Hvad er fascisme?
Noterne er placeret sammen med de enkelte artikler, men foretrækker du dem samlet, så kommer de her:
l. Begrebet "lumpenproletarer" dækker over de udstødte lag i befolkningen, såsom tiggere, prostituerede, gangstere, småkriminelle, langtidsarbejdsløse m.v. Reaktionære og fascistiske demagoger har fået en del af deres opbakning fra lumpenproletariatet, hvis fortvivlede og opsplittede sociale situation står i modsætning til at indtage en klassebevidst, proletarisk holdning.
2. Victor Emmanuel III (1869-1947) var Italiens konge fra 1900 til 1946, hvor han trådte tilbage og gik i eksil i Portugal.
3. Versailles-aftalen, som blev underskrevet den 28. juni 1919, gav Alsace-Lorraine tilbage til Frankrig, berøvede Tyskland andre europæiske områder og alle kolonier, begrænsede Tysklands militære styrke og indeholdt bestemmelser om Tysklands krigsskadeserstatning til de allierede. Aftalen havde en ødelæggende virkning på den tyske økonomi. Den blev skræddersyet til at uskadeliggøre Tyskland økonomisk og militært til fordel for de øvrige imperialistiske magter, men havde også til formål at bremse den revolutionære bølge i Tyskland. Aftalen var en af de faktorer, der bidrog til Hitlers magtovertagelse.
4. Paul von Hindenburg (1847-1934) var en preussisk feltmarskal, som ledte de tyske tropper i Første Verdenskrig øg vandt en række sejre over den russiske hær. Trods socialdemokratisk opposition blev han valgt som præsident for Weimarrepublikken i 1925, efter Ebert, og med socialdemokratisk støtte blev han genvalgt i 1932. Han udnævnte Hitler til rigskansler i januar 1933.
5. Filippo Turati (1857-1932). Det italienske socialistiske partis ledende reformistiske teoretiker.
6. Antonio Gramsci (1891-1937). En af det italienske kommunistiske partis grundlæggere. Arresteret af Mussolini i 1926, død i fængslet 11 år senere. Sendte fra fængslet på det italienske kommunistpartis vegne en protest til Stalin mod forfølgelsen af Venstreoppositionen. Brevet blev fortiet af Togliatti (se note 8), som på den tid opholdt sig i Moskva. I Stalintiden blev Gramsci udsat for bagvaskelse, men han blev "genopdaget" efter Stalins død og udråbt til martyr for partiet. Siden da er hans teoretiske arbejder, bl.a. om arbejderråd, blevet studeret med stor interesse.
7. Dimitri Manuilskij (1883-1952). Ledede den kommunistiske Internationale (Komintern) fra 1929-34. Blev afsat i forbindelse med overgangen fra venstreradikalisme til folkefrontslinjen. Dukkede senere op som delegeret i FN.
8. Ercoli. Pseudonym for Palmiro Togliatti (1893-1964), som ledede det italienske kommunistparti efter Gramscis fængsling (se note 6). Togliatti overlevede alle omskiftelserne i Stalins politik, men forsøgte efter dennes død at føre en mere selvstændig linje.
9. Youngs fælde. Efter Young-planen, udarbejdet af Owen D. Young, en forrretningsmand fra USA, som fungerede som generalsekretær for den tyske genopbygning. Young-planen var en plan for, hvordan Tyskland kunne betale sin "krigsgæld" uden at det vakte for stor modstand i befolkningen.
10. Zinoviev-Stalin-strategien. Gregorij Y. Zinoviev (1883-1936) ledede Komintern fra 1919, til han blev fjernet af Stalin i 1926. Dannede sammen med Kamenev en blok med Stalin (trojkaen) mod Trotskij efter Lenins død. Under trojkaens magtudøvelse var Komintern præget af en udpræget opportunistisk linje, som forte til en række nederlag, bl.a. den mislykkede revolution i Tyskland i 1923, som blev afblæst på trojkaens ordrer. Brød senere med Stalin og sluttede sig til Trotskijs venstreopposition, men kapitulerede igen til Stalin efter Trotskijs deportation. Ekskluderet af partiet i 1932, henrettet under Moskva-processerne.
11. Ernst Thälmann (1886-1944). Formand for det tyske kommunistiske parti, arresteret af nazisterne efter deres magtovertagelse. Død i KZ-lejr.
12. Kornilovopstanden. Efter Lavr Kornilov (1870-1918), en zaristisk general, som forsøgte at knuse Kerenskijs regering ved en opstand i september 1917. Blev slået, da venstrepartierne kom Kerenskij til undsætning.
13. Alexander Kerenskij (1882-1970). Socialrevolutionær politiker og leder af den kortvarige provisoriske regering, som blev væltet af bolsjevikkerne i oktober 1917.
14. Mensjevikker ("Mindretallet"). En gruppe, som under ledelse af Julius Martov fra 1903 var i opposition til Lenins linje i det russiske socialdemokrati. Senere brugt som en uofficiel betegnelse for reformister.
