ved den kendsgerning, at kapitalen, som totalkapital betragtet, udfolder sig progressivt med den stigende arbejdsproduktivitet. Ekspansionen bekræfter gennemsnitsprofitratens eksistens, der er det middel, hvorigennem den kapitalistiske økonomi - over markedet - reproducerer sig selv svarende til sine behov, men samtidig i stadig højere grad ødelægger de nødvendige forudsætninger for denne proces.

Selv om kapitalen var i stand til at akcelerere sin akkumulation noget gennem den merværdi, som blev hentet i de tilbagestående lande, og selv om denne supplerende merværdi blev muliggjort af en gunstig prisdannelse, som de industrielle lande var årsag til, så skete det dog på bekostning af den langsomme ødelæggelse af denne allerede i forvejen svage merværdikilde. For at holde denne kilde flydende ville det være nødvendigt ved industrialisering at forhøje produktiviteten i de tilbagestående lande, og den skulle svare til en indskrænkning af akkumulationen i de udviklede lande, hvilket imidlertid strider imod det kapitalistiske princip. Den faldende profitrate i lande med højere organisk sammensætning faldt sammen med faldende profitter i lande med lavere organisk sammensætning. Men det, der fremtræder som en relativ stagnation af kapitalen i de udviklede lande, bestemmer i de underudviklede lande den fremadskridende proces mod absolut forarmelse.

Skønt denne forarmelse er en kendsgerning, betyder den ikke samtidig en berigelse af de kapitalistiske lande, således som Mandel forstår det. Han påstår, uden at have mulighed for at bevise det, at "den gennemsnitlige profitrate i kolonierne ofte overstiger den, som er i metropolerne", og det "fordi produktionen af absolut merværdi i kolonierne kan fortsætte langt ud over den grænse, som metropolerne ville have sat for den", og fordi værdien af arbejdskraften - på grund af en kæmpemæssig industriel reservearme - "ikke blot falder relativt, men også absolut i kolonierne" (s. 318). Men nu har værdien af arbejdskraften i de tilbagestående lande længe været så lav, at den udelukker "et langfristet fald", da den ellers ville blive fuldstændigt udslettet, og arbejdsproduktiviteten er så ringe, at selv forlængelsen af arbejdstiden ikke ville formå at forøge den absolutte merværdi. Arbejdstidens forlængelse frembringer i sig selv ikke nogen yderligere merværdi, der hvor den fysiske udbytningsgrænse allerede er nået. Der bliver uden tvivl skabt store ekstraprofitter i den "Tredie verdens" lande, men de hidrører fra særlige råstoffer, som indgår og bliver realiseret i de kapitalistiske landes produktion. Men at slutte udfra disse særlige profitkilder, at der er en højere "gennemsnitlig merværdirate i kolonierne", er helt tydeligt så forkert, at man ikke behøver at beklage mangelen af de respektive data.

Tanken om, at merværdioverførselen fra de underudviklede lande til de udviklede - som er forårsaget af det ulige bytte - er dømt til at sygne hen og ikke kan opretholdes ved en forøgelse af den absolutte merværdi, trænger sig også ind på Mandel, og den er hos ham fremstillet som en formforandring af den imperialistiske udbytning. Forandringen er af dobbelt natur: "På den ene side er de koloniale super-profitters andel gået relativt tilbage til fordel for værdioverførselen via det "ulige bytte"; på den anden side forskydes den internationale arbejdsdeling efterhånden til et bytte af finindustrielle produkter med maskiner, materiel og fartøjer, supplerende med det "klassiske" ulige bytte af råstoffer og levnedsmidler med industrielle konsumvarer" (s. 340). Men da værdioverførselen ikke er bundet til en bestemt form af tingslig produktion, men til "trinfølgen i kapitalakkumulationen, arbejdsproduktiviteten og merværdiraterne", så blev kun underudviklingens form, ikke dens indhold, forandret", og "udbytningskilderne fra halvkolonierne flyder i dag, stærkere end nogensinde, gennem metropolerne" (s. 33).

Denne formforandring betyder, at mange lande i den "Tredie verden" industrialiseres, begynder at producere yderligere merværdi og har mere at bytte end blot levnedsmidler og råmaterialer, selv om de har mindre af de sidstnævnte. Da de forandrer deres kapitalsammensætning ved denne proces, kommer de nærmere til dem, som forefindes i de udviklede lande, hvilket imidlertid nedsætter værdioverførselen i samme grad til de imperialistiske lande, fordi en voksende del af merværdien må kapitaliseres, hvilket ikke var tilfældet for i tiden. På grund af den samtidige, formindskelse af råstof- og levnedsmiddelproduktionen, reduceres det "ulige bytte" gennem prisdannelsen i den internationale konkurrence, og det er derfor nødvendigt med en direkte kapitaleksport til de underudviklede lande for at kunne få del i den der frembragte merværdi. At denne merværdi, som er skabt ved direkte investering, endnu har underordnet betydning, kan man udlede af den kendsgerning, at den store masse kapitaleksport stadigvæk bliver placeret i de kapitalistisk udviklede lande.

Ifølge Mandel kan det forspring, som de kapitalistiske lande har, imidlertid ikke indhentes, og - på trods af den "Tredie verdens" langsomme industrialisering - vil forskellen mellem merværdiraterne stadigvæk blive ved med at eksistere, og disse gør det muligt for imperialismen i fremtiden og i større målestok at fjerne merværdi fra de tilbagestående lande og akkumulere på deres bekostning. "Kun i tilfælde af en almen homogenitet i den kapitalistiske produktion i internationalt målestok," skriver han, "ville surplus-kilderne tørre ud. Da man har svært ved at forestille sig denne "almene homogenitet", denne verdensomspændende totale mobilitet af arbejde og kapital, kommer Mandel til den slutning, at kapitalismen ikke kan ophæve kombinationen af udvikling og underudvikling og dermed udbytningen af den "Tredie verden". Den eneste rigtige løsning på dette dilemma er den sociale revolution, som gør en ende på underkastelsen under det kapitalistiske verdensmarked gennem produktionsmidlernes socialisering. Dermed mener Mandel at have forklaret Imperialismen og de forventede revolutioner i de underudviklede lande ud fra værdiloven.

Da værdirelationerne skjuler sig bag prisrelationerne, er det ulige bytte nationalt som internationalt skik og brug, men må virke forskelligt på de forskellige lande, som er indlemmet i verdensmarkedet. Men disse forskelle med hensyn til vareværdierne og merværdiraterne fremtræder for Mandel som nationalt forskellige gennemsnitsrater og produktionspriser, som først muliggør det ulige bytte og værdioverførselerne. Men det, som fremkommer ved hans abstraktion om verdensmarkedet, er ikke mere eller andet end det, der ville være blevet bekendt ved dets indlemmelse. Den mandelske forklaring på det ulige bytte og værdioverførselen er ikke blot forkert, men den ville også, selv om den var rigtig, være fuldstændigt overflødig. I hvert land har kapitalisterne at gøre med kostpriser og med markedspriser, som de ikke kan bestemme. Forskellen mellem disse to giver profitten. Kostpriserne er det, som de skal betale for deres arbejdere og de produktionsmidler og råstoffer, som bliver anvendt af disse. Produktionsprisen udgøres af disse udgifter plus den profit, som bliver hentet på markedet. Det er fuldstændigt ligegyldigt for kapitalisterne, om de henter denne profit hjemme eller på verdensmarkedet. Dette gælder både for kapitalisterne i de udviklede og underudviklede lande. Forskellen mellem dem består i, at i den enes kostpriser indgår der mindre for produktionsmidler og mere for arbejdslønnen, mens det forholder sig modsat for den anden. Men en højere profitrate ved lavere organisk sammensætning kan resultere i en mindre merværdimasse end det er tilfældet med en lav profitrate ved høj organisk sammensætning. Kapitalproduktiviteten ved høj organisk sammensætning er langt større end hos kapitaler ved lav sammensætning, hvorved det værditab, som opstår ved det levende arbejdes mindskelse over for totalkapitalen, bliver ophævet. Det er akkumulationens betydning og forskellen mellem udviklede og underudviklede lande. Merværdien vokser ved akkumulation, mens den stagnerer uden akkumulation og dermed udelukker en udvidet reproduktion. Derfor må forskellen mellem lande med høj organisk sammensætning og dem med lav organisk sammensætning forøges stadigt mere til fordel for de førstnævnte, dvs. sålænge akkumulationen fører til en hurtigere forøgelse af profitmassen end profitraten falder ved den stigende organiske sammensætning..

Ved den voksende profitmasse drejer det sig om produkter, hvor hver enkelt produkt indeholder mindre værdi og mindre merværdi, et forhold, der imidlertid bliver udlignet af den hurtigere voksende produktmængde. Den vare, som er fremstillet ved højere produktivitet, er billigere end den, som krævede et større forbrug af arbejde. Denne billiggørelse kommer til udtryk i de faldende produktionspriser, hvilket ved første øjekast synes at bekræfte Mandels opfattelse om de forskellige gennemsnitsprofitrater og produktionspriser. Denne billiggørelse gælder imidlertid mere eller mindre for alle varer. Men da levnedsmidler og rastoffer ikke blot bliver produceret i kolonierne eller halvkolonierne, men også i de udviklede lande, vil disse produkters verdensmarkedspris tilpasse sig dette forhold. I overensstemmelse med det til enhver tid gældende verdensbehov for disse produkter, vil prisen være bestemt af verdensudbuddet og verdensefterspørgselen, ikke af de nationale værdirelationer. Derfor bliver verdensmarkedsprisen for disse produkter også forhøjet, ligeså snart efterspørgselen efter dem stiger, som det f.eks. er tilfældet ved en rapid akkumulation i de kapitalistiske lande eller i krigstilfælde. Og omvendt falder verdensmarkedsprisen, når kapitalen stagnerer og produktionen bliver indskrænket. Prisdannelsen for den "Tredie verdens" produkter er afhængig af totalkapitalens bevægelser i verdensmålestok.

