Paul Mattick

Værditeori og kapitalakkumulation

Boganmeldelse af Joseph M. Gilman's The Falling Rate of Profit: Marx's Law and Its Significance to Twentieth-Century Capitalism

1959


Originaltitel: "Value Theory and Capital Accumulation"
Offentliggjort: i Science and Society No. 23, 1959; tillægget er fra "Kritik der Neomarxisten", Frankfurt a.M., 1974
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren


Indhold:


Marx' teori om kapitalens udvikling opstod på grundlag af hans kritik af laissez-faire-kapitalismens værditeori. For at markedsmekanismen skal give lovmæssige resultater, forudsætter den et princip for byttehandelen, som kan forklare priserne og deres forandringer. En given pris kan variere i samspillet mellem udbud og efterspørgsel, men spørgsmålet om, hvad der bestemmer prisen, er stadig ikke besvaret. For den klassiske nationaløkonomi var prisen en afledning af værdien, som igen var bestemt af den til varens fremstilling samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid. Der var ingen grund til at protestere mod denne forklaring, som ikke udelukkede særlige tilfælde, hvor prisen ingen relation har til arbejdstiden. I hvert tilfælde akcepterede Marx arbejdsværditeorien som den bedste tilnærmelse til det faktiske vurderingsforløb, som ligger til grund for priserne.

For Marx var kapitalproduktionens inhærente modsætninger ikke af "økonomisk" karakter, i begrebets borgerlige betydning. Han interesserer sig ikke for forholdet mellem udbud og efterspørgsel pa markedet, men for de samfundsmæssige produktivkræfters indvirkning på de samfundsmæssige produktionsrelationer, dvs. for den stigende arbejdsproduktivitets effekt pa værdi- og merværdiproduktionen. Den borgerlige nationaløkonomi skiller den stigende arbejdsproduktivitet fra dens sociale implikationer og fejrer den som et produkt af kapitalen selv. For Marx er det imidlertid den uafhængige variabel, der bestemmer alle de andre variabler i det økonomiske systems relationer.

Hvor meget konkurrencen end regulerer og hvor stør en indflydelse udbud og efterspørgsel end har: det. der tæller i den sidste ende - også set under udviklingens synsvinkel - er forandringen i arbejdsproduktiviteten. Den betinger samfundets materielle forvandling, som omfatter alle socioøkonomiske relationer. Denne arbejdets særlige betydning og dets voksende produktivitet forte i Marx' analyse til opdagelsen af en bestemt trend i kapitalakkumulationen, som afdækkede kvalitative forandringer i kølvandet pa kvantitative. Marx kunne vise, at den kapitalistiske "ligevægtsmekanisme" måtte forandre sig i løbet af kapitalakkumulationen, og at den sidstnævnte bestemmer størrelsen af udbud og efterspørgsel, eftersom markedslovene er underlagt en mere almen udvikling - en fremadskridende "uligevægt" mellem de samfundsmæssige produktivkræfter og de kapitalistiske produktionsrelationer.

Marx mente, at værditeorien var uundværlig som forklaring på kapitalens udviklingstendenser; for ham var den den eneste "rationelle basis for den politiske økonomi". Han vidste naturligvis, at selve den samfundsmæssige arbejdsproces ikke har noget at gøre med hverken værdi eller pris, men ene og alene med den arbejdende befolknings tidsrøvende fysiske og åndelige anstrengelser - at "værdi" og "pris" er feticherende kategorier for givne samfundsmæssige produktionsrelationer. Det var imidlertid ikke nok at henvise til, at de herskende økonomiske kategorier selv havde behov for en forklaring, og at den borgerlige økonomiske "videnskab" kun kunne tilsløre de evidente nødvendigheder i den samfundsmæssige produktion og distribution. For at komme frem til en teori om kapitalens udvikling, matte man antage gyldigheden af et bestemt regulerende princip - værdibegrebet, som kom nærmest virkeligheden, fordi den udtrykte de faktiske nødvendigheder og omfattede de bestående ligevægtstendenser i markedsmekanismen.

Set ud fra arbejdsværditeorien falder en vares bytteværdi med stigende arbejdsproduktivitet. Den kapitalistiske produktion er imidlertid produktion af bytteværdi via vareproduktion. Dens formål er merværdi som overskydende bytteværdi. Merværdi er differencen mellem arbejdskraftens bytteværdi og dens produktionskapacitet. Den er tidsrelationen mellem det arbejde, der er nødvendigt for at bevare og reproducere arbejdskraften og det arbejde, som tilfalder kapitalisterne i form af merprodukter, der realiseres som profitter. Kapitalistisk set er en forøgelse af arbejdsproduktiviteten meningsløs, hvis den ikke fører til en forøget merværdi. En vækst i merværdien muliggøres af en øget produktivitet, men forudsætter en forandring af forholdet mellem nødvendigt og overskydende arbejde. Jo mere kapitalisterne får af det sidstnævnte, des mindre far arbejderne af det førstnævnte.

Væksten i produktivitet og merværdi og kapitalens akkumulation er en og samme proces. Denne vækst implicerer, at den i produktionsmidler investerede kapital vokser forholdsvis hurtigere end den, der er investeret i arbejdskraft. I "Kapitalen" konstruerer Marx en værdimodel for kapitalens udvikling; den indeholder den teoretisk tænkelige enhed "totalkapitalen" med de samfundsmæssige totalstørrelser lønninger, profitter og investeringer. Den samfundsmæssige reproduktionsproces er her kapitalens akkumulation, dvs. den omfatter reproduktion i større skala. Den i arbejdskraft investerede kapital kaldte Marx for "variabel kapital", fordi den kan skabe merværdi, og altså også yderligere kapital. Den i produktionsmidlerne investerede kapital kaldte han "konstant kapital". Relationen mellem de to, både hvad angår deres tekniske som deres værdimæssige side, kaldte han "kapitalens organiske sammensætning". Akkumulation medfører en voksende organisk sammensætning af kapitalen, dvs. mere konstant, mindre variabel kapital. Da profitterne beregnes ud fra den totale investerede kapital, må de opvise en faldende tendens, når den eneste del, der bringer merværdi, bliver mindre. Men denne proces implicerer også en øget mulighed for at udvinde mere merværdi, således at profitternes faldende "tendens" ophæves - og dette er årsagen til selve processen. Ifølge Marx viser altså udviklingen af arbejdets samfundsmæssige produktivkraft sig i kapitalismen "pa den ene side som en tendens til fortløbende fald i profitraten, og på den anden side i en stadig vækst af den absolutte masse af tilegnet merværdi eller profit; til den relative aftagen af den variable kapital og profitten, svarer altså som helhed en absolut tiltagen af dem begge. Denne dobbeltsidede virkning kan som vist kun give sig udslag i en vækst af totalkapitalen, der foregår i hurtigere progression end den, hvormed profitraten falder".[1]

Den "abstrakte lovmæssighed" hvorefter stigende arbejdsproduktivitet viser sig som en faldende profitrate, som samtidig kan kompenseres ved en voksende merværdimasse, kan synes temmelig betydningsløs, sålænge kapitalen er i stand til at akkumulere. Hvis profitraten ikke falder i virkeligheden, så betyder det ikke, at et værdiskema over kapitalens udvikling, hvor profitraten opviser en faldende tendens, er værdiløst. For at demonstrere denne tendens, må man naturligvis antage et kapitalistisk system med voksende organisk sammensætning af kapitalen og en statisk udbytningsrate, eller man må, hvis man undersøger en stigende merværdirate. antage et lukket system med givne arbejdskræfter, hvor den fremadskridende akkumulationsproces lader det nødvendige arbejde tendere mod nul, medens den selv kræver mere og mere overskydende arbejde. Dette er urealistiske antagelser. Men akkumulationsprocessen og den voksende organiske sammensætning er dog højst reelle processer. Og selv om kapitalisterne ikke er sig bevidste om en tendens til fald i profitraten, lider de under perioder med faldende rentabilitet, karakteriseret ved en faldende akkumulationsrate. Denne kendsgerning hverken understøtter eller modsiger Marx' teori. Den ligner kun kapitaludviklingens værdiskema. Værdiskemaet for akkumulationen postulerer imidlertid kun muligheden af en krise ud fra kapitalens almene karakter, "uden hensyntagen til de reelle forhold /.../, som danner forudsætningerne for den virkelige produktionsproces".[2]

I virkeligheden kan man dog ikke forvente, at kapitalismen skulle gå til grunde på grund af akkumulationen eller, hvad der ville være det samme, profitratens tendens til fald. Akkumulationen ville udelukkende kunne elimineres, hvis reelle samfundsmæssige betingelser forhindrede en tilstrækkelig vækst i merværdien, således at den ikke kunne fremkalde yderligere kapitalekspansion, eller hvis kapitalekspansionen havde nået det punkt, hvor enhver tilvækst i kapitalen ville frembringe samme, eller mindre, merværdi. Da man ikke kan aflede nogen af disse situationer af de nutidige betingelser for den kapitalistiske produktion, havde Rosa Luxemburg ret, da hun betegnede forestillingen om, at kapitalismen ville bryde sammen på grund af den faldende profitrate, som illusorisk. Hun mente, at "kapitalismens sammenbrud på grund af profitratens fald havde lange udsigter, sådan cirka til solens slukning"[3]

Selv om Rosa Luxemburg har ret, rammer hun ikke det væsentlige. Kapitalproduktionens "selvopløsning" - på grund af det fald i profitraten, som forudsættes i værdimodellen for kapitalens ekspansion, skulle være en hjælp til at forstå kapitaldannelsens virkelige proces - og ikke repræsentere denne proces i almengyldig form. I hvert tilfælde gjorde Marx gang på gang opmærksom på, at der ikke umiddelbart kan udledes nogen udsagn om virkelige situationer af værdiskemaet for kapitalens udvikling. Ifølge hans opfattelse må alle virkelige kriser i kapitalismen forklares ud fra de empirisk givne forhold, "ud fra den kapitalistiske produktions, konkurrences og kredits reelle bevægelser".[4]