15. De Socialrevolutionære. Et bondeparti i Rusland på populistisk, socialistisk grundlag. I oktober 1917 modsatte flertallet sig sovjetternes magtovertagelse, mens de venstre-socialrevolutionære blev midlertidigt allierede.
16. Feodor Dan (1871-1947). Leder af mensjevikkerne (se note 14), medlem af Petrograd-sovjettens præsidium i 1917. Modstander af revolutionen, arresteret i 1921 og udvist af Sovjetunionen året efter.
17. Hermann Remmele (1880-1937). Leder af Tysklands Kommunistiske Parti.
18. Heinrich Brüning (1885-1970). Leder af Det katolske Centrumparti i Tyskland. Kansler fra marts 1930 til juni 1932. Søgte at ignorere Weimarforfatningen og regere pr. dekret.
19. Die Rote Fahne. Organ for Centralkomiteen for Tysklands kommunistiske parti.
20. Hitlers folkeafstemning. Folkeafstemning i Preussen på nazistisk foranledning.
21. Gustav Noske, Rudolf Hilferding og Otto Wels: tyske socialdemokratiske ledere fra mellemkrigstiden. Sammen med Scheidemann var Noske ansvarlig for nedslagtningen af den kommunistisk-ledede arbejderopstand i 1919-20 og for mordene på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.
22. Den Engelsk-Russiske Komite. Samarbejdskomite mellem den engelske og den russiske fagbevægelse, af stalinisterne betragtet som en begyndelse til en fælles faglig Internationale. Samarbejdet i komiteen fortsatte trods en minearbejderstrejke i 1926 og en efterfølgende generalstrejke. Komiteen lammede de engelske kommunisters muligheder for at træde op mod det forræderiske engelske fagbureaukrati. Efter at strejkerne var blevet knust, blev komiteen opløst på de engelske pamperes foranledning.
23. Albert Grzezinskij (1879-1948) var Berlins socialdemokratiske politichef, som kun ydede en symbolsk modstand mod Papens kup den 20. juli 1932.
24. Epigoner. Personer, som snakker andre efter munden.
25. Indlemmelsen i Koumintang. Indlemmelsen af det kinesiske kommunistiske parti under det borgerlige Koumintang. Denne underkastelse førte til knusningen af den kinesiske arbejderklasse i Shanghai og Wuhan i 1927.
26. Karl Liebknecht (1871-1919) og Rosa Luxemburg (1871-1919). Ledere af Spartakus-Bund, forløber for Tysklands Kommunistiske Parti. Støttede og satte sig i spidsen for arbejderopstanden 1918-19. Myrdet på socialdemokraternes foranledning.
27. Jakobinisme. Det franske småborgerskabs venstrefløj under den franske revolution. Var i dens mest revolutionære periode ledet af Robespierre.
28. Pilsudskij (1876-1935) var oprindelig socialist med national orientering. I 1920'erne stod han i spidsen for de antisovjetiske styrker i Polen. I 1926 ledede han et statskup og oprettede et fascistisk diktatur.
29. Adolf Warskij (1868-1938). Oprindelig ven af Rosa Luxemburg og enig i hendes kritik af Lenin. Fjernet fra ledelsen af det polske kommunistparti i "den tredje periode" (se note 34). Forsvandt i Sovjet under udrensningerne 1936-38.
30. Pariserkommunen var det første eksempel på en arbejderregering. Den sad fra den 18. marts 1871 til 28. maj 1871, kun 72 dage, indtil den blev væltet under blodige kampe.
31. Kretinere. Egentlig personer, som lider af kretinisme, en sygdom karakteriseret af bl.a. stærk åndelig svækkelse.
32. Gaston Doumergue. Fransk premierminister. Blev regeringsleder efter fascistiske optøjer den 6. februar 1934. Regerede bonapartistisk, dvs. uden om de normale borgerlige parlamentariske institutioner.
33. Pontius Pilatus. Romersk statholder, som stadfæstede og fuldbyrdede dødsdommen over Jesus.
34. "Den tredje periode" var iflg. stalinistisk inddeling kapitalismens sidste periode før dens umiddelbare sammenbrud. Markeredes i Komintern af en venstreradikal linje, som frem for alt kom til udtryk i teorien om "socialfascismen".
35. "Rote Front". Kommunistisk domineret milits, forbudt af den socialdemokratiske regering efter l. maj dags-uroligheder i Berlin i 1929.
36. Camelots du Roi. Her betegnelse for monarkistisk højregruppe omkring Charles Maurras avis, l'Action Française, som var kendetegnet af voldsomt antidemokratiske synspunkter.
37. Pierre Renaudel (1871-1935). Højresocialdemokrat. Splittede det socialistiske parti i 1933 og dannede et "nysocialistisk" parti, hvis flertal efter fascistiske uroligheder i februar 1934 sluttede sig til den franske kapitalismes vigtigste parti, De Radikale.