De underudviklede landes produktionspriser er sammensat af deres kostpriser og den profit, som er bestemt af verdensmarkedspriserne. Hvad angår de underudviklede landes produktion, er deres profitrater hverken et resultat af deres egen kapitals organiske sammensætning eller den, som hidrører fra de udviklede lande, men bestemt af udbuds- og efterspørgsels forhold på verdensmarkedet. De er dermed underkastet totalkapitalens bevægelser, som bestemmer udviklingen af gennemsnitsprofitraten og dens størrelse. Med andre ord: der kan ikke på grund af verdensmarkedet dannes nationale gennemsnitsprofitrater og fremkomme prisrelationer, som afspejler de nationale værdirelationer. Hvis det drejer sig om produktion i almenhed, er prisdannelsen i de underudviklede lande på forhånd bestemt af den, som er i de udviklede lande, da manglen på moderne industri udelukker enhver konkurrenceevne. Derfor må de indskrænke sig til en produktion af råstoffer og levnedsmidler for at kunne realisere deres profitter til de produktionspriser, som er dikteret af verdensmarkedet.

Selv om der bliver oprettet industrier i de underudviklede lande, kan dette ikke ophæve det ulige bytte, sålænge deres produktivitet ligger under gennemsnittet for den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid. Dette forhold bliver delvist imødegået ved den lave taksering af arbejdskraften, men dette betyder tillige en hindring for deres videre udvikling. Ganske vist kan manglen på kapital afhjælpes noget gennem investeringerne fra de udviklede lande. Men da størstedelen af den profit, som bliver produceret på denne måde, flyder tilbage til de kapitaleksporterende lande, over dette kun i ringe grad indflydelse på akkumulationsprocessen i de underudviklede lande. Da kapitaleksport er bestemt af profitabilitet, flyder den til de lande, som viser sig at være mest indbringende. Og dette sker ikke blot til lande med høj arbejdsproduktivitet, men også fra lande med lavere produktivitet til lande, som opviser en højere produktivitet. Merværdi flyder ikke blot tvungent, men også frivilligt fra de tilbagestående lande til de udviklede lande. Men man kan ikke slutte ud fra dette, at udbytningen af de underudviklede lande vil være i stand til at holde de imperialistiske lande på benene.

Afslutningen på kolonialismen var ikke blot bestemt af de national-revolutionære bevægelser, som blev dannet på grund af forarmelsen, men også af den svindende fortjeneste i kolonierne, som gjorde det lettere for deres ejere at opgive dem. Dette forhold var yderligere betinget af nye imperialistiske magters fremkomst på verdensmarkedet eller uden for det monopolistisk-kontrollerede verdensmarked, og som gjorde deres egne krav gældende, enten i form af egne imperialistiske erobringer eller ved neo-kolonialisme, som forstår at forbinde national selvbestemmelse med økonomiskimperialistisk beherskelse. Denne proces, som allerede har omfattet to verdenskrige og flere lokale krige er endnu ikke afsluttet og kan heller ikke afsluttes, da den har en afskaffelse af konkurrencen og dermed de kapitalistiske produktionsrelationer som forudsætning. Men alle disse bestræbelser indebærer kravet om, at den lave arbejdsproduktivitets lænker bliver afkastet. Bourgeoisiets og de statskapitalistiske autoriteters vidtgående beskæftigelse med den økonomiske udvikling, dvs. beskæftigelsen med en forøgelse af merværdien - er et virke, som ikke har været helt uden succes.

Det er interessen for den yderligere merværdi, der forsøger at fremskynde den tydelige, om end langsomme kapitalisering af de tilbagestående lande, et forhold, som også Mandel bemærker. Og det er den samme snigende kapitalisering, som forsyner den national-revolutionære bevægelse med energi til at opnå det samme mål ved hjælp af politiske metoder, som sprænger det privatkapitalistiske initiativs snævre rammer. Om disse fælles forholdsregler er tilstrækkelige til at suge den merværdimasse ud af arbejderne, som er nødvendig til en samtidig ekspansiv og geografisk udvidelse af kapitalen, kan ikke undersøges teoretisk, skønt det er bestemmende for den nære fremtid. Det synlige resultat af alle disse bestræbelser er den iboende og vedvarende tendens til profitratens fald i den kapitalistiske akkumulation, som resulterer i de krampagtige forsøg på at forøge arbejdsproduktiviteten i verdensmålestok.

Men også Mandel kan indse, at udbytningen af den 'Tredie verden" ikke kan være nogen permanent proces, men at den må ophøre med tiden. Det bemærkelsesværdige ved den mandelske økonomiske teori er, at den er affattet på en sådan måde, at alt og intet er tilstede i den. Dette forhold hjælper Mandel til at unddrage sig ethvert opstået problem. Han er i stand til, på grund af sin principielle afvisning af enhver "monokausal" fortolkning af den kapitalistiske udvikling, at annektere og udnytte alle eksisterende teorier, og på samme tid påvise deres utilstrækkelighed ved hjælp af den "monokausale" værditeori. Og næppe er dette sket, før han påny inddeler den viden, han har hentet i værditeorien, i en række relativt uafhængige variable for ved hjælp af en eller anden udviklingstendens, som fremgår af værditeorien, at bestride historiens "monokausale" forløb. Det lykkes ham således, i følge sin egen vurdering, at fremstille alle borgerlige og marxistiske teorier som utilstrækkelige og at præsentere sig som det menneske, der for første gang har forklaret "senkapitalismen" gennem en rigtig forståelse af marxismen ud fra værdiloven.

 

V.

Man kan hele tiden give Mandel ret: det er uden tvivl rigtigt, at kapitalen udnytter verden, og den på trods af dette ikke har nogen fremtid. I følge Mandel kan opløsningen af det kapitalistiske system imidlertid ikke udelukkende uddrages af de kapitalistiske produktionsrelationer, da man også må tage hensyn til probleme om merværdiens realisering. Derfor kan Mandel tilegne sig to teorier på en gang, nemlig overakkumulationsteorien, som gælder produktionsrelationerne, og teorien om overproduktion, som henviser til vanskelighederne med at realisere merværdien på grund af manglende efterspørgsel på forbrugsgoder. Nu indbefatter overakkumulationsteorien imidlertid overproduktionsteorien, da realiseringsvanskelighederne er et resultat af manglende kapitalakkumulation, medens realiseringsteorien ikke kan indbefatte overakkumulationen, da den ville forhindre fremkomsten af denne tilstand.

Misforholdet mellem produktion og konsumtion er en vedvarende tilstand, nemlig merværdiproduktionen slet og ret, medens overakkumulationen, som en uoverensstemmelse mellem udbytningen og kapitalens organiske sammensætning, kun gør sig gældende fra tid til anden. Kapitalens voksende organiske sammensætning har det tiltagende misforhold mellem samfundsmæssig produktion og konsumtion som forudsætning, og den overvinder ved sin egen hjælp - nemlig akkumulation - realiseringsproblemet. Det dukker først atter op, når akkumulationen standser og fremtræder så som en manglende efterspørgsel, der også indbefatter efterspørgselen efter forbrugsvarer.

Mandel skriver: "Vi forstår ved begrebet overakkumulation den tilstand, hvor en del af den akkumulerede kapital kun kan investeres til en utilstrækkelig profit rate" (s. 102). Da den ikke kan investeres således, må afbrydelsen af akkumulationen fremtræde som en manglende efterspørgsel på produktionsvarer og dermed forbrugsvarer på markedet eller som en overproduktionskrise. Sådan fremtræder den også for Mandel, men han ville dog gerne holde fast ved overakkumulationen på "lang frist" for at bevise kapitalens nødvendige undergang. Men ikke på den "mekaniske" måde, som f.eks. Grossmann har gjort det; ikke ved at antage en stadig voksende organisk kapitalsammensætning, men ved hjælp af den stigende automatisering og det levende arbejdes fjernelse fra produktionen. Mandel indvender mod Grossmann, at forøgelsen af kapitalens organiske sammensætning til stadighed kan ophæves af en tilsvarende devalorisering af kapitalen. Det falder ham ikke ind, at automatiseringen også kan bremses med den samme logik, i samme øjeblik den angriber profitten. Han er sig heller ikke bevidst, at han gentager Grossmann, blot med andre ord. En stigende automatisering er naturligvis identisk med stadigt voksende organisk sammensætning. Men næppe har "dialektikeren" Mandel fældet sin tilintetgørende dom over "mekanisten" Grossmann, før han trækker den tilbage igen, fordi han har indset, at kapitalen ikke kan automatiseres yderligere uden at ødelægge sig selv.

Modsigelserne hos Mandel er åleglatte og er ikke lette at bruge imod ham, da han fremhæver dem selv i håbet om at afvæbne alle mulige modstandere. Han medgiver således uden videre, at "vanskeligheden ved at realisere merværdien ved en samtidig forhøjelse af merværdiraten er forankret i den kapitalistiske produktionsmåde" (s. 509). Men ankeret kan lettes, og rejsen kan gå videre, i samme øjeblik den ene eller den anden variabel gøres selvstændig. På den ene side akkumulerer kapitalen, ifølge Mandel, på bekostning af de underudviklede lande, på den anden side opstår der derved "en grænse for kapitalens akkumulation, som den selv har fremkaldt og som den ikke kan overvinde" (s. 79). Da problemet om surplusprofitter imidlertid, nationalt eller internationalt, "kan reduceres til værdien, hhv. merværdioverførselen, findes der ingen grænser, økonomisk set, for kapitalakkumulationens vækst på bekostning af andre kapitalister, ekspansion af kapitalen ved en forbindelse af akkumulation og devalorisering af kapitaler på grund af den dialektiske enhed og modsigelse mellem konkurrence og koncentration. Enhver grænse for den kapitalistiske vækstproces er - økonomisk betragtet - altid af midlertidig karakter, fordi den selv fremgår af betingelserne for produktivitetsniveauet, men kan vende disse betingelser om" (s. 97). Kort og godt: det går både på den ene og den anden måde; det kommer fuldstændigt an på, hvem Mandel i øjeblikket diskuterer med.

