Originaltitel: "Gunnar Myrdal's Dilemma"
Offentliggjort: i Science and Society No. 32, 1968
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren
Professor Myrdals omfangsrige undersøgelse[1] - et resultat af ti års forskning - beskæftiger sig med de sydasiatiske landes fattigdom og behov for udvikling. I første rækker er den koncentreret om Indien, men indrager dog også Pakistan, Ceylon, Burma, Thailand, Malaysia, Indonesien, Laos, Cambodia, Sydvietnam og Filippinerne. Den regionale fremgangsmåde blev valgt af sammenligningsgrunde og vel nok også, fordi man engang anså regional kooperation for at være en reel mulighed. Ihvertfald frembyder de forskellige lande tilstrækkelig grundlæggende ligheder nok til at retfærdiggøre denne fremgangsmåde, navnlig da Myrdal interesserer sig mere for analyse end for blot og bar beskrivelse. Af samme grund beskæftiger Myrdal sig også udførligt med metodiske spørgsmål, både i teksten selv og i en række vedføjelser.
Ifølge Myrdal bor økonomiske problemer undersøges i deres demografiske, sociale og politiske sammenhæng. Dette gælder i ganske særlig grad undersøgelsen af udviklingslande. Her ligger en årsag til bogens omfang, for hovedtanken i Myrdals egen "fremgangsmåde er, at historie og politik, teorier og ideologier, økonomiske strukturer og niveauer, sociale lagdelinger, landbrug og industri, befolkningsudvikling, sundhed, dannelse o.s.v. ikke bor undersøges isoleret, men i deres gensidige forbindelse" (s. X). Bortset herfra kan bogens usædvanlige omfang dog også føres tilbage til Myrdals tilbøjelighed til at gentage grundlæggende kendsgerninger hyppigere end strengt taget nødvendigt.
Efter Myrdals opfattelse indbefatter en omfattende institutionel fremgangsmåde også samfundsvidenskabsmandens præmisser, således som de er præget af hans forbindelse til sit eget kulturelle og sociale milieu. Således genspejler f.eks. økonomernes længe manglende interesse for udviklingslandenes problemer deres egen påvirkning fra deres samfunds mere gunstige sociale og økonomiske omstændigheder.
Efter at politiske forandringer har medført en grundigere beskæftigelse med udviklingsproblemer, viser den moderne økonomis forudindtagethed sig ifølge Myrdal i overvejelser, der er præget af den kolde krigs situation og udelukker objektiv forskning, samt ligeledes i fastholden ved koncepter og teorier, der måske nok har en vis gyldighed i en vesteuropæisk sammenhæng, men som imidlertid er helt irrelevante for de faktiske problemer i den underudviklede del af verden. Fordi der ikke eksisterer en interesseløs samfundsvidenskab, fremlægger Myrdal sine egne præmisser, der munder ud i forslag til samfundsmæssige forandringer for de sydasiatiske nationer. Det drejer sig om forandringer, der også - i det mindste verbalt - er blevet krævet af disse nationers artikulationsformående elementer, og som altså skal føre til modernisering, højere produktivitet, planlagt udvikling, højere levestandard, social og økonomisk udjævning, national uafhængighed, politisk demokrati og overhovedet til mere progressive indstillinger og institutioner.
Udviklingens forløb såvel som den vedholdende stagnation i de sydasiatiske nationer ser Myrdal som et drama, hvis handling "/.../ stræber mod et højdepunkt. Spændingen stiger: Økonomisk, socialt og politisk /.../ Dramaets enhed etableres af en række indre konflikter hos disse folkeslag: Mellem deres højstemte forventninger og bitre erfaring om en brutal virkelighed; mellem ønsket om forandring og forbedring i modsætning til de åndelige forbehold og hæmninger på grund af konsekvenserne og de nødvendige ofre" (s. 34).
Den væsentligste rolle i dette drama spiller de dannede klasser eller intellektuelle eliter, hvis interesse ganske vist er rettet mod overvindelsen af massernes generelle apati, men hvis loyalitet dog selv er ambivalent. "På den ene side er de bærerne og formidlerne af moderniseringsidéerne, men på den anden side er de bundet til de priviligerede grupper med absolut interesse i status quo" (s. 117).
For at finde ud af, hvad der må og kan gøres i denne situation, beskæftiger Myrdal sig med de politiske problemer og økonomiske realiteter, der er karakteristiske for regionen. Skønt der ikke kommer noget nyt frem, imponerer mængden af detaljer, som Myrdal har indsamlet og sammenføjet til et helhedsbillede, og gør hans arbejde til en af de mest stofrige bøger om Sydasien.
Med undtagelse af Thailand er samtlige nationer i denne region tidligere kolonier, og man må tage hensyn til deres koloniale fortid for rigtigt at kunne vurdere deres nuværende forhåbninger og de vanskeligheder, der hæmmer disses realisering. Skønt den nationale emancipationsproces endnu ikke er afsluttet, nærer Myrdal slet ingen tvivl om, "at alle kolonibefolkninger om nogle år vil være politisk uafhængige" (s. 129). Han anser dette for at være så meget desto mere sandsynligt, som kapitalismen ifølge ham - i modsætning til Hilferdings, Luxemburgs og Lenins udsagn - ikke er henvist til imperialismen. Dette kan måske være rigtigt hvad angår dens umiddelbart koloniale form, men i sin neokoloniale form er imperialismen før som nu en realitet - hvilket Myrdal må indrømme, så snart han beskæftiger sig med relationerne mellem de udviklede og de underudviklede lande.
De sydasiatiske nationers politiske uafhængighed var selv et resultat af det koloniale magtsystems oplosning i løbet af de to imperialistiske verdenskrige, der skabte forudsætningerne for nationale befrielsesbevægelser og muliggjorde deres sejre. Disse nationers politiske historie er siden uafhængigheden blevet præget mindre af deres udviklingsbehov end af deres beskæftigelse med territoriale spørgsmål. Det koloniale herredømme førte til dannelsen af større politiske enheder end dem, der havde eksisteret i den førkoloniale tid. Nye grænser var resultatet af imperialistisk politik og konkurrence, og denne ulyksalige arv førte til nationale stridigheder mellem de unge uafhængige lande. Medens nogle forsøgte at genvinde "mistet" territorium, vægrede andre sig ved at opgive områder, der var blevet efterladt til dem af de gamle kolon magter Medens således "de sydasiatiske regeringer afviser kolonialismen og alle dens aspekter, så har de dog samtidig fikseret sig selv følelsesmæssigt intensivt til et af kolonialismens vigtigste efterladenskaber, nemlig til deres egen definition af territoriale grænser" (s. 186).
