|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Det afgørende teoretiske forarbejde til en begrundelse af det socialistiske perspektiv i Rusland var Lenins imperialismeteori. Men der må henvises til, at Lenin i disse år 16/17 gik ud fra, at gennembrydningen, ødelæggelsen, sønderdelingen af zarismens "asiatiske statsform" var den grundlæggende forudsætning for den borgerlig-demokratiske revolution. Denne sønderdeling var til gengæld begyndelsen på klassekampen om overgangen til den socialistiske revolution, til den grundlæggende klassekamp mellem "bourgeoisi" og "proletariat".
Ruslands "middelalderlighed" i den leninske forståelse af "asiaterdømmet", i min definition: zarismens halv-asiatiske statskapitalisme, var for Lenin indtil februar-revolutionen et objektivt historisk levn, som først og fremmest og med alle midler måtte bekæmpes. Men det var samtidig klart for ham, at gennembrydningen af det zaristiske tvangsapparat ville udløse en kæde af bredere samfundsmæssige overgange, som følge af den konkret-historiske klassesituation og de konkret-historiske klassekampe. Især gennem omslaget af de imperialistiske stormagters verdenskrig til den revolutionære borgerkrig i hjemlandet. Således drejede det sig for Lenin altså først om den fulde afslutning og udbredelse af den borgerlig-demokratiske revolution, for så via denne udbredelse at kunne gå over i den proletariske revolution: "1. proletariatet vil ikke kunne gennemføre den socialistiske revolution, hvis det ikke forbereder sig på revolutionen gennem kampen for demokratiet; uden fuldstændig virkeliggørelse af demokratiet kan den sejrrige socialisme ikke påstå at have sejret, og kan den ikke lade statens uddøen blive virkelighed for menneskeheden".[1] Forberedelsen sker altså ikke mere primært gennem udviklingen af produktivkræfterne i en russisk konkurrencekapitalisme i vesteuropæisk forstand, hvilket Lenin på fejlagtig vis så længe havde ønsket og håbet, men gennem den største produktivkraft, netop i revolutionsprocessen, gennem massernes afklarings-, lære- og aktionsprocesser. Endskønt netop hans demokratibegreb ikke gengav udviklingen via den borgerlig-demokratiske revolution i Rusland. "Fuldstændig virkeliggørelse af demokratiet" hed ikke længere åbent fuldstændig fjernelse af "asiaterdømmet", fuld udvikling af vesteuropæiske produktions- og kulturforhold, men indeholdt det dog endnu helt igennem.
Lenin er her i den vanskelighed, der hedder at gå fra "arbejdernes og bøndernes diktatur" som parole mod det zaristiske despoti og økonomisk stagnation over i "proletariatets diktatur" som negation af de borgerlige magtforhold og at konkretisere denne nye parole.
Rusland var endnu for Lenin i vid udstrækning førkapitalistisk, og den borgerlige revolution skulle gøre en definitiv ende herpå. Han ønskede det russiske "asiatdømmes" undergang. Derfor afviser hen i denne tid ødelæggelsen af staten[2] og argumenterer - som allerede i 1905 - mod de anarkistiske afvigelser: "Anarkisterne vil 'afskaffe' staten, 'sprænge' den, som kammerat Nota-Bene (der menes Bucharin) udtrykker sig et sted, og som fejlagtigt tilskriver socialisterne denne hensigt. Socialisterne anerkender statens 'uddøen', dens 'indsoven' lidt efter lidt efter ekspropriationen af bourgeoisiet".[3]
Hvorledes kan der netop i et land, hvor den vesteuropæiske privatejendom er lige så lidt forankret som konkurrencekapitalismen, i et land hvor den halv-asiatiske statskapitalisme blev indført i vesteuropæisk klædedragt via den halv-asiatiske statsordning, hvorledes kan der i et sådant land forudsættes et vesteuropæisk konkurrence- og monopolbegreb for kapitalens akkumulation! Altså en produktionstype, for hvilken i øvrigt den russiske statsmaskine netop p.g.a. den halvasiatiske tradition ville være den største fare! Den væsentligste forskel til den bucharinske anarkisme ser Lenin i, at "socialisterne" går ind for "udnyttelse af den moderne stat og dens institutioner i kampen for befrielse af arbejderklassen". Dermed forstås "staten som den ejendommelige form for overgangen fra kapitalisme til socialisme": "En sådan overgangsform, ligeledes en stat, er proletariatets diktatur".[4]
"Udnyttelsen af den moderne stat og dens institutioner" må vi igen ikke adskille fra den leninske forståelse af de historiske produktionsepokers forløb. Den "moderne stat" var for Lenin alternativet til zarismens "asiatiske statsform" alternativet til den samfundsmæssige stagnation.