Det ville blive til en hel ny bog, hvis man skulle påvise de mandelske urimeligheder i detaljer og samtidigt ville vise, at det ikke drejer sig om dialektik, men om de sædvanlige uforeneligheder. Opmærksomme læsere af bogen vil selv bemærke det. Vi vil derfor hellere - efter vi har taget den apologetiske oparbejdelse af Lenins imperialisme teori, som Mandel har foretaget, til efterretning - vende os mod hans analyse af "senkapitalismen". Men da kapitalismens nuværende fase, ifølge Mandel, ikke blot må forklares ud fra teorien, men også ud fra historien, må vi vende os mod fortiden endnu engang.

Mandel skelner mellem tre hovedfaser i den kapitalistiske udvikling. Den "tidlige kapitalistiske æra med fri konkurrence, som endnu var kendetegnet af kapitalens ubevægelighed, fordi der ikke var nogen afgørende grænser for akkumulationens ekspansion på hjemmemarkedet". Derefter følger imperialismens "klassiske" æra, hvor kapitalkoncentrationen antager en stadig mere international karakter. Den bliver afløst af vore dages "senkapitalisme", hvor den "multinationale koncern er storkapitalens vigtigste organisationsform". Her viser sig, at "produktivkræfternes vækst gennembryder rammerne for nationalstaten, dvs. at rentabilitetens minimalgrænse /.../ omfatter afsætningsmarkedet i forskellige lande (s. 249).

Nu er det en kendsgerning, at produktivkræfternes vækst fra begyndelsen skete samtidigt med dannelsen af verdensmarkedet, hvorved imperialismen og den internationale kapitalkoncentration viste sig som et udtryk for den kapitalistiske konkurrence. Ifølge Mandel skal - abstrakt set - "imperialismens fremtrædelsesformer forklares ved en manglende homogenisering af den kapitalistiske verdensøkonomi (s. 78), hvilket resulterer i, at verdensøkonomiens tiltagende homogenisering nødvendigvis ville svække imperialismen; men dette er, ifølge Mendel, netop ikke muligt, da "kapitalens akkumulation til stadighed (er) udvikling og underudvikling som elementer, der betinger hinanden i den uensartede og sammensatte kapitalbevægelse" (s. 79).

Ifølge Hilferding og Lenin førte kapitalens koncentration og centralisering, der var fremkaldt af konkurrencen, til en organiseret kapitalisme i retning af en eneste verdenstrust; en udvikling, der kun kan hindres af en forudgående proletarisk revolution. Mandel er enig med denne teori den dag i dag og slutter på grundlag af den: "at på vejen mod en "eneste verdenstrust", der skyldes forsinkelsen af den proletariske revolution i de imperialistiske lande, er en sammensmeltning af de selvstændige imperialistiske magter til "tre" supermagter mulig, om end ikke sandsynlig" (s. 311). I modsætning til Kautsky, der er ophavsmand til denne tanke, mener Mandel ikke, at der sker en ophævelse, men en "skærpelse af samtlige iboende modsætninger i imperialismen i senkapitalismens tidsalder" (s. 310), "da hovedtendensen i den skærpede internationale konkurrencekamp ikke går i retning af verdensomspændende sammensmeltninger af storkapitalen, men mod stadig hårdere modsætninger mellem flere imperialistiske samfundsformationer" (s. 314). Således er "storkapitalens bestemmende organisationsform i senkapitalismen" i sidste instans alligevel kun en bitendens, der atter bliver ophævet af "hovedtendensen".

Men bitendensen, den internationale centralisering af kapitalen, må ifølge Mandel betragtes som et forsøg fra kapitalens side til "at gennembryde nationalstatens historiske grænser, ligesom den nationale (og i morgen den overnationale) økonomiske programmering udgør et forsøg på delvis at overvinde grænserne for den private ejendomsret med henblik på yderligere at udvikle produktivkræfterne" (s. 316). Denne "senkapitalismens" sande karakter, der afslører sig på denne måde, skulle hidtil ikke være blevet erkendt fra hverken borgerlig eller marxistisk side. For de sidstnævntes vedkommende skyldtes denne mangel, at de ikke har taget højde for "sammenkædningen af "organiseret kapitalisme" med den almene vareproduktion" (s. 459). Derfor har de ikke forstået "den formel, som Marx har anvendt i "Kapitalen" på aktieselskaberne", nemlig, at det her drejer sig om "ophævelsen af den kapitalistiske produktionsmåde inden for den kapitalistiske produktionsmåde selv" (s. 459). Da Marx skrev dette for mere end hundrede år siden, har vi tilsyneladende, uden at vide det, befundet os i den senkapitalistiske æra i lang tid. Fremkomsten af aktieselskaber, som endog skete før kapitalismen, bliver af Marx beskrevet som "privatproduktion uden for den private ejendomsrets kontrol", som kapitalistisk produktion, der er underkastet en kollektiv kontrol. Marx betragter slet ikke dette som et "organiserende" element i kapitalismen, men mener tværtimod, at denne form for kapitalisme forer til dens yderligere disorganisation og forfald. Den "skaber i visse sfærer et monopol og opfordrer dermed til statslig indblanding. Den frembringer pa ny et finansielt aristokrati, en ny slags parasitter i skikkelse af projektmagere, spekulanter (Grunder) og rent nominelle direktører; et helt system af svindel og bedrag ved hjælp af selskabsstiftelse, aktieudstedelse og aktiehandel".[19]

Marx beskæftigede sig åbenbart ikke her med spørgsmålet - senere opkastet af Engels - hvorvidt dannelsen af aktieselskaber ikke også havde en positiv side, da den også kunne ses som en form for "stærkt voksende produktivkræfters modtryk mod deres kapitalkarakter",[20] men han så aktieselskaberne som et udtryk for de modsætninger, der udfoldede sig inden for kapitalismen, og som via dens udvikling implicerede dens undergang. De produktivkræfter, der kunne udvikle sig inden for kapitalismen, er bestemt og begrænset af dens akkumulation, de kan ikke selvstændiggøre sig selv og vende sig mod deres kapitalkarakter. Den eneste produktivkraft, der kan dette, er arbejderklassen. Det er derfor noget vrøvl at antage, at kapitalen forsøger at overskride nationalstatens og den private ejendomsrets grænser til gunst for en yderligere udvikling af produktivkræfterne. Tværtimod, dens "internationalisme" tjener udelukkende de nationale kapitalers og den private ejendomsrets interesser, med eller uden privat kontrol.

Verdensmarkedet er også et kapitalmarked, og det er en selvfølge, at nationale koncerner bliver internationale i løbet af den kapitalistiske ekspansion. To verdenskrige har ydermere vist, at fronterne i den imperialistiske konkurrence ikke udgøres af nationalstaterne, men af overnationale imperialistiske kombinationer. Verdensøkonomien gør enhver krise til verdenskrise, og enhver krig til verdenskrig. Endog der, hvor krigen forbliver lokal på grund af en særlig stats overmagt eller en særlig kombination af stater, omfatter den ikke desto mindre verdensøkonomiens bevægelse. Der har længe været overnationale forbindelser af kapitalistiske magter både på det magtpolitiske og på det økonomiske område, og de behøvede ikke at vente på "senkapitalismen".

Afslutningen af anden verdenskrig skabte gunstige betingelser ikke blot for en akcelererende akkumulation, men i forbindelse med den, gunstige betingelser for den multinationale udbredelse af store koncerner. Markedets tilpasning til den voksende produktion og de ny kapitalrelationer lettede profitrealiseringen, og den totale proces førte til en ulige fordelt, men dog mere almen stigning i profitproduktionen. Denne proces, der vil forstås som en internationalisering af kapitalen og produktionen, er dog ligesom enhver tidligere fase i den kapitalistiske udvikling begrænse i sin udfoldelse. Den kan bryde sammen på grund af enhver ny verdenskrise eller også allerede på grund af akkumulationsratens fald. Ligesom verdensmarkedet tidligere brod sammen pa grund af den skærpede konkurrence, således kan også den multinationale kapitalisme bryde sammen i ny konkurrencekampe. Men allerede nu kan man ikke opfatte den voksende internationalisering af kapitalen som dens voksende organisationsevne, kun som den aktuelle form for uorganiseret kapitalkonkurrence som følge af de værdi- og merværdirelationer, der stadig ikke kan erkendes. Som altid er det værdiloven, der bestemmer kapitalens mulige organisationsformer, men dermed også umuligheden af en "organiseret kapitalisme".

De multinationale koncerner har ikke påvirket kapitalens nationale og dermed imperialistiske karakter. På trods af alle tværforbindelser ligger kontrollen af disse koncerner i hænderne på visse bestemte nationale kapitaler, ofte i forbindelse med den nationale stat, og profitterne flyder tilbage til de nationer, som koncernerne stammer fra. Statsløse multinationale koncerner, en virkelig internationalisering af kapitalistisk produktion, må være en kapitalisternes drøm; den har ikke en chance for at virkeliggøres inden for rammerne af kapitalakkumulationen. Dybt imponeret af den "multinationale form for storkapital" og foruroliget af "sandsynligheden" for dannelsen af tre imperialistiske stormagter, der kæmper om magten over verdensøkonomien, giver Mandel sine læsere det kolde gys ved de frygtelige perspektiver, der her åbner sig, for til sidst dog atter nøgternt at konstatere, at "nationalstatens overlevelsesmuligheder (er afhængig) af den kapitalistiske hhv. imperialistiske konkurrence" (s. 525).