Den politiske uafhængighed og i dens kølvand de nationale stridigheder fik ingen indflydelse på de sociale relationer indenfor de forskellige sydasiatiske nationer. I et overblik over de enkelte lande viser Myrdal, at magten udenfor regeringsplanet nu som for ligger hos grundejere, købmænd og pengeudlånere. I disse nationer er udenlandske priviligerede grupper blot blevet erstattet af indenlandske priviligerede grupper. I modsætning til de fattige indiske masser er f.eks. de nationale, politiske førere alle sammen medlemmer af den priviligerede overklasse. Indenfor forvaltningsapparatet er de hierarkiske strukturer med deres store sociale og økonomiske forskelle mellem de højere og de lavere klasser blevet opretholdt. Kastesystemet er forblevet uantastet og "er i dag sandsynligvis mere udpræget end på den tid, hvor Indien fik sin selvstændighed" (s. 278). Regeringerne bøjer sig for privatinteresser, korruption og nepotisme er vidt udbredt, politikken gælder som adgang til privilegier og til styrkelse af slægtens magt, og "de nye skattebyrder bliver for største delen pålagt de befolkningslag, der har sværest ved at bære dem" (s. 285). Mellem de enkelte lande er der politiske og økonomiske forskelle, som f.eks. overgangen fra pseudodemokratiske regeringer til militærdiktaturer, dominans eller fravær af plantagebedrift, de ikke-besiddendes antal blandt landbefolkningen o.s.v. Men overalt "implicerer politisk stabilitet stagnation, idet den bevarer den reelle magt hos modstandere af økonomiske og sociale forandringer" (s. 295).
Hvad de dominerende økonomiske realiteter i Sydasien angår, må man først og fremmest fastslå, at landbruget udgør den vigtigste produktionsgren. Den adskiller sig fra samme produktionsart i andre dele af verden ved et langt ringere output pro enhed opdyrket jord. Under undersøgelsen af det komplicerede agrarproblem kommer Myrdal til den slutning, at en højnelse af levestandarten må forudsætte et højere output pro jordenhed, og at der først da ville være mulighed for at frigøre arbejdskraft til industrialiseringen. "Lav indkomst er blot bagsiden af lav arbejdsproduktivitet," skriver han, og videre: "/.../ En ond cirkel lader fattigdom og lav levestandard eller lav arbejdsproduktivitet konstant opstå af sig selv. Bag denne ulyksalige kausalmekanisme står, bortset fra klimaets indflydelse, et samfundsmæssigt system af institutioner og magtrelationer, der stejlt står i vejen for produktiviteten, så at lav produktivitet etablerer sig som norm. Og indenfor dette sociale system finder vi hos menneskene i alle klasser de indgroede adfærdsnormer, der præges af dette system og samtidig opretholder det" (s. 433).
Traditionsbundne og ligegyldige overfor befolkningstilvæksten lever og arbejder de fleste sydasiatiske folkeslag i et landbrugssystem baseret på selvforsyningslandbrug. Skønt bøndernes jordbesiddelser i tiltagende grad viger for forpagtningssystemet, har det derigennem opnåede overskud, der tilfalder grundejerne, ikke på nogen måde ansporet til højere produktivitet. Plantageindustrien, der procuderer te, gummi, kokosnødder, tobak, kaffe, sukker og krydderier, var imidlertid meget indbringende og må, da den er baseret på lønarbejde, betragtes som kapitalintensiv, industriel virksomhedsform. Men plantageindustrien med export som formål lå for størstedelen i hænderne på den vestlige kapital, og dens profit forsvandt til udlandet, så at "plantagen kom vestens industrialisering og ikke Sydasiens til gode" (s. 449). Bondebefolkningens forarmelse gik delvis tilbage på kolonialherskernes systematiske ødelæggelse af bondehåndværket, hvilket dømte kolonierne til at blive til producenter af exportduelige råstoffer og til importører af færdige industrivarer. Men selv anvendelsen af laissez-faire politikken på kolonierne blev til gunst for kolonimagterne, fordi det forskellige økonomiske og teknologiske niveau udgør en naturlig mekanisme, der medfører større ulighed" (s. 456).
De sydasiatiske nationers fattigdom ligger så klart for dagen, at statistiske beviser ikke er nødvendige. De foreliggende økonomiske dater finder Myrdal "så utilforladelige, at man ikke kan tillægge dem nogen stor betydning" (s. 498), ikke blot på grund af statistiske metoders unøjagtighed, men også, fordi "store dele af erhvervslivet er udelukket fra pengeomsætningen og fra næsten al adgang til markederne" (s. 447). Men Myrdal benytter alligevel nogle dater med henblik på national output eller indkomst, samt med henblik på erhvervsstrukturen, således som den er bestemt af landbrug, industri og forskellige typer produktionsvirksomheder. Vi erfarer, at arbejderne for en stor del er beskæftiget i hjemmeindustrien, at de private produktionsvirksomheder er ret små, og at, med undtagelse af Indien, "sværindustri til fremstilling af produktionsmidler eller varige konsumgoder i påfaldende grad mangler" (s. 521). Indkomsterne er ikke blot extremt lave, men de viser også en voksende ulighed mellem land- og bybefolkningen.
Skønt Myrdal er overbevist om, at imperialismens omkostninger overstiger dens profit, så at afslutningen på koloniherredømmet var en velsignelse både for kolonimagterne og for kolonierne, så er ikke desto mindre strukturerne i de sydasiatiske økonomier "et resultat af internationale økonomiske og politiske relationer, sådan som de har udviklet sig i løbet af det sidste århundrede" (s. 581). Da disse lande i høj grad er råstofproducenter, lider de under den aftagende efterspørgsel efter deres traditionelle exportvarer. Hvis der overhovedet skal finde en udvikling sted, så vil den ikke sætte ind som reaktion på udenlandsk efterspørgsel, men må finde sit grundlag i disse lande selv, "fordi den spontane vækstfremmende ansporing fra en relativ fri og ekspanderende international handel ikke længere er til stede" (s. 583). Udviklingen må forløbe i relativ uafhængighed af verdensmarkedet, samtidig med en fremmelse af handelen indenfor regionen selv. Men medens der næppe er håb om større export, kan man konstatere et voksende behov for import. Udviklingen afhænger således af "evnen til at tilvejebringe tilstrækkelige mængder udenlandsk kapital til gunstige betingelser" (s. 612). Indtil videre er der dog kun sket lidt i den henseende; den forende kapitalexportør er nu som før De Forenede Stater. "Tilstrømningen af ny privatkapital fra udlandet /.../ har næppe oversteget kapitalbortstrømningen" (s. 622). Tilstrømningen af kapital fra offentlige kilder har været noget mere omfattende, men har ikke været i stand til at stimulere den økonomiske udvikling, da tilstrømningen herfra genspejlede den kolde krigs politiske overvejelser.
