INDEX

 

John Reed

Ti dage der rystede verden

 

 

 

Kapitel X
Moskva

 

 

 

Den militære revolutionskomite fulgte sin sejr op med pågående kraft:

Den 14. november.

Til alle arme-, korps-, divisions- og regimentskomiteer, til alle sovjetter af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, til alle, alle, alle.

I overensstemmelse med aftalen mellem kosakkerne, offi­cerseleverne, soldaterne, matroserne og arbejderne er det ble­vet besluttet at drage Aleksander Fjodorovitj Kerenskij til an­svar for en folkedomstol. Vi forlanger, at han arresteres, og at han, på befaling af de nedennævnte organisationer, øjeblikke­lig kommer til Petrograd og stiller sig for domstolen.

Undertegnet:

Kosakkerne i I. division af Ussuri kavaleriet,

Komiteen af officerselever i Petrograds friskyttekorps, Delegerede fra 5. arme.

Folkekommissær Dybenko.«

Frelse-komiteen, Dumaen, det socialrevolutionære partis hovedledelse, der stolt erklærede at have Keren­skij som medlem, protesterede alle lidenskabeligt og fastholdt, at han kun kunne stå til ansvar over for en Konstituerende Forsamling.

Om aften den 16. november så jeg 2000 røde garder svinge ned af Zagorodnyj-boulevarden bag et militær­orkester, der spillede Marseillaisen hvor den dog lød godt - med blodrøde flag over de mørke rækker af ar­bejdere, for at byde velkommen til deres brødre, der havde været ude at forsvare det »Røde Petrograd«. I det sure tusmørke trampede de af sted, mænd og kvinder, med deres lange bajonetter svingende, gennem dårligt oplyste, mudderglatte gader, mellem tavse klynger af bourgeoiser, hvis ansigter røbede både foragt og frygt .. .

Alle var imod dem forretningsfolk, spekulanter, fi­nansfolk, godsejere, officerer, politikere, lærere, stu­denter, sagførere, læger, butikshandlende, kontorister, agenter. De andre socialistiske parties nærede et uforsonligt had til bolsjevikkerne. På sovjetternes side stod de almindelige arbejdere, matroserne, alle ikke-demo­raliserede soldater, de jordløse bønder og nogle få - meget få - intellektuelle .. .

Fra de fjerneste egne af det store Rusland, som for­melig blev oversvømmet af bitre gadekampe, virkede nyhederne om Kerenskijs nederlag som et tordnende ekko af proletariatets sejr alle vegne. Kazan, Saratov, Novgorod, Vinnitza - hvor der var udgydt blod i gader­ne; Moskva, hvor bolsjevikkerne havde vendt deres ar­tilleri imod bourgeoisiets sidste fodfæste - Kreml.

”De er ved at bombardere Kreml!” Nyhederne gik fra mund til mund i Petrograds gader, næsten med en for­nemmelse af rædsel. Rejsende fra den »hvide og strå­lende Moder Moskva« kom med skrækkelige beretnin­ger. Tusinder dræbt; Tverskaja og Kuznetskij Most i flammer; kirken på den Røde Plads en rygende ruin, Uspenskij-katedralen styrtet samrnen, Spasskaja porten i Kreml halvvejs væltet, Dumaen nedbrændt til grun­den.l

Intet af, hvad bolsjevikkerne havde gjort, kunne sam­menlignes med denne frygtelige bespottelse i det Hellige Ruslands hjerte. De troendes ører syntes at høre lyden af kanonernes drøn foran den hellige ortodokse kirke, mens den russiske nations helligdom blev sprængt til støv.. .

Den 15. november brast opdragelseskommissær Luna­tjarskij i tårer under et møde i Folkekommissærernes Råd og styrtede ud af værelset med udbruddet: ”Jeg kan ikke holde det ud! Jeg kan ikke bare denne uhyrlige ødelæggelse af skønhed og tradition...”

Samme eftermiddag blev hans tilbagetrædelseserklæring trykt i bladene:

»Jeg har netop af folk, der er kommet fra Moskva, fået med­delelse om, hvad der er foregået der.