Men "sammenkædningen af 'organiseret kapitalisme' med almen vareproduktion" er for Mandel samtidig både en national og en international foreteelse. Pa nationalt plan fremtræder den som statens indgriben i den økonomiske mekanisme til fremme af den kapitalistiske akkumulation. Her kommer det Mandel til gode, at han skelner profitproduktionen fra dens realisering, da statens indgriben hæver produktionen via merværdirealiseringen. Herudfra afleder han kapitalens forsøg på at overskride de grænser for kapitalistisk produktion, der sættes af den private ejendomsret. Dette sker ved hjælp af rustningsindustrien og krigsøkonomien. Men alligevel er kun den form for "oprustningsøkonomi nyttig for kapitalakkumulationen på lang sigt, der ganske vist opsuger surpluskapital, men ikke den kapital, der er nødvendig for den udvidede reproduktion i afdeling I og II (i reproduktionsskemaet) /.../ Oprustnings- og krigsøkonomi. der går ud over dette punkt, ødelægger i voksende grad de faktiske betingelser for den udvidede reproduktion og hæmmer dermed på lang sigt kapitalakkumulationen i stedet for at fremme den" (s. 156). Med andre ord, oprustning er godt for akkumulationen, men dårlig, hvis den overdrives. Hvis akkumulationsraten falder pa trods af rustningsindustrien, så har dette ikke nogen negativ indvirkning pa Mandels teori, da oprustningen kun var overdreven.

For at demonstrere sin teori tilbyder Mandel et reproduktionsskema med tre afdelinger, hvor den sidste omfatter rustningsindustrien, hvis produktion ikke indgår i den faktiske reproduktionsproces, men dog som del af totalproduktionen fremmer akkumulationen. Vi kan lade dette legeværk ude af betragtning, da det kun gentager, hvad der i forvejen også er blevet fremstillet i ord. Alle tre afdelinger producerer ifølge Mandel varer og dermed merværdi. Oprustning finansieres af den merværdi, "der hverken tjener til kapitalistklassens eller arbejderklassens opretholdelse, og hvor kapitalen derfor finder en ny lejlighed til både at frembringe og realisere merværdi" (s. 262).

Det bliver her nødvendigt at gå ind på Mandels definition af værdiloven. Den har ifølge ham "den funktion, at regulere fordelingen af de for samfundet disponible økonomiske ressourcer på de forskellige produktionsområder efter svingningerne i den betalingsdygtige efterspørgsel, dvs. efter forbrugsstrukturen, via bytningen af middelfristede ækvivalente arbejdskvanta" (s. 66). Den er altså en ligevægtsmekanisme til at bringe produktion og forbrug i overensstemmelse med hinanden. På tilsvarende måde konstaterer Mandel, idet han følger Rosdolsky og citerer Marx, at "produktionen af konstant kapital aldrig sker for dens egen skyld, men tværtimod kun fordi der forbruges mere af den i produktionssfæren, hvis produkter indgår i det individuelle forbrug" (s. 259). Da der på grund af kapitalens voksende organiske sammensætning nyansættes stadig færre arbejdere, kan det samfundsmæssige forbrug ikke udvides tilstrækkeligt til at optage hele vareproduktet fra konsumproduktionen. Således fremkalder kapitalens voksende organiske sammensætning realiseringsproblemet, selv om det ikke er til at forstå, hvordan værdiloven, der efter sigende skal tilpasse produktionen til forbruget, kan tillade en vækst i kapitalens organiske sammensætning. Hvis den konstante kapital kun kan vokse, når den investeres i de produktionssfærer, der tjener forbruget, så bestemmer ikke kapitalens valorisering, men det samfundsmæssige forbrug, produktionen. Marx-citatet står der godt nok, blot er det blevet misforstået.

 

VI.

For at kunne producere kapital, må kapitalisten lade varer fremstille, som har bytteværdi for ham og brugsværdi for andre. Brugsværdien realiseres i konsumtionen. Ligesom kapitalisten produktivt konsumerer arbejdskraftens produktivkraft, således vil de varer, der er et resultat heraf, i den ene eller anden form indgå i den samfundsmæssige konsumtion og dermed forsvinde. Det, der ikke forsvinder, er den del af merværdien eller merproduktet, der som konstant kapital tjener til at udvide reproduktionen af udbytningsrelationerne.

For at kapital kan akkumuleres, må der fremstilles brugsværdier, der finder en tilsvarende efterspørgsel eller Mandels "sidste konsument". Men heraf kan man dog ikke slutte, at den "sidste konsument" bestemmer kapitalens bevægelse. Eller sagt på en anden måde: Den "sidste konsument" har intet at gøre med "den lønsum for konsumgoder, der vokser for langsomt", sådan som Mandel mener. For enhver kapitalist er hans arbejderes bytteværdi en anskaffelsespris, som han forsøger at holde så langt under brugsværdien som muligt. Men alle andre kapitalisters arbejdere er, for så vidt de fremstiller konsumgoder, konsumenter for ham, og han er afhængig af deres efterspørgsel. Jo højere andre arbejderes lønninger er, og jo lavere de lønninger er, som kapitalisten betaler sine egne arbejdere, desto bedre kan hans profit realiseres på markedet. Da dette gælder for alle kapitalister, får arbejderne kun deres bytteværdi, der kan omfatte en større eller mindre varemængde, medens kapitalisterne får den del af produktionen, der ligeledes fremtræder i produkter, og som svarer til merværdien. Også denne har brug for en "sidste konsument", men den kan ikke finde ham i arbejderklassen. Realiseringen af merværdien har således overhovedet intet at gøre med arbejderne som konsumenter, men må tværtimod foretages af kapitalen selv.

Hvis arbejderne ikke producerede nogen merværdi, så ville vi ikke have nogen kapitalistisk økonomi; hvis kapitalisterne selv fortærede hele merværdien, så ville vi godt nok have kapitalistisk produktion, men ikke produktion af kapital. Det sidste forudsætter, at en del af merværdien akkumuleres. Denne del må fra første færd have form af produktionsmidler, også selv om disse igen anvendes til fremstilling af varer, der indgår i forbruget. Kapitalen producerer principielt hverken produktionsmidler for at producere produktionsmidler, eller produktionsmidler for at fremstille konsumtionsmidler. Begge dele er kun midler, der har til formål at forvandle en given kapital til en endnu større. Da produktionen af konsumtionsmidlerne er bundet til produktionen af produktionsmidlerne og omvendt, afhænger efterspørgselen efter det ene eller det andet af kapitalens bevægelse. Efterspørgselen efter produktionsmidlerne vil øges i forbindelse med stigende akkumulation, samtidig med at efterspørgslen efter konsumtionsmidlerne vil aftage relativt, fordi merværdimassen på et bestemt tidspunkt er en given størrelse. Det, der akkumuleres, kan ikke konsumeres, skønt akkumulationen kaster flere konsumtionsmidler ind i cirkulationen gennem flere og forbedrede produktionsmidler.

Akkumulationsprocessen må derfor samtidig være en proces, der udvider den kapitalistiske produktionsmåde; verdensmarkedet er fra begyndelsen en betingelse for den kapitalistiske ekspansion. Produktionsmidlerne, der er blevet forøget gennem akkumulationen, samt den øgede produktivitet resulterer i en stadig voksende varemasse, og via realiseringen af denne varemasse fortsætter kapitalens akkumulation. Arbejdets voksende produktivitet har i og for sig ikke noget at gøre med kapitalismen. Den voksede i førkapitalistiske tider, om end ikke særlig hurtigt, og den vil fortsat stige efter afskaffelsen af kapitalismen. Hele den samfundsmæssige udvikling bygger på arbejdets tiltagende produktivitet. Denne almene proces foregår under kapitalistiske produktionsforhold i den kapitalistiske konkurrences specifikke form. Det er dog ikke konkurrencen, der frembringer udviklingen af produktivkræfterne, tværtimod, udviklingen af produktivkræfterne forte til den kapitalistiske konkurrence. Men når denne proces først er sat i gang, er det den kapitalistiske konkurrence, der giver en enorm ansporing til arbejdets produktivitet. Enhver kapital, der vil blive ved med at være kapital, må øge sin produktivitet og dermed akkumulere kapital. Dette kræver en tiltagende del af merværdien og levner en relativ aftagende del til den kapitalistiske konsumtion. Skønt massen af de konsumtionsvarer, der skal realiseres, øges og tillader kapitalisten at føre en stadig mere luksuriøs tilværelse, så kapitaliseres en stadig stigende del af merværdien, bestemt af den hidtidige akkumulation. Der kræves flere produktionsmidler og færre konsumtionsartikler. Vareproduktionen ændres i overensstemmelse med den ændrede efterspørgsel. Hvad angår realiseringen af merværdien - og fra totalkapitalens standpunkt drejer realiseringsproblemet sig kun om merværdien - så fuldbyrdes den gennem den kapitalistiske konsum og kapitalens akkumulation.

Udbud og efterspørgsel tilpasser sig kapitalens akkumulationsbehov. Det er rigtigt, at de forøgede produktionsmidler i sidste ende tjener til fremstilling af konsumtionsmidler, og at disse må finde et marked, for at kunne forvandles til kapital igen. Men dette marked er et resultat af kapitalens dynamik, af akkumulationen, der bevæger og udvider sig, og ved hjælp af hvilken en tiltagende mængde af merværdien kan anbringes i produktionsmidler. Kapitalen skaber således selv sit eget marked og realiserer sin profit i akkumulationen og i den voksende kapitalistiske konsum. Denne proces er kun mulig, fordi arbejderne er udelukket fra kapitalens realiseringsproces. Hvis realiseringen af merværdien afhang af deres stigende konsum, så ville det være identisk med et tilsvarende profittab for kapitalen og være forbundet med en lavere akkumulationsrate og formindsket kapitalistisk konsumtion. Men arbejdskraftens værdikarakter udelukker denne mulighed og overlader merværdien til kapitalen som dens "sidste konsument".