Fordi de sydasiatiske nationer må øge deres exporter for at kunne tilfredsstille deres importbehov, og fordi dette ikke er muligt ad traditionel vej, foreslår Myrdal både en forandring af produktionen og en omstilling til alternative markeder, som kan findes i de kommunistiske lande og i de afrikanske og latinamerikanske udviklingsnationer. Men selv sådan, erkender han, "synes exportudsigterne ikke at være særlig forjættende" (s. 661). Det samme gælder for tilstrømningen af kapital i form af kreditter, da "gældsposten bliver en stadig større byrde" (s. 665), der opsuger en voksende andel af exportfortjenesten. Lån burde erstattes af gratis ydelser, "men udviklingen er gået i modsat retning og gør det fortsat" (s. 666). Alt i alt har vi et sørgeligt billede foran os, der bliver endnu mere håbløst af, at den vestlige holdning til udviklingslandenes udvikling i bund og grund er falsk; den er behersket af den tanke, at denne udvikling kun skulle være en gentagelse af udviklingen i de allerede udviklede nationer. Her overfor holder Myrdal fast ved, at de udgangsbetingelser, der dominerer i udviklingslandene, er så anderledes og af en sådan "art, at de udelukker vækstmønstre, sådan som de udviklede vestlige lande kender til dem" (s. 674).
Myrdal fører denne tanke hos de moderne økonomer tilbage på deres uindrømmede overtagelse af den marxske sætning, hvorefter "det højere udviklede land blot viser det lavere udviklede billedet for dets egen fremtid" (s. 674). Det synes ikke at være ham klart, at Marx her talte om det kontinentale Europa og især om Tyskland, men ikke om verden overhovedet.[2] Med adresse til en russisk kritiker henviste Marx engang til, at overgangen til den kapitalistiske udviklings stadium ganske vist betød, at en stor del af bondestanden måtte forvandles til proletarer, "men at hans historiske skitse om kapitalismens opståen i Vesteuropa" dog ikke måtte forvandles "til en historiefilosofisk teori for den almene udviklingsbevægelse, der som en skæbne er foreskrevet alle folkeslag".[3] Det er naturligvis rigtigt, at efter den marxske opfattelse implicerer den kapitalistiske kolonialisme "ødelæggelsen af den gamle asiatiske samfundsorden og skabelsen af det materielle grundlag for en vestlig samfundsorden i Asien",[4] men dette betød ikke, at Asiens videreudvikling behøvede at følge de gamle kapitalistiske nationers historiske vej. For Marx ligger "det borgerlige samfunds egentlige opgave i etableringen af verdensmarkedet, ihvertfald i store træk, samt i en produktion, der er baseret på dette".[5] Denne opgave blev opfyldt, som Myrdal selv påviser det i sine beskrivelser af de økonomiske relationer mellem kolonierne og de kapitalistiske nationer.
Den kapitalistiske akkumulation bestemmer verdensmarkedets karakter. Ligesom dens tendenser til koncentration og centralisering implicerer polariseringen mellem rig og fattig i ethvert kapitalistisk land, således implicerer de også opdelingen af verden i rige og fattige lande. Industrialisering og modernisering kan kun gøre fremskridt i det omfang det er foreneligt med de herskende kapitalers akkumulationsbehov. Deres egen udvikling bygger til dels på forhindringen af udviklingen i lande, der er underkastet deres behov. På grundlag af sin egen teori kunne det slet ikke falde Marx ind, at alle nationer en dag ville blive til fuldt udviklede kapitalistiske nationer, skønt de alle ville være en del af det monopolistiske, kapitalistiske verdensmarked.
Medens det myrdalske argument ikke lader sig anvende på Marx, passer det dog på den borgerlige økonomis såkaldte vækstteorier, for hvilke kapitalproduktionens historisk begrænsede og fetichagtige kategorier fremtræder som universelt gyldige og evige økonomiske kategorier. Økonomien som positiv videnskab tillader økonomerne både at abstrahere fra de reelle socio-økonomiske relationer og at tilpasse deres teorier til det kapitalistiske samfunds specifikke og for det meste apologetiske behov. Ud fra deres standpunkt kan udviklingsnationerne kun gentage den udvikling, der forer til kapitaldannelse. Også Myrdal ser udvikling som kapitaldannelse, men han fornemmer, at "den moderne fremgangsmåde tenderer til at overse eller forsømme de faktorer, der gør udviklingen i udviklingslandene så vanskelig, eller omvendt, der skal gøre radikale og omfattende politiske forholdsregler nødvendige" (s. 1853). Faktorer som klima, befolkning, sundhed, dannelse, indstillinger o.s.v., som udviklingsteoriernes moderigtige modeller ikke tager hensyn til, må ifølge ham inddrages i analysen for at muliggøre formuleringen af en mere realistisk politik for udviklingslandene. Desuden kan udviklingen ikke afventes som naturlig evolutionsproces, men må planlægges og fremskyndes gennem "en fremsynet projektering af forandringen som det eneste alternativ ikke blot til stagnation men også til undgåelse af regression" (s. 700).
Et tillæg, skrevet af professor Streeten, trænger noget dybere ind i spørgsmålet om værdien af økonomiske projektmodeller for Sydasien. Han indrømmer, at adskillelsen af "økonomiske" og "ikke-økonomiske" faktorer har en vis mening i Vesteuropa, hvor "menneskenes indstillinger og de sociale institutioner er rationaliserede og standardiserede og derfor enten er tilpasset eller kan tilpasses det økonomiske fremskridt" (s. 1942). Dette, siger han, gælder dog ikke for Sydasien, hvor forsøg på forandring af indstillinger og institutioner støder på kraftig modstand fra bestemte interesser og på andre hindringer. Streeten indrømmer også, at Marx ikke har akcepteret isoleringen af "økonomiske" fra "ikke-økonomiske" faktorer; ikke desto mindre slår han fast, "at marxismen forfaldt til den modsatte fejltagelse ved at antage, at de nødvendige korrekturer i parametrene - indstillinger og institutioner - uundgåeligt og forholdsvis hurtigt fandt sted" (s. 1942) - en position, der selv, som Myrdal tror, bygger på det marxske udsagn, hvorefter "hele kulturen er en overbygning, der opstår ud fra produktionsmåden" (s. 1864).
Fordi "økonomisk udvikling er langt mere end industrialisering" (s. 1842), anser Myrdal det for nødvendigt at beskæftige sig med ethvert sydasiatisk land "som et samfundsmæssigt system, der er sammensat af et stort antal betingelser, der står i gensidig kausal relation til hinanden, i den forstand, at ændringen af en betingelse fører ændringen af andre med sig" (s. 1860). At dette ikke passer, bliver dog tydeligt i hans egen tekst, hvor f.eks. den kendsgerning beklages, at fremskridt i retning af national uafhængighed og den nye planlægningsideologi og modernisering intet ændrede ved de traditionelle sociale og økonomiske relationer. Åbenbart kan altså nogle faktorer ændre sig, medens andre forbliver de samme; nogle faktorers uforanderlighed i relation til andres ændringer skulle imidlertid gøre det klart, at nogle er vigtigere end andre "blandt det store antal af betingelser, der står i gensidig kausal relation til hinanden". Det betyder ikke andet end, at der findes grundlæggende samfundsmæssige relationer, som alle øvrige samfundsmæssige relationer bygger på, og som derfor har krav på forrang i enhver samfundsmæssig analyse.