Basilius-katedralen og endnu en katedral er under bombar­dement. Kreml, hvor de mest betydningsfulde kunstskatte fra Petrograd og Moskva nu er samlet, ligger under artilleriild. Der er tusinder af ofre.

Den frygtelige kamp har nået et stadium af dyrisk vildskab. Hvad er der tilbage? Hvad mere kan der ske?

Jeg kan ikke bære dette. Målet er fuldt for mig. Jeg er ude af stand til at udholde disse rædsler. Det er umuligt at arbejde under trykket af tanker, der gør mig vanvittig!

Derfor forlader jeg Folkekommissærernes Rad.

Jeg er ganske klar over alvoren i denne beslutning. Men jeg kan ikke bære mere...

Samme dag overgav de hvide garder og officerselever­ne i Kreml sig og fik lov at marchere bort uden overlast. Fredsaftalen 1ød:

Den offentlige sikkerhedskomite ophører at eksistere.

Den hvide garde nedlægger sine våben og opløses. Office­rerne beholder deres sidevåben. I militærskolerne forbliver kun uddannelsesvåben, alle andre skal officerseleverne afleve­re. Den militære revolutionskomite garanterer personlighedens frihed og ukrænkelighed.

For at afgøre spørgsmålet om afvæbning, som fastsat i punkt 2, nedsættes der en særlig kommission, bestående af re­præsentanter for alle de organisationer, der har taget del i fredsforhandlingerne.

Fra det øjeblik, hvor denne fredsaftale undertegnes, skal begge garder øjeblikkelig give ordre til at indstille skydningen

Ved underskrivelsen af traktaten skal alle krigsfanger løslades

I to dage havde bolsjevikkerne nu behersket byen. De forskrækkede borgere var ved at krybe ud af deres kældre for at søge efter deres døde, barrikaderne på gaderne var ved at blive fjernet. I stedet for at dø hen, synes historierne om ødelæggelserne i Moskva imidlertid at vokse…Og det var under påvirkning af disse forfærdelige beretninger, at vi bestemte os for at rejse derhen.

Petrograd har ganske vist i et åthundrede været regeringsby, men er alligevel stadig et kunstprodukt. Moskva er det virkelige Rusland, Rusland som det var og vil blive ved med at være, i Moskva ville vi få den rette fornemmelse af, hvad det russiske folk mente om revolutionen. Livet var mere intenst dér.

I den sidste uge havde Petrograds militære revolutionskomitee med støtte af de menige jernbanefolk overtaget Nikolaj-jernbanen og skyndsomt sendt tog efter tog med matroser og rødgarder imod sydøst. Vi blev forsynet med pas fra Smolnyj, uden hvilke ingen kunne forlade hovedstaden…Da toget bakkede ind til perronen, blev dørene stormet af en hob uordentlige soldater, alle med vældige sække fulde af spiselige sager, de knuste vinduer og væltede ind i alle kupeer, fyldte sidegangene og klatrede slutteligt op på taget. Tre af os nåede at klemme os ind i en kupé, men lige efter kom der en snes soldater ind…Der var kun plads til fire, vi argumenterede og demonstrerede og konduktøren sluttede sig til os - men soldaterne lo blot. Skulle de måske bryde sig om, hvordan et par burgøjsere havde det? Vi halede vores pas fra Smolnyj frem, øjeblikkeligt skiftede soldaterne holdning.

”Kom her kammerater”, råbte en af dem, ”de folk er amerikanske kammerater. De er kommet 30 000 km. for at se vores revolution, og de er naturligvis trætte…”

Med høflige og venlige undskyldninger begyndte soldaterne at forlade kupeen. Kort efter hørte vi dem bry­de ind i en kupe, hvor der sad to tykke, velklædte rus­sere, som havde bestukket konduktøren og låst døren.. .