Marx' akkumulationsteori hænger ikke umiddelbart sammen med den faktiske kapitaldannelsesproces. Forskellen mellem værdimodellen og virkeligheden må ikke udviskes. Spørgsmål, der opstår i modellen, kan ikke besvares under henvisning til fænomener, der kun optræder i virkeligheden, og losninger pa problemer i den virkelige verden kan man ikke finde i værdiskemaet. Kapitalekspansionens abstrakte værdiskema har en anden opgave. Det viser, at - bortset fra konkurrencen, som den drivende kraft for kapitalens udvikling på det faktiske marked - merværdiproduktionen begrænses af den kapitalistiske produktions dobbeltkarakter (brugsværdi og bytteværdi), som kun kan overvindes ved en stadig udvidelse og ekspansion af kapitalen og den kapitalistiske produktionsmåde. Ifølge Marx består kapitalismens grundlæggende modsigelse i, at produktionsudvidelsen kommer i konflikt med værdidannelsen: "Helt generelt udtrykt består modsigelsen i, at den kapitalistiske produktionsmåde indeholder en tendens til absolut udvikling af produktivkræfterne, uden hensyn til værdien og den deri indeholdte merværdi, også uden hensyn til de samfundsmæssige relationer, hvori den kapitalistiske produktion finder sted; mens den på den anden side har til formål at opretholde den eksisterende kapitalværdi og at anvende denne til valorisering i største stil (dvs. en stadig hurtigere tilvækst i denne værdi)."[5] En uhæmmet udvikling af produktionen under konkurrencebetingelser kan føre til, at ekspansionen i brugsværdier ikke mere svarer til ekspansionen i bytteværdier og derfor må indstilles midlertidigt. Det er i denne betydning, at Marx siger: "Den egentlige skranke for den kapitalistiske produktion er kapitalen selv, nemlig dette: at kapitalen og dens selvvalorisering fremtræder som udgangspunkt og slutpunkt, som motiv og formål for produktionen; /.../ Midlet - ubetinget udvikling af de samfundsmæssige produktivkræfter - kommer i stadig konflikt med det begrænsede formål, valoriseringen af den forhåndenværende kapital."[6]

I Marx' abstrakte værdiskema leder akkumulationen til et fald i merværdien, når man forudsætter betingelser, som begrænser ekspansionen. Selv om disse betingelser ikke opstår i virkeligheden, er det klart, at der for alle kapitaler, for alle nationale kapitaler og for totalkapitalen findes definitive grænser for den rentable ekspansion. Og ikke alene markedet, men også hele den samfundsmæssige situation med alle dens forgreninger, sætter midlertidige grænser for kapitalekspansionen. Da det ikke er muligt at beregne, hvornår den samfundsmæssige situation begrænser den enkelte kapitals eller totalkapitalens ekspansion, måtte man antage begrænsende betingelser for at kunne afdække betydningen af denne proces.

Kapitalens overakkumulation står altid ved slutningen af en akkumulationsperiode, hvor produktionsudvidelsen løber parallelt med kapitalekspansionen. Hvis bestående udbytningsbetingelser udelukker en yderligere rentabel kapitalekspansion, indtræder der en krise. Dette fører naturligvis til processer, som fjerner de midlertidige grænser for kapitalens videre akkumulation. Men reorganiseringen af totalkapitalens struktur sætter nye grænser indenfor de nye, for næste periode karakteristiske betingelser. Alligevel er der ingen grund til at antage, at produktionsbetingelserne altid vil tilpasse sig kapitalekspansionens behov; så meget desto mindre som produktionsbetingelserne er de almene samfundsmæssige betingelser for produktionen, og kapitalekspansionen er et særligt behov, der kun er knyttet til udbytningsrelationen mellem kapital og arbejde.

Selv om Marx' abstrakte kapitaludviklingsteori ikke kan forudsige kapitalismens endelige fald, har den dog betydning som et instrument, der kan bruges imod den sejlivede illusion, at kapitalismen nogensinde ville opnå den tilstand af harmoni, som af dens apologeter påstås være fremtidens eneste håb. Den forklarer, hvorfor alle konkrete modsætninger i den kapitalistiske realitet ikke kan anses for at være tilfældigheder eller mangler, der lige kan afhjælpes. Disse vanskeligheder, enkeltvis og som et udviklingsmønster, skyldes en trend i selve kapitalakkumulationen. Når kapitalismens indre sammenhænge er forstået, skrev Marx: "så omstyrtes enhver teoretisk tro på de bestående tilstandes permanente nødvendighed, endnu før de styrter sammen i virkeligheden".[7] Akkumulationsteoriens vaghed er både dens svaghed og dens styrke, men fremfor alt var den den eneste form, som man kunne begribe den kapitalistiske udvikling i.

 

Profitratens fald og dens modtendenser

Der findes marxister, som har projiceret Marx' resultater med hensyn til værdimodellen for kapitalens værdiekspansion ud på kapitaldannelsen i den reale verden. Det må også indrømmes, at Marx, og hans udgiver, ikke altid skelnede klart nok mellem de reelle kapitalistiske forhold og deres fremtræden i værditeorien. Mens man imidlertid kan betragte dette som en mangel i Marx' fremstilling, mener nogle af hans elever, at kapitalismens sammenbrud er sikret ved "værdiloven", som et økonomisk modstykke til dialektikken.[8] Marx' kritik af den politiske økonomi blev til ideologien om den uundgåelige socialisme. Denne sammenbrudsteori blomstrede op og forsvandt med den kapitalistiske bevægelse fra depression til opblomstring, fra relativ stabilitet til almen krise. Selv da denne ideologi var i vælten, blev det aldrig benægtet, at den modsætningsfyldte værdiproduktion, hvor stræben efter profitter fører til deres forfald, ikke er umiddelbar virkelighed. Man sagde, at kapitalismens grundlæggende tendens ville udlignes ved modtendenser. Men da "værdiloven'" herskede over det hele, ville disse modtendenser med tiden udtømmes, og det hidtil usynlige fald i profitraten ville blive til et faktisk fald og ødelægge det kapitalistiske system.

Gillmans bog[9] rejser spørgsmålet om profitratens fald for den nuværende kapitalisme. Han betoner, at dette spørgsmål hidtil "hovedsagelig er blevet diskuteret på teoretisk grundlag", hvilket naturligvis er det eneste grundlag, det kan diskuteres på. Men Gillman vil "se den fra begge sider, fra den teoretiske og fra den historisk-statistiske", og her finder han, "at de historiske statistikker fra årene før første verdenskrig synes at støtte disse teorier af Marx, mens de efter krigen for det meste synes at modsige Marx' forventninger".(1) Gillman spørger sig selv, om det er hans metode og statistikkerne der er forkerte, eller om det var Marx, der kun havde ret for perioden med konkurrencekapitalisme, og at Marx' antagelser ikke ville være gyldige for monopolkapitalismen; især "med hensyn til de modtendenser, der bevirkede en udligning af profitratens tendens til fald i denne (monopolistiske) periode".(2)

Gillmans omformulering af Marx' "lov om profitratens tendens til fald" er desværre en fejltydning, for han påstår, at profitraten falder "på grund af, at tilbøjeligheden til ubegrænset kapitalakkumulation tenderer mod at begrænse det kapitalistisk bestemte konsummarkedspotential, det eneste sted, hvor gevinster kan realiseres". (4)

I Marx' teori falder profitraten imidlertid, selv om der ikke er nogen realiseringsproblemer. Det drejer sig om produktionsudvidelse og om at gøre værdien større, ikke om dens realisering. Realiseringen af merværdien er et problem i den konkrete markedssituation, ikke et problem for den abstrakte værdianalyse. Gillman bevæger sig fra første færd og hele bogen igennem fra den abstrakte værdianalyse til konkrete produktions- og distributionsforhold, og omvendt, uden at være opmærksom på, at en sådan fremgangsmåde er utilladelig. Og således bemærker han ikke, at hans skelnen mellem konkurrence- og monopolkapitalisme ikke berører profitratens tendens til fald, fordi denne refererer til "totalkapitalen" og ikke tager hensyn til følger af konkurrence eller monopol og gælder for alle faser i den kapitalistiske udvikling. Til sidst, og til forskel fra de teoretikere, der ventede på, at profitratens modtendenser skulle udtømmes, mener Gillman, at det kunne dreje sig om, at disse modtendensers varierende effektivitet kunne forklare, hvorfor der var et faktisk fald i profitraten i tidligere perioder med kapitalekspansion, og hvorfor dette ikke gælder for dagens kapitalisme.

Ifølge Marx har det "vist sig, at de samme årsager, som frembringer den almene profitrates fald, fremkalder modvirkninger, der hæmmer dette fald, lægger en dæmper på det og delvis lammer det".[10] Marx nævner følgende modvirkende tendenser: "Stærkere udbytning af arbejdet", "Tryk på arbejdslønnen bringer den ned under sin værdi", "Billiggørelse af den konstante kapitals elementer", "Den relative overbefolkning", "Udenrigshandelen", "Aktiekapitalen tiltager".[11] At tale om "en tendens til fald i profitraten" og om "modtendenser", betyder, at man bruger begreber fra værdianalysen og den konkrete virkelighed samtidig. Dette er tilladeligt, hvis man husker på, at kun "modtendenserne" er virkelige fænomener, og ved deres tilstedeværelse afslører profitratens usynlige tendens til fald. Endvidere kan de af Marx nævnte "modtendenser" bekæmpe et faktisk fald i profitraten, de kan støtte en given profitrate eller endda højne den - uafhængigt af "profitratens tendens til fald", som hænger sammen med kapitalens voksende organiske sammensætning.

De "modtendenser", som Marx nævner, står ikke i direkte forbindelse med den abstrakte teori om den faldende profitrate; de demonstrerer kun den mangelfulde orden og ufuldkommenhed, som kendetegner sidste bind af "Kapitalen", der udkom lang tid efter Marx' død. Den forøgede udbytning og billiggørelsen af den konstante kapital er ikke egentlig "modtendenser" mod profitratens tendens til fald. De kan skelnes fra den sidstnævnte på samme måde, som man kan skelne de to faser i blodets kredsløb fra hinanden - dvs. som samtidige bevægelser i kapitalakkumulationen. At en voksende organisk sammensætning af kapitalen fører til en relativ overbefolkning er ganske klart, men denne relative overbefolkning kan næppe tjene som "modtendens" til profitratens fald. Ifølge Marx gør den det, fordi den stiller nye arbejdskræfter til rådighed for industrier med lav organisk sammensætning af kapitalen og således forhøjer den gennemsnitlige profitrate. Men konkurrenceprocessen, som frembringer den gennemsnitlige profitrate, har ingen plads i Marx' abstrakte værdianalyse, da denne jo refererer til totalkapitalen. Af samme grund må udenrigshandelen også udelukkes fra en teori, der baseres på værdiloven, for ikke at tale om "arbejdslønninger under deres værdi" og "væksten i aktiekapitalen". I virkeligheden opbygges naturligvis nye industrigrene med lav organisk sammensætning, bliver nogle arbejdskræfter betalt under deres bytteværdi og er udenrigshandelen ofte overordentlig indbringende. Men disse fænomener er kun betydningsfulde i forbindelse med den faktiske kapitalbevægelse, ikke i forbindelse med den almene teori om akkumulationen, der baseres på værdiloven.