Også for Marx "er den økonomiske udvikling mere end industrialiseringen", også selv om det er industrialiseringens form, som kapitalen akkumulerer sig hurtigt i. Den politiske økonomi - for slet ikke at tale om de nuværende økonomiske teorier - er en "borgerlig videnskab", som Marx kritiserede bl.a. "fordi den forvandlede samfundsmæssige kategorier til økonomiske kategorier. Disse kategorier er kun af betydning for det borgerlige samfund, hvor de faktiske samfundsmæssige relationer mellem folkeslag og klasser fremtræder som økonomiske relationer. Som sådanne må de behandles og betragtes, for at afsløre kapitalismens udviklingstendenser, men samtidig må de erkendes som samfundsmæssige relationer mellem klasser. Samfundsmæssige indstillinger og institutioner kan ikke for alvor stå i modsætning til produktionsmåden, til produktionen på grundlag af relationen mellem kapital og arbejde. Var dette muligt, kunne kapitalismen slet ikke eksistere. Og sålænge de ikke star i tydelig modsigelse til produktionsmåden, er en analyse af de sidstnævnte samtidig en analyse af de herskende indstillinger og institutioner.
En bestemt produktionsmåde kan imidlertid indeholde en mangfoldighed af indstillinger og institutioner, eller indstillinger og institutioner kan ændre sig, uden at medføre en ændring i produktionsmåden. En overgang fra det politiske demokrati til fascismen eller fra laissez-faire til blandingsøkonomi f.eks. vil godt nok ændre "overbygningen", men resultatet er før som nu en "overbygning" for de uantastede grundlæggende samfundsmæssige produktionsforhold. Derfor både kan og må analysen af kapitalproduktionen abstrahere fra "overbygningen". Dette er ikke et problem om isolering af "økonomiske" fra "ikke-økonomiske" faktorer og en forsømmelse af de sidstnævnte. Ifølge Marx finder de tilsyneladende "økonomiske" såvel som de tilsyneladende adskilte "ikke-økonomiske" faktorer deres bestemmelse i de samfundsmæssige produktionsforhold, der ligger til grund for dem, og som fuldstændig lades ude af betragtning både af den borgerlige økonomiske videnskab og af Myrdal selv.
Dette spørgsmål drejer sig ikke om tempoet i "tilpasningen" af indstillinger og institutioner til økonomiske ændringer. For Marx er det umuligheden af den slags "tilpasninger", som fremtvinger den revolutionære forandring. For Streeten og Myrdal synes imidlertid forandring og udvikling i første række at være et problem for udviklingslande. I de udviklede nationer fører det "økonomiske fremskridt" til indstillingernes og institutionernes mere eller mindre automatiske tilpasninger, og deres forandringer hæmmer ikke den videre økonomiske udvikling. Med andre ord: Skønt "overbygningens" bestemmelse af produktionsmåden bliver afvist, tenderer en udviklet kapitalisme ifølge dem til at bringe de "økonomiske" og "ikke-økonomiske" faktorer i ligevægt og til at tillade en relativ negligering af "overbygningen" eller af de "ikke-økonomiske" faktorer i samfundslivet. Således kræver det økonomiske fremskridt kun i udviklingslandene en bevidst forandring af indstillingerne og institutionerne og dermed politiske forholdsregler, der får virkning for hele samfundet.
Faktisk kan man selv under højt udviklet kapitalisme kun i forbindelse med visse indstillinger og institutioner tale om en "tilpasning" til økonomiske forandringer, eller omvendt om en "tilpasning" af økonomiske forandringer til ændrede indstillinger og institutioner. "Automatisk" indtrædende eller evolutionære forandringer hæmmer hverken den produktionsmåde, der beror pa klasseforholdet, eller berører de immanente udviklingstendenser i en given produktionsmåde. De kan derfor lades ude af betragtning under analysen. Forandringen af produktionsmåden kræver en situation, hvor indstillinger og institutioner star i modsætning til en forandring af produktionsmåden, og hvor aktualiseringen af en sådan forandring kræver andre indstillinger og institutioner, nemlig sådanne, der svarer til en anden produktionsmåde. Det bliver således klart, at den marxske distinktion mellem basis og overbygning implicerer både en difference og en identitet, som finder deres formidling i den sociale revolution. Hverken "økonomiske" eller "ikke-økonomiske" faktorer i sig selv, men derimod begge tilsammen er ansvarlige for stagnation eller samfundsmæssig forandring. Om den ene eller den anden af disse betingelser dominerer, afhænger af de sociale klassers kamp - om de forsvarer eller bekæmper en given produktionsmåde - og af denne kamps resultat.
Myrdal adskiller sig fra den "moderne økonomiske videnskab", idet han anerkender nødvendigheden af politiske revolutioner og samfundsmæssige forandringer i udviklingslandene. Marxister afviser heller ikke denne nødvendighed. Den marxistiske analyse af kapitalproduktionen er imidlertid en analyse af et etableret kapitalistisk system. Som sådan er den ikke direkte anvendelig på de sydasiatiske lande, der i overvejende grad befinder sig på et førkapitalistisk stadium i en blokeret udvikling. En marxistisk analyse af Sydasien måtte beskæftige sig med forskellige produktionsmåder, samt med de forskellige samfundsmæssige kræfter, der forsøger at opretholde eller ændre disse. Undersøgelsen af indstillinger og institutioner udelukkes derved ikke, men fremmes, ligesom den marxistiske analyse af kapitalproduktionen ikke udelukker beskæftigelsen med generelle samfundsmæssige spørgsmål, men tværtimod fremmer den. Fordi de bestående betingelser, indstillinger og institutioner i Sydasien meddetermineres af dem i de kapitalistisk udviklede nationer, måtte en marxistisk analyse befatte sig med sydasiatiske nationers relationer til den moderne kapitalisme som et imperialistisk verdensmarkedssystem. En vurdering af chancerne for deres udvikling kræver ikke blot en grundig gennemanalysering af deres foreliggende socio-økonomiske forhold, men også en forståelse af kapitalismens generelle udviklingstendenser. Men medens Myrdal nok erkender, at Sydasiens udvikling også er afhængig "af andre landes handels- og finanspolitik, ja selv af deres indenrigspolitik og deres vækstrater, og mere generelt, af strukturelle forandringer m.h.t. udbud og efterspørgsel i verdensmålestok" (s. 1897), så interesserer han sig ikke for kapitalismens udbytningskarakter og dens voksende behov for at underordne udviklingen under sine egne partikulære profitkrav. Disse kunne vise sig at være en væsentligere hindring for udviklingen i de underudviklede lande end disses egne stationære eller regressive indstillinger og institutioner. Medens altså analysen af kapitalproduktionen ikke kan erstatte en analyse af de dominerende sydasiatiske produktionsforhold, så er den dog ikke desto mindre en forudsætning for en realistisk vurdering af regionen og dennes mulige fremtid.