Ved syvtiden om aftenen kørte toget, et enormt langt tog trukket af et svagt lille træfyret lokomotiv, og rum­lede langsomt af sted med mange stop. Soldaterne oppe på vogntaget sparkede med hælene og sang klagende bondesange, og i korridoren, der var sit pakket, at det var umuligt at bane sig vej, rasede der hele natten vold­somme politiske diskussioner. Af og til kom konduktøren igennem og så rutinemæssigt efter billetterne. Han fandt ikke ret mange andre end vore, og efter en halv times forgives kav1 løftede han opgivende armene og gik. Luften var kvælende, fuld af røg og stank; hvis vin­duerne havde været hele, ville vi sikkert være besvimet om natten.

Sent næste morgen kiggede vi ud på en snedækket verden. Det var bitterlig koldt. Ved middagstid kom en bondekone op i vognen med en kurv brødhumpler og en stor kande lunken kaffeerstatning. Derefter var der lige til aften kun det stopfulde tog, bumpende og stoppende, og tilfældige stationer, hvor en demoraliseret hob sværmende ind omkring den sparsomt forsynede buffet og fej­ede den ren ...

Under en af disse standsninger stødte jeg på Nogin og Rykov, de afdankede kommissærer, som nu vendte tilbage til Moskva for at lægge deres klager frem for deres egen Sovjet', og et stykke længere fremme traf jeg Buharin, en Lille rødskægget mand med en fanatikers øjne - ”mere til venstre end Lenin”, sagde man om ham ...

Så kom de tre slag på klokken, og vi styrtede ind i toget og masede os under talrige vridninger gennem den støjende og stopfyldte sidegang... Et godmodigt folke­færd, der bar ubehagelighederne med humør og tålmo­dighed og i det uendelige diskuterede om alt lige fra si­tuationen i Petrograd til det britiske fagforeningssystem og højlydt argumenterede imod de få burgøjsere, der var med. Før vi nåede Moskva havde næsten hver vogn organiseret en komite, der skulle skaffe og fordele føde­varer, og disse komiteer blev delt i politiske fraktioner, som kævledes om grundprincipper ..

Banegarden i Moskva lå øde hen. Vi gik hen til kom­missærens kontor for at ordne returbilletterne. Han var en modfalden yngling med løjtnantsdistinktioner - da vi viste ham vore papirer fra Smolnyj, for han op og er­klærede, at han ikke var bolsjevik, at han repræsente­rede Komiteen for den Offentlige Sikkerhed... Det var karakteristisk - i den almindelige tumult omkring erobringen af byen, havde sejrherrerne glemt den stør­ste banegård .. .

Ikke en droske at øjne. Nogle husblokke nede fik vi imidlertid vækket en grotesk udstoppet izvostjik, der sov siddende på bukken i sin Lille kane. »Hvor meget til byens centrum?«

Han kløede sig i hovedet. »Herrerne vil ikke kunne fa noget hotelværelse,« sagde han. »Men jeg vil køre dem rundt for hundrede rubler ...« Før revolutionen havde turen kostet to! Vi gjorde indvendinger, men han trak bare på skuldrene. »Der skal mod til at køre en kane i disse dage,« fortsatte han. Vi kunne ikke få ham læn­gere ned end til 50 ...

Mens vi for hen ad den tavse, snedækte, halvt oplyste gade, genfortalte han sine oplevelser under seks dages kampe. »Man kunne have en tur eller sidde og vente ved et hjørne,« sagde han, »og pludselig puuuf! eksploderede en granat her og een der, og ratratrat et maskingevær. . . Jeg galoperer, og de djævle skyder rundt omkring. Jeg når en rar Lille gade og stopper for at tage en lur, puuuf, en granat til, ratratrat ... de banditter! Banditter! De djævle! Prr!«

I byens centrum var gaderne stille, med snebunker langs siderne, en slags hviletilstand. Kun et par bue­lamper brændte, nogle få fodgængere skyndte sig af sted langs fortovene. En isnende vind blæste ind fra de store

sletter, den gik til mare og ben. Ved det første hotel stod vi af og trådte ind i et kontor, der oplystes af to stearinlys.