Med hans ord drejede det sig først og fremmest om bourgeoisiets frigørelse fra den "militær-feudale 'imperialisme' (zarisme)". Dette samfundsmæssige omslag gjaldt det så om at vende socialistisk med arbejderklassen.
Lenin, Bucharin, Trotzki kom fra vesteuropæisk eller amerikansk-canadisk eksil, havde i årevis været langt borte fra den russiske virkelighed. Især hos Bucharin kommer dette til udtryk i statsspørgsmålet. Det er ikke nogen tilfældighed, at Bucharin, som Lenins polemik sigter imod, udviklede sin "proletariske statsteori" i udlandet, og netop i Amerika: "Staten bliver stadig mægtigere ...; Nationaløkonomien 'bliver mere og mere en 'statsøkonomi', en 'statskapitalistisk trust' ... Videnskaberne, partierne, kirken, arbejdsgiverforeningerne og så videre bliver inddraget i staten. Således opstår der en eneste altomfattende organisation, den moderne kapitalistiske røverstat, som bourgeoisiets omnipotente magtorganisation ... Her ser vi også historiens dialektik: staten, som først var den herskende klasses eneste organisation, forvandler sig til en organisation ved siden af andre, for igen at forvandle sig til den eneste gennem opsugning af alle andre. Dette er monstrummet, statslighedens moderne Leviathan ..."[5] Det er ikke tilfældigt, at han senere om en sådan interpretation af statsspørgsmålet sagde: "Da jeg igen vendte tilbage efter otte år i emigration, fremtrådte Moskva for mig som en landsby, en lille landsby, set ud fra den amerikanske og vesteuropæiske teknik og udviklings standpunkt".[6]
Det er let at eftervise en sådan virkelighedsfremmedhed hos mange af de førende revolutionære, der kom fra eksil. Lenin er ikke fri herfor, heller ikke Trotzki.
I den proces, hvor opløsningen af det zaristiske despoti bliver åbenbar, arbejdede Lenin sig på ny, efter kritikken af Bucharin, frem mod statsspørgsmålet, mod spørgsmålet om den proletariske statsmagt, spørgsmålet om "proletariatets diktatur" og nærmer sig derved Bucharin og dennes tidligere kritiserede position. Det drejede sig om at finde de teoretiske instrumenter for at kunne blotlægge de socialistiske perspektiver; for at kunne vurdere sovjettens rolle og funktion. I spørgsmålet om den borgerlige statsmaskine og dens kvalitative forskel fra "proletariatets diktatur" som negation af det trælleagtige kapitalforhold og dettes særlige statsmaskine var Lenin og Bucharin enige, og ved netop dette spørgsmål kan Lenin ydermere frigøre sig fra sin kautskyanske arv. Ganske vist fjerner han sig derved også fra et meget vigtigt aspekt i den marxistiske ortodoksi i Rusland, nemlig fra den asiatiske konception og dens nærhed til den russiske virkelighed.
I denne løs-riven-sig fra Kautsky nærmer Lenin sig ham dog igen på en anden måde, men nu på vesteuropæisk vis, ud fra venstrefløjen i socialdemokratiet (Pannekoek f.eks.). Hvorledes? Fordi han som udgangspunkt for vurderingen af den russiske udvikling bruger det vesteuropæiske civilisationsbegreb, et begreb som ikke må adskilles fra privatejendommens historie og fra den kapitalistiske dynamik i kapitalens værdiøgning. Dette civilisationsbegreb, som er udtryk for den bestemte vesteuropæiske produktions- og livshistorie, pådutter han nu Rusland. Endskønt han dog endnu i februar netop har frakendt Rusland denne vesteuropæiske civilisation.