De af Marx nævnte "modtendenser" enten sinker kapitalens voksende organiske sammensætning, øger merværdiraten eller bevirker begge dele samtidig. Hvad bliver der så af "loven om profitratens tendens til fald"? Marx giver intet svar, det gør Gillman heller ikke. Han tager i stedet fat på en statistisk undersøgelse af "loven". Naturligvis bemærker han, at "de disponible statistikker ikke er lavet til lige netop dette formål" - noget af en underdrivelse - for "kapitalistiske firmaer og officielle myndigheder forsøger ikke at fremlægge deres statistikker i en form, som er i overensstemmelse med de marxistiske kategorier". Selv hvis de ville, kunne de slet ikke, da prisrelationer ikke er direkte afledt af værdirelationer. Frem for alt mener Gillman, "tillader disse statistikker ikke, at vi skiller de faktorer, der vedrører merværdiproduktionen ud fra dem, der vedrører dens realisering; således som en fuldstændig undersøgelse af den lov, Marx formulerede, ville kræve". Men trods dette forbehold mener Gillman, at de kan tjene som "en akceptabel tilnærmelse ved undersøgelsen af de antagelser, der ligger til grund for loven". (31)

Da vi ikke vil drage Gillmans statistiske beregninger i tvivl, gentager vi kun resultaterne, nemlig at Marx' "lov" har fundet sit empiriske bevis i USA, og det indtil 1919, i "en stabiliserende tendens i merværdiraten og en faldende profitrate, som omvendt svarer til en voksende organisk sammensætning" (59). Tilsyneladende vidste Marx mere, end han kunne udtrykke, eller måske gættede han bare rigtigt, da han antog et faktisk fald i profitraten på lang sigt. Men på den anden side kan den faldende profitrate, som Gillman opdager ved statistikkens hjælp, også være helt uafhængig af Marx' "lov om profitratens tendens til fald", der følger af kapitalens voksende organiske sammensætning, og være et lokalt særkende ved den amerikanske kapitaludvikling, helt uafhængig af den "almene lov om kapitalakkumulationen". Der findes ingen metode til at fa klarhed over dette, og derfor bliver vurderingen af Gillmans data en fortolkningssag. Det afhænger af hvilke forudsætninger, man opstiller med hensyn til kapitaldannelsen, om man skal læse disse data som "bevis" for gyldigheden af Marx "lov" eller som et "bevis" for det modsatte. Hvis f.eks. "lovens" gyldighed ophører 1919, kan man let påstå, at den amerikanske kapitalisme, når alt kommer til alt, netop først da kom til sig selv, og at den forudgående periode kun var belastet med alle en endnu ikke udviklet kapitalismes vanskeligheder, som, på trods af en hurtig vækst i den organiske sammensætning, endnu ikke fuldt ud kunne udnytte den skabte merværdi. Da skabelsen og fordelingen af merværdien, både i hjemlandet og internationalt, er to. forskellige processer, og da, som Gillman selv siger, hans statistikker ikke skelner mellem dem, giver faldet i profitraten - aflæst af amerikanske firmaers indkomster - intet svar på spørgsmålet, om der har været et fald i profitraten i marxsk forstand eller ej.

Der var en række specifikke forhold, der begrænsede den amerikanske kapitals profitter på det 19. århundredes verdensmarked og under den europæiske kapitals dominans. Og modsat Gillmans opfattelse var "modtendenserne" til profitratens fald mere effektive dengang end senere. Den hurtige vækst i kapitalens organiske sammensætning er jo tegn pa en hurtig vækst i merværdien, fremkaldt af en forkortelse af den nødvendige arbejdstid og en forlængelse af merarbejdstiden. Nar man siger, at udenrigshandelens evne til at modvirke profitratens fald var mindre effektiv på et tidligere udviklingstrin end den er det i den amerikanske imperialismes tidsalder, så siger man ikke andet end, at den på dette tidligere trin var mere effektiv for den europæiske kapitalisme på bekostning af den amerikanske kapital. Verdenskapitalen ville komme nærmest begrebet "totalkapitalen", hvortil profitratens tendens til fald relateres, men alligevel ville de utilgængelige data om verdenskapitalismen, selv om de var tilgængelige, være ligeså irrelevante for problemet med den faldende profitrate, som det fremlagte historiskstatistiske materiale om den amerikanske imperialisme.

Ifølge Gillman tilhører dette problem dog det forgangne, i hvert fald hvad angår den amerikanske monopolkapitalisme. Samme statistiske procedure, som først opviste en voksende organisk sammensætning af kapitalen og et fald i profitraten, viser også, at forholdet mellem konstant og variabel kapital siden 1919 har en tendens til at "forblive konstant eller endda at falde. Merværdiraten havde en tendens til at stige i ryk. Og profitraten har snarere en tendens til en stigning end til et fald" (59). Dette skulle altså modsige Marx' "lov", men i stedet for at fastslå, at Marx havde taget fejl med hensyn til den amerikanske monopolkapitalisme, mener Gillman, "at den traditionelle formel /.../ til at demonstrere lovens gyldighed, ikke mere passer under disse nye betingelser, /.../ fordi dens bestanddele /.../ er altfor stive; de modsvarer ikke den nye teknologis og erhvervslivets nye organisationsformers virkning på både produktion og realisering af merværdien" (60-61).

De forandringer, som Gillman henviser til, er følgende: "modningen af monopolkapitalens indretning og af den monopolkapitalistiske produktionsform; revolutionen i produktionsteknologien som fremmede arbejdsproduktiviteten uden at forhøje den konstante kapital tilsvarende; de stigende omkostninger ved ledelsen, de stigende omkostninger til merværdiens realisering i dens første form, dvs. i form af pengekapital gennem salg af varer" (67). Ifølge Gillman koncentrerede den amerikanske industri sig efter første verdenskrig om, at "formindske spildet; at standardisere dele, produkter og processer; at forbedre produktionsmidlernes og arbejdets effektivitet og om at udvikle biprodukter" (75). Selv om der altid har fundet en sådan "rationalisering" sted, har den ifølge Gillman bevirket "en kvalitativ forandring i den konstante kapitals natur, som blev tilsløret ved den traditionelle kvantitative fremstilling" (80). Kapital- og arbejdsbesparende opfindelser forøgede merværdiraten uden at øge kapitalens organiske sammensætning, og satte dermed loven om den faldende profitrate ud af kraft. Men da den ny teknologi "tenderer mod at minimere råvareforbruget per outputenhed og til at forlænge fikskapitalens levetid i forhold til produktoutput, tenderer den sluttelig også til at minimere efterspørgselen efter investeringskapital /.../ og skaber et nyt markedsproblem /.../ og skærper problemet med at realisere merværdien" (81). Kort sagt, den tilsyneladende afslutning på det kapitalistiske dilemma, som profitratens tendens til fald er skyld i, forstærker kun andre problemer og skaber nye vanskeligheder, som ikke kan løses med den kapitalistiske produktionsmåde som forudsætning.

Ifølge Gillman har marxisterne "hovedsagelig udtrykt problemet med den faldende profitrate ved hjælp af raten for merværdiproduktionen". Men, siger han, "fra statistisk eller sagligt forskningssynspunkt, må det antages, at den skabte merværdi kun eksisterer for så vidt som den realiseres" (86). Og da merværdiens realisering i dagens kapitalisme bliver "stadig mere umulig uden hjælp af bogholdere, købmænd og reklameforfattere og staten /.../ disse 'uproduktive' tjenesteydelser, /.../ er nødvendige for systemets funktionsevne (88). Hvis man nu kun undersøger merværdiproduktionen, så "synes de af Marx' lov om den faldende profitrate postulerede tendenser at være afbrudt eller endda vendt om. Hvis man betragter væksten i det "uproduktive" arbejde i forhold til det produktive, fremtræder atter de oprindelige tendenser" (104). Når alt kommer til alt, er der altså alligevel en faldende profitrate på trods af ny teknologi og erhvervslivets nye organisationsformer; kun forbindes den ikke til merværdiproduktionen, men til dens realisering. De "almene omkostninger" spiser profitterne op.

Ifølge Gillman synes løsningen på problemet med den faldende profitrate "at ligge i den vekselvirkning mellem de antagonistiske kræfter, som styrer merværdiproduktionen og dens realisering" (108). Selv om dette ikke er Marx' standpunkt, er det heller ikke Gillmans position, for han henviser i virkeligheden ikke til merværdiens "realisering", men blot til dens fordeling. Hvis arbejdets voksende produktivitet ikke finder udtryk i kapitalakkumulation, bliver resultatet en krise - overfyldning af varemarkedet og udstrakt arbejdsløshed. Den merværdi, der er indeholdt i varerne kan ikke "realiseres", dvs. kan ikke forvandles til yderligere kapital. Men hvis kapitalakkumulationen stagnerer og varemarkedet samtidig ikke er overfyldt og arbejdsløsheden ikke er høj, så må følgelig den merværdi, der ikke er blevet realiseret som yderligere kapital, være blevet realiseret i en anden form - den "uproduktive" konsumtion. Man kan pasta, at denne situation er resultatet af det kapitalistiske systems manglende evne til at forøge akkumulationsraten. Man kan også påstå, som kapitalisterne gør i almindelighed, at denne fordeling af merværdien forhindrer kapitalakkumulationen, hvorfor de altid anstrenger sig for, at mindske de "almene omkostninger" og "statens udgifter". I hvert fald drejer det sig om, uafhængigt af de tilbundsliggende årsager, mere om merværdiens fordeling end om dens realisering.