Den forestilling, at kapitalen ikke skulle være i stand til at benytte sin egen merværdi og realisere den, er vanskelig at forstå. Bortset fra akkumulationstvangen er akkumulationsbehovet i sig selv grænseløst. Ingen kapitalist kan efter sin egen opfattelse være "for rig", og hans rigdom fremtræder for ham som kapital. Akkumulationen bringer ham en større profitmasse, der tillader endnu mere akkumulation. Inddragelsen af ny arbejdskraft, dens eget voksende konsum og udvidelsen af verdensmarkedet tillader kapitalen at forvandle den del af merværdien, der ikke indgår i konsum, direkte til yderligere kapital, i forventning om yderligere ekspansion og uden hensyn til det foreliggende marked. Da produktionen under alle omstændigheder må gå forud for konsumtionen, er produktionen af produktionsmidler ikke bundet til markedets foreliggende efterspørgsel efter konsummidler. Så længe merværdiraten holder trit med akkumulationen eller overstiger den, betyder kapitalens akkumulation blot udvidelsen af den kapitalistiske produktionsmåde selv; kapitalens erobring af verden. Den skaber hele tiden nye forudsætninger for kapitalistisk produktion endnu før de gamle har fuldendt forvandlingen af kapitalens vareform til kapitalform, så at kapitalens akkumulation altid er forud for konsumtionen og bestemmer dennes omfang.

Kapitalens tidligere historie ville have fået et andet forløb end det faktiske, hvis dens akkumulation havde været afhængig af merværdiens realisering gennem Mandels "sidste konsument". Faktisk har akkumulationen altid fundet sted på bekostning af konsumtionen, der på trods af sin stigende vækst altid har været bagud for kapitalens ekspansion. Selv om produktionen af den konstante kapital godt nok i sidste instans skal føre til fremstilling af konsumtionsmidler, så betyder det ikke, at den først sætter ind, når der er en tilsvarende efterspørgsel efter konsumgoder til stede. "Da kapitalens formål ikke er tilfredsstillelse af behov, men derimod produktion af profit, og da den kun når dette formål gennem metoder, der indretter produktionsmassen efter produktionens skala og ikke omvendt, så må der hele tiden opstå en uoverensstemmelse mellem konsumtionens begrænsede dimensioner på kapitalistisk basis og en produktion, der hele tiden stræber ud over denne sin immanente skranke."[21] Således bliver der ifølge Marx "periodisk produceret for mange arbejdsmidler og subsistensmidler til, at de kan fungere som udbytningsmidler over for arbejderne til en vis profitrate. Der bliver produceret for mange varer til, at den værdi, de indeholder, og den deri liggende merværdi kan realiseres og blive til ny kapital under de fordelings- og forbrugsbetingelser, der er bestemt af den kapitalistiske produktion, dvs. til, at denne proces kan forløbe under bestandigt tilbagevendende eksplosioner".[22]

Men disse modsigelser og de eksplosioner, de udløser, er altid resultatet af en vellykket akkumulationsperiode, hvor de samme modsigelser driver akkumulationen fremad. Den kapitalistiske produktionsmådes grænse består ifølge Marx deri, "at udviklingen af arbejdets produktivkraft i forbindelse med et fald i profitraten skaber en lov, der på et vist punkt fjendtligt stiller sig i vejen for dens egen udvikling og som hele tiden må overvindes gennem kriser. Deri, at det er tilegnelsen af ubetalt arbejde, og dette ubetalte arbejdes forhold til det materialiserede arbejde overhovedet, eller, sagt kapitalistisk, at det er profitten og denne profits relation til den anvendte kapital, altså en vis størrelse af profitraten over produktionens udvidelse eller begrænsning, der er det afgørende".[23] Først på det punkt, hvor kapitalens organiske sammensætning, der øges gennem akkumulationen, får profitraten til at falde, følger sammen med denne overakkumulation også overproduktionen af varer, diskrepansen mellem produktion og konsumtion, samt realiseringsproblemet. Disse vanskeligheder er altid immanent indeholdt i kapitalproduktionen, uden af denne grund at være en hindring for akkumulationen, indtil denne af sig selv bliver en hindring.

Akkumulationens ophør viser ikke blot, at den var afhængig af kapitalens profitabilitet, men også af den dermed forbundne konsumbegrænsning, der fremtræder som realiseringsproblem på markedet. Dermed være ikke sagt, at den kapitalistiske krise, der viser sig som overproduktion, kan løses gennem en forøgelse af konsumtionen. Vanskelighederne ved merværdirealiseringen må overvindes gennem fortsat akkumulationsproces. Løsningen må findes i produktionen og ikke på markedet. Merværdien må forøges for at tilpasse profitmassen til den kapitalistiske ekspansion, selv om den samfundsmæssige konsumtion også fortsat vil blive formindsket. Overproduktionskrisen selv bliver et middel til dette formål, for det første gennem kapitalens værdiforringelse, for det andet gennem dennes fortsatte koncentration og de dermed forbundne forandringer af kapitalstrukturen, der fører til en forøgelse af profitraten.

Det er derfor muligt at påvise grænsen for den kapitalistiske produktion abstrakt, som direkte konsekvens af værdiproduktionen, uden at indrage realiseringsproblemet. Selv hvis man antager, at kapitalen kan afsætte alle varer, at den realiserer sin fulde merværdi samt, at arbejderne altid får værdien af deres arbejdskraft, så må profitten i forbindelse med kapitalens stigende organiske sammensætning sygne hen på det punkt i akkumulationen, hvor udbytningsraten af arbejderne, der er forbundne med kapitalen, ikke kan forhøjes yderligere. I virkeligheden fremtræder denne afgørende modsigelse i kapitalproduktionen i en mængde andre modsigelser, der alle er afledte af denne, som f.eks. den aktuelle vanskelighed mht. realisering af merværdi, forskellen mellem produktion og konsumtion og erhvervslivets forskellige disproportionaliteter; men disse modsigelser er alle typiske for dette system og kan derfor ikke ophæves indenfor det. Heller ikke realiseringsproblemet fremtræder i virkeligheden i den form, som er et resultat af de kapitalistiske produktionsforhold, men derimod som et problem mht. realisering af vareværdier, der er sammensat af værdi og merværdi. Kan en del af merværdien ikke realiseres som profit, så gælder det samme for en del af værdien, således at realiseringsvanskelighederne fremtræder som generel overproduktion.

Hvis ifølge Mandel "realiseringsvanskelighederne i sidste instans kun kan løses gennem en forøget betalingsdygtig efterspørgsel efter konsumgoder" (s. 261), så kan de slet ikke løses, men allerhøjest skjules momentant gennem intensiveret akkumulation. Det ved Mandel også godt. Dette "i sidste instans" kan slet ikke realiseres, fordi "logikken i den kapitalistiske produktionsmåde virker på den modsatte måde" (s. 261). Men dette "i sidste instans" leverer nøglen til Mandels teori om realisering af merværdi via rustningsindustrien. Det, der ikke kan opnås gennem den "sidste konsument", bliver ydet af rustningsindustrien, tror han.

 

VII.

For Mandel er det, set fra værdidannelsens standpunkt, ligegyldigt, hvilken slags vare, der produceres, hvad enten der er tale om konsum for arbejderne, kapitalisterne eller for staten. For Marx, forklarer Mandel, er "det abstrakte arbejde værdiskabende, dvs. det arbejde, der, uafhængigt af den specifikke brugsværdi, det frembringer i sin egenskab af at være en del af den totale samfundsmæssige arbejdsevne producerer en vare, der på markedet finder en ækvivalent, dvs. som opfylder et samfundsmæssigt behov" (s. 272). Dermed er værdiproduktionens totalomfang, og dermed afhænger profitraten af merarbejdsmængden, "der sættes i bevægelse i vareproduktionen af den samfundsmæssige kapital, ligegyldig hvilken sektor, det drejer sig om (f.eks. våbenproduktionssektoren)" (s. 272).

Vi kan her forbigå Mandels overvejelser, om hvorvidt rustningssektoren, der udgør den tredie afdeling af hans reproduktionsskema. er af højere eller lavere sammensætning, og afhængigt heraf, om den har positiv eller negativ indflydelse på den gennemsnitlige profitrate, fordi rustningsindustrien ikke udgør nogen speciel sektor, men bevæger sig indenfor den generelle kapitalistiske produktion. De spørgsmål, der interesserer os, er følgende: Er der i forbindelse med rustningsindustrien faktisk tale om vareproduktion, byttes disse varer med andre, og indgår deres "værdi" i totalværdien?

Mandel svarer bekræftende på disse spørgsmål, dog med den modifikation, at det kun under bestemte betingelser er tilfældet, hvoraf man egentlig allerede burde konkludere, at der i forbindelse med rustningsindustrien ikke er tale om varesamkvem i normal forstand. Modifikationen implicerer, at hans påstand kun er gyldig så længe, "der er uudnyttede reserver til stede i industrien", og da dette er "udgangspunktet for den "permanente oprustning", opstår delingen specielle problemer ud fra merproduktionens specifikke brugsværdi". Så følger endnu en modifikation, nemlig den at intensiveringen af kapitalakkumulationen, der er formidlet af rustningsproduktionen, kun lykkes, hvis hele surpluskapitalen (de uudnyttede reserver) "ikke på en gang, men lidt efter lidt" anvendes i våbenproduktionen. Er denne betingelse opfyldt, så kan kapital, der hidtil var død, valoriseres af rustningsindustrien.

Begrebet "abstrakt arbejde" refererer til den samfundsmæssige totalarbejdstid, som alle specielle arbejdstidsværdier indgår og forsvinder i. Det refererer ikke til fordelingen af værdi og merværdi, der afhænger af den kapitalistiske produktions relationer, som bestemmes af varernes brugsværdi. Under den antagelse, at al arbejde producerer værdi, udledes af totalarbejdstiden totalværdien, der opspaltes i værdi og merværdi. Da varens værdi skal realiseres på markedet, må hver vare finde en køber, således at arbejdstidsstørrelser kan byttes mod andre arbejdstidsstørrelser - i hvor forskellig form denne bytning så end finder sted. Men rustningsindustriens producerede "varer" kan hverken byttes mod arbejdernes arbejdstidsværdier eller mod kapitalisternes merværdi. Når man ser bort fra en forsvindende lille del af våbenproduktionen, der indgår i den private konsum, er køberen af rustningsvarer først og fremmest staten. Men denne kan jo ikke bytte det "abstrakte arbejde", fordi den jo slet intet producerer. Dens indkomst består af beskatningen af den samfundsmæssige indkomst, der resulterer af værdi- og merværdiproduktionen.