Den kapitalistiske produktionsmåde, d.v.s. produktionsforholdet mellem kapital og arbejde, identificerer samfundsmæssigt fremskridt med kapitalakkumulation, der bestemmer og begrænser retningen og omfanget af industriel udvikling og giver samfundsmæssige indstillinger og institutioner deres specifikke kapitalistiske kendetegn. Sålænge dette system udvider sig uden effektiv opposition, kan det synes at være det ideelle økonomiske system for i det mindste dem, som det begunstiger. For i dette system er kun kapitaldannelsen af betydning; denne bliver i almindelighed behandlet "som den strategiske variable /.../ i modsætning til output som den afhængigt variable". Og da output i de kapitalistisk højtudviklede lande i det væsentlige er vokset proportionalt til den investerede kapital, er vækstmodellen i høj grad blevet baseret på teorien om et konstant kapital-output-forhold. Disse vækstmodeller anses for at være anvendelige også for udviklingsplaner i udviklingslandene. Streeten og Myrdal anser dem for at være urealistisk abstrakte, fordi "rationel planlægning i Sydasien må være et koordineret system af politiske forholdsregler, der peger på et meget stort antal betingelser, der må forandres for at sætte udviklingen igang. Den planlægningsansats, der er indeholdt i kapital-outputmodellen tenderer til at tilsløre denne kendsgerning og kan ikke tilbude nogen anvendelig teoretisk ramme for den slags planlægning" (s. 1956).
Myrdals institutionelle analyse er naturligvis også en abstraktion, men den kan dog gøre krav på at være en mere præcis beskrivelse af virkeligheden. Med den fejlagtige konstatering, "at der i det samfundsmæssige system ikke findes noget op og ned, primært og sekundært, samt at økonomiske betingelser ikke har fortrinsret fremfor andre", klassificerer Myrdal de indbyrdes kausalt forbundne samfundsmæssige betingelser i seks generelle kategorier: "Output og indkomst; produktionsbetingelser; levestandard; indstilling til liv og arbejde; institutioner og politik" (s. 1860). Disse grupper samt deres forskellige undergrupper må man tage hensyn til ved den planlagte udvikling, og planlægning er nødvendig for overhovedet at muliggøre en udvikling. "Det grundlæggende princip i den økonomiske planlægningsideologi", skriver Myrdal, "ligger i statens overtagelse af en aktiv, ja afgørende rolle i økonomien: Gennem sine egne investeringsforholdsregler og gennem sine forskellige kontrolforanstaltninger - støtte- og restriktionsforholdsregler - overfor den private sektor kan staten initiere, fremme og styre den økonomiske udvikling" (s. 709).
Den statslige planlægningsideologi, der ifølge Myrdal må henregnes til de samfundsmæssige faktorer, der bestemmer politikken, stammer både fra de kommunistiske og fra de vestlige lande. Men for så vidt den føres tilbage til Vesteuropa, implicerer den kun statsintervention i den økonomi, der iøvrigt fortsat er præget af den private ejendomsret. Når Myrdal siger, "at alle vestlige regeringer og ligeledes forretningsverdenen er tilhængere af statsplanlægning for Sydasien" (s. 728), så gælder dette kun i denne specielle og begrænsede betydning. For faktisk er der i Vesteuropa ingen planlægning; skønt regeringerne intervenerer, forbliver erhvervslivet underkastet ukontrollable markedsbevægelsers lumske lunefuldhed. Lige så lidt findes der en planlægning i Sydasien. Her, siger Myrdal med beklagelse, "forbliver planlæggerne i deres paradokse situation: På et generelt og uforbindtligt plan proklamerer de uhindret og næsten lidenskabeligt nødvendigheden af radikale sociale og økonomiske forandringer, medens de under planlægningen af deres politiske forholdsregler går yderst forsigtigt frem, for ikke at ødelægge den traditionelle sociale orden" (s. 117). Men fordi statsplanlægning allerede eksisterer som ideologi, behøvede planlæggerne blot at overvinde deres hæmninger og omsætte deres bekendelser i handling.
Som i Vesteuropa er også i Sydasien udviklingsplanerne kun i al væsentlighed statslige forholdsregler til styring af offentlige investeringer, der, som Myrdal siger, gør det muligt, "at have en plan uden at planlægge, at give udseende af noget, uden at der er realitet bagved" (s. 2008); især, fordi nationalbudgetterne her udgør en så lille del af det samlede økonomiske liv. Virkelig planlægning måtte for Myrdal også omfatte den private erhvervssektor og ville forudsætte interventioner i markedsrelationer ved hjælp af planlagt prispolitik. Men heller ikke dette ville være tilstrækkeligt, fordi "massen af landbrugsproduktionens markedsduelige overskud ikke stilles til rådighed gennem en markedsproces, men indkasseres af grundejere og pengeudlånere som forpagternes og andre bønders tribut" (s. 913). Af denne og andre grunde "må en plan, der vil nå sine mål, støtte sig på materielle faktorer, varer og tjenesteydelser i erhvervslivets forskellige sektorer" (s. 1919).
Det, der foresvæver Myrdal, er et planlagt system, således som det eksisterer i Rusland, dog modificeret i retning af en blandingsøkonomi under de fremherskende sydasiatiske betingelser. Medens han på den ene side føler sig tiltrukket af den russiske regerings muligheder "for at frigøre ressourcer til investering gennem konsumbegrænsninger således, at begrænsninger i nogle retninger forbindes med hurtige og substantielle stigninger i andre retninger, som dikteret af vækstkravene" (s. 1918), så synes han dog på den anden side, hvad angår Sydasien, at foretrække et mindre rigoristisk planlægningssystem, hvor "det hører til planens funktion at bidrage til kompromisser mellem modstridende interesser og at udgøre en ramme, indenfor hvilken konflikter mellem overbevisninger og interesser kan afgøres" (s. 1891).
Myrdal foreslår således ikke først og fremmest en bestemt plan, men i langt højere grad et politisk program, hvor planlægningen selv er en proces i udvikling, der skal sikre "hele det samfundsmæssige systems fremskridt". Nødvendige ville kun den slags forandringer i samfundsstrukturen være, der kunne sikre en forøgelse af produktion og produktivitet. Nødvendig er mere end en planlægningsbestræbelser, der ser den udslaggivende strategiske faktor i investeringer; især, fordi kapitaltilstrømningen aldrig kan være mere end et supplement, så at betingelserne for udviklingen må skabes internt. I første omgang må de givne betingelser forbedres, hvilket forudsætter en stærkere fremhævelse af "Landbruget, en hævelse af sundheds- og dannelsesniveauet, en forøgelse af arbejdsindsatsen og en forbedring af arbejdets ydeevne i erhvervslivet overhovedet" (s. 1842).
Myrdal tror, at selv uden investeringer, men gennem længere og mere intensivt arbejde kan landbrugsudbyttet øges væsentligt. Sædvanligvis argumenterer man med, at der skulle leve for mange mennesker på landet, hvilket implicerer den manglende udnyttelse af deres arbejdskraft, der fremtræder som skjult arbejdsløshed, hvorfor en del af landbefolkningen gennem industriel udvikling og oprettelse af arbejdspladser burde drages bort fra landet. Myrdal viser imidlertid, at disse formodede overflødige bønder ikke viser nogen trang til at flytte, samt at de, hvis de havde et sådant ønske, ikke ville vide, hvor de skulle drage hen. Ligeså lidt er de interesserede i hårdere arbejde - et resultat af utilstrækkelig motivation og en almindelig fremherskende modvilje mod arbejde, især mod lønarbejde.