Naturligvis er Gillman klar over den kendsgerning, at uproduktive udgifter "letter salget af forbrugsgoder og merværdiens realisering som pengekapital", hvad der "tenderer mod at mindske nettogevinstraten" (131). Med andre ord: den produktive kapitals profitter bliver mindre, selv om den samfundsmæssige merværdimasse bliver større og delvis "realiseres" over den uproduktive konsumtion og spildproduktion. Profitratens fald rammer så at sige aldrig det kapitalistiske samfund, men de enkelte kapitalister. De havde ikke nogen chance pa laissez-faire-betingelser på grund af den hurtige kapitalakkumulation, der medførte et fald i profitraten, og de har ingen chance nu, fordi den faldende akkumulationsrate også bevirker et fald i profitraten. Det drejer sig altså rent faktisk ikke om en antagonisme mellem produktionen og realiseringen af merværdi, men om en forvandling af kapitalismen selv, som da den ikke længere kan blive ved med at akkumulere tilstrækkeligt for enkeltkapitalisterne forvandler sig til et samfund, som mere orienteres mod produktion for forbrug og mindre mod produktion af kapital. Hvad den borgerlige teori altid har påstået, og hvad Marx og marxisterne altid har benægtet, nemlig at den kapitalistiske produktion er produktion for forbruget, bliver nu langsomt afgjort til fordel for den borgerlige teori, gennem kapitalismens udvikling til "forbrugsøkonomi".

"Loven om profitratens tendens til fald" har ikke bare ført til monopolkapitalismen og til den ny teknologi, men i dette monopolistiske stade tyder "den faldende profitrate" på kapitalproduktionens endelige afslutning. Den større effektivitet i de dominerende modtendenser mod den faldende profitrate, der har forandret den konstante kapitals natur kvalitativt, viser sig sluttelig at være mere skæbnesvangre for kapitalen end væksten i kapitalens organiske sammensætning, der blev ledsaget af mindre effektive modtendenser. På dette punkt ender Gillmans bog, for at overlade problemerne med "kapitalismen som forbrugsøkonomi" til et andet, fremtidigt arbejde.

 

Akkumulation, kriser og depressioner

Vi har ikke gjort os den ulejlighed at undersøge Gillmans statistiske bevisførelse - der på vigtige punkter lader meget tilbage at ønske - fordi vi mener, at den er irrelevant for de problemer, der diskuteres her. Vi vil nu antage, at såvel Gillmans fremgangsmåde som hans statistikker er fejlfri, og at det er en "statistisk verificerbar kendsgerning", at der var et fald i profitraten i løbet af den amerikanske kapitalismes udvikling op til 1919, og at der efter denne tid atter har været et sådant fald, når den "uproduktivt" realiserede merværdi trækkes fra den samlede merværdi. Mod dette statistiske bevis star imidlertid den ikke mindre faktiske sandhed, at den amerikanske kapitalisme ikke alene har akkumuleret op til 1919, men helt op til nutiden, hvad der manifesterer sig i dets enorme produktionsapparat. Akkumulationsprocessen blev naturligvis afbrudt af forskellige kriser og depressioner. Men, hvis disse perioder med stagnation og nedgang lades til side, og man betragter den gennemsnitlige årlige ekspansionsrate i de sidste hundrede år, så viser det sig tydeligt, at disse hundrede år karakteriseres af en stadig ekspansion i produktion og kapital.

Selv om Gillman ikke kunne finde nogen direkte udtalelse hos Marx om, hvorfor profitraten må falde på lang sigt, påstår han, at "profitratens cykliske fald i sig selv (er) en konsekvens af udviklingen af forskellige tendenser som i dialektisk vekselvirkning med dens tendens til fald på lang sigt, fremkalder de periodiske sammenbrud i den kapitalistiske produktion" (6). Denne forbindelse mellem profitratens tendens til fald "på lang sigt" og periodiske kriser findes også hos Marx, selv om de ikke er en nødvendig følge af hans abstrakte værdianalyse af kapitalakkumulationen, som kun kan påpege, at under visse antagne betingelser kommer akkumulationen til stilstand på grund af en mangel på merværdi i forhold til totalkapitalen. En sådan situation opstår eventuelt ikke i virkeligheden; men den kunne opstå ved en produktionsekspansion, som "overgår" de profitforventninger, som forbindes til den, og fremkalder en merværdi, som, hvor stor den end er, ikke er stor nok til at sikre en yderligere rentabel kapitalekspansion. Hvilken betydning kunne "loven om profitratens tendens til fald" have i forhold til den faktiske akkumulationsproces, hvis den ikke var tegn på en voksende merværdimangel og en deraf følgende afbrydelse af akkumulationsprocessen? Ifølge Gillman er kapitalismen dog i krise "fordi den skaber for meget merværdi for den endelige realisering i den fremadskridende akkumulation af produktion og kapital" (126).

Dette er naturligvis også sandt på en måde, men det modsiger ikke Marx' standpunkt, at det først og fremmest er merværdiproduktionen - og ikke dens realisering - der betinger modsætningerne i akkumulationsprocessen. Det er klart, at den voksende merværdimasse i vareform først må sælges, og at den uden dette salg ikke kan realiseres som yderligere kapital. Diskrepansen mellem merværdiens opståen og dens realisering fremtræder, som sagt, som overflod på varemarkedet, som overproduktion af varer. Hvis man ser det hele mere fra produktionsudviklingen end fra dens resultater, fremtræder overproduktionen af varer som overproduktion af kapital. Forskellen mellem de to er betydningsfuld. For overproduktion af kapital (som inkluderer overproduktionen af varer) fører kun til stigende i stedet for til faldende produktivitet. Dermed viser den, at diskrepansen mellem merværdiproduktionen og dens realisering opstår på grund af et fald i akkumulationsraten. Ved en tilstrækkelig akkumulationsrate ville der jo ikke findes nogen overproduktion - rent faktisk "normaliseres" markedet jo igen, så snart ekspansionsprocessen genoptages, på trods af de endnu større varemængder, der nu er til salg. Her drejer det sig altså ikke om overproduktion af varer, hverken i forhold til den absolutte konsumtionsevne i samfundet eller i forhold til den relative konsumtionsevne i kapitalismen, men om en overproduktion af varer i forhold til den kapitalistisk begrænsede efterspørgsel under de særlige betingelser, der opstår ved relativ kapitalstagnation. Naturligvis kan årsagen til denne stagnation ligge i, at merværdimassen ikke kan omdannes fra vareformen til en merværdiproducerende kapitalform. Men årsagen kan også være den omvendte: omdannelsen kan ikke finde sted på grund af kapitalstagnationen. Den første mulighed beror på den kendsgerning, at køb og salg af varer og merværdiens opståen er skilt fra hinanden såvel logisk som i tid og rum. En overproduktion af varer udtrykker derfor måske kun disproportionaliteter i markedsstrukturens udvikling. Marx benægtede ikke, at overproduktion kan forårsages af sådanne disproportionaliteter; for ham var det dog vigtigere at undersøge den anden mulighed, nemlig at overproduktionen af varer er tegn på en overproduktion eller overakkumulation af kapital.

For Marx ligger grænsen for den kapitalistiske produktionsmåde: "1. i, at udviklingen af arbejdets produktivkraft fremkalder en lov, profitratens fald, som på et vist punkt kommer i den heftigste modsætning til dens egen udvikling og derfor bestandig skal overvindes gennem kriser, 2. i at udvidelse eller indskrænkning af produktionen bestemmes af tilegnelse af ubetalt arbejde og af forholdet mellem dette ubetalte arbejde og det materialiserede arbejde overhovedet, eller, kapitalistisk udtrykt, bestemmes af profitten og denne profits forhold til den anvendte kapital, altså af en vis højde af profitraten, i stedet for at produktionen skulle rette sig efter de samfundsmæssige behov, efter samfundsmæssigt udviklede menneskers behov. Derfor opstår der allerede skranker for produktionen, når den har nået en udstrækning, som omvendt, under den anden forudsætning ville forekomme helt utilstrækkelig. Det kommer til stilstand, ikke hvor tilfredsstillelsen af behovene tilsigter det, men hvor produktionen og realisationen af profit påbyder denne stilstand."[12] Denne situation, den relative overproduktion af kapital, som implicerer overproduktion af varer og således også realiseringsproblemet, betyder, at akkumulationen har nået det punkt, hvor de profitter, der forbindes med den, ikke mere er store nok til at retfærdiggøre en yderligere ekspansion. Der er ingen tilskyndelse til investeringer, og da der ikke mere eller kun i begrænset omfang investeres nyt kapital, falder efterspørgselen på alle varer. Den mangel på efterspørgsel, der er resultatet heraf, fremtræder som overproduktion af varer og suggererer således, at realiseringsproblemet er årsagen til krisen.

Fra markedssynspunkt eksisterer naturligvis dette realiseringsproblem, overproduktionen af varer og nedgangen i den kapitalistisk determinerede købekraft. Og det er sikkert, at gennem en stigning i købekraften og ved således at undgå vareoverskuddet kunne der ikke opstå noget realiseringsproblem og produktionsprocessen kunne genoptages - forudsat naturligvis, at kapitalismen ikke var kapitalisme. Men selv under kapitalistiske betingelser og efter en depressionsperiode forsvinder overproduktionen og realiseringsproblemet i et nyt opsving, som følge af den genoptagede kapitalakkumulation, hvorved den samtidige konsumtionsstigning kun er et biprodukt og ikke årsagen. For at demonstrere mekanismen i kapitalens relative overproduktion forudsatte Marx en absolut overproduktion af kapital i sit værdiskema for kapitalekspansionen, hvor kapitalens voksende organiske sammensætning ødelægger kapitalens rentabilitet.

Under kapitalismen er der ingen mulighed for at bestemme på hvilket punkt i den kapitalistiske udvikling kapitalekspansionen vil komme i konflikt med profitprincippet og dermed nedsætte akkumulationsraten. Ved en given tilstrækkelig eller stigende profitrate, stræber alle kapitaler efter ekspansion. Og da denne ekspansion skrider frem uden hensyn til og uden bevidsthed om de bestående, men ikke bestemmelige samfundsmæssige grænser for udbytningen, kan den i ekspansionsprocessen implicerede større udbytning, hvor stor den end er, ikke være tilstrækkelig til at frembringe en merværdimasse, der er tegn på en profitrate af den totalkapital, der svarer til den forudgående profitrate af en mindre totalkapital. Nyinvesteringer, som orienterer sig efter profitraten; vil falde væk, eller investeringerne hører helt op og en depression sætter ind. Hvorvidt et faktisk fald i profitraten - gennem en relativ overekspansion af kapitalen - kan anses som "årsagen" til krisen, afgøres ikke af krisen selv, men i den depressionsperiode, som bereder vejen for genoptagelsen af akkumulationsprocessen.