Efter udbruddet af den 'borgerlig-demokratiske' februarrevolution blev den leninske politiske dimension udvidet og konkretiseret i en modsætningsfyldt form. I den herskende klasse havde februarrevolutionen uskadeliggjort den despotiske ledende fraktion, men ganske vist ikke grundlæggende forandret hverken situationen for de medtagede asiatiske feudalherrer (landkapitalister af asiatisk natur) på landet eller situationen for det for første gang 'fri'-blevne svage bourgeoisi i byen.
Allerede få uger efter februarrevolutionen, kort før Lenin forlod Zürich for at vende tilbage til Rusland, sagde han i en afskedstale til schweiziske arbejdere: "Vi behøver ikke det 'færdige' statsmaskineri, således som det eksisterer i de mest demokratiske borgerlige republikker, men bevæbnede og organiserede arbejderes umiddelbare magt. Det er den stat, som vi behøver".[7]
Overgangen fra den "asiatiske statsform" til den moderne borgerlige, fra denne til den borgerlige stats negation, til "proletariatets diktatur" følger i spring, ligeså springende som de russiske revolutioner.
I "Staten og revolutionen" dette teoretiske højdepunkt for det leninske opgør med hans tidligere vesteuropæiske lærer i sagerne udi "ortodoxi" Kautsky, når Lenin netop via den marxistiske position i statsspørgsmålet frem til den mest omfattende kritik af Kautsky: "Hvis staten er produktet af klassemodsætningernes uforsonlighed ..., så er det klart at befrielsen af de undertrykte klasser er umulig ikke blot uden voldelig revolution, men også uden tilintetgørelse af statsmagtens apparat, som er skabt af den herskende klasse, og hvori denne 'fremmedgørelse' personificeres".[8] For Lenin er det afgørende spørgsmål, "om den gamle statsmaskine (der gennem tusind tråde er forbundet med bourgeoisiet og helt igennem er inficeret med forbenede sædvaner og konservatisme) forbliver opretholdt, eller om den opløses og erstattes af en ny".[9] Men hvad nu det "gamle statsmaskineri" af asiatisk type var i Rusland, bliver fuldstændig tilslører gennem abstraktionen. I denne almenhed bevæger "Staten og revolutionen" sig: "Vi ved alle, at 'statens' politiske form til den tid er det mest fuldkomne demokrati".[10] Denne sætning karakteriserer ifølge Lenin "proletariatets diktatur". Gennem opløsning af den borgerlige statsmaskine skal der skabes en proletarisk statsmaskine som negation af den borgerlige: "I det socialistiske samfund vil 'en art parlament' af arbejderdeputerede naturligvis 'fastsætte arbejdsordningerne' og 'overvåge forvaltningen af apparatet' men dette apparat vil ikke være 'bureaukratisk'". Hvorledes vil det egentlig ikke det?: "Arbejderne vil efter erobring af den politiske magt ødelægge det gamle bureaukratiske apparat, opløse det fra grunden, ikke overføre en sten fra det til det nye". Der kommer den næsten 20 år lange erfaring med zarismens undertrykkelsesapparat til udtryk. Og så?: "De vil erstatte det gennem et nyt apparat, opbygget af netop disse arbejdere og funktionærer, og mod hvis forvandling til bureaukrater man straks vil træffe de af Marx og Engels indgående undersøgte foranstaltninger:
1. ikke kun valgbarhed, men også til enhver given tid afsættelighed; 2. en betaling som ikke overstiger arbejderlønnen; 3. øjeblikkelig overgang til, at alle udfører funktionerne: kontrol og opsyn, at alle i en tid lang bliver 'bureaukrater', så at derfor ingen kan blive 'bureaukrater'. "[11]
Det der falder i øjnene er, at der ikke mere er tale om den russiske virkelighed, som få uger før "Staten og revolutionen" kort før februarvirkeligheden endnu var fuld af asiatisk middelalderlighed. Senere falder det i øjnene, at den "industrielle overbygning". det ubetydelige industriproletariat og funktionærerne ganske vist skal uddannes til den nye statsmaskine, men at bønderne, landets basis, ikke engang nævnes på dette sted! Er det ikke fordi den vesteuropæiske "civilisation" det feticherede vesteuropæiske kapitalforhold netop allermindst kunne findes på landet?