»Ja, vi har et par meget komfortable værelser, men alle vinduerne er skudt ud. Hvis herren ikke tager det så nøje med lidt frisk luft ...«

Langs Tverskaja-boulevarden var butiksvinduerne knust, og der var granathuller og oprevne brolægninger på gaderne. Hotel efter hotel var alle fulde, eller ejerne var endnu så forskrækkede, at de kun kunne sige: »Nej, nej, der er ingen værelser! Der er ingen værelser! « På hovedgaderne, hvor de store banker og forretningshuse lå, havde det bolsjevikiske artilleri været effektivt over for alle uden forskel. Som en sovjetisk talsmand berettede for mig: »Når vi ikke nøjagtigt vidste, hvor offi­cerseleverne eller de hvide garder var, bombarderede vi deres tegnebøger ...«

I det store hotel National, tog de os endelig ind, for vi var fremmede, og den militære revolutionskomite havde lovet at beskytte fremmedes bopæl ... I øverste etage viste direktøren os, hvor granaterne havde knust adskil­lige vinduer. ”De børster!”, sagde han og rystede med næven imod foregivne bolsjevikker. »Men, vent! Deres time vil komme, om nogle få dage vil deres latterlige regering falde, og så skal vi betale dem tilbage med ren­ters rente!«

Vi spiste i en vegetarisk restaurant med det forjæt­tende navn »Jeg spiser ingen«, Tolstojs billede prangede på væggen, og startede så ud på gaderne.

Moskva-sovjettens kontorer lå i den tidligere general­guvernørs palæ, en imposant hvid bygning på Skobelev­pladsen. Røde garder stod skildvagt ved døren. Oven for den brede, officielle trappe, hvis vægge var overklistret med mødemeddelelser og henvendelser fra politiske partier, kom vi igennem en række højloftede venteværel­ser, der var prydet med purpurbefængte billeder i guld­rammer, og vi kom frem til modtagelsessalonen med dens storslåede krystallysekroner og forgyldte loftsdekorationer. Stedet var fuldt af stilfærdig samtale, ledsa­get af symaskiners summende bas. Store ruller rødt og sort bomuldsstof blev trillet ud over parketgulvet og på bordene, hvor der sad et halvt hundrede kvinder og skar til og syede transparenter og bannere til begravel­sen af revolutionens døde. Disse kvinders ansigter var hærdet og arret af livet, når det var værst. Her sad de og arbejdede med stor alvor, mange af dem med rød­randede, forgrædte øjne ... Den Røde Hærs tab havde været store.

Ved et skrivebord i et hjørne sad Rogov, en intelligent, skægget mand med briller og i sort arbejderbluse. Han inviterede os til at deltage i begravelsestoget næste mor­gen sammen med sovjettens forretningsudvalg .. .

”Det er umuligt at lære de socialrevolutionære og mensjevikkerne noget!”, udbrød han. ”De laver kompromis af bar vane. Tænk Dem! De foreslog, at vi skulle holde begravelse sammen med officerseleverne!”

Fra hallens modsatte ende kom der en mand i laset soldaterkappe og -hue, ansigtet var bekendt, jeg gen­kendte Melnitjanskij, som jeg havde kendt som urma­ger George Melchner i Bayonne, New Jersey, under den store Standard Oil strejke. Nu var han sekreter for Moskvas fagforening af metalarbejdere og kommissær for den militære revolutionskomite under kampene ...

”Her har du mig!« råbte han og pegede på sin man­gelfulde påklædning. Jeg var sammen med the boys i Kreml, da officerseleverne kom første gang. De lukkede mig inde i en kælder og huggede min overfrakke, mine penge, mit ur og min ring. Det her er alt hvad jeg har at tage på!