I depressionsperioder gøres der forsøg på at bringe produktionsprocessen i overensstemmelse med værdiekspansionsprocessen igen. Således som krisen blotlægger diskrepansen mellem materiel produktion og værdiproduktion, og dens frembrud udmærker sig ved faldende investeringsrate, ved overproduktion og arbejdsløshed - således er vejen ud af depressionen kendetegnet ved at kløften mellem ekspansion og rentabilitet formindskes, med voksende nyinvesteringer som følge, og ved en normalisering af vare- og arbejdsmarkedet. Krisernes periodicitet er en følge af kapitalismens evne til at overvinde den relative overproduktion af kapital ved hjælp af en forandring i produktionsbetingelserne.

En krise begynder ikke bare, den begynder i visse industrigrene, selv om den har sine årsager i den samfundsmæssige totalsituation. Som krisen, således begynder også opsvinget i bestemte industrier og breder sig kumulativt over hele økonomien. Da kapitalakkumulationen er en udvidet reproduktion af produktionsmidlerne, mærkes opsving og fald, selv om de er almene fænomener, først og fremmest i produktionsmiddelindustrien. Men krisen genspejler ikke den reelle situation. Ligesom profitforventningerne overdrives i opsvinget, overdrives den faldende rentabilitet i krisen. I begge retninger tenderer den kapitalistiske konkurrenceproces mod ekstremerne og fremskynder såvel overproduktionen af kapital som reorganiseringen af kapitalstrukturen. Krisen er selv kun det punkt, hvor omslaget i forretningsbetingelserne er offentligt erkendt. En depression kan "snige sig frem", idet de økonomiske aktiviteter gradvis sagtnes, eller den kan indledes med et dramatisk "brag" med pludselige bankkrak og sammenbrud på aktiemarkedet. Hvordan de nærmere omstændigheder ved et omslag i den økonomiske trend end måtte være, ledsages den altid af en overproduktion af varer. Hvis man ser tilbage, så er endda de sidste faser i den konjunktur, der går forud for krisen allerede urentable, men denne kendsgerning fremtræder først på markedet. Aftaler, der er truffet ud fra den forudsætning, at der råder en kontinuerlig opadgående udvikling, kan ikke overholdes. Omdannelsen af kapital fra vare- til pengeform bliver stadig vanskeligere. Produktionskrisen er samtidig en finansiel krise. Behovet for likvide midler og forsøgene på at undgå større tab forstærker faldet i vare- og aktiepriser. Konkurrencen bliver halsbrækkende, og i nogen brancher presses priserne ned til et niveau, hvor de er ruinerende. Kapitalværdier falder hurtigt, formuer går tabt, indkomster udslettes. Den samfundsmæssige efterspørgsel aftager endnu mere, alt eftersom arbejdsløsheden vokser og vareoverfloden standses kun af det endnu hurtigere fald i produktionen. Krisen udvides til alle økonomiske områder og brancher, og afdækker i denne almene form den kapitalistiske produktionsmådes samfundsmæssige interdependens på trods af de private ejendomsforhold, der bestemmer dens udviklingsretning.

Efter en periode med panik stræber den kapitalistiske økonomi atter mod en ny stabilitet under forandrede betingelser. Kapitalværdier er udslettet eller reduceret, profitforventningerne er betydeligt formindskede; men selv om produktionsapparatet er blevet noget forringet på grund af skødesløshed eller utilstrækkelig udskiftning, er den store masse af konstant kapital forblevet uforandret i dens fysiske form. Kapitalens materiel-tekniske sammensætning er i stor udstrækning den samme endnu, medens dens værdimæssige sammensætning er forandret. Mere brugsværdi i form af produktionsmidler repræsenterer nu en mindre bytteværdi. Da den er mindre værd uden at være blevet mindre, er relationen mellem variabel kapital og totalkapital nu mere profitvenlig. Ligesom før kræver en given mængde produktionsmidler en given mængde arbejde, men værdimæssigt set er den voksende diskrepans mellem variabel og konstant kapital blevet reduceret. Arbejdets produktivkraft og udbytningsraten har slet ikke forandret sig; men rentabiliteten er blevet større, fordi merværdimassen nu beregnes ud fra en totalkapital med mindre værdi. Ødelæggelsen af kapitalværdier koncentrerer kapitalen på færre hænder; svagere kapitalenheder sælges ud til de stærkere, ofte til priser, der ikke står i noget som helst forhold til produktionsmidlernes reducerede værdi eller til de varer, der overdrages. Kapitalenheder, der har overlevet depressionen, "akkumulerer" produktionsmidler som allerede er akkumuleret af de forrige ejere. Hvad den ene kapitalist taber, vinder den anden. I og for sig er denne overførsel af ejendom betydningsløs, samfundsmæssigt set. Men den letter det nye opsving: ved at forøge de mere stabile virksomheders produktionskapacitet uden at øge deres værdi i samme grad, forøger den deres rentabilitet.

Således etableres der en vis "ligevægt" mellem et givet produktionsniveau og dets rentabilitet, som tjener som udgangspunkt for et økonomisk opsving. På denne nye "faste grund under fødderne" går man så at sige videre mod sikkerhed gennem akkumulation. Intensiveret konkurrence og faldende priser tjener som tilskyndelse til produktivitetsforøgelser og til at opnå ekstraprofitter ved at benytte nye arbejdsteknikker og maskiner. Længere depressioner muliggør en sænkning af lønningerne og en forøget arbejdsintensitet. Kort sagt, betingelserne for kapitalproduktion forbedres, efterspørgselen efter kapital begynder at stige og cyklussen kan gennemgå sit forløb endnu engang.

På trods af mellemliggende depressionsperioder opnår ethvert opsving i den kapitalistiske produktion et højere niveau og en videre udstrækning end det foregående. Der er færre kapitalister i forhold til den større kapital, men deres absolutte tal ligger højere. I forhold til den akkumulerede kapital er der beskæftiget færre arbejdere, selv om deres antal er steget. Kapitalen udvikler sig efter metoden "tre skridt frem og to tilbage". Men denne gangart forhindrer ikke det almene fremskridt, den sinker kun. Hvis vi ser bort fra de hektiske ekspansions- og kontraktionsbevægelser, og fra de mange opstande og sociale kampe, som kapitaludviklingen medfører, hvis vi ser hele den kapitalistiske udvikling som en kontinuerlig og stabil proces, synes dens tempo mådeholdent. At tale om den kapitalistiske krise eller om den "økonomiske cyklus" er nærmest det samme som at referere til den særlige måde, kapitalen akkumulerer på under konkurrence- eller markedsbetingelser - hvor den kapitalistiske produktions indre forhold er overladt til at hævde sig ved hjælp af kriser. Forst og fremmest må relationerne mellem profit og produktion reguleres (før der overhovedet kan reguleres noget som helst), og konkurrencemekanismen må i den almene tilpasningsproces først genoprette eller opretholde en gennemsnitlig samfundsmæssig profitrate, der muliggør kapitalekspansion.

Selv om man egentlig burde sige mere om Marx' akkumulationsteori, som samtidig er en kriseteori, er en ting dog blevet klar: for Marx er kapitalismens problem et merværdiproduktionsproblem, som er bestemmende for realiseringsproblemet og de forskellige krisefænomener på markedet. Gillman lader måske denne beskrivelse af den såkaldte økonomiske cyklus gælde for kapitaludviklingens førmonopolistiske fase - selv om den modsiger hans omformulering af Marx' "lov om profitratens tendens til fald", som i virkeligheden ikke refererer til kapitalismens inhærente modsætning, men til den kendsgerning, at den kapitalistiske produktion ikke tjener til at tilfredsstille menneskelige behov. Og dette er naturligvis også sandt. Marx konstaterede: "Den sidste årsag til alle virkelige kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning over for den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfterne som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem".[13] Denne åbenbare diskrepans mellem produktion og konsumtion er ganske vist en betingelse for kapitalismens eksistens; alligevel drejer det sig også her om en modsætning mellem produktion og konsumtion. Ifølge Marx kan krisen hverken fjernes ved indskrænkning i produktionen eller ved forøgelse i konsumtionen, og heller ikke ved en kombination af begge. At kombinere de to ville være det samme som kapitalismens egen afslutning. Hverken den kapitalistiske krise eller den kapitalistiske blomstring forårsager eller fjerner underkonsumtion eller overproduktion; de henfører sig bare til et mere eller mindre af begge, hvorved en større uligevægt til tider fremtræder som ligevægt.

Gillman kan påstå, at den "kvalitative" forandring af den konstante kapital, forandrer krisen fra en relativ og forbigående overproduktion af kapital til en absolut og permanent krise, hvilket kan ses ud fra den statiske eller faldende akkumulationsrate, og at det er denne nye situation, der har klaret problemet med merværdiproduktionen og rykker realiseringsproblemet frem på førstepladsen, som det kapitalistiske problem som sådan. Hvis det var sådan, ville Gillman ikke have med den af Marx analyserede kapitalisme at gøre, men med en ny slags kapitalisme, som ikke længere kan underkastes en marxistisk analyse. Men hvorfor plager han sig så med den "faldende profitrate"? Hvis det passer, at "de betingelser, som blokerer merværdiens realisering, i stadig højere grad kanaliserer merværdien over i uproduktive udgifter", (110) så findes der stadig mindre "akkumulation for akkumulationens egen skyld" - hvilket for Marx er årsagen til krisen - men i stadig større omfang produktion for forbrug og spild. Hvad dette end kan være for noget, er det ikke kapitalistisk produktion i traditionel forstand.