Ledelsen af funktionerne i den nye produktions- og fordelingsproces må således forkortes i "Staten og revolutionen" fordi Lenin indskrænker hele komplekset til "regnskabsføring" og "arbejderkontrol" til den "industrielle overbygning" i Rusland, hvor der fandtes vesteuropæisk "civilisation" - i betydningen af Lenins kultur- og produktionsbegreb.
I "Staten og revolutionen" bliver den foregivne "komplicering af det offentlige liv, differentieringen i funktionerne og lignende"[12] med rette afvist som opportunistisk sludder; Lenin var jo klar over simpelheden, over den i sammenligning med Vesteuropa - ringe udvikling af produktivkræfterne på landet. Men netop denne simpelhed fornemmer han og netop på grund af sit kultur- og produktionsbegreb, som en mangel, endskønt der dog netop her eksisterede særlige socialismemuligheder formidlet af den gamle kommunistiske produktionstradition.
Opsatsen "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?" skal vise os, at han i statsspørgsmålet går et skridt tilbage, han indtager hverken den vesteuropæisk-socialistiske eller den asiatisk-socialistiske holdning, men den radikal-borgerlige holdning i stats- og produktionsspørgsmålet.[13]
Hvad var nu særligt iøjnefaldende i "Staten og revolutionen" med henblik på den asiatiske konception, således som Lenin havde videreudviklet og genudviklet den for Rusland? Den er opgivet, og det har helt igennem en taktisk betydning. Zarismens asiatiske statskapitalisme var brudt, det tilsyneladende vesteuropæiske gennembrud for konkurrencekapitalismen var indledt. At sprænge dette - ifølge teorien - nyetablerede borgerlige samfund var derfor nu den proletariske klassekampsopgave. Lenin havde på taktikkens vej udnævnt det russiske samfund til et 'civiliseret', hvilket på den ene side fuldstændig modsagde hans tidligere vurdering, men på den anden side også var i overensstemmelse med den, fordi den "asiatiske statsordnings" (Lenin) barbariske epoke jo var slut. Mens det gamle magt- og udbytningsapparat endnu eksisterede, gik alt uhyre langsomt for Lenin. Efter styrtet fulgte den politisk-teoretiske omslagsproces uhyre hurtigt.
Ud af den umiddelbare umulighed af den øjeblikkelige socialistiske revolution opstod for Lenin efter styrtet af despotiet den umiddelbare mulighed - via de spontane bondeopstande; det vi vi tale mere om. Den russiske 'civilisation' havde sat sig igennem med februarrevolutionen, mener Lenin. Rusland blev dermed udnævnt til vesteuropæisk 'kultur'-land[14] uden overhovedet at have en vesteuropæisk produktionsstruktur. Idet der bliver propageret for den vesteuropæiske proletariske revolution går basisbefolkningens, bondestandens asiatiske revolutionære rolle tabt i den teoretiske ansats i Lenins revolutionære taktik! I lang tid! Hvad mener jeg nu er det tilbageskridt, der fremtræder som "fremskridt" i "Staten og revolutionen"? Den grundlæggende svaghed i "Staten og revolutionen" er, at Lenin overhovedet ikke kommer ind på den politisk-økonomiske formidling i statsspørgsmålet. Politikkens primat tilsidesætter for ham kritikken af den politiske økonomi i dette spørgsmål, en fejl, der fremtræder igen og igen i Lenins revolutionære taktik. Hvorledes kan jeg komme ind på den virkelige afskaffelse af den borgerlige statsmaskine i vesteuropæisk forstand, hvis jeg ikke stiller afskaffelsen af lønarbejdet i centrum, ikke afklarer det politisk befriende "proletariatets diktatur" over den økonomiske struktur og den nye kvalitet i produktionen? Er den senere henvisning til "arbejderkontrol" tilstrækkelig, når bondemasserne er blevet frakendt den plebejiske kontrolrettighed? Når de som i den zaristiske tradition truer med at blive samfundsmæssigt objekt. Naturligvis ville Lenin ikke dette, men kontinuiteten i hans interpretation af Rusland som "uudviklet land" havde disse følger. Af denne grund har "Staten og revolutionen" også denne modsætningsfulde karakter. Vigtige indsigter i teksten bliver igen indskrænket i netop denne tekst: "Proletariatet behøver statsmagten, en centraliseret organisation af magten, en organisation af herredømmet såvel til undertrykkelse af udbytternes modstand som til ledelse af de uhyre befolkningsmasser, bønderne, småborgerskabet, proletarerne, for at bringe den socialistiske økonomi i 'gang' ".