"Den værdiskala, der bestemmer den samfundsmæssige position, er og bliver førkapitalistisk. Jordbesiddelse giver den højeste anerkendelse, legemligt arbejde den laveste" (s. 1057), hvorved selv den fattigste jordbesidder bliver foranlediget til at foretrække selv en elendig eksistens frem for enhver form for arbejde. De faktiske bearbejdere af jorden besidder ikke legemlig og åndelig kraft til at øge deres arbejdsproduktivitet; dårlig sundhedstilstand, mangelfuld ernæring, manglende uddannelse og generelle indstillinger til liv og arbejde, "således som de bestemmes af klimaet, levestandarden, skikke og institutioner" (s. 1016), hindrer dem heri. Alligevel anser Myrdal det for muligt ved hjælp af afgørende ændringer af disse betingelser at bryde fattigdommens og den lave arbejdsproduktivitets onde cirkel, forudsat at befolkningstilvæksten kan bremses. Indførslen af den vestlige biokemiske medicin sænkede dødelighedscifrene og medførte ved uændrede fødselscifre en "befolkningseksplosion", der nu ikke blot truer ethvert økonomisk fremskridt, men drager stagnation og endda forfald med sig. Dette må imødegås gennem regeringsstyrede opdragelseskampagner til popularisering af fødselskontrol samt gennem forholdsregler på landbrugsområdet til forøgelse af den voksende arbejderbefolknings produktivitet.
Mens der med henblik på klimaet ikke umiddelbart kan foretages noget, så kan man muligvis kompensere for dets svagere virkninger gennem dannelsens, sundhedens og den øgede konsumerings produktivitetssøgende virkninger. Men alt dette forudsætter ikke blot institutionelle ændringer, men også regeringer, der er i stand og parate til at gennemføre dem. Desværre er ifølge Myrdal det vigtigste kendetegn for de sydasiatiske lande eksistensen af "vege stater", der "kun forlanger meget lidt af deres borgere" (s. 896). De forlader sig på frihed, hvor, ifølge Myrdal, gennemførelsen af en strengere samfundsmæssig disciplin ville være på sin plads.
Den "vege stat" er naturligvis den stat, der svarer til de sydasiatiske nationers samfundsstruktur. Man kan ikke forvente af den, at den skal gennemføre forholdsregler, der går imod dens egne interesser, og d.v.s. som Myrdal så udtømmende påviser, den herskende klasses interesser. Åbenbart anser Myrdal en stat for mulig, der står over klasseinteresserne og gennemfører forholdsregler, der gavner hele nationen. Men den "vege stat" er kun "veg" overfor den klasse, som den repræsenterer; den er ret "hård" overfor de undertrykte klasser - idet den ganske enkelt ikke blander sig i de traditionelle produktionsforhold. En ny stat ville også betyde et nyt samfund, hvad der ville kræve langt mere end blot en ideologisk bekendelse til det almene vel. Myrdal anser det dog hverken for muligt eller nødvendigt at ændre de bestående samfundsmæssige relationer. Han foreslår kun større ydeevne og højere produktion.
Hvordan skal staten tilvejebringe alt dette? Hidtil nyttede dens politik ikke de fattige men kun de rige, og dens kontrol af erhvervslivet virkede for det meste "til gavn for de bestående foretagender, især de store foretagender" (s. 738). Med henblik på landbruget er regeringernes politik angiveligt indstillet på jord- og forpagtningsreformer. Men faktisk "har reformer ikke bragt umiddelbar nytte til de ikke-besiddende arbejdere i blot et af regionens lande" (s. 1319). Fordi efterspørgselen efter jord er høj, kan grundejere afkræve deres forpagtere halvdelen eller mere af bruttoudbyttet, og i betragtning af den arbejdsduelige befolknings hastige tilvækst "er alle forsøg på at sænke forpagtningsafgifterne og samtidig at lade grundejerne få fortsat udbytte af deres ejendom /.../ på forhånd dømt til fiasko" (s. 1311). Medens en radikal jordfordeling kunne øge produktionen gennem en styrkelse af motivation, anser Myrdal ekspropriation for at være en endnu bedre forholdsregel til muliggørelse af en mere rationel udnyttelse af jorden. Men han er samtidig overbevist om, at ingen af de to forholdsregler er gennemførlige for tiden.
Der er "ganske enkelt ingen begejstring for ekspropriationer af radikal art i en bondestand, der skinsygt vogter over den private ejendomsret til selv de mindste jordlodder /.../ og ligeså lidt kan man finde støtte til sådanne forholdsregler hos de ikke-besiddende; deres håb er snarere rettet mod erhvervelsen af et eget stykke land end mod deltagelsen i kollektive virksomheder" (s. 1376). Under disse betingelser ville det være bedst at udvikle landbruget efter kapitalistiske synspunkter. "Sydasiens landbrugsmæssige praksis," siger Myrdal, "udgør en slags kvasi-kapitalisme, hvor de mest negative træk i de kapitalistiske og feudale økonomiske organisationsformer forbindes med hinanden" (s. 1380). Et virkeligt kapitalistisk landbrug ville betyde et fremskridt, da et sådant landbrug ikke ville akceptere den passive og parasitære grundejendom, der udsuger overskuddet, men som ikke bidrager til øgelse af produktion. Myrdal er af den opfattelse, at denne type ejendom kan afskaffes gennem et skattesystem, der pålægger ikke-aktive jordejere høje skatter, samt gennem love, der forbyder overdragelse af ejendomsret til ikke-aktive ejere. Denne reform, betoner Myrdal, "ville ikke fratage nogen noget, men ville forbyde jordkøb gennem personer, der ikke vil bearbejde jorden" (s. 1380).
Dette ville igen forudsætte regeringer, der ikke er afhængige af "den passive og parasitære grundejendom", og så længe sådanne regeringer ikke findes, taler Myrdals forslag for døve øren. Han er sig ikke dette bevist, for han opfatter det som en henvisning til den reelle magtsituation i de sydasiatiske lande, at den slags forslag endnu ikke engang diskuteres alvorligt. Alligevel kunne de måske skaffe sig gehør på et andet tidspunkt. Myrdal indrømmer, at et kapitalistisk organiseret landbrug ville formindske efterspørgselen efter arbejdskraft og dermed den bedre udnyttelse af de stadig og hurtigt tiltagende arbejdskræfter, f.eks. gennem indførsel af mekaniserede arbejdsprocesser. Men i dette tilfælde, mener han, ville regeringens opgave være den at sætte visse grænser for anvendelsen af arbejdsbesparende metoder. Med andre ord: Myrdal ønsker ikke et rigtigt kapitalistisk landbrug, der ville være bestemt af profitmotivet. Det, han foreslår, er langt snarere et kapitalistisk landbrug, der er tilpasset et styret erhvervsliv, der ikke er bestemt af kapitalproduktionens principper.