Også Mandel ved, at statsudgifter er fradrag fra løn og profit, at der ikke findes nogen værdi til erstatning for disse fradrag, som altså formindsker løn og profit og således ikke kan få indflydelse på totalværdien. Men dette ville kun være korrekt i det tilfælde, hvor der var fuld beskæftigelse og udnyttelse af alle produktionsressourcer. Så længe dele heraf ligger brak, bliver værdien og merværdien øget gennem merproduktionen til rustningsformål, og akkumulationen bliver fremmet. Den yderligere "vareværdi" bliver realiseret gennem statslige opkøb. Men denne stat råder nu som før kun over skatter og lånte penge, der resulterer i voksende statsgæld, der igen kun kan finansieres og afdrages gennem skatter. Skønt produktionen øges gennem rustningsudgifterne, så må den totale "nyskabte værdi" betales med afdrag fra den kapitalistiske vareproduktions udbytte, fordi der ikke er noget marked for rustningsindustrien. Her overfor henviser Mandel til "rustningshandelens betydning i verdenshandelen" - "en forretning, der, i parentes bemærket, beviser, hvor tåbeligt det er ikke at betragte våbenproduktionen som vareproduktion og ikke at se investeringerne i denne sektor som kapitalakkumulation" (s. 288). Det undgår hans opmærksomhed, at dette intet ændrer ved kendsgerningen: Også i den internationale handel er det regeringerne, der køber våben og betaler dem med skattemidler, således at situationen for totalkapitalen fortsat er den, at rustningsudgifterne ikke opvejes af indtægter fra produktionen.

Mandel tror, at produktion, blot fordi den finder sted i kapitalismen, så nødvendigvis må være kapitalistisk produktion, produktion af merværdi. Det er ganske vist sandt, at rustningsindustrien skaber profit og akkumulerer kapital og ikke på nogen måde adskiller sig fra andre industrier. Men dens profitter og nyinvesteringer er ikke et resultat af varecirkulationen, men af statsudgifter, der består af en del af andre kapitalers realiserede værdi og merværdi. Dette ser man ikke helt klart, fordi en stor del af våbenproduktionen finansieres gennem lån i stedet for gennem direkte beskatning, hvorved belastningen af privatkapitalen kan fordeles over længere tidsrum. Kapitalen giver regeringen kredit, der nok kan udvide produktionen, men som ikke kan resultere i øget merværdi, fordi rustningsindustriens materialer må betales med kreditgivernes merværdi.

Når rustningsindustrien ifølge Mandel under forudsætning af fuld beskæftigelse og udnyttelse af alle produktionsressourcer kræver et fradrag fra løn og profit, så har han dermed allerede sagt, at rustningsindustrien ikke producerer nogen selvstændig værdi og merværdi, og at den altså ikke kan anses for at være vareproduktion. Det bliver ikke anderledes af, at en del af kapitalen ligger brak. Ligesom det kapitalistiske valoriserings- og realiseringsproblem ikke kan løses gennem øget konsum, således kan det heller ikke løses gennem rustningsindustrien, hvis produkter, ligesom en forøget konsumtions produkter, ikke forvandles til ny kapital, men simpelthen forsvinder. Rustningsindustrien hører ligesom alle øvrige statsudgifter, der ikke dækkes af egen statsproduktion, samfundsmæssigt set udelukkende hjemme i forbrugssfæren og ikke i akkumulationssfæren.[24]

Selv om rustningsindustriens "produktion af værdi og merværdi" anses for at være "et af de vigtigste midler til løsning af surpluskapitalernes problem", så kommer Mandel overraskende nok alligevel til det resultat, at "jo mere udviklingen af rustningsindustrien truer med at forringe storkoncernernes bruttogevinst (dvs. jo højere skattetaksten er), desto stærkere bliver disse koncerners modstand mod en yderligere udvidelse af rustningsindustrien" (s. 282). Nu er det åbenbart ikke længere sandt, at det for værdidannelsen er ligegyldigt, hvilken slags vare der produceres, og det er heller ikke længere det "abstrakte arbejde", der skaber værdi og akkumulerer kapital. Hvis det forholdt sig således, så kunne det være ligegyldigt for kapitalen, hvor meget rustningsindustrien udvidede sig, da dette jo altid ville være identisk med forøget værdiproduktion. Men vi kan afslutte dette tema her, da Mandel, som det passer sig for en sand revolutionær, til sidst erklærer, at der er sat objektive, samfundsmæssige grænser for rustningsindustrien og for kapitalen overhovedet.

 

VIII.

Og da ifølge Mandel den lange konjunkturperiode, der bl.a. også var forårsaget af rustningsindustrien, nu nærmer sig sin afslutning, kan problemet under alle omstændigheder godt lægges på hylden som et fortidigt anliggende. Det, der stadig er aktuelt, er kriseteorien, der også må komme til udtryk i "Der Spätkapitalismus". I sin tidligere bog "Marxistische Wirtschaftstheorie" var Mandel endnu stærkt præget af Keynes teori om statsindgreb i det kapitalistiske erhvervsliv og påvirket af den lange prosperitetsperiode, der fulgte efter krigen. Det forekom ham, at det nu var lykkedes for kapitalen, i modsætning til tidligere, at overvinde den store modsigelse mellem surpluskapitaler og efterspørgsel, således at systemet nu var stabilieret. I den nye bog gælder dette kun for den umiddelbart forudgående periode, men ikke for den fremtidige udvikling. Men ikke desto mindre må marxismen give en forklaring på den uventede og lange konjunkturfase, og Mandel mener at have fundet den i sin teori om "de lange bølger".

Som for alle andre fremtræder, også for Mandel, industricyklussen "som en rækkefølge af tiltagende og aftagende akkumulation" (s. 101). Han spørger imidlertid, "om der findes en bestemt dynamik i industricyklussernes rækkefølge over længere perioder" (s. 102). Ifølge Marx, udreder han, er "fornyelsen af den faste kapital ikke blot forklaringen på konjunkturcyklens længde, men også det afgørende moment, der præger den videre reproduktion, gangen, og akkumulationens intensivering overhovedet" (s. 103). Nu forsøgte Marx faktisk at bringe konjunkturcyklen i forbindelse med kapitalens omslagstid, der, ligesom cyklerne, varede i ti år. Godt nok kan kapitalens varighed forlænges eller forkortes. Men det er, ifølge Marx, ikke et spørgsmål om et bestemt antal år. Så meget er klart for ham:

"Gennem denne cyklus af sammenhængende omslag, der omfatter en række år, hvor kapitalen er fastholdt af sine faste bestanddele, opstår der et materielt grundlag for de periodiske kriser, hvorunder erhvervsvirksomheden gennemløber perioder, der følger efter hinanden, med depression, opgang, overophedning, krise. De perioder, hvor der investeres kapital, er ganske vist meget forskellige og falder slet ikke sammen i tidsmæssig henseende. Krisen danner imidlertid altid udgangspunkt i store nyinvesteringer. Den danner altså også - når vi ser på hele samfundet - mere eller mindre et nyt grundlag for den næste omslagscyklus."[25]

Denne vage hypotese er ikke blevet yderligere uddybet af Marx af den simple grund, at forskellige kapitalers livstider er forskellige, og fordi de ikke fornyer sig pa samme tidspunkt, men i overensstemmelse med deres individuelle udgangspunkt, hvorimod konjunkturcyklen er et anliggende, der pa samme tid omfatter hele samfundet. Godt nok fører krisen til en ophobning af samtidige investeringer og dermed til et slags "materielt grundlag for den næste omslagscyklus". Og uden tvivl er kapitalen "fastholdt af sin faste bestanddel", fordi den i overensstemmelse med sin reproduktionstid må fornys for at blive grundlag for yderligere nyinvesteringer. Jo kortere omslagstiden er, desto tidligere kan fornyelserne og nyinvesteringerne få del i produktiviteten, der er blevet forbedret gennem "produktionsmidlernes konstante revolutionering", og desto mindre er omkostningerne ved den "moralske opslidning", der går forud for kapitalens fysiske endeligt. Men når alt kommer til alt, betyder alt dette jo kun, at "krisen altid er udgangspunktet for en stor nyinvestering", dvs. at kapitalens produktivitet har forbedret sig nok til pa ny at genoptage akkumulationsprocessen.

Men ifølge Mandel må man forklare, "hvorfor merkapital på et bestemt tidspunkt i massiv grad investeres, efter at det i lang tid har ligget brak". For ham er svaret "klart": Kun en pludselig stigning af profitraten kan forklare surpluskapitalernes massive investeringer - ligesom profitratens konstante fald /.../ kan forklare, at kapitalen i årevis ligger død (s. 107). Profitraten stiger ifølge Mandel ved en pludselig sænkning af kapitalens gennemsnitlige organiske sammensætning, ved en pludselig forhøjelse af merværdiraten, ved et pludseligt prisfald af den konstante kapitals elementer, og ved en pludselig forkortelse af den cirkulerende kapitals omslagstid (s. 107). Dette gør det muligt at gennemføre ikke blot delvise og beskedne revolutioner af produktionsteknikken men endda massive og omfattende, især "nar flere faktorer virker samtidig og kumulativ i retning af den gennemsnitlige profitrates stigning" (s. 108). Kort formuleret, det, der er "klart", er, at profitratens pludselige stigning medfører akkumulation.