[14a] Lenin overser ikke bondestanden, men den er for ham et objekt for politisk-pædagogiske bestræbelser: "Gennem opdragelse af arbejderpartiet opstår for marxismen proletariatets avantgarde, som er i stand til at gribe magten og at føre hele folket til socialismen, at lede og organisere den nye ordning, at være lærere, ledere, førere for alle arbejdere og udbyttede i opbygningen af deres samfundsmæssige liv uden bourgeoisi og mod bourgeoisiet".[14b] Dette er en linie, som intet har til fælles med Marx i 'Kommunen'. Her fjerner Lenin sig fra evner og behov hos den russiske og den vesteuropæiske undertrykte klasse; der fremtræder en bolsjevistisk syndikalisme, kraftigt gennemstrømmet af Sorel-momenter om den "nye elite".
I "To taktikker for socialdemokratiet i den demokratiske revolution" havde Lenin efter revolutionen i 1905 sagt imod anarkisterne, at socialdemokratiet vil, at arbejderklassen befrier sig selv. Lad os for et øjeblik se bort fra, at bønderne også i denne tekst kun er et objekt for historien. I "Staten og revolutionen" går Lenin endog med hensyn til arbejderklassen længere tilbage: det revolutionære arbejderparti opdrages ikke af arbejderklassen, men af "marxismen". Som om der fandtes en marxisme, der kan være befriende for praksis, en marxisme, som ikke var rettet mod at opretholde vekselvirkningen mellem parti og klasse og klassens kontrol af partiet. Men på den anden side, og det må man altid have i erindring, var kun bolsjevikkerne virkelig kampberedte for den historiske situation. Det må enhver historisk kritik tage hensyn til, men den må som socialistisk kritik netop også efterprøve, om kravet om befrielse, målt ved de undertryktes interesser, bliver indløst. At ophøje det bolsjevistiske parti til historisk-samfundsmæssigt subjekt, vil det ikke sige at lade dem, som har gennemført februar- og oktoberrevolutionen, blive til objekt for ledelsen?
"Med Staten og revolutionen" følger den teoretiske forberedelse af oprøret. Parallelt hertil var kommet "Den truende katastrofe, og hvordan man skal bekæmpe den" som forklaring på den politisk-økonomiske krise i den (netop opståede og allerede forgangne) borgerlig-demokratiske regering. I krisefremstillingen møder vi den russiske virkelighed. Om den asiatiske statskapitalismes magt siger Lenin i lærestykket om sukkersyndikatet: "Det blev endnu skabt under zarismen og førte dengang til en stort anlagt kapitalistisk sammenslutning bestående af fortræffeligt udrustede fabrikker og værker, hvorved denne sammenslutning selvfølgelig helt igennem var gennemtrængt af en ærkereaktionær og bureaukratisk ånd, som sikrede kapitalisterne skandaløst høje profitter ... Staten kontrollerede og regulerede allerede dengang produktionen - til fordel for pengemagnaterne, de rige".[15] Vi har altså her at gøre med et glansnummer i den zaristiske monopolkapitalisme. Hvorledes kan problemet løses? "Man behøver her kun at forandre den reaktionære-bureaukratiske regulering til en revolutionær-bureaukratisk og netop gennem den simple forføjelse over indkaldelse til samling af funktionærer, ingeniører, direktører og aktionærer, gennem indførelse af en ensartet regnskabsføring, gennem kontrol via arbejderforbundene osv."[16] Hvem forhindrer mest den simple forandring af produktionen? Lenin siger: "I den demokratiske republik vedbliver i virkeligheden den reaktionær-bureaukratiske regulering af sukkerindustrien at bestå, alt forbliver ved det gamle: bortødslen af folkearbejdet, de forbenede sædvaner, stagnationen og Bobrinskis og Tereschtschenkos berigelse.[16a]"[17]. Skjult, men ganske entydigt dukker her problemet op om den asiatiske kapitalisme, således som det hele tiden kan findes hos Lenin. Men Lenin fremdrager ikke selvforvaltningen som reguleringsmulighed, men tror at der findes en "revolutionær-bureaukratisk" løsning. Hvorfra og hvordan så en ny samfundsmæssig kvalitet skal opstå, der forbliver et åbent spørgsmål.