Sammen med Myrdals "genuine landbrugsarbejdsgiver" opstår landbrugslønarbejderen, som man "må indrømme en respektabel plads i det kapitalistiske landbrugssystem" (s. 1382). Hvor "respektabel" denne plads kan være selv under de bedste forhold, kan man aflæse af arbejdsbetingelserne for landbrugsarbejdere i den højest udviklede kapitalistiske nation, De Forenede Stater. Hvad denne "respekt" ville betyde i Sydasien, ser man klart på lønarbejdet i landbruget, således som det eksisterer i denne region i dag. Alligevel er Myrdal overbevist om, at uanset den nuværende situation "kan langsigtede fremskridt i landbrugets output og ydeevne kun opnås, hvis de sydasiatiske folkeslag kan overbevises om den kendsgerning, at lønarbejde er et normalt og sundt karaktertræk i progressive økonomier" (s. 1383). Dette viser også vej til et samfundssystem, der "skridt for skridt (ville antage) velfærdskapitalismens kendetegn" (s. 1382). Og således, slutter Myrdal, ville det bedste være, at det ideologiske vås om lighed eller endda socialisme kastes overbord, ikke blot fordi der på denne made ikke er kommet effektive reformer istand, men også fordi disse ideologier står i vejen for realistiske og pragmatiske løsninger af Sydasiens problemer.
Dette er i al væsentlighed kernen i denne omfangsrige bog. Det drejer sig derved om en adaption af den marxske opfattelse, hvorefter feudalismen gør plads for kapitalismen, hvorved forandringen af produktionsmåden implicerer kapitaliseringen af landbruget. "En industriel revolution," skriver Myrdal, "forudsætter en forudgående eller i det mindste en samtidig revolution i landbruget" (s. 1249). Men ved ingen af disse to revolutioner drejer det sig om en indlysende sag. Fordi kapitalistiske og ikke-kapitalistiske produktionsmåder er sammenblandede i udviklingslandene, kalder Myrdal Sydasiens økonomier for "kvasi-kapitalistiske" systemer. Han foreslår at forvandle dem til genuine kapitalistiske systemer, begyndende med landbruget og med den moderne velfærdskapitalisme som mål.
I den marxske teori implicerer kapitalismen transformationen af arbejde til lønarbejde. Hvad landbruget angår, så er denne metamorfose ikke engang afsluttet i de højest udviklede kapitalistiske nationer endnu, også selv om der ikke længere findes selvforsyningslandbrug, men altid produktion for markedet. Den lille bonde bliver dog konstant fortrængt af det industrielle landbrug, der er baseret på lønarbejde. Som al anden kapitalistisk produktion er også det kapitalistiske landbrug konkurrenceproduktion med profitformål, og det bliver i tiltagende grad kapitalintensivt. Medens den i første omgang gør landbrugets arbejdskraft disponibelt for den industrielle produktion, frigør den i en senere fase industriarbejderne fra al slags produktion, idet den forvandler dem til ubeskæftigede og arbejdsløse. Dette er det "endelige" resultat af den produktion, der er baseret på forholdet mellem løn, arbejde og kapital, både under laissez-faire og under velfærdskapitalismen.
En lang udviklingsepoke var nødvendig for at nå den moderne velfærdskapitalisme. Myrdal anbefaler de sydasiatiske nationer det kapitalistiske landbrug som det første skridt på denne vej, d.v.s. en gentagelse af den proces, som Marx beskrev som feudalismens transformation til kapitalismen. Alligevel havde Marx ifølge Myrdal uret, når han antog, at alle ikke-kapitalistiske nationer skulle følge de første kapitalistiske nationers vej. Skønt det her drejer sig om en forkert interpretation af den marxske position, bliver den ikke desto mindre til Myrdals egen vision af den sydasiatiske udvikling. Man må dog tilføje, at denne analyserede udvikling adskiller sig fra kapitalismens historiske udvikling gennem regeringsplanlægningens nye faktor, som manglede i kapitalismens begyndelse. Angiveligt er dette den afgørende forskel, da regeringsplanlægningen skulle ophæve kapitalproduktionens immanente love, f.eks. altså også - for at tale i marxske begreber - forøgelsen af den relative merværdi gennem udviklingen af teknologien. Ifølge Myrdal kunne regeringer forhindre dette, idet de begrænsede udviklingen til den blotte forøgelse af den absolutte merværdi, altså gennem længere arbejdstid og højere arbejdsintensitet. Ikke stræben efter profit ville være produktionens bestemmende element, derimod en samlet plan, hvis eksistens formodentlig ville forvandle kapitalistisk økonomi til "progressiv økonomi".
Mens Myrdal afviser både marxismen og den "rene økonomiske videnskab", går hans egen analyse af de mangfoldige og indbyrdes forbundne samfundsmæssige betingelser, der konstituerer hans "samfundsmæssige system", ligeledes ud fra et "økonomisk synspunkt". Han hævder naturligvis, at en fremstilling ud fra et hvilket som helst andet punkt ville have været ligeså mulig; alligevel anerkender han i sine programmatiske følgeslutninger den økonomiske basis' udslaggivende betydning. For Myrdal afhænger alt af arbejdsproduktivitetens stigning og af produktionens vækst. Dette kræver en produktionsmåde, der adskiller sig fra den nuværende, og dette igen forudsætter politiske forholdsregler, der kan tilvejebringe en sådan forandring. At gå i lag med problemet ud fra et andet udgangspunkt - det politiske f.eks. - ville kun betyde, at politikken ændrede sig i den forstand, at en forandring af produktionsmåden blev nået med det formål at muliggøre en forøgelse af produktionen og produktiviteten, hvilket er en absolut nødvendighed, hvis udvikling og ikke nedgang skal være resultatet. Hvad enten man nu går ud fra det økonomiske eller det politiske udgangspunkt, så er under alle omstændigheder i sidste ende produktionsmåden som determinant for samfundsmæssig produktion og produktivitet af udslagsgivende betydning.
Myrdals institutionelle udgangspunkt hindrer ham ikke i at nærme sig den marxske position ret ofte. Det kan måske forklare hans usikre fascination overfor den marxske teori, således som den kommer til udtryk igennem hele hans bog. Han synes at være yderst forvirret af erkendelsen af revolutionær forandrings nødvendighed, overfor et samtidigt ønske om at standse denne forandring før revolutionen. Desuden synes han, om end ikke helt, at være af den overbevisning, "at Marx' forenklede teori om klassekampen og den proletariske revolution" ikke er anvendelig på de sydasiatiske nationer, og han stiller sig "meget skeptisk" overfor den tanke, at "den tiltagende forarmelse af masserne i udviklingslandene vil føre til politiske revolter". Efter hans mening er det yderst sandsynligt, "at de lavere lag i de indiske landsbyer ville forblive apatiske i deres tilstand af ulighed, selv hvis deres levestandard skulle forværres yderligere" (s. 796). Snarere sætter han sin lid til opkomsten af regeringer, der ville være parate og i stand til at ofre særinteresser for det almene samfundsmæssige vel.