Men er det virkelig nødvendigt at føre kapitalismens "kvalitative" forandring tilbage på en "kvalitativ" forandring i den konstante kapital? Selv om den konstante kapital er blevet "billigere" ved kapitalbesparende nye teknologier, og selv om merværdimassen er for stor til at kunne absorberes som yderligere kapital i USA - hvorfor kan den så ikke realiseres et andet sted? I verden som helhed er der ingen overproduktion af kapital, ingen kapitalbesparende ny teknologi og, frem for alt ingen overflod af merværdi. I virkeligheden er den amerikanske kapital ikke ude af stand til at realisere sin merværdi i form af yderligere kapitalproducerende kapital på grund af den ny teknologi og de nye økonomiske organisationsformer, men fordi kapitalekspansionen begrænses af den nationale udviklingsform. Uden disse nationale grænser ville det af Gillman beskrevne realiseringsproblem ikke mere eksistere, og kriser ville atter være udtryk for en fremadskridende diskrepans mellem materiel produktion og værdiproduktion. Deraf kommer de heftige anstrengelser for at overskride kapitalekspansionens nationale grænser på andre nationers bekostning. For krisen kræver nu ikke kun en rationalisering af produktionsprocessen, destruktion, koncentration og centralisering af kapitalen, men også en almen reorganisering af de økonomiske og samfundsmæssige strukturer på internationalt plan.

Kapitalismen befinder sig i en krise, ikke fordi der findes overflod af merværdi, men fordi den ikke kan forøge merværdien tilstrækkeligt, uden at reorganisere verdenskapitalens struktur. Depressionens "udlignende" kraft er ikke mere tilstrækkelig effektiv til at skabe betingelser for en genoptagelse af kapitalakkumulationen på et udvidet niveau. Dens funktioner overtages af krig og følgelig af krigsforberedelser - ligesom i den almindelige depression falder her kapitalens rentabilitet som forudsætning for dens senere opsving. Det drejer sig stadig om den mekanisme, der ligger til grund for Marx' akkumulationsteori. Men om den endnu engang kan skabe gunstige betingelser for kapitalakkumulationen er ikke et "økonomisk" spørgsmål, men et spørgsmål om den samfundsmæssige udvikling på nationalt og internationalt plan. Dette gjaldt ganske vist for enhver krise- og depressionsperiode - den indeholdt altid muligheder for samfundsmæssige aktioner med det formål at fjerne alle kapitalistiske vanskeligheder ved at fjerne det kapitalistiske system.

Da der ikke er noget "rent økonomisk problem", forandrer kapitalistiske kriser til dels kapitalismen selv, for så vidt som de berører de forskellige samfundsmæssige lag på forskellig måde. Kapitalstagnation, som kombineret med en ekstraordinær vækst i merværdien ved vedvarende krigstrusler, tillader nogle samfundsmæssige grupper at tilegne sig eller tildele sig selv merværdi, som under andre omstændigheder ikke ville stå til deres rådighed. Uproduktive samfundslags ekstraordinære tilegnelse af merværdi er altså kun et andet tegn for, at kapitalismen befinder sig i en krise. Og hvis denne krise skulle vise sig at være "permanent", vil den med tiden forandre kapitalismens samfundsmæssige struktur helt.

Det mener også Gillman. "Hvis den kapitalistiske investering", skriver han, "i stadig højere grad må bruges på ekspansion af forbruget, og hvis investeringerne ikke længere finder deres formål i kapitalakkumulationen som sådan, så nærmer kapitalismen sig slutningen af sin 'historiske mission' og må høre op med at vokse som system for samfundsmæssig produktion." (156) Men Gillmans modificering af Marx' "lov om profitratens tendens til fald" gør hans beskrivelse af den nuværende kapitalismes dilemma til en slags keynesianisme med marxistisk terminologi. Som Keynes, taler Gillman om en "moden" kapitalisme. Keynes' "likviditetspreference" svarer til Gillmans reducerede akkumulationsrate. De af Gillmans beskrevne vanskeligheder med merværdiens "realisering" fremtræder hos Keynes som udstrakt arbejdsløshed, der fører til statsindgreb, der forøger den uproduktive konsumtion. Selv om Keynes gik ind for både tilskyndelser til investeringer og en styrkelse af konsumtilbøjeligheden, kan efter hans mening den sidstnævnte alene fjerne arbejdsløsheden gennem et partielt brud med profitprincippet. Men det Keynes ikke sagde i den sammenhæng, det siger Gillman: at denne proces, hvis den fortsætter i lang tid, vil føre til den endegyldige ødelæggelse af den private kapital. Naturligvis forbinder Gillman denne truende "omdannelse af kapitalismen til en forbrugsøkonomi" med den stadige "kapitalistiske kamp for at undgå at blive korsfæstet på forbrugsøkonomiens kors", og med "sociale, økonomiske, politiske og moralske konflikter pa nationalt og internationalt plan. som disse og lignende betingelser efterhånden frembringer". (159) Men han mener, at trykket fortsat vil være i retning af "forbrugsøkonomi", således at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår "akkumulationen for akkumulationens skyld" holder op.

Det kan forventes, at den "offentlige sektors" voksende overvægt overfor den privatøkonomiske sektor til sidst vil fore til en slags statskapitalisme. Men denne er ikke nogen "forbrugsøkonomi". Ganske vist betyder "forbrugsøkonomi" ikke en forøgelse af den arbejdende befolknings forbrugskapacitet, selv om det ifølge Gillman til en vis grad forholder sig sådan. Men den betyder "uproduktivt forbrug" som følge af væksten i de uproduktive lag i samfundet og "forbruget" ved hjælp af spildproduktion, som f.eks. af våben. Den antagelse, at der er for meget merværdi for den produktive kapitals ekspansion, tillader en anden antagelse, nemlig at det kapitalistiske samfund kunne overvinde sin krise ved at lade staten fordele merværdien. Således argumenterede faktisk de af Keynes elever, som påpegede, at den fulde beskæftigelse, muliggjort af krig og ødelæggelse, også var mulig i fredstid, hvis bare al produktion blev ledet i en retning, der forhøjede samfundets almene velstand og forbrugsevne. Hvor urealistiske disse antagelser end er i en blandingsøkonomi, der stadig beherskes af privat kapital, stammer de dog fra den forestilling, at kapitalismen befinder sig i en krise, fordi der findes en overflod af merværdi. Gillman deler ikke Keynes elevers naivitet. Men svarende til hans teoretiske forestillinger, synes løsningen på dagens socio-økonomiske problemer at ligge i at fuldføre afprivatiseringen af kapitalen som det eneste nødvendige middel til at forvandle den samfundsmæssige produktionsproces til en proces, hvor det ikke mere er kapitalakkumulationen, men samfundets forbrugsbehov, der er den bestemmende faktor.

Tendensen til en offentlig kontrol med økonomien kendetegner dog kun en ny fase i den kapitalistiske centraliserings- og koncentrationsproces - fra laissez-faire-kapitalisme til monopol- og endelig til statskapitalisme. Da denne nationale statskapitalisme fortsætter konkurrencen på internationalt plan, er produktionen i det statskapitalistiske system ikke bundet til forbruget, men til internationale magtkampe, der udspringer af forsøg på at overvinde grænserne for ekspansionen af forskellige nationale kapitalismer. Derudover vil statskapitalismen, hvor klassedelingen mellem kontrollerede og kontrollerende opretholdes, også opretholde de proletariske livsbetingelser for den arbejdende befolkning. Produktion og distribution vil derfor ikke blive styret af samfundsmæssig konsumtion, men af reproduktionen af de bestående, skønt modificerede, klasserelationer. Med andre ord: afslutningen af "produktionen for produktionens skyld" i "planlagt statskapitalisme" implicerer ikke afslutningen på den udbyttende merværdiproduktion. Nar alt kommer til alt, er "akkumulationen for akkumulationens skyld" kun produktion i kapitalistklassens tjeneste under kapitalproduktionens fetichistiske betingelser. At blive af med dette fetichistiske aspekt ved kapitalproduktionen vil ikke sige, at man bliver af med produktionen i kapitalisternes tjeneste, selv om disse "kapitalister" ikke mere er private kapitalejere, men organiserede merværdirovere, som udøver en politisk kontrol med produktionsmidlerne.

 


Tillæg (1973)

Den tyske udgave af bogen: "Loven om profitratens tendens til fald" gav Joseph M. Gillman lejlighed til at svare sine kritikere af den første engelske udgave og tilbagevise deres argumenter. I den sammenhæng kommenterede han også mine indvendinger, men på en sådan made, at det vil være på sin plads med nogle korte bemærkninger hertil. Gillman gik ud fra, at Marx' lov om den faldende profitrate som enhver anden videnskabelig lov kun kan opstilles kvantitativt. Ellers ville loven være en ren og skær abstraktion uden en konkret anvendelse på tendenserne i den kapitalistiske udvikling. Han indrømmede ganske vist, at hverken Marx eller nogen anden efter ham "nogensinde for alvor har testet loven, hverken empirisk eller historisk". I Marx' tilfælde kunne det være forståeligt, da han "ikke havde adgang til velegnede fakta, som denne lovs realitet kunne testes med". Således blev det overladt til nutiden og Gillman at finde ud af, "om de empirisk bestemte kvantitative data stemte overens med lovens teoretiske forventninger".

Gillman forsøger at efterprøve loven talmæssigt. Han er overbevist om, at de reale størrelser, der ligger bag de marxske udtryk - konstant kapital, variabel kapital og merværdi - kan bestemmes statistisk, og forsøger at vise dette ved hjælp af foreliggende statistiske oplysninger om de væsentlige dele af den amerikanske økonomi. Efter min mening tillader de fremlagte data ingen udsagn om profitratens bevægelser i forhold til forandringen i kapitalens organiske sammensætning i almenhed eller den amerikanske kapital i særdeleshed. De eksisterende statistiske tællinger refererer ikke til de marxske kategorier, men til yderst utilforladelige beregninger, som de fremgår af de principielt uoverskuelige markedsprocesser.