Hvad må afskaffes, for at vi kan tilvejebringe for os en ny livskvalitet og en ny produktionsmåde? Dette er fremmed for "Staten og revolutionen". Henvisningen til sovjetterne som proletariatets nye statsmaskine, henvisningen til vekselvirkningen mellem "regnskabsføring" og "arbejderkontrol" giver intet svar derpå: "Staten og revolutionen" er lige så lidt formidlet med Vesteuropa som med den russiske totalvirkelighed. Og alligevel var dette skrift af grundlæggende betydning for bolsjevikkernes politiske sejr i den industrielle overbygning i Petersburg og Moskva, de to storbyer, som var afgørende for den politiske magtovertagelse.
At gennembryde den samfundsmæssige stagnation betragter Lenin som hovedopgave for det bolsjevistiske alternativ. Hvorledes skal arbejderne og bønderne nu komme i nærheden af realiseringen af deres interesser og behov? Hvorledes skal nu produktiviteten hæves gennem "regnskabsføring" og "arbejderkontrol"? Hans svar er: "I Rusland findes der tilstrækkeligt korn"[18] kul, olie og jern; "i denne henseende er vores land bedre end tilstanden i nogle af de andre krigsførende europæiske lande. Gennem bekæmpelse af kaos'et med de nævnte midler, gennem mobilisering af masserne til selvstændig handlen i denne kamp, gennem forbedring af deres situation og gennem nationalisering af bankerne og syndikaterne kunne Rusland udnytte sin revolution og sit demokrati til at hæve hele landet op på et uforligneligt højere trin af økonomisk organiserethed".[19] Hvilken politisk-økonomisk metode foreslår Lenin for at komme ud af stagnationen? Den ene side: mobilisering af masserne, arbejderkontrollen osv. kender vi allerede. Hvad mere? Og her bliver det særligt interessant: "Frankrigs eksempel lærer os ét, kun ét: for at gøre Rusland forsvarsdygtigt, for også at opnå 'undere' ved masseheroismen i Rusland, må man bortkaste alt det gamle med 'jakobinsk' skånselsløshed og forny og omforme Rusland økonomisk".[20] Han tænker altså ikke i ringeste grad på en rekonstruktion af den russiske produktionsarv, vil for enhver pris likvidere det "asiatiske" den russiske historie for at opnå 'fremskridt' en vesteuropæisk udviklingsgang. Nationaliseringen af ejendom og jord såvel som af bankerne mener han desuden er særlig vigtig. Hvor vil Lenin nu egentlig nå hen? Hans indsigt i den halvasiatiske fortid, den asiatiske statskapitalisme kender vi; netop alt det vil han fjerne. Men hans konkrete mål er indtil nu endnu blevet uklart for os.
Før han forklarer os det, henviser han på ny til den russiske særegenhed, uden at kalde det "asiaterdømme":
"På grund af en række historiske årsager - Ruslands større tilbageståenhed, de særlige vanskeligheder for Rusland forårsaget gennem krigen, zarismens vidt fremskredne dovenskab" - altså en zaristisk-imperialistisk dovenskab - "og den overordentligt levende tradition fra året 1905 - er revolutionen brudt tidligere ud i Rusland end i andre lande".[21] Og det kommer til den ejendommelige sætning: "Revolutionen bevirkede, at Rusland i løbet af nogle få måneder mht. sit politiske system har indhentet de fremskredne lande".[22] Den teoretiske fejl, at give politikken primat, dukker op på ny, den politiskøkonomiske formidling kommer ikke i stand hos Lenin. Den politiske fremtrædelse bliver udnævnt til væsen, og det økonomiske "tilbageskridt" som i virkeligheden var i fuld overensstemmelse med det politiske fremskridt, bliver erklæret krig: "Krigen er ubønhørlig, den stiller med skånselsløs skarphed spørgsmålet: enten gå under eller indhente og overhale de fremskredne lande også økonomisk".[23] Lenin argumenterer tilsyneladende ligesom Marx i. dennes brev til Vera Sassulitsch: "Det er muligt, thi foran os ligger de færdige erfaringer hos et stort antal fremskredne lande, ligger de færdige resultater af deres teknik og kultur. Vi finder en moralsk støtte i den voksende protest mod krigen i Europa, i atmosfæren af den proletariske verdensrevolution, som vokser til".[24] Lad os heller ikke her glemme fællesskabet mellem Plechanow og Lenin i 1905, den fælles forudsætning, at en restauration af asiaterdømmet vil finde sted, hvis en russisk revolution ikke understøttes af den vesteuropæiske, især i Tyskland.