Fra ham hørte jeg mange detaljer fra de blodige seks dages kampe, der havde revet Moskva midt over. Til forskel fra Petrograd havde bydumaen i Moskva taget kommandoen over officerseleverne og de hvide garder. Rudnev, borgmesteren, og Minor, dumapræsidenten, havde dirigeret Komiteen for den offentlige Sikkerhed og tropperne. Rjabtsev, bykommandanten, en mand med

demokratisk indstilling, havde tøvet med at gøre modstand mod den militære revolutionskomite, men dumaen havde tvunget ham til det ... Det var borgmesteren, der havde været ivrig for at besætte Kreml: »De vil aldrig turde skyde på jer der!« sagde han ...

Et garnisoneret regiment havde været demoraliseret af den lange uvirksomhed og havde mødt opfordringer fra begge sider. Regimentet holdt et møde for at træffe beslutning om, hvad man skulle gøre. Man besluttede at forblive neutral og fortsætte som hidtil - hvilket bestod i at drive byttehandel med galosjer og solsikkekerner!

»Men det værste var,« fortsatte Melnitjanskij, »at vi matte skabe organisation under selve kampen. Den anden part vidste lige hvad den ville, men her havde sol­daterne deres sovjet og arbejderne deres ... Der var en forfærdelig ballade over, hvem der skulle være øverst­kommanderende, nogle regimenter diskuterede i dage­vis, før de besluttede sig, og når officererne pludselig forlod os, havde vi ingen stab til at give ordrer ...«

Det var små, livfulde billeder, han gav mig. En kold, grå dag havde han stået på hjørnet af Nikitskaja, som blev holdt under maskingeværild. En klynge smådrenge var samlet der, omstrejfere, som ellers gik med aviser. Med skingrende stemmer talte de sammen, som var det en ny leg, og ventede til skydningen stilnede af, så for­søgte de at løbe over gaden ... Mange blev dræbt, men resten løb over og tilbage igen flere gange, leende, pro­vokerende hinanden ...

Sent om aftenen gik jeg hen i adelsklubben, hvor bol­sjevikkerne skulle holde møde og tage stilling til Nogins, Rykovs og de andres rapport om grundene til at forlade Folkekommissærernes Råd.

Mødestedet var et teater, hvor der under det gamle styre havde været amatørforestillinger med de sidste franske komedier, for et publikum af officerer og glitrende damer.

Før mødets begyndelse kom de intellektuelle, de der boede nær byens centrum. Nogin talte, og de fleste af tilhørerne holdt åbenbart med ham. Det var meget sent, før arbejderne kom, arbejderkvartererne lå i byens ud­kanter, og der gik ingen sporvogne. Men ved midnat be­gyndte de at trampe op ad trappen, i grupper på ti-tyve, store klodsede mænd i dårligt tøj, lige fra kamplinien, hvor de i en hel uge havde kæmpet som djævle og set kammeraterne falde omkring sig.

Næppe var mødet blevet regelret åbnet, før Nogin blev mødt med et uvejr af hyl og vrede råb. Forgæves søgte han at argumentere, at forklare. De ville ikke høre på ham. Han havde forladt Folkekommissærernes Råd, han var deserteret fra sin post, mens slaget rasede. Hvad den borgerlige presse angik, eksisterede den ikke mere her i Moskva, selv bydumaen var blevet opløst. Buha­rin rejste sig, bidende, logisk, med en stemme der bo­rede og stak, borede og stak ... Ham lyttede de til med skinnende øjne. En resolution vedtoges, om støtte til Folkekommissærernes Råd, med overvældende majori­tet. Således talte Moskva ...

Sent på natten gik vi gennem de øde gader gennem den Iberiske port ind på den Røde Plads foran Kreml. Basilius-katedralen dukkede from som en fantastisk drøm, med sine klare kulører og svulmende kupler dæmpet af mørket. Her var ingen skader at øjne ... langs den ene side af pladsen ragede Kremls mørke tårne og mure op. På de høje mure flakkede skjulte flammers røde skær, stemmer nåede os over den vældige plads, sammen med lyden af hakker og skovle. Vi krydsede derover.

Bjerge af ler og sten tårnede sig op nær murens fod. Vi kravlede op og så ned i to vordende massegrave, 3-4 meter dybe og 35 meter lange, hvor hundreder af solda­ter og arbejdere gravede i lyset af vældige bål.