Disse tal forbinder ikke de faktiske profitrater direkte med kapitalens faktiske organiske sammensætning. Således som en enkeltkapital, uafhængig af sin organiske sammensætning, kan opvise ekstraprofitter eller tab, så er en national kapitals ekstraprofitter eller profittab ikke nødvendigvis bundet til dens organiske sammensætning, men kan også være bestemt af verdensmarkedsrelationer. Men da totalkapitalen i verdensmålestok er en ubekendt størrelse, ligesom dens organiske sammensætning og merværdirater, så har man ingen mulighed for statistisk at eftervise profitratens fald i et bestemt land. Den borgerlige økonomiske videnskab, som bestemmer de statistiske tællinger, udgår ikke fra produktionen, men fra markedet; og de data, man får der, er kun i meget begrænset omfang analogier til de forløb i produktionsprocessen, som de marxske kategorier refererer til. Men bortset herfra: forandringen i kapitalens organiske sammensætning er åbenbar også uden statistisk eftervisning. At profitraten dermed også har haft en tendens til fald, kan ses af selve akkumulationen, uden at man dermed har sagt noget om kapitalens faktiske rentabilitet. Marx talte om en tendens til fald i profitraten i løbet af kapitalens voksende organiske sammensætning, der blev udlignet af en voksende merværdirate, således at profitratens fald generelt ikke kunne observeres. For ham var profitratens fald og accelererende akkumulation en og samme proces og udtryk for udviklingen i arbejdets produktivkraft. Profitraten falder, fordi der bruges mindre arbejde i forhold til den anvendte kapital. Mindre arbejde og dermed mindre merarbejde, eller merværdi, forringer profitraten, der skal måles ud fra totalkapitalen. For at gøre dette forståeligt undersøgte Marx akkumulationen med udgangspunkt i den ulogiske antagelse, at udbytningsraten var konstant. Under sådanne falske betingelser bliver det omgående klart, at profitraten kun kan undgå at falde, hvis merværdiratens forhøjelse svarer til akkumulationen. Således fremtvinger profitratens tendens til fald en accelereret akkumulation og kan kun holdes latent gennem denne. Hvis akkumulationen standser, fører dette fra profitratens tendens til fald til dens faktiske fald.

Først når akkumulationen standser, viser profitratens tendens til fald sin empiriske side ved et reelt fald. Derfor er det ikke særlig meningsfyldt at aflæse profitratens bevægelse fra de knappe statistikker fra de sidste hundrede år. Profitraten falder ikke kontinuerligt med kapitalens voksende organiske sammensætning, eller hvad der er det samme, med kapitalakkumulationen. Tendensen bliver til virkelighed i de kapitalistiske kriser ved en mangel på merværdi i forhold til den merværdi, som ville være nødvendig for en fortsat akkumulation med passende profitter. Det er så genoprettelsen af den nødvendige profitrate, der fører til overvindelse af krisen og til en fortsættelse af den kapitalistiske akkumulationsproces.

Gillman formoder, at jeg er imod en "test af abstrakte love i virkeligheden'", når jeg afviser hans "videnskabelige fremgangsmåde". Jeg mener denne Gillmanske fremgangsmåde er forfejlet, netop fordi den ikke fører til en virkelig test af Marx' lov om den faldende profitrate. Den empiriske verifikation af loven følger ikke af en historisk-statistisk sammenligning mellem profitraten og udviklingen i kapitalens organiske sammensætning, men af den kapitalistiske akkumulations kriselovmæssighed. Hvis akkumulationen fortløbende formindskede profitraten, så måtte den snart standse. Kapitalens eksistens viser dog, at den, med afbrydelser, hidtil har været i stand til at overvinde sin immanente tendens til fald i profitraten gennem en bedre valorisering af kapitalen. Denne proces må i den sidste ende også være begrænset, fordi mulighederne for at udvide udbytningen af det arbejde, der formindskes i forhold til kapitalen, også har uoverskridelige grænser. Hvornår disse grænser nås, lader sig ikke forudsige.

Kapitalismen kan ikke undgå akkumulationens blinde tvang. Blindheden udelukker enhver virkelig indsigt i akkumulationsprocessens resultater. Jagten efter yderligere kapital fører til overakkumulation, dvs. en tilstand, hvor kapitalens organiske sammensætning frembringer en profitrate, der udelukker videre ekspansion. Kapitalens værdimæssige udstrækning kan ikke mere bæres af den faktiske produktion, hvis ikke kapitalens organiske sammensætning går tabt eller merværdimassen forøges. Kapitalens reaktioner på overakkumulationen fører på den ene side til en forandring af totalkapitalens struktur ved ødelæggelse af kapital, og på den anden side til forholdsregler, som forøger arbejdets produktivkraft, og dermed merværdimassen, indtil den genoprettede profitrate tillader en ny ekspansionsperiode. Også denne proces foregår som blinde reaktioner på krisetilstanden, da de bestemmende forløb i produktionssfæren kun indirekte, over markedet, trænger ind i bevidstheden.

Kapitalens rentabilitet, som gik tabt på omvejen over markedet og atter blev genoprettet, lader sig ikke forklare ud fra begivenheder på markedet. Disse må forklares ud fra produktionen selv - som produktion af kapital, som merværdiproduktion. Denne produktion sætter sig sine egne grænser gennem akkumulationen. Disse grænser viser sig i kriserne og i kapitalens koncentration og centralisering, der er resultat af profitratens tendens til fald, og denne tendens er kun et andet udtryk for værdiloven, nemlig bestemmelsen af værdi og merværdi ved den anvendte arbejdskraft. Den empiriske eftervisning af den marxske akkumulationsteori gives af disse forløb og ikke af utilstrækkelige statistiske undersøgelser, som højst kan vise, at kapitalen til tider akkumulerer hurtigere og til tider langsommere, hvad der er åbenbart også uden statistisk eftervisning.

Det var ikke manglen på passende data, der gjorde, at Marx ikke verificerede sin lov om den faldende profitrate statistisk. Han var overbevist om, at kapitalakkumulationen bringer de fra værditeorien afledte modsætninger til udtryk i de almene samfundsmæssige tilstande. Den kapitalistiske virkelighed er mere end værdiloven, selv om den kun kan begribes gennem værdiloven. En udviklingsmodel for den kapitalistiske akkumulation, der strikt bygger på værdiloven, er ikke umiddelbart identisk med udfoldelsen af den kapitalistiske virkelighed. Den er et middel til at gennemskue denne virkelighed, til at blotlægge hemmeligheden ved dens specifikke bevægelse, uden samtidig at reflektere de kaotiske markedsforløb. Modellen beskæftiger sig med de træk ved den kapitalistiske produktion og dens dynamik, som er grundlæggende og væsentlige for markedsforløbene og isolerer dem. Således findes der aspekter af virkeligheden, der ikke er optaget i modellen, og løsninger på kapitalistiske problemer, som ikke refererer til modellen - uden at dette indvirker på modellens realitetsværdi. Således var min advarsel ment: at værdimodellen ikke skulle ligestilles med kapitalens virkelige verden - uden at man derved havde sagt, at abstrakte love ikke behøver at blive verificeret af virkeligheden.

At jeg afviser Gillmans statistiske undersøgelse af loven om den faldende profitrate, betyder ikke, som Gillman påstår, at jeg anser Marx' værditeori som den rene og skære åbenbaring, som ikke behøver at eftervises, og at jeg afviser at "oversætte" den til det virkelige liv. Denne "oversættelse" kan også gennemføres uden de Gillmanske statistikker. Men Gillmans spring, direkte fra værditeorien til markedsstatistikken, ligner de forskellige forsøg på at aflede de faktiske prisrelationer direkte fra værdirelationerne. I alle disse tilfælde drejer det sig om en misforståelse af Marx' værdilov, som ganske vist bestemmer pris- og profitbevægelser, men som ikke kan ses direkte i dem. Ifølge Marx er værdiloven nødvendig for at finde ud af, hvad der ligger bag priserne, da disse ikke kan forklares ud fra sig selv. Og først analysen på basis af værdi- og merværdiloven frembringer den kapitalistiske akkumulations immanente tendens til fald i profitraten, og denne tendens lader sig ikke aflede direkte af den faktiske udvikling. Værdiloven refererer overhovedet ikke til de til hver en tid givne priser og profitter, men til bestemmelsen af det almene prisniveau og størrelsen af gennemsnitsprofitraten som udtryk for forandringen i arbejdets produktivkraft.

For Marx er ikke blot priserne, men også værdierne fetichistiske kategorier, som de historisk skabte klasse- og udbytningsrelationer skjuler sig bag ved, som imidlertid ikke er i stand til at ændre noget ved produktionen som arbejdsproces eller ved, at den bestemmes ud fra arbejdstiden. Den sociale arbejdsproces og "tidsøkonomien" antager i det vareproducerende kapitalistiske samfund karakter af værdi- og prisrelationer. Udbytningsrelationen fremtræder som værdi- og merværdiproduktion, som deling af det samfundsmæssige produkt mellem arbejde og kapital. Markedet forvandler produktionens værdirelationer til prisrelationer, der - i den tankemæssigt-abstrakte sammenfatning af alle priser - kan erkendes som værdirelationer, der bestemmes af arbejdstiden. Forandringer i prisrelationerne falder sammen med forandringer i arbejdets produktivkraft.

I virkeligheden findes der kun priser, og den moderne borgerlige økonomi beskæftiger sig ikke med objektivt givne værdi- eller arbejdstidsrelationer. Klassikerne i den borgerlige økonomiske videnskab henførte stadig prisen til arbejdet. Værdiopfattelsen og værdirelationerne var ikke bundet til produktionen som sådan, men til den samfundsmæssige produktion, på basis af privat ejendomsret til produktionsmidlerne og arbejdskraftens fremtræden som vare. Men det værdibegreb, der udviklede sig under disse forhold, var kun den kapitalistiske form for en grundlæggende betingelse for den samfundsmæssige produktion.

Denne betingelse, eller anvendelsen og opdelingen af arbejdet i proportioner, som sikrer den samfundsmæssige eksistens og reproduktion, finder i kapitalismen sted på markedet, bag ryggen af producenterne. Udbud og efterspørgsel er bestemmende for produktionens karakter, især for de forandringer, der skyldes den ubevidste omdannelse af værdirelationerne - forbundet med arbejdstidsrelationerne - til prisrelationer; disse formidler en for kapitalismen adækvat allokation af det samfundsmæssige arbejde. Men det drejer sig her om en særlig samfundsmæssig opdeling af arbejdet, som kun er typisk for kapitalismen, og som ikke forholder sig til de virkelige samfundsmæssige behov, men til behov inden for rammerne af de konkurrerende kapitalers trang til valorisering. Derfor må der gøres forskel på den naturnødvendige allokation af det samfundsmæssige arbejde og den særlige form, som må sætte sig igennem i kapitalismen, dvs. deres underordning under kapitalens asociale valoriseringsbehov, hvorved det samfundsmæssige arbejdes anvendelse og opdeling fremtræder som værdilov.