Her ligger meningen i Lenins sætning "gå under eller storme frem med fuld damp. Således stilles spørgsmålet om historien".[25] Dette falske alternativ skal vi netop snart møde i KI-politikken hos SUKP og i KI-eksekutivkomiteen.
Men nu vil jeg først undersøge, hvorledes Lenin kort før oktoberrevolutionen i "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten" forsøger direkte at give et politisk svar - og netop på ny omkring spørgsmålet om forskellen mellem borgerlig og proletarisk statsapparat. Hvad skal afskaffes? Og hvad ikke? Det er det afgørende spørgsmål. Teoretisk, dvs. i "Staten og revolutionen" siger Lenin, at den borgerlige statsmaskine må tilintetgøres. Praktisk, dvs. i "Vil bolsjevikkerne holde statsmagten?" trækker Lenin andre konsekvenser og slutninger. Adskillelsen mellem teori og praksis, og med en praksis-dominans, træder på ny frem. Der kunne allerede findes ansatser til dette i "Den truende katastrofe og hvordan man skal bekæmpe den". Det, der interesserer os, er, hvilke institutioner for det tidligere magt- og udbytningsvæsen, der blev afskaffet i revolutionsprocessen, og vi må nøje fofølge, hvorledes og hvorved de revolutionære komiteer og sovjetter går til grunde eller afskaffes. At bolsjevikkerne med succes har gennemført oktoberrevolutionen i forbund med arbejdere, soldater og bønder, det ved vi fra hundreder af bøger. Men tallet på de bøger, der beskæftiger sig med sovjetternes nederlag, er stadigvæk ringe. Min tese er, at sovjetternes undergang hænger snævert sammen med den "nye" statsmaskines opstigning.
Det dialektiske forhold mellem revolutionært parti og råd står til debat. Herved må vi i særdeleshed tage hensyn til den nye statsmaskines opkomst og rolle, som Lenin ser den. I "Staten og revolutionen" har Lenin udpeget den russiske revolutions mål; nu drejer det sig om at problematisere den taktiske løsning i det umiddelbare øjeblik. Målet er utopisk, taktikken konkret. Jeg har forsøgt at påvise, at allerede bestemmelsen af målet gemte alvorlige modsigelser. Mon det skulle være anderledes i den konkrete opgave?
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] LW, bd. 23, s. 66. Hvilket Sovjetunionens historie beviser eksemplarisk!
[2] Ødelæggelsen af statsformen ville i sidste instans være smeltet sammen med opløsningen af partiformerne. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[3] LW, bd. 23, s. 166.
[4] LW, ibid., s. 165/66. Idet Lenin ikke gør det klart, at "proletariatets diktatur" "ikke længere er en egentlig stat" (Engels), udvisker han den grundlæggende forskel mellem "staten" og "proletariatets diktatur". "Proletariatets diktatur" vil sige, at den kollektive association dominerer, hvilket netop bliver forhindret i ligestillingen mellem "stat" og "proletariatets diktatur". Endelig drejer det sig efter den proletariske revolution ikke om de borgerlige statsformers uddøen i "proletariatets diktatur", men det drejer sig alene om, at "proletariatets diktatur" uddør, det drejer sig om de befriedes fulde association. Om hvor forskelligt Lenin og andre førende bolsjevikker i de forskellige historiske laser fortolker problemet om "proletariatets diktatur" specifikt eksemplificeret ved "Pariserkommunen", se Klaus Meschkat, Die Pariser Kommune von 1871 im Spiegel der sowjetischen geschichtsschreibung [Pariserkommunen fra 1871 i lyset af den sovjetiske historieskrivning], Berlin 1965 eller Infodruck Köln, s. 65ff..