En ung student talte til os på tysk. ”Brodergrave” forklarede han. »I morgen vil vi begrave fem hundrede proletarer, som døde for revolutionen.«

Han førte os ned i udgravningen. I hurtig takt svinedes hakker og skovle, og bjergene af jord foroven voksede. Ingen talte. Oven over os var himmelen tæt besået med stjerner, og det gamle kejserlige Kremls mure ra­gede umådeligt i vejret.

”Her på dette hellige sted,” sagde studenten, ”det hel­ligste i hele Rusland, vil vi begrave vore helligste. Her, hvor tsarernes grave er, vil vor tsar, folket, få sit hvile­sted ...” Han havde armen i bind, efter en kugle under kampene. Han så på forbindingen. »I udlændinge ser ned på os russere, fordi vi så længe tolererede et middelal­derligt monarki,« sagde han. ”Men vi så, at tsaren ikke var den eneste tyran i verden, kapitalismen var værre, og i alle lande var kapitalismen kejser ... Den russiske revolutionære taktik er den bedste ...«

Da vi forlod stedet, begyndte arbejderne i udgravnin­gen langsomt at klatre op, udmattede og svedige trods kulden. Tværs over den R¢de Plads kom en lille gruppe mænd farende. De sværmede ned i graven, samlede værktøjet op og begyndte at grave, grave, uden et ord .. .

På den made afløste folkets frivillige hinanden den lange nat igennem, uden noget stop i deres voldsomme energi, og da morgenens kolde lys brød igennem, lå der på den hvide snedækte plads gabende huller, hvor bro­dergravene lige var blevet færdige.

Vi stod op før solopgang og skyndte os gennem de mørke gader til Skobelevpladsen. I hele den store by var der ikke et menneske at se; men der var en svag lyd af begyndende bevægelse, fjernt og nært, som en storm der nærmer sig. I det blege halvlys var en lille gruppe mænd og kvinder samlet foran sovjettens bygning med et bundt guldbroderede bannere - det var moskvaso­vjettens forretningsudvalg. Det blev lyst. Langt borte, men nærmere og nærmere, hørtes den svage lyd af be­vægelse, den blev dybere og stærkere, en stadig og væl­dig bas. Byen var ved at komme på benene. Vi begav os ned ad Tverskaja, hvor bannere blafrede over os. De små gadekapeller langs vor vej var lukkede og mørke, ligeså den Iberiske Jomfrus kapel, som hver ny tsar havde besøgt, før han tog til Kreml for at sætte kronen på sit hoved, og som dag og nat var åben og fuld af besøgende, og strålende af de troendes lys, der skinnede på ikonernes guld og sølv og juveler. Nu var lysene slukket for første gang siden Napoleon var i Moskva.

Den Hellige Ortodokse Kirke havde trukket sin nær­værelses lys bort fra Moskva, hvor de vantro slanger holdt til, der havde bombarderet Kreml. Mørke og tavse og kolde stod kirkerne, præsterne var forsvundet. Ingen gejstlige til at forestå den Røde Begravelse, intet sakra­mente til de døde, ingen bønner over gudsbespotternes gray. Tihon, Moskvas metropolit, skulle snart lyse so­vjetterne i bånd .. .

Også butikkerne var lukket, og de besiddende klasser blev inden døre - men af andre grunde. Dette var Fol­kets Dag, hvis komme indvarsledes af en brølen så dyb som havets brænding .. .

Allerede nu strømmede der en menneskeflod gennem den Iberiske port, og den vældige Røde Plads var over­sået med mennesker, i tusindvis. Jeg bemærkede, at mens mængden passerede det Iberiske kapel, hvor pas­santerne altid havde korset sig, syntes ingen at bemærke helligdommen.

Vi banede os vej gennem den tætte masse, der stod pakket sammen ved Kremls mur, og steg op på en af jordbunkerne. Der var allerede andre deroppe, der­iblandt Muranov, den soldat, der var blevet valgt til kom­mandant i Moskva, en høj, enfoldigt udseende skægget mand med et venligt ansigt.