Værdiloven regulerer ikke den samfundsmæssige produktion og fordeling, men forløbet af den kapitalistiske produktion og fordeling. Denne regulering kan kun bestå i, at der bliver påtvunget kapitalismen forholdsregler, som muliggør dens reproduktion som kapitalakkumulation. De af konkurrencen bestemte markeds- og prisrelationer giver ingen indblik i kapitalismens eksistensbetingelser og reproduktionsbehov, som samfundsmæssigt produktionssystem. Den samfundsmæssige karakter som også den kapitalistiske produktion har, må sætte sig igennem imod de blinde enkeltinteresser, men samtidig ved hjælp af disse enkeltinteresser. Det er enkeltkapitalernes handlinger, der fremkalder den kapitalistiske koncentration, centralisering og krisecyklus; selv om disse handlinger påtvinges enkeltkapitalisterne af kapitalistisksamfundsmæssige nødvendigheder, og selv om de ikke tager bevidst hensyn til disse betingelser. Denne tvang, eller værdiloven, eksisterer ikke - som prisen - som en faktisk fremtrædelse, men er resultatet af utallige anstrengelser for at sikre enkeltkapitalernes valorisering. Man kunne sige, at værdiloven både eksisterer og ikke eksisterer, da det her drejer sig om en abstrakt opfattelse af en konkret proces, som manifesterer sig i andre former i den kapitalistiske virkelighed. På grund af produktionens samfundsmæssige karakter og den kapitalistiske arbejdsdeling afhænger akkumulationen og altså enhver enkeltkapitals skæbne af totalkapitalens akkumulation. Således er totalkapitalen en realitet, men kun gennem enkeltkapitalernes handlinger, ikke som en virkelighed, der står over for dem, og som man kunne relatere enkeltkapitalernes handlinger til. Da totalproduktionen - via omvejen over enkeltkapitalernes produktion - principielt er produktion af yderligere kapital, må kapitalens organiske sammensætning forandre sig i løbet af udviklingen såvel værdimæssigt som tekniskmaterielt. Denne proces kommer til udtryk i en ændring af produktion og priser, som falder sammen med forandringer i anvendelse og opdeling af det samfundsmæssige arbejde, men ikke betragtes som sådan. Således sætter værdirelationerne eller arbejdstidsrelationerne sig kun igennem som den kapitalistiske produktions samfundsmæssige betingelse, ved hjælp af de faktiske prisrelationer i den almene konkurrence.

Man kan også betragte denne proces abstrakt, udelukkende fra værdisiden, ud fra arbejdstidsrelationerne. Denne betragtning inkluderer prisrelationerne, uden at være parallelle med dem. Således er forsøget på at søge værdierne i priserne en praktisk umulighed, og den ugennemsigtige markedsrealitet lader sig ikke føre tilbage til værdirelationer, selv om den bestemmes af disse i sin udvikling. Denne situation retfærdiggør en værdimodel for den kapitalistiske akkumulation, selv om den ikke lader sig kvantificere i den Gillmanske forstand. En sådan model fører ud af markedskonkurrencens omvendte verden og ind i den verden af underliggende materielle betingelser, som kapitalismen ikke kan forandre noget ved uden at ophæve sig selv.

Priserne ikke blot kan, de må nødvendigvis, afvige fra værdierne for at muliggøre den kapitalistiske produktion. Samtidig lader de sig kun føre tilbage på arbejdstidskvanta udtrykt i penge, selv om disse kvantiteter udelukker identiteten mellem pris og værdi. Værdimodellen, hvori en hypotetisk totalkapital står over for totalarbejdet, viser akkumulationen og sammen med den profitratens tendens til fald. Dermed er en udviklingstrend blotlagt, som behersker sine egne reale modifikationer, eller modtendenser. Disse modtendenser kan bremse udviklingsprocessen, men de kan ikke ophæve den.

Modtendenserne minder om, at modellen ikke må forveksles med virkeligheden, da der ikke tages hensyn til modtendenserne i modellen. Derfor sætter profitratens fald sig ikke sådan igennem i virkeligheden, som det sker i modellen. Det er derfor meningsløst at efterprøve modellen for den faldende profitrate ved hjælp af selv tilforladelige statistikker, da disse kun kan omfatte en modificeret bevægelse i profitraten, og da disse desuden omfatter de realiserede og ikke de producerede profitter, og således kan finde en anden bestemmelse end den organiske sammensætning af kapitalen.

Gillman støtter sig til en modtendens, som efter hans mening har gjort det fald i profitraten, som bygger på værdiloven, til en forgangen sag: billiggørelsen af den konstante kapital, som gør det muligt at producere "mere merværdi med mindre investeret kapital". Hvis dette var rigtigt, så har man kun sagt, at profitratens tendens til fald forbliver latent på grund af en gunstig organisk sammensætning af kapitalen. Bortset fra i krisesituationer, har dette altid været tilfældet uden nødvendigvis at modsige den Gillmanske eftervisning af en faldende profitrate i en forgangen periode. Gillman spurgte sig selv, om "forholdet mellem den konstante kapitals værdi og den variable kapitals værdi ville øge kontinuerligt med væksten i erhvervslivets mekanisering", og finder et negativt svar, da han ser, at den konstante kapital forringes i takt med mekaniseringen samtidig med, at der er en vækst i merværdiraten. Det er der intet underligt ved, da arbejdets voksende produktivkraft henfører sig til alle områder i produktionen og dermed også til den konstante kapital. Men Gillman ser ikke denne proces som udtryk for den kapitalistiske akkumulation, men som udtryk for "det tekniske fremskridt", som forandrer kapitalens organiske sammensætning på en måde, som står i modsætning til værdiloven. Profitratens fald ophæves af teknikken. Denne proces forbindes af Gillman desuden med forandringen fra konkurrence- til monopolkapitalisme, selv om dette moment slet ikke hænger direkte sammen med det tekniske fremskridt, da monopoliseringen fremtræder af konkurrencen selv, med eller uden dette særlige tekniske fremskridt.

Under kapitalistiske betingelser (ellers kan man ikke tale om kapitalens organiske sammensætning) drejer det sig altid om den uløselige forbindelse mellem værdiproduktion og materiel produktion, hvor profitraten bestemmes af værdirelationerne. Billiggørelsen af den konstante kapital implicerer billiggørelsen af den variable kapital, fordi den medfører en højere merværdirate, hvilket indebærer, at en mindre del af det samfundsmæssige produkt tilfalder arbejdet og en større del tilfalder kapitalen. Derigennem accelereres kapitalakkumulationen og forhøjes dens organiske sammensætning. Teknikkens udvikling tjener til formering af merværdi og profit, og hvor den ophører med at virke i denne retning, hører også det tekniske fremskridt op. Den selvsamme proces, som forandrer kapitalens organiske sammensætning pa en for profitten gunstig måde, fører ved hjælp af denne profit til en organisk sammensætning af kapitalen, der er ugunstig for profitten. Arbejdets voksende produktivkraft kan (kapitalistisk set) give sig udtryk i et fald i den variable kapital over for den konstante kapital, selv når den konstante kapitals vækstrate aftager på grund af dens billiggørelse.

I Gillmans fremstilling er den tekniske udvikling i stand til at forvandle en mangel på merværdi til en overflod. Da dette sker gennem en billiggørelse af den konstante kapital, lader denne overflod af merværdi sig ikke realisere som akkumulation af kapital. Da man ikke vil overlade merværdien til arbejderne, er der kun den ene løsning tilbage: at ødsle merværdien bort på uproduktive udgifter. Med disse uproduktive udgifter sænkes atter den produktive kapitals profitrate, men ikke som resultat af dens organiske sammensætning, men fordi staten tapper merværdi, og ved at merværdien kanaliseres ud i uproduktive udgifter, som er en perverteret form for kapitalistisk konsumtion. Dermed befinder sig, for Gillman, "kapitalismen ved afslutningen af sin historiske mission", fordi den er holdt op med "at vokse som system for den samfundsmæssige produktion".

Med afslutningen af akkumulationen er også afslutningen af den kapitalistiske produktionsproces som valoriseringsproces for kapitalen given. Ifølge Gillman er dette tilfældet i stadig højere grad, således at Marx' teori om kapitalakkumulationen ikke mere refererer til dagens kapitalisme. Det varige problem er ikke produktionen, men realiseringen af merværdien, et problem der skal løses politisk. I økonomisk henseende har teknikken allerede forandret kapitalismen så meget, at den Marxske analyse ikke længere er dækkende. Grunden hertil finder Gillman i statistikken, mens kapitalens kriselovmæssighed, der er udvundet af værdianalysen, også fortsat sætter sig igennem i den reale verden.

 

Indhold

 


Noter:

[1] MEW 25, s. 233; Rhodos 3:2, s. 296/297.

[2] Theorien über den Mehrwert, s. 264.

[3] Rosa Luxemburg, Die Akkumulation des Kapitals, oder was die Epigonen aus der Marx'schen Theorie gemacht haben, Leipzig 1921, fodnote s. 38.

[4] Theorien über den Mehrwert, bd. I, s. 286.

[5] MEW 23, s. 259; Rhodos, s. 328.

[6] MEW 23, s. 260; Rhodos, s. 329.

[7] Marx an Kugelmann, 11.7.1868, i: Marx/Engels, Ausgewählte Briefe, Berlin 1953, s. 242; Marx/Engels: Udvalgte skrifter (Tiden) bd. II, s. 463.

[8] F.eks. Henryk Grossmann, Das Akkumulations- und Zusammenbruchsgesetz des kapitalistischen Systems, Leipzig 1929.

[9] Joseph M. Gillman: The Falling Rate og Profit: Marx's Law and Its Significance to Twentieth-Century Capitalism (New York, 1958). Tallene i parentes henviser til denne bog.

[10] MEW 23, s. 249; Rhodos 3:2, s. 315.

[11] MEW 23, s. 242 ff; Rhodos 3:2, s. 307 ff. (kapiteloverskrifter).

[12] MEW 25, s. 268; Rhodos 3:2, s. 340.

[13] MEW 25, s. 501; Rhodos 3:3, s. 636/637.

 


Last updated on: 8.23.2009