Selvom Myrdal vurderer muligheden for revolutionære aktioner fra de forarmede massers side lavt, så er han dog pa deres side med sine sympatier. Netop for at få dem ud af deres forarmede og uvidende tilstand må systemet ændres og styres i retning af udvikling. Til dette formål må landbruget organiseres kapitalistisk, for derigennem at mindske de bestående sociale uligheder. Myrdals argumentation forekommer på dette punkt temmelig overraskende, for modsætningen mellem arbejdsgiver og lønarbejder indeholder ikke mindre ulighed end den mellem grundejer og forpagter. Myrdal forklarer dog sit standpunkt, idet han henviser til, at i almindelighed "er det konventionelle vestlige standpunkt belastet med den fordom, at en formindskelse af uligheden snarere vil hindre end fremme produktionens ekspansion" (s. 1368). Dette argument, siger han, gælder ikke for Sydasien, for medens "den økonomiske diskussion i Vesteuropa normalt er begrænset til analysen af uligheder i indkomstfordeling, så ligger i Sydasien de uligheder, der er relevante for udsigterne til økonomisk fremskridt, dybere. Det drejer sig ikke blot om forskelle i indkomst, men snarere om forskelle i status og i kontrollen over de produktive ressourcer" (s. 1369). Da lønarbejdere er lønarbejdere, fordi de ingen kontrol har over de produktive ressourcer, er den lighed, som Myrdal taler om, grundejerens, den kapitalistiske gårdejers og andre arbejdsgiveres lighed - kort sagt, den borgerlige lighed i Sydasien, fuldbyrdelsen af den forsinkede borgerlige revolution med ikke revolutionære midler.
Et sådant resultat ville naturligvis adskille sig radikalt fra de tidligere resultater af borgerlige revolutioner, og igen gennem planlægningsfaktoren, der ifølge Myrdal tillader en ny udviklingstype, der fører til velfærdskapitalisme. Planlægningen selv kræver regeringens dominans over hele samfundet, også selv om dette skal forblive et privatøkonomisk organiseret samfund. Under regeringskontrol bliver priserne f.eks. ikke længere bestemt af markedet, men planlagt, d.v.s.: Det "ville være priser, der under alle bestående betingelser, inklusive mængden af regeringens politiske forholdsregler, ville give arbejdsgiverne og, sagt mere alment, producenterne, sælgerne, forbrugerne og sparerne ansporing til handlen i overensstemmelse med en bestemt udviklingsplan" (s. 2037).
Det er et ret omfattende krav. Det er indtil nu aldrig blevet diskuteret selv ikke i højt udviklet velfærdskapitalisme, og da slet ikke forsøgt i praksis. Ganske vist finder vi her et ret stort antal prisfastsættelser; dog ikke til støtte af en planlagt udvikling, tværtimod til bevarelse af bestemte virksomheders profitniveauer. Der findes også indirekte prispåvirkninger ved hjælp af monetære og statslige forholdsregler fra centrale myndigheder til bekæmpelse af depressioner og til sikring af en nødvendig grad af social stabilitet. Disse forholdsregler finder imidlertid deres faste grænser i kapitalproduktionens profitkrav. Det er dem, der bestemmer de statslige interventioners karakter og omfang, således som forholdene i de forskellige velfærdsøkonomier løbende demonstrerer det hvis man da ikke vil antage, at de "planlægger" deres egne økonomiske vanskeligheder. Men denne art pseudo-planlægning forudsætter meget progressive industrielle systemer, der har råd til - selv blot i en kort periode - at engagere sig i ikke-profitable produktionsgrene, for at hæve den samfundsmæssige totalproduktion op på et højere niveau. Denne "planlægning" er den eneste, der er mulig i en "blandingsøkonomi" som reaktion på aftagende efterspørgsel, der er et resultat af en faldende profitrate. For de forarmede, sydasiatiske nationer er en sådan planlægning uden enhver betydning, fordi disse nationer matte øge udbuddet for at akkumulere kapital. En "planlægning" i overensstemmelse med underudviklede markedsøkonomiers betingelser ville kræve politiske forholdsregler, der er radikalt anderledes end dem, der tilbyder alle sociale lag "ansporinger" for at få dem til at tilpasse deres adfærd til en bestemt udviklingsplans krav.
Myrdals dilemma ligger således i hans forsøg pa at forsone det uforsonlige, nemlig en kapitalistisk markedsøkonomi med autoritære kontrolforanstaltninger, der skal underkaste kapitalproduktionen de faktiske samfundsmæssige behov. Dette tvinger ham til at forstå både kapitalismen og socialismen forkert og tilskrive dem træk, som de slet ikke har. Det forleder ham også til den antagelse, at det faktisk skulle være muligt at behandle Sydasiens udviklingsproblemer i relativ isolation fra den kapitalistiske verdensøkonomis problemer. Skønt han meget detailleret viser, hvorledes den amerikanske kapitalisme underkaster udviklingen på Filippinerne sine egne partikulære interesser, og skønt han udtaler sig negativt om den amerikanske imperialisme i Vietnam og i hele Sydøstasien, så anser han det ikke desto mindre for muligt, at de kapitalistiske og dermed imperialistiske nationer virkelig skulle være interesserede i udviklingslandenes udvikling blot for denne udviklings egen skyld. Han foreslår, at de kapitalistiske lande skal gribe til forholdsregler, for at fremme denne udvikling, uden at spørge sig selv, om dette overhovedet er muligt, når man tager deres behov for konstant ekspansion i betragtning, der skal sikre deres egne priviligerede positioner. Han kan slet ikke få ind i hovedet, at det kunne være alt for sent for en hvilken som helst progressiv udvikling under kapitalproduktionens auspicier, og at udviklingen af Sydasien i første række kunne afhænge af de højtudviklede nationers fremtidige ikke-kapitalistiske udvikling.
[1] "Asian Drama, An Inquiry into the poverty of Nations", af Gunnar Myrdal, under medvirkelse af William J. Barber, Attli Majawa, Alva Myrdal, Paul P. Streeten, David Wightman og George W. Wilson, New York 1968, tre bind, 2284 sider.
[2] I forordet til første oplag af Kapitalen skriver Marx: "Det, som jeg i dette værk skal udforske, er den kapitalistiske produktionsmade og de dertil svarende produktions- og udvekslingsrelationer. Dens klassiske hjemsted har hidtil været England. Dette er grunden til, at England tjener som hovedillustration til min teoretiske fremstilling. Skulle imidlertid den tyske læser farisæisk trække på skuldrene af de engelske industri- og landbrugsarbejderes forhold eller optimistisk berolige sig med, at det da langt fra star sa dårligt til i Tyskland, sa må jeg tilrabe ham: De te fabula narratur! (om dig handler historien). MEW 23, s. 12; Rhodos 1:1, s. 92,
[3] Marx til redaktionen af Oteschestwemyje Sapiski, i: Marx-Engels, udvalgte breve, Berlin 1953, s. 370; MEW 19, s. 111.
[4] MEW 9, s. 221.
[5] Marx-Engels, udvalgte breve (note 3), s. 133; MEW 29, s. 360.
Last updated on: 8.23.2009