Gennem alle gader strømmede folk til den Røde Plads, tusinder efter tusinder, alle med de fattiges og arbej­dendes udseende. Et militærorkester kom marcherende til tonerne af Internationale, langsom og højtidelig, og spontant fængede sangen og bredte sig som vindens krusninger over havet. Fra Kremlmurens kant hang vældige transparenter ned til jorden, ride, med store bogstaver i guld og hvidt: »Martyrer for den sociale verdensrevolutions begyndelse« og »Længe leve broder­skabet mellem arbejderne i hele verden«.

En bidende vind fejede henover pladsen og løftede transparenterne op. Nu kom arbejderne fra forskellige fabrikker i fjerne kvarterer med deres døde. Man kunne se dem gennem porten, de strålende transparenter, den matte røde blodfarve på kisterne, som de bar. Kisterne var lavet af uhøvlet træ og nødtørftigt malede, de blev baret højt på skuldrene af mænd, som marcherede med tårerne strømmende ned over ansigtet, og fulgt af kvin­der, der hulkede og skreg eller gik stift; med hvide, døde ansigter. Nogle af kisterne var åbne, låget blev båret bagved, andre var dækket af guld- eller sølvbroderi, el­ler havde en soldaterhue sømmet fast ovenpå. Per var mange kranse af forfærdelige, kunstige blomster ...

Gennem en uregelmæssig alle, der åbnede sig og luk­kede sig igen, kom processionen langsomt henimod os. Nu flød der en endeløs strøm af bannere gennem porten, med alle nuancer af rødt, med guld- og sølvbogstaver, og duske af crepe foroven, og nogle anarkistiske flag, sorte med hvide bogstaver. Orkestret spillede den revo­lutionære sørgemarch, og mens folkemængdens vældige toner lød hen over de udækkede hoveder, sang begra­velsestoget hæst og hulkende .. .

Ind imellem fabriksarbejderne kom der kompagnier af soldater med deres kister, og kavalerieskadroner og artilleribatterier med kanonen omvundet af rødt og sort. Det blev ved uden ende, syntes det. Deres bannere bar påskrifterne ”Længe leve III Internationale!” og ”Vi ønsker en ærlig, almindelig, demokratisk fred!”

Langsomt kom optoget med kisterne hen til gravens munding, og bærerne steg med deres byrde ned i gra­ven. Mange af bærerne var kvinder, bredde, stærke, pro­letariske kvinder. Bag de døde kom andre kvinder, unge og bøjede, eller gamle, rynkede koner, der vandede sig som syge dyr og forsøgte at følge deres sønner og Mænd ned i brodergraven og skreg op, når medfølende hænder holdt dem tilbage. De fattige har så megen kærlighed for andre!

Hele den lange dag varede begravelsesprocessionen ved, ind ad den Iberiske port og ud fra pladsen ad Ni­kolskaja, en flod af øde bannere, med ord om håb og broderskab og dristige profetier, mod en baggrund af halvtreds tusind mennesker til evig beskuelse for ver­dens arbejdere og deres efterkommere ...

Een efter een blev de fem hundrede kister sat ned i gravene. Tusmørket faldt på, og stadig blafrede og flag­rede bannerne, orkestret spillede sørgemarchen, og den vældige forsamling stemte i. I de bladløse træer oven for gravene hang der kranse, der lignede mærkelige, mangefarvede blomster. To hundrede mænd begyndte at skovle jorden på. Det regnede sløvt på kisterne med en dump lyd, der kunne høres som et underlag under sangen

Lysene blev tændt. De sidste bannere var passeret, og de sidste stønnende kvinder, der med frygtelig vedhol­denhed så sig tilbage, mens de gik. Langsomt ebbede den proletariske flodbølge bort fra den store plads.

Jeg blev pludselig klar over, at det troende russiske folk ikke længere behøvede præster til at bede dem ind i himlen. De var ved at bygge et rige på jorden, et mere strålende end nogen himmel kunne byde, og for hvilket det var herligt at dø...