Disse nyinvesteringer, der ændrer produktionsteknikkerne, er på den ene side et resultat af og pa den anden side årsag til profitratens pludselige stigning, og de medfører en yderligere vækst af den organiske kapitalsammensætning, hvilket igen, i en "anden fase" af udviklingen, medfører ny valoriseringsvanskeligheder og ny død kapital. "Kun hvis en kombination af specielle betingelser fremkalder en pludselig stigning af den gennemsnitlige profitrate", forklarer Mandel, "vil de døde kapitaler, der i årtier har ophobet sig, i massiv grad blive draget ind i de nye produktionssfærer, der muliggør en udfoldelse af den nye grundlæggende produktionsteknik" (s. 113). Pa grund af denne "udfoldelse af grundlæggende produktionsteknikker" må den internationale kapitals historie forstås "ikke blot som et parallelt forløb af cykliske syv- og tiårs bevægelser, men også som en successiv kæde af lange, godt og vel femårige perioder" (s. 113). Disse "lange bølger", der blev bemærket af mange forskellige personer, påviste Kondratieff[26] på den mest overbevisende made, og han forsøgte at eftervise dem statistisk. De gjorde et så stærkt indtryk på Mandels mentor, Leo Trotzki, at han beskæftigede sig med dem, godt nok kritisk, men også velvilligt. Tidspunktet var yderst velvalgt, da den nye kurs, som den kommunistiske internationale på den tredie verdenskongres slog ind på, gik ud fra en stabilisering af det kapitalistiske system, hvilket ville medføre en udsættelse af verdensrevolutionen. Trotzkis argumenter rettede sig imod den såkaldte "økonomisme" eller "mod den rent mekaniske opfattelse af det kapitalistiske sammenbrud", som man tilskrev forsvarerne af et fortsat verdensrevolutionært perspektiv. Teorien om "de lange bølger" kom som kaldet, da det ikke var muligt at overskue, om man befandt sig ved begyndelsen af eller slutningen på en sådan udvikling.

Ifølge Kondratieff og Trotzki har de økonomiske kurver forskellig karakter på forskellige tidspunkter. Men betingelsen for en kapitalistisk udvikling er dog, at den nye kurve, der er udløst af krisen, må overstige den konjunktur, der gik forud for krisen. Man kan konstatere epoker i den kapitalistiske udvikling, der, uanset deres økonomiske kurver, viser en generel opgangstendens, og andre epoker, der har en mere statisk karakter. Disse lange epokale bølger skulle imidlertid ikke, ifølge Trotzki, betragtes på samme måde som de krisefænomener, der er immanent indeholdt i kapitalismen, og som Marx blotlagde, men derimod som ydre omstændigheders påvirkning af kapitalakkumulationen, som f.eks. "de kapitalistiske erobringer af andre lande, opdagelsen af nye råstofkilder og de dermed sammenhængende overbygningsfænomener som f.eks. krig og revolution, der har indflydelse pa den kapitalistiske udvikling, og dens forskellige epokers stigende, stagnerende eller faldende tendenser".[27]

Mandel går imidlertid videre end Trotzki, der naturligvis blot havde sagt, at kapitalismen ikke bevæger sig i et tomrum, men tværtimod i den virkelige verden. Medens Trotzki vendte sig mod enhver "monokausal", dvs. "ren økonomisk" forklaring af den kapitalistiske udvikling, så bliver "de lange bølger" hos Mandel igen betragtet "monokausalt" som "rent økonomiske" fænomener. For skønt den gennemsnitlige profitrate "må fortolkes ud fra en række samfundsmæssige forandringer" (s. 122), så ændrer dette intet ved, at det er profitratens bevægelse, der bestemmer de korte, såvel som de lange bølger. Da hele denne diskussion i forvejen kun drejer sig om et skinproblem, kan Mandel også se stort på den kendsgerning, at de "lange bølger" slet ikke overbevisende kan eftervises statistisk, for han ser "ikke hovedproblemet i den statistiske verifikation, men i den teoretiske forklaring, skønt det er klart, at teorien om de "lange bølger" uden empirisk bekræftelse i sidste instans måtte betragtes som en ufunderet arbejdshypotese, eller endda som ren mystifikation" (s. 133).

For sit eget vedkommende mener Mandel dog at have "forklaret problemet omkring "de lange bølger" gennem den indre logik i processen omkring kapital, akkumulation og valorisering" (s. 137), og så går han uden smålige hensyn ud fra de "lange bølgers" eksistens, for at belyse både den hidtidige kapitals bevægelse og den i "senkapitalismen". Vi får da følgende resultat: Akkumulationen resulterer i profitratens fald; profitraten kan forøges, for at fortsætte akkumulationen. Fordi verden ændrer sig, er dette på et tidspunkt en enkel proces og på et andet tidspunkt en vanskelig proces, ikke blot med henblik på en speciel reproduktionscyklus men også historisk set. Gennem forbindelsen af teori og historie kan der foretages distinktioner mellem epoker med kapitalistisk produktion, der afviger fra hinanden og overlapper hinanden. I en lang depressionsperiode, i hvilken en række cykliske bevægelser finder sted uden at medføre en nævneværdig opgang, står vi overfor en lang dalende bølge i den kapitalistiske produktion. I en periode med kapitalistisk udfoldelse, hvor kortere cykliske bevægelser ikke hæmmer den generelle opadgående bevægelse, kan man derimod tale om en lang konjunkturbølge. Den accellererende akkumulation uden samtidig alvorlig krisesituation, der er karakteristisk for "Senkapitalismen", kan Mandel således forklare som en "lang bølge med ekspansiv undertone" (s. 180), der blev muliggjort, ikke blot af rustningsindustrien, men i endnu højere grad af strukturforandringer i kapitalen, samt af nye produktionsbetingelser.

Den "lange bølge med ekspansiv undertone", der varede fra 1940 og til 1965, og som udgjorde grundlaget for en "tredie teknologisk revolution", er dog ifølge Mandel "ingenlunde et "rent" produkt af den industrielle udvikling, eller basis for den kapitalistiske produktionsmådes formodede vitalitet eller eksistensberettigelse. Den beviser, at der i de kapitalistiske lande på grundlag af forhåndenværende teknik og produktivkræfter ikke eksisterer nogle "absolut håbløse situationer", samt at en socialistisk revolutions langvarige udeblivelse i sidste instans kan give den kapitalistiske produktionsmåde en forlænget levetid, som denne så naturligvis vil udnytte på den måde, der svarer til dens immanente logik" (s. 203). Endnu en gang lykkedes det altså for kapitalen at øge produktivkræfterne. Men den "tredie teknologiske revolution" markerer også kapitalens historiske grænser, "for hvem skal købe den fordoblede mængde forbrugsting, når befolkningens reelle indkomst halveres, mens salgsprisen forbliver uforandret?" (s. 188) Her er vi ifølge Mandel "nået til den kapitalistiske produktionsmådes yderste grænse /.../ Den ligger der, hvor merværdimassen selv nødvendigvis falder - på grund af arbejdernes udelukkelse fra produktionsprocessen, der er forårsaget af automatiseringen, mekaniseringens sidste trin" (s. 191).

Overfor den kapitalistiske produktionsmådes "absolut yderste grænse" står dog den kendsgerning, at der "ikke findes absolut håbløse situationer" for kapitalen, fordi det helt og holdent afhænger af proletariatet, om den fortsat kan få lov til at gå sin skæve gang uden "eksistensberettigelse". Kapitalen eksisterer ikke på grund af sin egen "vitalitet", men kun på grund af den proletariske beredvillighed til at tilstå den en yderligere "livsfrist", altså på grund af den ikke-revolutionære arbejderklasses vitalitet. Mens vi altså kan takke arbejderklassen eller snarere, den forkerte ledelse af den, for de "lange bølger med ekspansiv undertone", så vil den ny "bølge med stagnerende undertone" til gengæld pege på "systemets udprægede tendens til eksplosive samfundsmæssige kriser" og vil tvinge kapitalen til at "gøre ødelæggelsen af den proletariske bevidsthed og især af dennes socialistiske form til sin vigtigste opgave" (s. 437). I mellemtiden og på trods af manglende vitalitet har senkapitalismen vist sig "langt fra at være et "postindustrielt samfund", men er tværtimod enestående i historien, på grund af dens omfattende universale industrialisering af samfundet". "Mekanisering, standardisering, overspecialisering og parcellering af arbejdet /.../ trænger ind i alle samfundets områder" (s. 353). Men dermed er dets undergang beseglet.

Det karakteristiske for "Senkapitalismen" viser sig ifølge Mandel i den faste kapitals kortere omslagstid; i den konstante kapitals billiggørelse; i forhøjelsen af merværdiraten; i kapitalens indtræden i cirkulations- og servicesfæren samt i industriprogrammeringen, for "i det mindste delvist at slå bro over det immanente anarki i den kapitalistiske produktions ejendomsret over produktionsmidlerne og den stigende nødvendighed af amortiserings- og investeringsplanlægning" (s. 212). Alle disse egenskaber, der altid har været typiske for kapitalismen, fører imidlertid i "senkapitalismen" til en "permanent inflation", der skal sikre "den langvarige sikring af kapitalens udvidede reproduktion".

Den permanente inflation er for Mandel en permanent kreditinflation eller banksystemets og pengedannelsens tilpasning til monopolkapitalens interesser. Gennem kreditudvidelsen øges efterspørgselen og medfører surpluskapitalens inddragelse i merproduktionen. I betragtning af produktivkræfternes reserver har den inflationsprægede pengedannelse og kreditvæsenet evnen til at drive udfoldelsen af produktivkræfterne ud over den private ejendoms grænser. Bag inflationen skjuler sig "forvandlingen af død kapital til produktiv kapital" (s. 405). Ligesom rustningsindustrien medfører kreditinflationen en øget værdi- og merværdiproduktion. Den bremser den aftagende afsætning i konsummiddelproduktionen. Kreditekspansionen kan stimulere konjunkturen til det punkt, hvor der opstår fare for, "at den truer det givne lands andel af verdensmarkedet" (s. 416). Den langvarige forringelse af den industrielle reservearme, der svarer til kapitalens øgede akkumulation, tillader arbejderklassen i perioder at udjævne merværdiraten" (s. 418). Således tyder ifølge Mandel alt på, "kreditsystemets relative autonomi, dvs. den snigende inflations evne til at begrænse overproduktionskrisernes kumulative virkning, bliver mindre" (s. 419).