[5] Bucharin, citeret fra: A. G. Löwy, Die Weltgeschichte ist das Weltgericht Verdenshistorien er verdensdommen, Wien 1969, s. 62.
[6] Bucharin, i: Löwy, ibid., s.65.
[7] LW, bd. 23, s. 372. Lenin siger ikke tydeligt, at det russiske samfund bliver behersket af staten, og at staten må styrtes for at frigive samfundet. Modsætningen mellem samfundsmæssiggørelse og statsliggørelse kan ses ved forskellen mellem folkets bevæbning (milits) og den stående hær. At bolsjevikkerne efter magtovertagelsen strandede på dette spørgsmål, kan ikke føres tilbage til borgerkrigssituationen. Da en sådan situation netop er egnet for militsen og partisankampe. At det modsatte skete i SU, synes mig ikke at være adskilleligt fra den kendsgerning, at forholdet mellem arbejderklasse og bondestand - således som det fremtrådte under de specifikke russiske betingelser - var forblevet uden organisatoriske konsekvenser.
[8] LW, bd. 25, s. 400; Udvalgte værker bd. 8, s. 12.
[9] LW, bd. 25, s. 501; Udvalgte værker bd. 8, s. 122.
[10] LW, bd. 25, s. 409; Udvalgte værker bd. 8, s. 21.
[11] LW, bd. 25, s. 496; Udvalgte værker bd. 8, s. 116. Minder om Brechts, "Me-ti, Buch der Wendungen" [Me-ti, Forvandlingernes bog].
[12] LW, bd. 25, s. 401; Udvalgte værker bd. 8, s. 12.
[13] Hvilket efter erobringen af magten især viste sig i spørgsmålet om fabriksråd, ledelsen af produktionen osv.
[14] I hvor høj grad Lenin i slutningen af 1915 adskilte de vesteuropæiske 'kulturlande' og Rusland, se Lenin-Sinoviev, Gegen den Strom, op. cit., s. 296.
[14a] LW, bd. 25, s. 416; Udvalgte værker bd. 8, s. 28.
[14b] Ibid.
[15] LAV, bd. 25, s. 345; Udvalgte værker bd. 7, s. 136. (Fremhævelser af mig, R. D.)
[16] Ibid.; bureaukratiets anti-emancipative moment bliver ikke overvundet ved, at man løjer ordet "revolutionær" til.
[16a] Begge er at forstå som repræsentanter for den reaktionær-bureaukratiske fraktion efter februarrevolutionen.
[17] Ibid.; de sidste to fremhævelser, R. D.
Stagnation og "forbenede sædvaner" herskede stadigvæk; den borgerlige februarrevolution havde vist sig ude af stand til at fuldbringe det i årtier ønskede gennembrud. For Lenin var tiden nu endegyldigt inde til at lade sprængningen af de overleverede bastioner med proletariske mål og aktioner blive praktisk.
[18] Hvilket ikke længere lindes i dag. SU har allerede i lang tid - især i 70'erne - købt fra Amerika og Canada.
[19] LW, bd. 25, s. 372; Udvalgte værker bd. 7, s. 169.
[20] Ibid., s. 373; Udvalgte værker bd. 7, s. 171.
[21] Ibid., s. 375; Udvalgte værker bd. 7, s. 173.
[22] Ibid.
[23] Ibid. (fremhævelse af mig, R. D.) Der er allerede hos Lenin en ansats til den senere Krustjov-Bresjnev-kooperation med Vesten, hvilket dog hos Lenin over NEP tager en fuldstændig anden drejning, som så igen blev ødelagt af Stalin! Alternativet til "indhente og overhale" var - hvad Lenin erkendte i slutningen af sit liv og hvad kineserne viser: "Hellere mindre, men bedre!"
[24] Ibid.
[25] Ibid.
Last updated on: 8.22.2008