Hvorfor den private kreditudvidelse skal have inflationsfølger, er i betragtning af produktivkraftsreserverne og de ophobede surpluskapitaler ikke let at indse, og især ikke, da ifølge Mandel den stigende efterspørgsel bliver tilnærmet den private kreditudvidelse - som den er nært forbundet med - via en værdi- og merværdiproduktion, der svarer til denne efterspørgsel.

Med hensyn til den forarbejdende industri siger han selv, at "hvis der allerede foreligger betydelige overkapaciteter, så fører selv ikke de mest omfattende kreditpengeindsprøjtninger /.../ til en genoplivning af de private investeringer" (s. 419). Men var det ikke netop kredittilskuddenes funktion at ophæve denne overkapacitet ved hjælp af den forøgede efterspørgsel? "Den stimulerende kredits virkning på den løbende købekraft hører op", siger Mandel ligeledes igen "hvis den stigende skyldsbyrde for sit vedkommende begynder at formindske den løbende købekraft" (s. 420). Men hvorfor skal skyldsbyrden blive tungere, når den proces, som "kreditoppustningen" udløser, fører til ny yderligere værdi- og merværdi? Det er imidlertid formålsløst at beskæftige sig seriøst med Mandels inflationsteori, da den kun støtter sig på den løse påstand, at kreditten af sig selv må føre til permanent inflation.

Mandel kommer dog sagens kerne noget nærmere, så snart han beskæftiger sig med den kredit, som er grundlaget for de statslige indvirkninger på erhvervslivet. Han skriver:

"Hvis de statslige udgifter dækkes fuldstændig gennem skatter, så sker der ingen ændringer for den globale efterspørgsel. Kun hvis disse investeringer i det mindste delvis øger den betalingsdygtige købekraft umiddelbart og nævneværdigt - dvs. bringer yderligere betalingsmidler i omløb - vil de udøve en stimulerende virkning på erhvervslivet. Men da sådanne investeringer ikke øger den cirkulerende varemasse i samme omfang som de yderligere betalingsmidler, kan de ikke undgå at få en inflatorisk tendens" (s. 485).

Den statslige kreditgivning gennem deficit-finansiering foretages kun for at yde det produktionstilskud, som ikke kunne opnås gennem den private kreditmekanisme. Tilskuddet er nødvendigt, netop fordi det ikke lykkes den private kreditudvidelse at hæve efterspørgselen og dermed produktionen tilstrækkeligt til at holde arbejdsløsheden og overkapaciteten indenfor samfundsmæssigt set tålelige rammer.

Inflationspolitikken, der ifølge Mandel "ikke øger den cirkulerende varemasse i samme omfang som de yderligere betalingsmidler og dermed driver priserne i vejret, giver udtryk for den enkle kendsgerning, at den produktion, der muliggøres af denne politik, netop ikke tilhører vareproduktionen, ikke afkaster værdi og merværdi, men at den alligevel må give profit til de kapitaler, der indgår i denne produktion, for overhovedet at kunne finde sted. Varemassen er i virkeligheden ikke blevet forøget i overensstemmelse med den udvidede produktion, fordi de endelige produkter fra den statslig-skabte produktion ikke indgår på markedet. Produktionen er steget uden at øge profitten tilsvarende. Den "profit", der er blevet opnået gennem den statsforanstaltede produktion, må hentes fra totalkapitalens uændrede profitmasse i form af højere beskatning. Dette tryk på de kapitalistiske indkomster bliver imødegået gennem prisforhøjelser, hvorved den urentable produktions omkostninger bliver pålagt Mandels "sidste konsument".

Den efterspørgsel, der bliver bestemt af "den sidste konsument", og som i sidste ende bestemmer kapitalens bevægelse og dermed nægter denne en sikker fremtid, bliver i relation til den tiltagende produktion også fortsat beskåret for at undgå samfundsmæssige rystelser. Hertil er der knyttet en ubegrundet forventning om, at det her kun drejer sig om en foreløbig situation, der før eller siden kan overvindes gennem en generel opgang i kapitalproduktionen. I overensstemmelse med dette mål bevæger kapitalen sig nu som før ad profitstigningens ensrettede gade. Den "sidste konsuments" skæbne må først foregribes af den arbejdende klasses skæbne:

Gennem en skærpet udbytning ved hjælp af inflation. Med varepriseres hurtigere stigning i forhold til lønsummerne bliver det muligt at udvinde en profit af cirkulationssfæren, mens en sådan udvinding ville støde på større modstand, hvis den fandt sted i produktionssfæren. Inflationen er først og fremmest lønpolitik, der skal beskytte den kapitalistiske merværdi, og, om muligt, forøge den, og den er ligeledes et middel til at formindske de ikke-kapitalistiske, men alligevel uproduktive samfundslags omkostninger. Men da inflationen i sin udfoldelse også kan komme til at gå ud over kapitalens interesser, drejer det sig her om en politik, der er påtvunget kapitalen, som gerne ville unddrage sig den, men ikke kan gøre det.

Mandels "lange bølge med ekspansiv grundtone" adskiller sig kun fra hans "lange bålge med stagnerende undertone" derved, at de instrumenter til statslig krisebekæmpelse, der blev "opdaget" under den sidste store verdenskrise, er i færd med at miste deres virkninger. De finder i kapitalproduktionen bestemte grænser, der ikke kan overskrides uden at medføre en ødelæggelse af systemet. Den lange konjunkturperiode efter den anden verdenskrig angik kun de store kapitalistiske lande. Den indfandt sig kun i disse lande til trods for den enorme kapitalødelæggelse, til trods for den internationale kapitalkoncentrations videre udvidelse, på trods af "den tredie teknologiske revolution" og alle andre strukturforandringer i kapitalen. Og selv i disse lande forblev konjunkturperioden bundet til den fortsat modsigelsesfyldte og urentable produktion. Også de erhvervsprogrammeringer, som Mandel fremhæver så stærkt, blev ved med at være blinde reaktioner på kapitalens bevægelseslove, der fortsat viste sig ikke at kunne kontrolleres. Den altid latent tilstedeværende krise vil igen blive akut, uden at mærke noget til de afdæmpninger, som engang blev muliggjort af statsindgreb. Inflationen, der skulle afskaffe arbejdsløsheden, bliver til inflation med voksende arbejdsløshed, den internationale investeringsplanlægning bliver til nationalkapitalers hensynsløse konkurrencekamp, "Senkapitalismen" viser sig fortsat at være den kapitalisme, der aldrig kan gå andet i møde end sin undergang.

 

Indhold

 


Noter:

[1] Ernest Mandel: "Der Spätkapitalismus", Frankfurt 1970

[2] Ernest Mandel: "Marxistische Wirtschaftstheorie", Frankfurt 1968

[3] Sidetal i parentes henviser til "Spätkapitalismus" 4a. MEW 39, s. 428

[4] "Die Akkumulation des Kapitals", Leipzig 1912

[5] "Das Akkumulations- und Zusammenbruchsgesetz des kapitalistischen Systems", Leipzig 1929

[6] "Der Imperialismus und die Akkumulation des Kapitals", Wien 1926

[7] "Das Finanzkapital", Wien 1910

[8] "Zur Entstehungsgeschichte des Marxschen 'Kapital' ", Frankfurt 1968

[9] Ibid. s. 585f

[10] Ibid. s. 595

[11] Ibid. s. 595 [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]

[12] I sin bog "Marxistische Wirtschaftstheorie" udleder Mandel krisen af en profitmangel, der forårsages af arbejdskraftens voksende værdi, altså ikke af underkonsumtion, men af arbejdernes alt for store konsumtion. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]

[13] "Zur Entstehungsgeschichte ...", se note 8, s. 544

[14] Das Kapital, bd 1, MEW 23, s. 648; Rhodos 1:4, s. 874

[15] Ibid. s. 640; Rhodos 1:4, s. 864

[16] Se kapitel 9 og 10 i Kapitalens tredie bind

[17] MEW 25, s. 171; Rhodos, 3:1, s. 209

[18] Marx, "Resultate des unmittelbaren Produktionsprozesses", Frankfurt 1970, s. 39

[19] MEW 25, s. 454; Rhodos 3:2, s. 571

[20] MEW 20, Anti-Dühring, s. 260

[21] MEW 25, s. 267; Rhodos 3:2, s. 337

[22] Ibid. s. 268; Rhodos 3:2, s. 339

[23] Ibid. s. 268-269; Rhodos 3:2, s. 340

[24] Mandel bebrejder mig, at jeg vakler mellem forskellige interpretationer af krigsproduktionens effekt. Han skriver: "Den ene gang påstår Mattick, at "produktion, der er fremkaldt af staten (inkl. våbenproduktion) kun forøger forbruget og ikke kapitalakkumulationen." Et andet sted konstaterer han, at krigsproduktionen ikke er nogen simpel "spildproduktion", men at den forstærker akkumulationsprocessen (s. 279). Det drejer sig her ikke om to forskellige interpretationer, da krigsøkonomien - ligesom den kapitalistiske krise - kan være og hidtil også har været et middel til genoptagelse af den afbrudte akkumulationsproces gennem ødelæggelse af kapital og strukturforandringer i verdensøkonomien.

[25] MEW 24, s. 186; Rhodos, 2:1, s. 237

[26] N.D. Kondratieff, "Die langen Wellen der Konjunktur", i: Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik", December 1926

[27] i: The Fourth International, Maj 1941

 


Last updated on: 8.23.2009